IRAN // ANALYSE – De igangværende protester i Iran har gennem de seneste par dage vist, at den iranske civilbefolkning endnu en gang tager kampen op mod et styre, der ikke længere har nogen egentlig forbindelse til sin befolkning, skriver Mellemøst-ekspert Yasmin Abdel-Hak. Denne gang har protesterne spredt sig fra hovedstaden til det meste af landet.
Der har været protester mange gange, senest i kølvandet på myndighedernes drab på den unge kurdiske kvinde Mahsa Amini i 2022. Dengang lød kampråbet: Kvinde, Liv, Frihed.
Protesterne, der startede den 28. december 2025, har denne gang mere rod i landets økonomiske kaos, den tårnhøje inflation på 42 % og et kraftigt fald i landets valuta, rialen, som har hevet tæppet væk under befolkningens købekraft. Protesterne begyndte således hos en række butiksejere i Teheran, der lukkede deres forretninger i protest over det kraftige valutafald. Nogle af de første kampråb lød: ”Mullaherne må forsvinde, død over diktatoren.”
Det er ikke kun den katastrofale økonomi, befolkningen protesterer over. Protesterne retter sig også mod den eklatante korruption, som landet er gennemsyret af
Men den økonomiske kerne i protesterne ses mest tydeligt i det kampråb, der siden har udviklet sig, mens protestbølgen har fået momentum. Således høres et gennemgående slagord: Ikke for Gaza, ikke for Libanon, mit hjerte for Iran.
Dette er en direkte reference til det forhold, at de iranske myndigheder menes at have givet over en milliard amerikanske dollars til Hizbollah i løbet af blot ét år – et beløb, der i stedet kunne være tilgået landets egen civilbefolkning, som i forvejen er presset af de internationale sanktioner. Hvor tidligere protester ofte handlede om subsidier og for høje leveomkostninger, er det økonomiske spørgsmål i dag tæt forbundet med krav om værdighed, rettigheder og politisk repræsentation.
Dermed bliver befolkningens protester over de økonomiske levevilkår egentlig politiske i deres kerne. Og derved bliver disse protester også langt mere systemtruende. Landets præsident, Masoud Pezeshkian, har opfordret myndighederne til at indgå i en dialog om de protesterendes såkaldte legitime krav. Foreløbig er otte mennesker døde i forbindelse med protesterne.
Siden den amerikanske præsident Donald Trump tiltrådte i januar 2025, er de økonomiske sanktioner over for Iran blevet skærpet yderligere. Landet er således internationalt set isoleret og praktisk talt afskåret fra det globale finansmarked.
Men disse sanktioner rammer ikke – som formentlig tiltænkt – eliten eller selve styret. Sanktionerne rammer først og fremmest civilbefolkningen – ikke mindst den store middelklasse, der i mange år har fungeret som en bufferzone for den elitære klasse omkring styret. Det er således denne gruppe, der har initieret protestbølgen i denne omgang.
Det er ikke kun den katastrofale økonomi, befolkningen protesterer over. Protesterne retter sig også mod den eklatante korruption, som landet er gennemsyret af. Der er ingen transparens i forhold til, hvordan offentlige midler bliver brugt – og ikke mindst hvor disse bliver kanaliseret hen. Dette er et særligt udtalt kritikpunkt over for Revolutionsgarden (IRGC), der i høj grad er med til at styre landets økonomi.
Revolutionsgarden – afgørende politisk aktør og bolværk
Der findes ingen officielle tal for, præcis hvor meget Revolutionsgarden kontrollerer af landets formelle økonomi. Uafhængige kilder – ikke mindst vestlige efterretningstjenester, forskningsinstitutter og internationale organisationer – anslår, at Revolutionsgarden menes at have kontrol over 20-40 % af den formelle økonomi. Dette tal forventes dog at være langt højere, hvis man medregner den uformelle og sanktionsomgående handel.
Revolutionsgarden kontrollerer samtidig knudepunkter som havne, grænseovergange og logistik. Der er således tale om et særdeles velsmurt maskineri, der tjener store summer på smugling og parallelimport – ikke mindst under det nuværende sanktionssystem.
Revolutionsgardens mangearmede økonomiske interesser er så infiltreret i det eksisterende regimes system, at det i sig selv er et afgørende incitament til at modstå politiske reformer
Revolutionsgarden er ikke blot en militær aktør i det iranske statsapparat. Det er en aktør, der siden 1990’erne har formået at opbygge sit eget økonomiske imperium, som spænder over en lang række strategiske sektorer såsom energi, byggeri, transport, minedrift, telekommunikation, finans og import-eksport.
De har tillige formået at få tildelt store infrastrukturelle byggeopgaver – som aldrig har været i udbud, forstås – og har således ansvaret for olie- og gasinfrastrukturen i landet. Revolutionsgarden er dermed blevet en af de mest magtfulde økonomiske aktører i Iran.
Det skaber en særlig position for Revolutionsgarden i forhold til præstestyret. Fra et økonomisk perspektiv fungerer Revolutionsgarden både som magtbase og som en egentlig overlevelsesmekanisme for styret. Dens vidt forgrenede økonomiske interesser er så dybt infiltreret i det eksisterende regimes system, at det i sig selv udgør et afgørende incitament til at modstå politiske reformer.
Dermed er Revolutionsgarden en garant og et stærkt bolværk for præstestyrets fortsatte eksistens. For styrets interesser er identiske med Revolutionsgardens. Det forklarer samtidig, hvorfor regimet i højere og højere grad prioriterer sikkerhedsapparatet frem for civil økonomisk udvikling af landet. Resultatet er således en økonomi, hvor staten deler sin suverænitet med militæret.
Forsigtige skøn anslår, at Revolutionsgarden har et sted mellem 125.000 og 150.000 aktivt tjenstgørende personer i sine regulære væbnede enheder, som omfatter hær, flåde samt luft- og missilberedskab. Der er imidlertid også den såkaldte Basij-milits, der angiveligt vil kunne mobilisere op mod 100.000 aktive frivillige.
De er vokset op med sociale medier, global kultur og forventninger om individuelle rettigheder
Den hidtidige leder af Revolutionsgarden, Hussein Salami, blev angiveligt dræbt under Israels angreb på landet i sommeren 2025.
Siden sommerens konflikt med Israel – og ikke mindst det såkaldte Midnight Hammer-angreb fra USA på iranske nukleare anlæg – har det iranske militær fremstået noget vingeskudt.
Den nuværende protestbølge på det indre plan kan med god grund føjes til listen over kriser for et styre, der ønsker at projicere styrke udadtil, både militært og geopolitisk, for at kompensere for interne, indenrigspolitiske kriser. En øvelse, der optisk set synes at halte ganske gevaldigt, både på den udenrigs- og indenrigspolitiske front.
En generationskløft
De nuværende protester blotlægger to væsentlige kløfter. Den første er den eksisterende kløft mellem stat og samfund. Det iranske samfund har forandret sig hurtigere end det politiske system. Sociale normer, kulturelle praksisser og politiske forventninger har alt sammen rykket sig i et langt højere tempo, end hvad præstestyret har kunnet imødegå.
Præstestyret er gennem de 47 år, der er gået siden den islamiske revolution i 1979, derimod forblevet ideologisk fastlåst og uforandret.
Dette understreges kun yderligere af den anden kløft i Iran, nemlig en ganske afgørende generationskløft: Irans øverste leder, Ali Khamenei, er i dag 86 år gammel og har siddet på magten siden 1989. Han er således en af verdens længst siddende magthavere. Han personificerer på mange måder kontinuitet og ideologisk stivhed.
Hans verdensbillede er formet af 1979 og den islamiske revolution, af Iran-Irak-krigen fra 1980 til 1988 og af Vesten som et evigt fjendebillede. Det er imidlertid et verdensbillede, der ligger langt fra hans unge befolknings. For Iran har en befolkning på 90 millioner indbyggere, hvoraf over 60 % er under 35 år.
Det er således en markant ung befolkning, som er født efter revolutionen i 1979, og som ikke har noget forhold til hverken revolutionsidealerne eller de traumer, som Iran-Irak-krigen efterlod. De er tværtimod vokset op med sociale medier, global kultur og forventninger om individuelle rettigheder. Derved bliver det tydeligt, at afstanden mellem statens ideologiske selvforståelse og samfundets sociale realiteter ikke blot er politisk, men også demografisk.
Naturligvis vil så stor en generationskløft på et tidspunkt få konsekvenser. De seneste års mange protestbølger har i høj grad været båret frem af de unge, som åbent afviser præstestyrets symboler – ikke mindst kravet om hijab til landets kvinder – og dets historiske narrativ.
Det er i dette spændingsfelt mellem den aldrende leder og et ungt samfund, der presser på for en fremtid, som statsapparatet ikke er i stand til at levere, at kernen i selve denne strukturelle spænding opstår. Mellem alder og ungdom, mellem fordums revolutionsidealer og nutidens individbaserede idealer.
Historisk set har iranerne en lang og stolt tradition for at protestere mod styret siden den islamiske revolution. Således har der jævnligt været protestbølger gennem 47 år.
De igangværende protester er derfor ikke undtagelser, men derimod strukturelle symptomer på et politisk system, der ikke længere repræsenterer sit samfund. Præstestyret har indtil videre overlevet de mange protestbølger. Spørgsmålet er imidlertid ikke længere, om der kommer protester, men snarere hvornår – og i hvilken form.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og