Ruslands udenrigsminister er helt afvisende overfor NATO-soldater i Ukraine som en del af en fredsbevarende styrke. Samtidig siger Trump, at Ukraine skulle have stoppet krigen.
Efter at udenrigsministrene fra USA og Rusland havde mødt hinanden i går i Saudi-Arabien, gav de begge udtryk for, at det havde været et godt og nyttigt møde, og at hvert land nu skal sætte et hold forhandlere sammen for at bane vejen for forhandlinger, der kan stoppe krigen i Ukraine.
Op til mødet i går kom flere europæiske lande – blandt andre Storbritannien – med meldinger om, at de muligvis kunne sende soldater til Ukraine som led i en fredsaftale. Men den ide skød Ruslands udenrigsminister håndfast ned i går, Rusland vil ikke acceptere NATO-soldater i Ukraine.
”Tilstedeværelsen af væbnede styrker fra de samme NATO-lande, men under et andet flag – under EU’s flag eller nationale flag – det ikke ændrer noget. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt,” sagde Sergej Lavrov ifølge Reuters.
Hverken Ukraine eller Europa deltog i mødet i Saudi-Arabien – til begges store utilfredshed.
I kølvandet på mødet i Saudi-Arabien har den amerikanske præsident holdt et pressemøde hjemme i Florida. Her blev han spurgt til, om han har forståelse for, at Ukraine er skuffet over manglende inddragelse i mødet i Saudi-Arabien i går. Ifølge CNN svarede Trump: ”I dag har jeg hørt: ”Nå, men vi var ikke inviteret,” som en reference til den ukrainske kritik, hvorefter han fortsatte: ”I har været der i tre år. I skulle have afsluttet det på tre år. I skulle aldrig have begyndt det, I skulle have lavet en aftale.”
Og så tilføjede Trump på pressemødet, at det er på tide, at der holdes præsidentvalg i Ukraine, og at kun fire procent bakker op om præsident Zelenskyj. Ifølge Kyiv International Institute of Sociologi er det forkert, 52 procent af ukrainerne har udtrykt tillid til Zelenskyj i december 2024. Ukraine skulle have holdt præsidentvalg sidste år, men fordi der er krigsretstilstand i landet tillader forfatningen ikke, at der holdes valg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.