En længe ventet retssag mod det medicinske personale, der behandlede den afdøde argentinske fodboldlegende Diego Maradona er begyndt i Buenos Aires.
Efter flere udsættelser kom sagen i gang i går. Syv personer er anklaget for uagtsomt manddrab og risikerer mellem 8 og 25 års fængsel. Blandt de tiltalte er Maradonas tidligere personlige læge, tidligere psykiater, to sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere, skriver Buenos Aires Times.
Diego Maradona døde i 2020 i en alder af 60 år. Før sin død var han i sit hjem ved at komme sig oven på en større operation i hjernen efter en blodprop.
De tiltalte undlod ifølge anklageren at give Maradona livsvigtig hjælp. Anklageren siger, at Maradonas død kunne være undgået og beskylder sundhedspersonalet for medicinsk forsømmelse. De tiltalte siger, at Maradona havde nægtet yderligere behandling og burde have været indlagt længere efter sin operation.
I en erklæring på retssagens første dag sagde anklageren, at der vil blive fremlagt ”solidt” bevis for, at ingen fra sundhedsteamet ”gjorde, hvad de skulle”. ”I dag fortjener Diego Armando Maradona, hans børn, hans slægtninge, de nærmeste og det argentinske folk retfærdighed”, sagde anklager Patricio Ferrari til retten ifølge BBC. Sagen forventes at fortsætte frem til juli, og mindst 100 vidner ventes indkaldt.
Diego Maradona anses for at være en af de største fodboldspillere nogensinde. Han var anfører, da Argentina vandt verdensmesterskabet i 1986. Undervejs i turneringen i en kamp mod England scorede Maradona et mål med hånden – ifølge Maradona selv var det ”Guds hånd”, der scorede målet. I anden halvdel af sin karriere kæmpede Maradona med kokainafhængighed og blev udelukket i 15 måneder efter at være testet positiv for stoffet i 1991. Nyheden om hans død i 2020 resulterede i tre dages landesorg i Argentina.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.