Det blev partiet Demokraatit, der løb med sejren ved det grønlandske valg. De to nuværende regeringspartier får begge en lussing af vælgerne.
”Vi er klar til det hele. Vi ønsker at tage så meget ansvar som muligt”, sagde Jens-Frederik Nielsen, leder af Demokraatit, da det i nat stod klart, at hans parti blev den helt store – og overraskende – vinder af valget. Demokraatit fik 29,9 procent af stemmerne, hvilket er en kæmpe fremgang, da partiet ved valget for fire år siden blot fik 9,1 procent.
Også partiet Naleraq fik et rigtigt flot valg, partiet er blevet betegnet som et nationalistisk protestparti, der ønsker hurtig løsrivelse fra Danmark. Naleraq endte som det næststørste parti med 24,5 procent af stemmerne. Først på tredje- og fjerdepladsen kommer de to nuværende regeringspartier, IA og Siumut.
Demokraatit beskrives som et socialliberalt parti, der i sit valgprogram skriver, at selvstændighed for Grønland er ”det endelige mål”. Partiet vil lave en køreplan for selvstændighed, så fundamentet for selvstændighed kommer på plads først i stedet for en hurtig løsrivelse. Derudover har partiet ført valgkamp på bl.a. erhvervspolitik. Mikeala Engell, som er tidligere rigsombudsmand i Grønland, siger til DR: ”Demokraatit er sådan set dem, der har været mindst oppe at køre over selvstændighed, Donald Trump og så videre, men de har kørt en konsistent valgkamp med det, der er det nære for borgerne.”
Traditionelt er det valgets vinder, der forsøger at samle flertal til en regering. Demokraatits leder Jens-Frederik Nielsen sagde ved partilederdebatten i nat: ”Vi rækker hånden ud til alle, vi er klar til at mødes med de andre partier. Det har vores land behov for.” Mikeala Engell siger, man skal huske på, at de grønlandske partier ikke agerer efter de akser, som vi er vant til i Danmark: ”Den rød/blå-akse udspringer af en klassekamp, men i Grønland har vi en postkolonial historie, så det er nogle andre forhold, der understøtter det politiske system, og derfor er grønlandsk politik i virkeligheden samlet omkring midten.”
Valgets resultat:
Demokraatit: 29,9 procent (10 mandater)
Naleraq: 24,5 procent (8 mandater)
Inuit Ataqatigiit (IA): 21,4 procent (7 mandater)
Siumut: 14,7 procent (4 mandater)
Atassut: 7,3 procent (2 mandater)
Qulleq: 1,7 procent (0 mandater)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.