Den kinesiske præsident Xi Jinping var på plads ved siden af Ruslands præsident Vladimir Putin, da fejringen af sejren over Nazityskland begyndte på Den Røde Plads i Moskva i formiddags.
Den 9. maj er datoen, hvor Rusland hvert år markerer sejren i 1945. I formiddags begyndte det med en storstilet militærparade med cirka 11.000 soldater og militært udstyr. Foruden den kinesiske præsident var over 20 internationale ledere tilstede, blandt andre Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva og Venezuelas Nicolas Maduro. Også Serbiens præsident Aleksandar Vucic deltog. Eneste leder fra et EU-land, var den slovakiske regeringsleder Robert Fico.
I sin tale gav Putin anerkendelse til Sovjetunionens allierede under Anden Verdenskrig. Han sagde, at Rusland altid vil huske de allieredes bidrag til sejren over Nazityskland. BBC skriver også, at Putin i talen sagde, Rusland altid vil bekæmpe nazisme og antisemitisme – udsagn han tidligere har brugt som begrundelse for at angribe Ukraine. ”Sandhed og retfærdighed er på vores side” sagde Putin, der insisterede på, at hele Rusland bakker op om de russiske soldater og krigen i Ukraine.
Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, vil senere i dag lægge blomster ved Allinge Kirkegård på Bornholm, for at mindes de sovjetiske soldater, som døde under den sovjetiske besættelse af øen efter Anden Verdenskrig. Det skriver DR.
De sidste tre år har det sovjetiske monument på Allinge Kirkegård været udsat for hærværk, hvor ukendte gerningsmænd blandt andet har overhældt det med maling op til det russiske besøg. Det er ikke er sket i år, ifølge DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.