
POV SPORT // OVERBLIK – I mandagens overblik over weekendens væsentligste sportsbegivenheder ser vi tilbage på kvindernes suveræne mellemrundesejr over Tyskland ved VM i Spanien, Formel 1-finalen, danske pokalkampe og en helt speciel lykønskning til Bent.
Det kan nok være, at de danske håndboldkvinder ved VM i Spanien gennembankede den formodet sværeste modstandstander i mellemrunden, Tyskland, med double up-cifrene 32-16 i sin sidste kamp inden kvartfinalen mod Brasilien i morgen, tirsdag. Det vender vi tilbage til, for det var på trods af seertal, som vi sjældent ser i dansk flow-TV, ikke ligefrem det største sportsdrama i weekendens løb. Da skal vi i geografiske forstand et helt andet sted hen på kloden.
Nærmere betegnet Abu Dhabi, der lagde asfalt til årets sidste Formel 1-løb, som på forhånd var omgærdet af en spænding efterhånden sjældent set med de Mercedes-muskler, der har det med at totaldominere feltet.
The winner takes it all
Det gamle engelske mundhed ”the winner takes it all” var på sin plads i det lige pointregnskab mellem hollandske Max Verstappen i Red Bull-raceren og den syvdobbelte verdensmester fra England, Lewis Hamilton.
Og når man nu ikke skulle sidde og holde øje med, om Kevin Magnussen, som i øvrigt har været en berigelse i studiet som analytiker, kom i pointene al den stund, at han ligesom ikke er med længere, kunne jeg for en gangs skyld hidse mig op over et Formel 1-løb, for det blev en af de vildeste finaler i mands minde.
Da Verstappen efter knap to tredjedele af løbet gik i pit under en såkaldt virtuel saftety car for et sæt friske dæk, begyndte Hamilton at pibe i radioen
Selvom Verstappen havde pole position blev han i den grad tørret eller nærmest på ureglementeret vis overhalet af Hamilton i første sving og så ud til at skulle holde føringen hele vejen hjem. Også på trods af store protester fra Red Bull-teamet, da Hamilton stødte ind i Verstappen tidligt i løbet i hollænderens mislykkede forsøg på at komme forbi briten.
Da Verstappen efter knap to tredjedele af løbet gik i pit under en såkaldt virtuel saftety car for et sæt friske dæk, begyndte Hamilton at pibe i radioen, om det nu også var en god ide at blive på banen, men fik den resolutte besked fra teamboss Toto Wolff, at man ikke ville risikere at sætte førstepladsen over styr, så Hamilton skulle ud i en endegyldig overhaling.
Verstappen halede ind på Hamiliton, men det var fra helt anden kant end friskere dæk, at redningen skulle komme for Max Verstappen. Med blot fem omgange tilbage af løbet, mistede Williams Nicholas Latifi kontrollen over sin racer nogle sekunder efter en infight med Mick Schumacher og crashede baglæns ind i barrieren. Slut for den søndag, og denne gang blev der dekreteret reel safety car på banen, mens man fik Williams-raceren løftet af banen og fejet alle småstumperne fra bilen, der ironisk nok kører med Mercedes-motor, op.
Max Verstappen benyttede endnu engang safety car-perioden til helt friske dæk, mens Lewis Hamilton blev på banen i den tro, at den nok holdt hjem. At de ikke ville kunne nå at duellere mere, inden der var ryddet op og alle biler, han og Verstappen havde overhalet med en omgang, kunne komme forbi, som reglerne vist nok foreskriver.
Voldsomme protester
Men løbsledelsen FIA ville det anderledes, da de nøjedes med at lade de fem biler, der lå imellem Hamilton og Verstappen passere efter sidstnævntes pitstop, og så var der ellers fri bane til en sidste omgangs duel om verdensmesterskabet, og den vandt Max Verstappen med armen på ryggen, for det var i virkeligheden en ren formalitet for ham at passere Hamilton på dugfriske dæk.
Naturligvis afstedkom det voldsomme protester over radioen fra førnævnte Wolff, men han fik klar besked på, at det her ikke drejede sig om politik men om at køre racerløb. Og sådan blev det. Max Verstappen kunne som den første hollænder nogensinde lade sig hylde som ny verdensmester, mens Hamilton efter at have sundet sig et halvt minuts duknakket tid i bilen lykønskede Verstappen med sejren.
De danske håndboldkvinders sejr over Tyskland var som indledningsvis nævnt knap så kneben. Med Odenses Althea Reinhardt på kassen og et fuldstændig overlegent forsvar foran sig kunne hun på nærmest uhørt vis snige redningsprocenten op på over 60 i den overbevisende 32-16-sejr, som på papiret var nok så uvæsentlig, men i praksis måske alligevel guld eller en medalje værd.
For ved at vinde puljen slipper danskerne for værtsnationen Spanien, der i sin mellemrundefinale mod Brasilien vandt med tre, og dermed møder danskerne sydamerikanerne i kvartfinalen. Som det danske landshold har spillet indtil videre, burde de uden problemer kunne slå dem begge, men danskerne undgår trods alt spaniernes hjemmebanefordel med en del flere tilskuere på lægterne til tirsdagens kvartfinaler.
Nå ja, lad os lige få med, at den danske start-7’er ser aldeles meget stærkere ud med Louise Burgaard på højre back og ikke mindst Mie Højlund som playmaker. God grund til at holde fast i det udgangspunkt.
Pokalfinaler på plads
De danske pokalsemifinaler i fodbold faldt på plads hen over weekenden, hvor kvartfinalerne i år har været spillet over to kampe. Sønderjyske gik heldigt videre efter straffesparkskonkurrence mod topholdet fra 1. division, Hvidovre, fredag aften. Vejle Boldklub ordnede Kolding IF lørdag, selvom de tabte 2-1, men havde vundet første kamp 5-1.
Brøndby havde tabt ain første kamp hjemme mod mestrene fra Midtjylland 2-0, og selvom det lykkedes dem at vinde returkampen på Heden, rakte 2-1 altså ikke til en semifinaleplads. Det gjorde et 2-1-nederlag til Randers til gengæld for OB hjemme på Odense Stadion til gengæld, fordi odenseaner havde vundet det første opgør 2-0.
Dermed ligger semifinalerne også klar: OB møder Sønderjyske, mens Vejle og Midtjylland får fornøjelsen af hinanden i den anden.
Ellers begynder det at tynde ud på sportsfronten frem mod jul
På Fyn handlede det udover det sportslige i høj grad om et sidste farvel til nyligt afdøde Lars Høgh. Klublegenden og målmanden med 817 kampe tabte efter tre et halvt års indædt fight mod kræft i bugspytkirtlen til sidst nummer 818, og det var rørende billeder der dukkede op på alle landets kanaler af den kærlige og velmente hyldest til en både folkelige og vellidte 62-årig fynbo. Læs mere om Lars Høgh her.
Real Madrid vandt Madrid-derbyet over Atletico med 2-0 og fører nu La Liga med otte point ned til Sevilla, hvor den danske landsholdsspiller Thomas Delaney sørgede for 1-0-matchvindermålet i lørdagens udebanekamp mod Athletic Bilbao.
Ellers begynder det at tynde ud på sportsfronten frem mod jul. Bortset fra VM i kvindehåndbold, der løber en uge endnu. Naturligvis fortsætter Premier League og flere andre europæiske ligaer. EM i herrehåndbold venter lige på den anden side af nytår.
Tillykke til Bent
Og så fylder Bent rundt i dag, mandag. Nyegaard that is. 70. Som sædvanlig midt i en kvindehåndboldslutrunde. I kan læse et meget fint portræt af ham her.
Elsket og hadet, som profilerede håndboldtrænere og tv-eksperter nu engang er. Bent Nyegaard er en passioneret deler. Eller måske 2/3 mod 1/3. Jeg har nu altid hørt til det første, og bruger ham gerne som eksempel på det grå gulds kompetence. Endda med overskæg. Bent Nyegaard er en no bull shit-ener, man skal have sine argumenter i orden overfor.
For egen regning kan jeg kun sige, at jeg engang har spillet whist med ham på en af op til flere håndboldture i hans ellers behagelige selskab. Og jeg har prøvet som makker til ham at spille en hjerter i stedet for klør med Bent i baghånd. Det passede ikke herren. Brølets hidsighed rystede Den Iberiske Halvø.
Tillykke og god sportsuge…
Og husk nu at like og følg POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.