
PARTNERVOLD // INTERVIEW – I seks år levede Lars i et forhold præget af kontrol, manipulation og psykisk vold. Først længe efter bruddet fandt han ordene for det, han havde været udsat for. Hans historie peger på et overset problem: Mænd rammes også af partnervold, men møder fortsat skam, blinde vinkler og et hjælpesystem, der langt fra er indrettet til dem.
Lars slukker motoren og bliver siddende et øjeblik bag rattet. Før han åbner bildøren, har han truffet beslutningen: Det her skal hans kæreste ikke vide.
Ikke fordi han skjuler en affære eller et dobbeltliv. Men fordi han ved, hvordan stemningen kan ændre sig, hvis hun finder ud af, at han har været sammen med sin 17-årige søn fra et tidligere ægteskab.
“På et tidspunkt bliver det bare lettere at lade være med at fortælle noget,” siger Lars, der af hensyn til sine børn optræder anonymt. POV International er bekendt med hans identitet og har set dokumentation for hans fortælling.
Han beskriver en periode, hvor både selvværdet og livslysten langsomt forsvinder. På et tidspunkt bliver mørket så tungt, at hans søn begynder at frygte, om Lars vil tage sit eget liv.
Det begyndte med ting, der virkede nemmere at undgå end at tage en konflikt op. Beskeder der slettes. Steder han har været, men ikke nævner. Og et hjem han ejer, men som hun indretter. Forholdet til sin kæreste kom til at fylde mere end relationen til hans børn, hans arbejde og hans egen fornemmelse af, hvem han egentlig var.

Gennem seks år levede han i det, han i dag selv beskriver som et forhold præget af kontrol og manipulation. En type vold, som ofte er svær at få øje på. Både for omgivelserne og for den, der står midt i den.
Partnervold forbindes historisk med kvinder, men ifølge Det Kriminalpræventive Råd udgør mænd omkring 43 procent af ofrene for partnervold, og blandt mænd er psykisk vold den mest udbredte.
Alligevel fylder mændenes egne fortællinger fortsat lidt i offentligheden, og forskning fra Institut for Folkesundhed peger på, at skam, tabu og forestillinger om maskulinitet kan gøre det svært både at erkende volden og række ud efter hjælp.
Samtidig er systemet fortsat ikke er indrettet ens for mænd og kvinder. Selvom mænd siden 2024 har haft ret til ophold på krisecentre på lige fod med kvinder, er adgangen til ambulant rådgivning og behandling stadig et omdiskuteret spørgsmål.
Blinde vinkler
Lars møder sin daværende kæreste, der i artiklen omtales som Anette, gennem en Facebook-gruppe for singler i 2015. Han er fraskilt, længes efter et familieliv igen og hun føles som en ny begyndelse. De forelsker sig hurtigt, og få måneder senere bliver hun gravid og flytter ind på Lars’ landejendom sammen med sine børn fra et tidligere forhold.
“Hun virkede både stærk og sårbar på samme tid. Jeg tror, jeg fik den der følelse af, at her var der en, jeg kunne passe på. Som om jeg kunne være noget vigtigt for hende,” fortæller Lars.
Men stemningen i huset ændrer sig efter hun er flyttet ind.
Hans børn fra det tidligere ægteskab trækker sig fra hjemmet. Venner kommer sjældnere forbi. Små konflikter vokser sig store. Ikke råb eller slag, men følelsen af konstant at gøre noget forkert.
For at undgå konflikter begynder han at holde kontakten til sine børn fra det tidligere ægteskab skjult.
“Jeg fik efterhånden følelsen af, at alt skulle dreje sig om hende. Selv vores fælles børn kunne hun blive jaloux på. Og så begynder man jo stille og roligt at indrette sit liv efter det,” siger Lars, mens han lader blikket glide gennem spisestuen, der ændrede karakter, da Anette flyttede ind. Væggen mellem rummene er væk, farverne er skiftet ud, og huset fremstår anderledes, end da han flyttede ind.
Og netop den gradvise tilpasning kan være et centralt element i psykisk vold. Det mener Ida Nielsen Sølvhøj, som er postdoc ved Statens Institut for Folkesundhed på SDU.
“Ens personlige grænser rykker sig hele tiden en smule, når man er udsat for partnervold. Og det kan gøre det enormt svært at kende, hvad der egentlig er grænseoverskridende,” siger hun.
Gården, som Lars og hans ekskone købte i 1997, havde dannet rammerne om både hans tidligere familieliv og det bliver også centrum for det nye liv med Anette. Men efterhånden forvandler tanken om hans liv før hende til et konfliktpunkt.
“Hun overtog fuldstændig, hvordan vi skulle leve, hvordan her skulle se ud. Til sidst blev det til, at vi måtte sælge huset. Hvis jeg ikke ville med, så ville hun tage børnene og flytte selv,” siger Lars.
En trussel, som kæresten vendte tilbage til flere gange. Den type ultimative krav og advarsler er velkendte greb i psykisk vold, forklarer Ida Nielsen Sølvhøj.
“Når en partner forsøger at fastholde relationen gennem frygt for konsekvenserne, handler det ofte om at udøve magt og bevare kontrollen. Det kan samtidig gøre det svært for den voldsudsatte at bryde ud af forholdet.”
Mænd vi ikke taler om
Mens Lars’ forhold falder fra hinanden, har han oplevelsen af, at hjælpen kan være svær at få øje på.
“Jeg havde jo ikke overskuddet til at række ud dengang. Jeg kunne jo dårligt nok finde ud af mig selv,” fortæller han.
Det billede genkender Hans Monrad Graunbøl, chef for Mandecentrets nationale udviklings- og vidensenhed, fra sit arbejde med mænd udsat for psykisk vold.
“Mange mænd søger først hjælp meget sent i forløbet. Ofte når relationen til børnene, økonomien eller deres mentale trivsel allerede er alvorligt påvirket,” siger han.
I mange år blev mænd udsat for partnervold stort set ikke nævnt i den offentlige debat. Først i juli 2024 fik mænd juridisk ret til krisecenterophold på lige fod med kvinder gennem en ændring af serviceloven.
“Før lovændringen kunne mænd kun søge hjælp via en hjemløseparagraf. Så det var ikke voldsudsættelsen, der var adgangsgivende, men de sociale problemer, der fulgte med,” siger Hans Monrad Graunbøl.
Flere forskere og organisationer peger på, at hjælpesystemet fortsat i høj grad er indrettet omkring kvinder som de primære voldsofre. Der findes eksempelvis ikke et statsligt finansieret ambulant tilbud til mænd svarende til kvindetilbuddet ”Sig det til nogen”, selvom ambulant rådgivning og behandling beskrives som en central del af indsatsen til voldsudsatte.
Kritikken kommer ikke kun fra Mandecentret. Også krisecenterorganisationen Danner og Mødrehjælpen har peget på, at mænd udsat for vold fortsat mangler adgang til offentligt finansieret rådgivning og behandling.
“Det giver os nogle benspænd i forhold til at nå mændene tidligt og forebygge, at de får brug for et krisecenter,” siger Hans Monrad Graunbøl.

Hos Mandecentret har man de seneste fem år fordoblet antallet af pladser til mænd i krise. Organisationen modtager næsten 2.000 årlige henvendelser fra mænd, der søger hjælp.
Hans Monrad Graunbøl oplever dog ikke nødvendigvis, at flere mænd udsættes for vold end tidligere.
“Det handler om, at flere søger hjælp. Og det handler jo om, at man starter en samtale omkring det,” siger han.
Et sprog for volden
For Ida Nielsen Sølvhøj handler mænds barrierer for at søge hjælp ikke kun om de tilbud, der findes, men også om de forestillinger, mange stadig forbinder med det at være mand.
“Når en mand skal positionere sig som et voldsoffer, så ligger der nogle underliggende forestillinger om svaghed og manglende evne til at klare sig selv,” siger hun.
Offerrollen forbindes ofte med sårbarhed og hjælpeløshed, som traditionelt opfattes som feminine egenskaber.
“Hører du podcast, ser dokumentarer eller læser historier om psykisk vold, så er det næsten altid kvinder, der er de udsatte. Som mand kan det gøre det sværere at genkende sine egne oplevelser,” siger hun.
Hos Mandecentret oplever man samme tendens.
“De yngre mænd har lettere ved at ringe til os og sige: ‘Jeg er blevet udsat for vold’. De ældre mænd mangler ofte et sprog for det,” siger Hans Monrad Graunbøl.
Ida Nielsen Sølvhøj understreger dog, at en større opmærksomhed på mænd udsat for vold ikke ændrer ved, at kvinder fortsat udgør størstedelen af brugerne på landets krisecentre. Forskning viser også, at kvinder i gennemsnit oftere udsættes for grov fysisk vold, gentagen vold og de mest alvorlige former for partnervold.
“Der mangler generelt ressourcer på voldsområdet. Det er ikke sådan, at kvinder har fået løst alle problemer, og nu er det mændenes tur. Der er stadig store udfordringer for voldsudsatte generelt,” siger hun.
Men synet på mænd som voldsudsatte er ved at ændre sig.
“Tidligere har forståelsen af partnervold i høj grad været knyttet til fysisk vold på kvinder. I dag har vi en bredere forståelse af, hvad vold kan være, og hvem der kan blive udsat,” siger Ida Nielsen Sølvhøj.
At miste sig selv
Da Lars beslutter sig for at gå fra forholdet, stopper volden ikke her. Tværtimod markerer det begyndelsen på en lang kamp om samvær og kontakten til børnene.
Det første år ser han dem kun en til to timer om ugen på en lille legeplads. Også om vinteren. I regn, blæst og kulde.
Mens børnene leger, løbetræner Anette rundt om legepladsen i den samme lille firkant igen og igen. Lars oplever, at den konstante overvågning skaber uro hos børnene og gør det svært at være nærværende med dem.
I de kolde måneder tømmer han sin firmavogn for værktøj og indretter den med puder, tæpper, legetøj og børnebøger, så børnene har et sted at være.
Sideløbende trækker kampen om børnene i Familieretshuset ud. Møder aflyses og udsættes, og Lars lever i årevis med usikkerhed om, hvornår han ser børnene igen.
I takt med konflikten begynder resten af hans liv også langsomt at falde fra hinanden. Advokatregningerne vokser, mens energien og overskuddet forsvinder. Samtidig bliver han ramt af et sygdomsforløb med gigt.
Og til sidst lukker han sin virksomhed.
“Jeg kunne simpelthen ikke holde det hele kørende længere. Alt mit overskud gik jo til kampen om børnene,” siger han.
Han beskriver en periode, hvor både selvværdet og livslysten langsomt forsvinder. På et tidspunkt bliver mørket så tungt, at hans søn begynder at frygte, om Lars vil tage sit eget liv.
“Jeg havde da tankerne. Ikke sådan at jeg havde en plan. Men jeg kunne godt tænke, hvad fanden meningen egentlig var med det hele.”
Lars bliver stille et øjeblik. Blikket søger væk fra bordet og ud gennem vinduet. Først efter nogle sekunders tavshed fortsætter han.
“Det værste er næsten ikke det, der skete mod mig. Det værste er følelsen af, at jeg svigtede mine børn, fordi jeg ikke kunne se det tidligere,” siger han.
I dag er forholdet slut, men konsekvenserne følger ham stadig. Lars håber, at andre mænd vil kunne genkende tegnene tidligere, end han selv gjorde.
“Hvis nogen havde fortalt mig for ti år siden, at mænd også kunne blive udsat for psykisk vold, så tror jeg måske, jeg havde reageret tidligere,” siger Lars.
Har du selvmordstanker, eller er du bekymret for en pårørende, kan du kontakte Livslinjen for anonym rådgivning på 70 201 201 eller læse mere på livslinien.dk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og