Europas flyselskaber forbereder nu et politisk pres for at få lempet EU’s klimakrav til luftfarten, inspireret af bilindustriens nylige succes med at få blødt op for reglerne om CO₂-udledning. Det skriver Politico.
Ifølge mediet er luftfarten nu den næste sektor, der vil forsøge at få lempet EU’s klimakrav, inspireret af bilindustriens nylige succes med at få blødt op for reglerne. I december sidste år valgte EU-Kommissionen efter pres fra bilproducenter og flere medlemslande at ændre kravet om, at nye biler fra 2035 skal være helt CO₂-fri. I stedet blev målet justeret til en reduktion på 90 procent.
Nu forsøger flyselskaberne at kopiere strategien. Det centrale mål er EU’s krav om brug af bæredygtige flybrændstoffer, såkaldte Sustainable Aviation Fuels (SAF), som er markant dyrere og langt sværere at skaffe end traditionelt jetbrændstof. Ifølge Politico arbejder branchen på at få reglerne lempet eller udskudt, blandt andet ved at argumentere for, at udbuddet af SAF ikke kan følge med de politisk fastsatte mål.
EU’s ReFuelEU-forordning kræver, at flyselskaber fra i år anvender mindst to procent bæredygtigt brændstof. Kravet stiger til seks procent i 2030, 20 procent i 2035 og helt op til 70 procent i 2050. “Det, der skete med bilreguleringen, vil også ske med SAF-reguleringen i Europa”, sagde TotalEnergies’ direktør Patrick Pouyanné tidligere på måneden ifølge Politico.

Samtidig retter flyselskaberne kritik mod andre dele af EU’s klimapolitik, herunder inddragelsen af luftfarten i EU’s kvotehandelssystem og planer om at regulere flyenes såkaldte ikke-CO₂-udledninger, som blandt andet omfatter kondensstriber. Luftfarten står ifølge EU for omkring tre procent af de globale CO₂-udledninger, men andelen er stigende.
Brancheorganisationen Airlines for Europe oplyser, at medlemsflyselskaberne sidste år betalte omkring 2,3 milliarder euro for CO₂-kvoter – svarende til cirka 17 milliarder kroner. Ifølge organisationen kan regningen stige til op mod fem milliarder euro årligt i 2030, svarende til omkring 37 milliarder kroner, når de gratis kvoter udfases, skriver Euronews.
EU-Kommissionen afviser foreløbig at følge bilindustriens eksempel. Transportkommissær Apostolos Tzitzikostas har fastholdt, at EU står fast på luftfartens klimamål. “Hvis investeringer ikke sættes i gang senest i 2027, når vi ikke 2030-målene”, har han tidligere udtalt.
Klimabevægelser advarer samtidig mod endnu en politisk retræte. Ifølge organisationen Transport & Environment risikerer EU at underminere sine egne klimamål, hvis luftfarten får samme indrømmelser som bilindustrien.
Læs mere hos Politico, Euronews og EU
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og