Udbuddet på en filmfestival kan virke overvældende. En syndflod af film; fra instruktører ingen kender, om alt fra A til Z. For at hjælpe både dem selv og forhåbentlig andre gennem strømmen af film på årets CPH:PIX er POV’s tre filmeksperter Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes (SC) og Frederik Bové (FB) gået sammen om at dække oplevelsen. I denne første diskussion snakker de om deres forventninger til årets PIX
FB: God dag, kære læser, og velkommen til POV’s dækning af CPH:PIX. Vi prøver noget lidt specielt, idet tre af os er gået sammen for at dække festivalen som en løbende samtale via slack-chat. For at gøre det lidt mere imødekommende, lidt mere engagerende, lidt nemmere at forholde sig til. Som en podcast, men for folk hvis stemmer lyder bedre på papiret. Så jeg vil meget gerne byde velkommen til Sebastian Cordes!
SC: Ja tak for invitationen. Selvom det med stemmen helt klart ikke gælder mig. I was born with the gift of a golden voice, som Leonard Cohen synger.
FB: Sure. Og ligeledes velkommen til Emilie Kellberg!
EK: Ja, hej med jer og tak for invitationen, Frederik.
FB: Glad for at du ville være med. Lad os starte med et det grundlæggende spørgsmål: Hvad synes I helt generelt om programmet til årets PIX?
SC: Jeg sidder og kigger på programmet fysisk. Der er noget dejligt episk over at have et printet filmfestivalprogram. Det er tykt, dufter af tryksværte, som om det virkelig betyder noget. Og så er hjemmesiden heller ikke helt mobiloptimeret virker det til, så det er lidt håbløst at kigge der.
FB: Ja, det er virkelig tykt og episk. De har ellers med vilje skåret ned på antallet af film, men man kan ikke mærke det sådan rent fysisk på programmet
SC: Ethvert filmfestivalprogram burde hedde ‘At dykke ned i kaos’. Det er, og skal være, kaotisk. Og man skal lade sige lede rundt af billederne, af tilfældige blikfang, og nogle gange læse hele sider, nogle gange slå op på en tilfældig dato, og tænke ‘hvad er en søndagsfilm for mig’ og så tage ind og se den.
EK: I dag, hvor alt er digitaliseret, er der virkelig også længere og længere mellem de fysiske udgivelser. Så ja, det har automatisk en ekstra vægt i fysisk form. Men er det kun mig, der er en smule skuffet over programmets forside i år?
FB: Det er et billede fra Redoubtable, er jeg ret sikker på, den nye film om Jean-Luc Godard.
Fra Michel Hazanavicius, manden der også lavede The Artist.
SC: Helt enig, forsiden er superkedelig og vidner ikke om en bestemt stil eller fokus for festivalen. Sammenlign den lige med CPH:DOX sidste år, de er milevidt fra hinanden i udtryk.
Og ikke kun udtryk, men også gennemslagskraft.
EK: Præcis, Sebastian! Der er ikke rigtig nogen kontrast i billedet, ingen dybde, modsat sidste års forside, hvor farverne i billedet fra High Rise virkelig sprang i øjnene (også selvom filmen ikke var særlig bemærkelsesværdig).
SC: Ja, den var faktisk ret flot. Og så havde den en kendis som blikfang. Jeg synes simpelthen den er for introvert i år.
FB: Det er Lois Garrel? Mere sexet mand er da svær at finde 🙂 Men ellers er jeg helt enig.
SC: Men i forhold til programmet: Jeg kan ikke sætte en finger på det, men udover Hlynur Palmasons debut, Vinterbrødre, er der ikke rigtig nogen film der får mig til at sige ‘wauw’!’
FB: Jeg har et par stykker, jeg virkelig glæder mig til, men ikke så meget som tidligere år. Jeg tænker, der er et par årsager. Dels har jeg hørt, folk klage rundt omkring om, at filmåret 2017 bare generelt ikke har været så vanvittig fantastisk. Dels tror jeg måske festivalen ligger lidt for tidligt i år, så de har ikke nået at få det bedste fra Locarno og Venedig med ind.
EK: Som relativ ny på PIX er jeg faktisk, hvis ikke egentlig imponeret, så i hvert fald ret godt tilfreds med titlerne i programmet. Min liste er lang, alsidig (på alt andet end køn SELVFØLGELIG) og fascinerende.
SC: Sidste år var også stærk for PIX. Jeg vil sige at lydsiden i film har fået meget opmærksomhed de sidste par år, især med den allestedsnærværende Peter Albrechtsen herhjemme, og der er også en komponisttalk, der virker tiltalende dér: ‘Med musikken lige i øjet’. Og selvfølgelig musik fra komponisten, der står bag the master of slow cinema himself, Bela Tarr.
Hvad siger du til kønsdelen, Emilie, er den ligeså imponerende som udvalget?
EK: Kønsdele siger jeg altid ja til 😉
FB: Lol
EK: Men altså. Det er så pissenemt at hidse sig op, så det vil jeg lade være med, og i stedet glæde mig over en film som Marlina the Murderer, hvor westerngenren åbenbart får en ordentlig omgang østrogen.
SC: Så fik vi da også det på plads.
Der har været et par forsøg på det, og der findes også en smule litteratur om femi-westerns. The Good Time Girls var en rigtig skarp kortfilm i den genre, fra tidligere i år.
FB: PIX var selv meget glade for at syv ud af 11 instruktører i debutkonkurrencen var kvinder. Hvilket også er overraskende, resten af programmet taget i betragtning. Personligt tror jeg. det hænger lidt sammen med, de også er kommet mere udover Europa, og generelt kommet ud i krinkelkrogene, som stadig er der, hvor kvinder får tildelt deres plads i filmverdenen.
F.eks. er det til sammenligning kun en kvinde under Masters of Cinema, hvilket siger lidt om repræsentation op igennem historien.
Der er også kun to kvindelige instruktører ud af 11 i den nye Made Indie USA-serie. Jeg er heller ikke sikker på det er i indie-USA, man skal finde dem (omend Josephine Decker er blandt de bedste)
EK: Og ikke én kvinde under New Danish Talents, men det hænger jo sammen med, at kvinder ikke gider filmbranchen #kimpedersen
FB: lol.
SC: Som en sidste kommentar er jeg vild med, at de har fået Jørgen Leth til at sige, at den hovedrolle han helst vil have er i egne film. Og så en stikpille til alle, der spiser noget, mens de ser film. Dejlig ude af kontekst, og helt bittert.
FB: Hvis vi rykker over til de specifikke film, hvad glæder I jer så især til at se?
SC: Nummer ét Vinterbrødre. Uden tvivl. Jeg har før spået den som en af de to film (den anden var Team Hurricane), der i år ville redefinere den kunstneriske danske film.
EK: Helt usædvanligt for mig er det faktisk to danske film, jeg glæder mig til. Som stor science fiction-fan er jeg vildt nervøs-spændt på QEDA, og En frygtelig kvinde har jeg ivrigt set frem til, lige siden Christian Tafdrup introducerede den til Filminstituttets ‘Film på vej’-arrangement. Noget med, at kvinder udsletter manden i parforhold. Han var åbenbart blevet advaret, da den skulle vises i progressive Sverige.
Jeg har set Vinterbrødre, og det er uden tvivl nogle af de flotteste, mest sjælfulde billeder, jeg får smidt i hovedet i år.
FB: Tafdrups Forældre var fremragende, men må indrømme jeg er en smule bange for En Frygtelig Kvinde. Jeg har set så meget snak om dens emne, at jeg er bange for, æstetikken går tabt. Men den skal klart ses.
SC: Fuldstændig enig med Emilie omkring QEDA. Jeg er ikke stor Sci-fi fan, men København som kulisse på den måde er fantastisk på en så udansk og tiltalende måde. Og så er det Max Kestner. Jeg elsker ambitionen i det.
FB: Og Kestner har allerede bevist, han kan filme København på en ret vild måde. Enig, den glæder jeg mig også til.
SC: Hans Drømme i København er helt klart en af mine yndlings all-time danske dokumentarfilm.
FB: Jeg glæder mig til de gamle travere, Takeshi Kitano, Hong Sang-soo (omend kun en af de fire film, han har lavet i år er kommet med 🙁 ), Arnoud Desplechin. Og så glæder jeg mig virkelig meget til Valeska Grisebachs Western, der fik fremragende anmeldelser i Cannes.
SC: Western ser så hård ud – virkelig, virkelig tiltalende.
Jeg fik på en måde associationer til Ceylans Once Upon a Time in Anatolia, da jeg så traileren til den. Den ser jeg frem til.
FB: Og så er der et par amerikanske. Safdie-brødrenes Good Time har allerede haft en pressevisning, og den glæder jeg mig vildt meget til at se igen, den er så god som alle siger. Og The Florida Project af Sean Baker (Tangerine). Han er nok min yndlings amerikanske instruktør i de her år.
SC: A Ghost Story bliver også interessant, den er flere gange kommet op omtalt som en sofistikeret omgang Slow Cinema. Og enig med dig Frederik, så virker afslutningsfilmen Florida Project helt wack på en fed måde, men mest på grund af Willem Dafoe. Han kan ikke være dårlig simpelthen.
EK: Ja, A Ghost Story er interessant, ikke mindst fordi den er kompromisløs nok i sit koncept til at putte en Oscar-vindende skuespiller under et lagen det meste af filmen.
SC: Hvis jeg skulle smide et par flere ind ville det være The Nothing Factory. Patti Cake$ og Vazante. Men prøv at hør, The Foreigner lyder altså også til at være vildt underholdende. Hvorfor har ingen sat Pierce Brosnan og Jackie Chan sammen i en actionfilm? Det er da genialt.
FB: Hvilke film synes I mangler? Jeg vil først og fremmest gentage, at jeg er skuffet over de ikke har valgt alle fire fra Hong Sang-soo.
SC: Den danske kategori sidste år var sindssygt stærk, så det er nok svært at leve op til. Men hatten af for at have de her mere undergrunds/indieproduktioner med. Det kræver omtale at opdyrke en talentmasse, og det er fedt, PIX gør det. I den kategori er der Mens vi lever, som overhovedet ikke ligner noget, jeg normalt ville se, men jeg har den yderste respekt for ildsjæle, der laver film af passion frem for penge.
EK: Jeg kommer til at tænke på sidste år, hvor festivalen åbnede med Doctor Strange, hvilket føltes meget atypisk og forfriskende. Sådan en overraskelse byder dette år ikke rigtig på.
Og jeg er helt enig Sebastian – det er virkelig fedt, at PIX samler de små produktioner op.
FB: I forlængelse af kønsdebatten vil jeg også gerne nævne, jeg finder det ret uforståeligt, at der ikke er blevet plads til hverken Agnes Vardas Visages Villages og Claire Denis’ Un beau soleil intérieur – med Juliette Binoche! – der begge to fik stor ros på Cannes. Det er to af Frankrigs største instruktører, og hvis ikke det er fordi, de skal vises i anden sammenhæng – DOX eller distro? – så er det virkelig mærkeligt.
Og så savner jeg Lucretia Martels Zama, der væltede Venedig. Men det er nok for nyligt til, at de kunne nå at nappe den.
SC: Og måske man lettere forsigtigt kunne pege på The Square. En svensk Cannes-vinder med dansk hovedrolle, Claes Bang, med et internationalt gennembrud. Men der er sikkert noget distributionsmæssigt (hemmeligt) omkring, at den ikke kommer med.
EK: Er Visages, Villages ikke en dokumentar, Frederik?
FB: Det er nogen gange lidt svært at sige med Varda, men jeg håber da helt klart, den kommer på DOX.
EK: Vi krydser fingre!
SC: What’s the difference anyway. Som programmer på CPH:DOX Mads B. Mikkelsen siger ‘It’s all just film!‘
FB: Nogen afsluttende betragtninger? For ellers vil jeg bare sige at jeg glæder mig virkelig meget til at diskutere film med jer i løbet af de næste par uger.
SC: Jeg glæder mig til at dykke ned i det kaos en filmfestival er.
EK: I lige måde, Frederik. Det skal nok blive hyggeligt og forhåbentlig præget af rørende uenighed.
SC: Det er jeg helt uenig i.
FB: Enig med Emilie, så du er nedstemt Sebastian. Tusind tak for nu, og vi skrives ved, når vi har fået set de første par film. Tre timers portugisisk hybrid på lørdag!
SC: Pis.
Har du lyst til at støtte de tre skribenter med en kold fra kassen eller en pose popcorn under festivalen, modtages alle bidrag med tak på MobilePay 61697914.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
