Stats- og regeringschefer fra EU støtter Danmark i spørgsmålet om Grønland, som USA ønsker kontrol med. Grænser er en del af FN’s universelle principper, hed det blandt andet.
EU-præsident António Costa henviste på et uformelt EU-topmøde mandag aften til FN-pagtens principper om suverænitet, territorial integritet og ukrænkeligheden af grænser. Det er “universelle principper”, mente Costa ifølge DR og fortsatte: ”At bevare Kongeriget Danmarks territoriale integritet, suverænitet og ukrænkelighed af landets grænser er afgørende for alle medlemsstater.”
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde på det efterfølgende pressemøde, at EU er parat til en ”robust, men konstruktiv dialog med USA.” Videre hed det om USA’s præsident Trumps trusler om straftold, at ”EU vil svare tilbage, hvis unionen bliver uretfærdigt angrebet”
Kommissionsformanden kom samtidig Trump i møde i forhold til hans ønske om, at Europa bruger flere penge på forsvar. ”Vi har investeret for lidt i forsvaret i mange år,” erklærede von der Leyen. Hun lovede, at EU-Kommissionen vil fremlægge en plan for øgede investeringer i næste måned, som EU-landene ventes at kunne godkende ved EU-topmødet i juni.
Keir Starmer deltog som den første britiske regeringsleder siden briternes farvel til EU i det uformelle topmøde. Kommissionsformanden sagde om Starmers deltagelse, at ”europæisk sikkerhed angår os alle – både i og udenfor EU.” Danmarks statsminister Mette Frederiksen besøger i dag Starmer i London netop for at tale om sikkerhed, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Læs mere:
- DR.
- Pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.
- Pressemeddelelse fra Statsministeriet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.