USA har haft travlt med at lægge afstand til de israelske bombeangreb på mål i Iran, som begyndte i nat. Præsident Trumps forsøg på at undgå en større konflikt er mislykkedes.
Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, siger til avisen New York Times, at angrebet på Iran var ensidigt, dvs. amerikanerne var ikke involveret. Forud for angrebet havde israelerne advaret deres allierede om, at der var noget i gære, herunder USA, som forleden evakuerede personale fra flere ambassader i Mellemøsten.
I mellemtiden opholder store dele af den israelske befolkning sig i eller tæt på beskyttelsesrum uden at vide, hvor længe en konflikt vil vare. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har forklaret israelerne på nationalt TV, at militæroperationen Rising Lion ”vil fortsætte, så længe det er nødvendigt”.
Generelt støtter de republikanske politikere Israel og henviser til landets ret til at forsvare sig. Demokraterne er mere kritiske, og for eksempel siger senator Jack Reed fra Rhode Island, at der er tale om en ”hensynsløs eskalering, der risikerer at antænde en regional konflikt”.
Ligesom israelerne blev civile iranere også vækket i nat, da bomberne begyndte at regne ned over storbyer som Teheran, Tabriz, Arak og Isfahan samt atomanlægget i Natanz. Private kilder siger til POV International, at beboelsesejendomme er blevet ødelagt, og mange er blevet hjemme fra arbejde i dag. ”Det er forfærdeligt, og vi aner ikke, hvad der vil ske”, siger en af dem POV har talt med. Øjenvidner siger til iransk stats-tv, at de har set ligene af kvinder og børn efter angrebet.
Selvom USA lægger afstand til angrebet, bebrejder Iran amerikanerne for at være Israels ”største støtte” og køber ikke argumentet om, at USA intet vidste, skriver Tehran Times. Washington vil være ansvarlig for de ”farlige konsekvenser” af Israels ”eventyrlyst”, hedder det i en udtalelse fra det iranske udenrigsministerium.
Foreløbig har europæiske ledere, som Storbritanniens Keir Starmer, opfordret til tilbageholdenhed og til at genoptage de diplomatiske forhandlinger. Natos generalsekretær Mark Rutte sagde på et pressemøde i morges, at det er vigtigt at deeskalere situationen i Mellemøsten. Arabiske ledere, blandt andet fra Jordan, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har fordømt Israels angreb, skriver Reuters.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har sendt følgende til Ritzau: “Det er dybt bekymrende. Der er lige nu tale om en yderst skrøbelig sikkerhedssituation. Vi følger udviklingen tæt og opfordrer på det kraftigste alle parter til at afstå fra yderligere eskalering.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.