KRIG I UKRAINE // ANALYSE – Tysklands rolle som mediator mellem vest og øst, uden at spille nævneværdigt med de militære muskler er definitivt ovre. Svimlende 750 mia. kroner skal katapultere nabolandet frem i forreste forsvarsgeled. Putins ageren har udløst et påtvunget selvopgør med den tyske arv fra anden verdenskrig, hvilket vil forandre Europas sikkerhedsarkitektur.
BERLIN – Mens Berlins gader var fyldt med over 100.000 mennesker, der demonstrerede for fred og solidaritet med ukrainerne, udspillede der sig en bevægende historisk særdebat i den tyske Forbundsdag søndag den 27. februar, hvor parlamentarikerne var kaldt ekstraordinært ind med Ukraine-angrebet som eneste punkt på dagsordenen.
For nyhederne stod i kø. Regeringen fik stående ovationer, da forslaget om her og nu at bruge ekstra 100 milliarder euro på forsvaret blev talt varmt op af kansler Olaf Scholz. Plus det at hæve forsvarsbidraget fra knap 1,2 pct. af BNP til 2 pct. Altså yderligere massive milliardudgifter.
Havde SPD-kansleren stillet forslaget for bare et par uger siden, ville buh-råbene have lydt, ikke mindst inden for egne rækker. Hele fem gange brugte Scholz udtrykket ”Zeitenwende”, eller ”historisk vendepunkt”, og det er lige præcis, hvad der er på færde i Tyskland. Det var ikke kun højstemt patos i en krisesituation, men ægte forandringsvillighed, der lod til at bølge gennem Forbundsdagens store sal.
Også de øvrige punkter, som fx tyske våbenleverancer til krigsførende lande, læs Ukraine, var indtil for kun nogle få dage siden nærmest utænkeligt. Nu vil leverancer af panserværnsraketter og missiler glide hurtigt igennem hos alle de større partier minus de særligt Ruslandlogrende partier Die Linke og Alternative für Deutschland, der rygmarvsagtigt enten forsvarer Rusland og frakender sig NATO eller angriber alle former for militær ageren.
Die Linke har indrømmet, at de har taget fejl af Putin, men fløjpartierne opførte langt de fleste af deres sædvanlige holdninger, som om Ukraine-angrebet end ikke havde fundet sted.
Energileverancerne fra Rusland fylder så meget for Tyskland, at man kan tale om reel og dyb afhængighed
Som sædvanlig er det midten af tysk politik, der tager beslutningerne, og konservative CDU vil gå med, når regeringens ønsker skal omsættes til reelle forslag, der skal stemmes igennem.
“Im falschen Film aufwachen” – at vågne op i den forkerte film er et tysk udtryk om uforvarende at blive placeret i en helt ny virkelighed, der er svær at forstå, og som indikerer lige dele skræk og angst. Netop den temmelig bratte opvågnen til den nye virkeligheds krav om selv at kunne skrive med på filmmanuskriptet frem for at udelukkende lade Vladimir Putin gøre det, har ramt de tyske politikere som en hammer.
Derfor måtte Scholz handle og dette uden, at det gamle pacifist-parti og regeringspartneren De Grønne protesterer. Tværtimod, udenrigsminister Annalena Baerbock og erhvervs- og klimaminister Robert Habeck bakker aktivt op omkring den nye linje. Og den ellers statsgæld-averse finansminister Christian Lindner siger, at han nok skal finde pengene.
Afhængigheden af Rusland
Den nye kurs er især vand på De Grønnes mølle. Partiet har fra starten været imod North Stream 2-gasledningen, der nu er lagt på is. Og står det til De Grønne, så bør også søsterledningen North Stream 1 kappes. Ud med de fossile energikilder, selv om alle ved, at det ikke kan ske med kort varsel. Derfor er der store indsatser i gang for at speede ekstra op for den grønne omstilling.
Energileverancerne fra Rusland fylder så meget for Tyskland, at man kan tale om reel og dyb afhængighed. Over 55 procent af naturgassen, 50 procent af kullene og 30 procent af olien kommer fra Rusland. Trods massive investeringer i vedvarende energiformer står de fossile russiske energikilder fortsat som det helt afgørende for Tyskland.
Det ved Putin, og det vidste alle forgængerne. Selv under den koldeste del af Den Kolde Krig var energileverancerne komplet intakte. Afhængigheden af Rusland er på den front kun taget til. Med de sanktioner mod Rusland, der allerede er vedtaget af Tyskland og EU, går man foreløbig helt uden om energileverancerne.
At de tyske bilister eller de danske varmekunder er med til at finansiere krigen i Ukraine er få stolte over, men hvad er alternativet? Skal bilen blive stående i carporten, eller skal man holde sig varm med kuskeslag? Der har fra tid til anden været oliekriser i knap 50 år, men alligevel har man holdt fast i olien. Også den russiske.
Det vil især De Grønne nu lave om på. En neddrosling af de fossile energikilder er ikke kun en bevægelse væk fra Putin, det er både klima- og sikkerhedspolitik i én og samme handling. ”Vedvarende energi er frihedsenergi”, som Olaf Scholz sagde det i sin tale, og derfor kan Tyskland med fordel satse sine mange nye forsvarsmidler på at udvikle en klog klimapolitik, der skærer markant ned på det fossile forbrug. Eller i det mindste finde andre steder at købe det.
Fx vil Tyskland nu bygge egne raffinaderier for flydende gas, den såkaldte LNG-gas. Det mindsker ikke afhængigheden af den fossile gas, men giver i det mindste mulighed for at købe det andetsteds end i Rusland.
Hvordan bruger man i en håndevending 750 mia. kroner uden at risikere at kaste penge direkte ud af vinduet? Et mere slagkraftigt militær tager langt tid at bygge op
Den grønne omstilling er De Grønnes supertema, som de vil blive målt på ved næste valg. De ved de. Men samtidig er det grønne midterparti ikke belastet af de to store gamle partiers mere forsigtige sikkerhedspolitik, der også altid har forsøgt at se verden med Moskvas briller. Især SPD, der allerede siden kansler Willy Brandts tid fra 1969 til 1974 praktiserede en øst-politik, der gik under overskriften ”Wandel durch Annäherung” eller ”forvandling gennem tilnærmelse”.
SPD har altid haft en meget rummelig opfattelse af først Sovjets og siden Ruslands positioner. Det var også Sovjets nikken ja til genforeningen, der blev afgørende for, at Tyskland ser ud, som det gør i dag.
Tidligere SPD-kansler Gerhard Schröder kaldte i 2004 Putin for en ”Lupenreinen Demokraten”, altså en ”fnugfri demokrat”. Han har haft svært ved at sige det igen, men eks-kansleren fungerer i dag som bestyrelsesformand for gasforsyningsselskabet North Stream samt den statslige russiske oliegigant Rosneft og har indtil for nyligt altid forsvaret Putin. Gerhard Schröder har som en del andre i sin generation haft svært ved for alvor at tage afstand fra Ruslands ageren.
Med Scholz’ seneste udmeldinger er Schröder kun blevet endnu mere en fortidens mand. Ruslandforståelse kræver i dag andre argumenter end de pragmatisk-økonomiske eller historiske.
Hos CDU har rummeligheden også haft gode kår. Merkel var kendt for sine hyppige og lange telefonsamtaler med Putin, hvor hun altid lyttede til Putins argumenter og var respekteret af Kreml-chefen.
Tyskland har også store erhvervsinteresser i Rusland, både VW, BMW og Mercedes samt Bayer og BASF har egne fabrikker i Rusland. Er der nogen, som det tidligere regeringsparti CDU lytter til, er det den tunge del af tysk erhvervsliv. En massiv sanktionspolitik, der også lammer den 23 mia. euro store eksport til Rusland og i værste fald lukker tyske fabrikker i Rusland, ville CDU indtil for en uge siden forsøge aktivt at forhindre.
Nu er det mere åbent, hvad der kommer til at ske. Sanktioner rammer også altid én selv. Så hvor høj en pris vil Tyskland betale, og hvor høje energipriser kan de tyske forbrugere tåle? Lige nu gløder regnemaskinerne i Berlin for at regne på alle scenarierne.
Herre i eget sikkerhedshus
Det ellers tøvende Tyskland ønsker med Scholz’ tale på rekordtid at sætte sig selv i positionen som aktivt og agerende. En ganske ny rolle som landet nu først skal lære at fylde ud, og som ikke bliver nem. Tyskland har som et overdimensioneret Schweiz nærmest påtaget sig neutralitetsrollen, selv om man er fuldgyldigt medlem af NATO.
Vicekansler Robert Habeck sagde da også i sin tale, at ”beslutningerne er rigtige, men om de er gode, det er der ingen, der endnu ved.” For hvordan bruger man i en håndevending 750 mia. kroner uden at risikere at kaste penge direkte ud af vinduet? Et mere slagkraftigt militær tager langt tid at bygge op, for det handler især om at få uddannet en dygtig stab, hvilket selvsagt er et langtidsprojekt, der ikke skaber forandring på kort sigt. Eller som ikke for nuværende får Putin til at ryste på hånden. Militære investeringer er et langtidsprojekt.
Det går dog alligevel stærkt med omstillingen til den nye virkelighed, som Vladimir Putin med Ukraine-angrebet har sendt EU-landene ud på. For aktiv fredspolitik har i Berlins tolkning altid handlet om at være tilbageholdende, vise afmålthed, agere konsensussøgende og væve et ekstremt fintmasket multilateralt net, hvor de langsigtede økonomiske faktorer konsekvent har stået langt over den umiddelbare rå magtpolitik. Angela Merkel personificerede denne tilgang og havde som få direkte adgang til at tale en vis økonomisk funderet fornuft med Putin.
Den nye formel ifølge kansleren er at kombinere rollen som tung sikkerhedspolitisk aktør med rollen som fredsforhandleren i midten af Europa
Med angrebskrigen i Ukraine har Putins Rusland placeret sig på den modsatte ende af den skala, som man udenrigs- og sikkerhedspolitisk måler sig med i Berlin. Fordi økonomisk tænkning er det absolut vigtigste vestlige parameter, spekulerer også Tyskland på, at de økonomiske sanktioner for nuværende vil være det afgørende våben over for Rusland.
Problemet er bare, at Putin ikke giver en fløjtende pind for de sanktioner, der end måtte komme, da han ikke har sit eget lands eller borgeres økonomiske interesser i fokus. Det er aldeles sekundært i Putins optik.
Men Putins superpersonaliserede opgør med historiens gang og dybe fantomsmerter i forhold til Sovjetunionens opløsning lader til at motivere den russiske præsident fuldt ud. Tyskland rammer den tilgang ekstra hårdt, fordi der stort set ikke længere er nogen overlap i de politiske kriterier, man måler succes på i hhv. Moskva og Berlin.
Tysklands medierende udenrigspolitik har over årtier har været spændt ud i en stadig længere spagat mellem ønsket om at forstå og tilgodese positionerne i alt fra Bush’s, Obamas og Trumps Washington til Putins Moskva. Under Den Kolde Krig måtte ingen af de to Tysklande have en selvstændig sikkerhedspolitik, og siden 1990 ville man ikke spille en sønderlig aktiv rolle. Fra 2022 er det forventningen fra såvel omverdenen som i det politiske lag i Berlin, at landet skal kunne agere.
Vi kender Tyskland som den økonomiske supermagt i Europa, der spænder redningskranse ud, når fallerede økonomier truer med at flå euroen fra hinanden. Som en humanitær supermagt, der over flere år modtog over 60 pct. af alle flygtninge, der kom til den vestlige verden. Inklusive USA og Canada.
Men vi kender ikke Tyskland som en sikkerhedspolitisk supermagt, der går forrest, når internationale konflikter kræver militær ageren. Det har altid ligget mere til Sikkerhedsråds-medlemmerne Frankrig og Storbritannien. Tyskland har med sin nazistiske aggressorfortid haft rollen som den ydmyge, der stadig skulle gå bodsgang.
Den bevidsthed har man også siden genforeningen i 1990 forvaltet ved at dele sine interesser mellem vest og øst. Trods rollen som NATO-land har man vredet sig uden om vestlige indsatser i Irak, Libyen eller Syrien. Det er blevet til de mere overskuelige indsatser i Kosovo og Afghanistan, men kun med livrem, seler og heftige debatter til følge.
Slut med spagatpolitikken
Derfor markerer Scholz’ Forbundsdagstale 81 dage efter sin tiltræden som kansler en nødvendighedens politik, der endelig skal gøre Tyskland til en sikkerhedspolitisk aktør i egen ret fremfor udelukkende at være den pleasende mediator i midten af kontinentet. Den nye formel ifølge kansleren er at kombinere rollen som tung sikkerhedspolitisk aktør med rollen som fredsforhandleren i midten af Europa. Helt slippe fortiden kan Tyskland ikke.
Tysklands størrelse tilsiger dog, at man ikke længere kan ligge i læ mellem andre fornuftige lande, der så løser de sikkerhedspolitiske knuder, når de opstår. Ikke mindst når der ikke er så megen fornuft længere, eller når stormagtspræsidenterne Trump og Putin på den ene eller den anden måde maler sig op i et hjørne, der slet ikke harmonerer med de tyske interesser. Fra den forgangne søndags tyske kanslertale endte denne tyske forståelsesspagat mellem øst og vest.
Tyskland ser ikke sig selv som ”lederen af den frie verden”, et prædikat Merkel fik klistret på sig efter Trumps ankomst på den politiske scene, men mindre kan gøre det
Kerneeksemplet på Tysklands hidtidige spagatpolitik er Minsk-aftalerne fra 2015, der skulle lave en fredsplan for det, vi i dag kender som de russiske folkerepublikker Donetsk og Luhansk, der i sidste uge reelt overgik til russisk styre. Minsk-aftalerne skulle sikre fred i Østukraine ved folkeafstemninger og give autonomi til indbyggerne, hvis de ønskede det. Kernen i fredsaftalen blev dog aldrig blev omsat i dybden, men Tyskland har hele tiden set det som deres uvurderlige bidrag til fred.
For Minsk-aftalen kom ikke mindst i stand med tysk mellemkomst. Det var den nuværende tyske præsident Steinmeier, der som udenrigsminister i 2015 forhandlede aftalen på plads. Mandag den 21. februar opsagde Rusland Minsk-aftalen, torsdag den 24. angreb Putin Ukraine, og så lagde han samtidig Tysklands sikkerhedspolitiske selvforståelse i ruiner.
At der kun skulle gå tre dage, før Tyskland begynder at forme sin sikkerhedspolitik på ny, mener nogle var helt oppe over, mens andre er overraskede over hastigheden. Det markerer i alt fald en opvågnen til en ny tid, hvor Tyskland vil skrive med på klodens sikkerhedspolitiske manuskripter fremfor at tage sig til takke med, hvad andre beslutter.
Trump kan potentielt sidde i Det Hvide Hus igen om 2,5 år, Putin potentielt frem til 2036. Den gamle verdens bestandighed er brast sammen. Tyskland ser ikke sig selv som ”lederen af den frie verden”, et prædikat Merkel fik klistret på sig efter Trumps ankomst på den politiske scene, men mindre kan gøre det. Det er noget, man værdsætter i stort set alle europæiske hovedstæder, hvor angsten for en dag at vågne op i endnu mere forkert film end den, vi alle oplever i dag, er temmelig udtalt.
Kan Tysklands styrke gøre en forskel, sover vi alle lidt roligere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
