I fredags blev paven indlagt med bronkitis. Først var tilstanden ”stabil,” så blev det til en ”kompleks klinisk situation,” og nu hedder det dobbeltsidet lungebetændelse.
Pave Frans er 88 år og blev i fredags indlagt på et hospital i Rom for at gennemgå undersøgelser og behandling for bronkitis og åndedrætsbesvær. Nu siger Vatikanet, at der er tale om en dobbeltsidet lungebetændelse.
Fra Vatikanets pressekontor hedder det onsdag morgen: ”Paven har haft en rolig nat, vågnede og spiste morgenmad og forbliver ved godt mod. Laboratorieprøver, røntgenbilleder af brystet og den kliniske tilstand hos den Hellige Fader, fortsætter med at præsentere et komplekst billede.” I pressemeddelelsen skriver Vatikanet også, at paven skiftevis hviler, læser og beder, og ”at han udtrykker sin taknemmelighed for den støtte, han føler på dette tidspunkt, og beder venligst om, at bønnerne for ham fortsætter.”
I går blev alle pavens aktiviteter i forbindelse med weekendens fejring af den katolske kirkes jubelår aflyst på grund af det skrantende helbred. Pave Frans har tidligere proklameret 2025 et jubelår, hvilket i den katolske kirke er en særlig periode, hvor der stræbes efter tilgivelse og forsoning.
Det er ikke første gang paven har helbredsproblemer, ifølge Reuters er han særlig sårbar over for lungeinfektioner, fordi han som 21-årig fik lungehindebetændelse og fjernet en del af den ene lunge. Paven har desuden været gennem flere operationer i de senere år, blandet andet for brok.
Pave Frans har været leder af den katolske kirke siden 2013, hvor hans forgænger, pave Benedikt, abdicerede som den første pave siden 1415. Benedikt døde i 2022.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.