Hvis man ikke kan se det, eksisterer det ikke. Men desværre så jeg godt den bus, der med 120 kilometer i timen, i myldretiden, på en todelt, overfyldt vej, overhalede tre andre busser og et par tuk-tuk. Det var et mirakel, at ingen kørte imod den.
Jeg er her i det sydlige Sri Lanka. Det er et par dage siden jeg sad med et lommetørklæde foran mit ansigt af bare skræk. Jeg lavede strudsen, mens jeg bandede på italiensk.
Trafikken på Sri Lanka er ikke for sarte sjæle. Selv om min søn, med iskold atten-årig attitude, synes jeg ”skal tage mig sammen”.
Sri Lanka
Vi bor inde i et gammelt fort fra 1500-tallet, som er en forlængelse af byen Galle.
Galles centrum er sådan set ikke noget at prale af. Kaotisk og beskidt. Den var en af de byer, der blev ramt hårdt af tsunamien i 2004. Mellem 80.000-100.000 mennesker mistede livet den dag. Langs kysten vidner tilfældigt spredte gravsten om ulykkelige skæbner. Sidenhen har myndighederne etableret alarmer, der afprøves to gange årligt, så folk ved, hvordan de skal reagere i en lignende situation.
Men på fortet, hvor murene er så høje, at ingen bølge kan oversvømme det, er man i sikkerhed.
The Fort Printers hedder hotellet, som er ejet af min gamle ven, Shahzad Malik. En venlig, pakistansk mand, jeg har kendt siden min tid i Singapore. Og dette hotel kan kun anbefales varmt.
Jeg vil vove den påstand, at ingen hoteller i verden laver en bedre morgenmad. Jeg har i hvert fald aldrig fået en så velassorteret frugttallerken, der også bestod af en lille skål udsøgte granatæblekerner med dertilhørende hjemmebagt brød, æg, friskpresset mango-papaya-juice, passionsfrugtkompot og rørt smør. Kaffe og te ad libitum.
Gaderne inde i fortets område er spredt ud i et fint mønster. Små veje, der krydser hinanden. Her er ingen busser. Kun gamle mænd i tuk-tuk, som spørger om man vil have en tur. Side om side lokker ædelstensbutikker og små livsstilsdesigner-shops. Jeg tænker, at det er Bali-light. Men mere end det. Fortet er på Unescos liste over bevaringsværdige steder. Her er både et arkæologisk og et maritimt museum.
Skal jeg flytte herud?
Jeg har fået fortalt, at der bor tre svenske designere i denne gamle bydel. Man burde slå sig ned. Og så alligevel ikke. Der er ingen strand rundt om fortet. Kun et barskt udspring ned i klipper, man aldrig slipper godt fra.
Men jeg er fristet til at blive her. Ligesom de svenske designere. Måske i nærheden af den hemmelige strand, vi opdagede ved et tilfælde og kan anbefale. Wijaya, hedder den. På dette sted bevares drømmen om paradis. Her er kokospalmer så langt øjet rækker. Og strandsælgerne, som ellers bider en i haserne på den berømte Unawatuna-strand, er endnu ikke kommet hertil. Til gengæld skal man holde øje med, hvor andre bader. Sørge for at spørge om der er sikkert. Sri Lanka er kendt for sine farlige understrømme.
Og denne eftermiddag stod nogle lokale folk og spejdede efter en mand, der havde vovet sig for langt ud på revet. Og bare en time senere så jeg en russisk kvinde gå i panik, da hun blev ført udad af strømmen. Et par fiskere, fik hende hevet op. Men det kan gå galt. Så denne strand er ikke egnet til små børn.
Men der er andet, som frister end havet. Her er yogalektioner, kakaobønne-ritualer, vegetarisk mad og friske kokosnødder, der hugges op med en machete. Værsgo – den er to go! Og restauranten, der er indgangen til stranden, serverer friskfanget fisk. Her er intet wifi, men et skilt med en opfordring om at tale sammen og le. Man tvinges til at komme ned i gear.
Ceylon te
Før i tiden hed Sri Lanka Ceylon. Man kender navnet fra te stadigvæk. Og blot en halv times kørsel fra Galle, inde i landet, ligger en af de vidunderlige teplantager.
Midt i ingenting, i et væld af grønne palmer og frodige planter med ukendte navne, passerer man vilde påfugle, dovne okser og hvide traner. Her er der kølig frisk luft. Og man er omgivet af vildtgroende peber, kanel og gummitræer.
Her fik vi en virkelig interessant rundvisning, hvor vi lærte forskellen på de forskellige te-skud. Hvilke der bruges til hvid, grøn og sort te. Alt det her anede jeg intet om i forvejen og jeg var glad helt ned i de tæer, der et øjeblik blev forstyrret af en lille hvid slange under rundturen. Den traditionelle te-produktion foregår i øvrigt stadig på hundrede år gamle maskiner. Og teen smager fuldkommen fantastisk.
Stedet er i øvrigt berømt for dsit ”Suicide Blend“. En te, der indeholder en smule brandy, og som skal få arbejderne til at huske på, at drikkeri er roden til alt ondt. Humlen er, at farmen engang gik konkurs, da den nuværende ejers bedstefar drak sig i sænk.
Mad og shopping – hot & spicy
På Galle fort er der masser af internationale restauranter. På de dyre restauranter spiser man for 50 kroner for en hovedret. Men man kan spise for langt færre penge. Og hvis man kan lide indisk Roti, som er fladt stegt brød, i en fed karry sauce, så er man havnet det rigtige sted.
I New Lane, kun et stenkast fra hotellet, er en lille biks, de danske fødevaremyndigheder ville lukke prompte. I et inferno af skrald, fejekoste, gasbeholdere, skidt og møg, står en yngre mand og steger. Her spiser vi med vellyst. Godt nok er vi de eneste ”ikke indfødte,” men alt smager fantastisk. Og endnu er vi ikke blevet syge. Vi spiser middag for 20 danske kroner. To personer vel at mærke. Generelt er maden på Sri Lanka hot & spicy.
Man kan gøre nogle gode køb af månesten og andre halv-ædelsten. Og generelt er prisniveauet lavt i forhold til danske priser.
Hvis man bliver træt af strand og at dase, findes der masser af udflugter. Blandt andet til nationalparken med dens vilde elefanter. Eller sejlads, helt sydpå, hvor man kan se hvaler. Eller den gamle hovedstad, Kandy, hvor en del rige eks-hippier har overvintret.
Fra Kandy er der omkring to en halv times kørsel til den største turistattraktion, nemlig Sigirya Lion Rock Fortress. En gigantisk, magisk, klippeformation, midt ude i junglen. Her kan civilisationen dateres tilbage til cirka 300 år før vores tidsregning. En konge byggede sit palads på toppen af klippen, og den dag i dag kan man se de smukkeste, velbevarede vægmalerier.
Den skøre hvide dame
Nu – i skrivende stund, er vi på dag seks. Jeg har overvundet min tuk-tuk skræk. Men også kun ved at bruge knebet med ”den skrappe hvide dame”. Det virker.
Inden vi begynder turen fortæller jeg chaufføren, at der ikke skal køres ”crazy.” Med fagter i luften, for at imitere en bil, der udelukkende kører lige ud, og et fast, lettere neurotisk blik laves der en aftale. Indtil videre har den virket.
En uge er for lidt til Sri Lanka. Man skal minimum afsætte ti dage. Ti dage, hvor man vil græde over, at man skal hjem igen. Efter ganske få dage herude bliver strandhippie med vildt hår, farvede armbånd og lettere hjerte. Man vil ikke hjem.
Jeg ved, at jeg kommer tilbage hertil. Faktisk taler jeg allerede med en ven om at købe noget land og starte et lille sted. Han hedder Allan. Man ser det allerede for sig. ”Velkommen til Sanne & Allans land…” Vi ses derude!
Topfoto og alle billeder i teksten: Sanne Gottlieb.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her