De seneste dages røre om Donald Trumps ønske om at overtage Grønland må formodes at stå øverst på dagsordenen ved fredagens halvårlige møde i rigsfællesskabet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødes med den grønlandske regeringsleder, Muté B. Egede, og den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen.
Statsministeren oplyste torsdag aften på et pressemøde, at hun har rakt ud til Trump. Hun regner dog ikke med, at hun kan nå at få en samtale eller et møde med den kommende amerikanske præsident, inden han bliver indsat den 20. januar. På pressemødet afviste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) igen, at der er tale om en udenrigspolitisk krise, og han sagde, at man ”godt kan tage Trump alvorligt uden at tage ham bogstaveligt”.
Trumps tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver John Bolton foreslår i et interview med Jyllands-Posten blandt andet, at Mette Frederiksen i en kommende samtale med Trump kan foreslå en form for delt ejerskab af Grønland.
»Hun bør sige dette: »Vi er enige i, at det er et sikkerhedsspørgsmål for hele Nato-alliancen. Og at USA har en aktie i det her. Det samme har Canada. Indsejlingen til Nordatlanten gennem det Arktiske Ocean er afhængig af, at USA, Canada, Danmark og Norge holder linjen mod russerne og kineserne. Vi er sympatisk indstillede over for USA. Lad os sætte os stille og roligt ned og snakke om det her««.
Bolton, der i dag er skarp kritiker af Trump, har også talt med amerikanske CNN. Her siger han blandt andet, at Trumps ønske om et tættere forhold til Grønland ”ikke er irrationelt”, men at hans håndtering er ustrategisk, udtryk for total mangel på situationsfornemmelse og presser Danmark og Grønland op i et hjørne. Han siger også, at Trump risikerer at give Rusland og Kina opbakning til deres fremfærd over for Ukraine og Taiwan.
Læs interviewet med John Bolton i Jyllands-Posten og se ham her på CNN.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her