
NYHED // POV OVERBLIK Den 31-årige russer Igor Rogov blev i går idømt syv års fængsel ved en domstol i Polen efter at have erkendt, at han havde videregivet følsomme oplysninger om russiske dissidenter i Polen til Ruslands efterretningstjeneste FSB. Også hans hustru blev dømt i sagen. Hun fik tre års fængsel for at have hjulpet med at viderebringe oplysninger til russiske efterretningsfolk.
Rogov blev dømt for at have arbejdet for FSB mellem februar og august 2022. Ifølge anklagemyndigheden indsamlede han oplysninger om russiske oppositionelle i eksil, polske embedsmænd, ansatte på universiteter og organisationer, der hjalp russere med at etablere sig i Polen.
Sagen er ifølge Politico den første kendte spionagesag i Europa mod en russisk politisk aktivist efter Ruslands fuldskala invasion af Ukraine. Og dommen vil, skriver Politico, sætte ny fokus på bekymringerne om russisk spionage i Europa og giver yderligere næring til kravet fra flere EU-lande om strengere regler for russiske statsborgere, der søger Schengen-visum.
Under afhøringer forklarede Rogov ifølge polske medier sin rolle i sagen. ”Jeg skulle møde nye mennesker og til sidst informere FSB om alt,” sagde han. Senere hævdede han, at han havde handlet af frygt, fordi han mente, at russiske sikkerhedsfolk ”vidste alt” om ham.
Sagen illustrerer ifølge anklagerne, hvordan Moskva har udvidet sit efterretningsnetværk blandt russiske eksilmiljøer i Europa. Rogov havde selv en fortid i den russiske opposition og var tilknyttet blandt andet Aleksej Navalnyjs Anti-Korruptionsfond og organisationen Open Russia, før han forlod Rusland.
Ud over spionagedommen blev Rogov også dømt i forbindelse med en separat sag fra 2024, hvor han ifølge efterforskere var involveret i transporten af sprængstoffer gennem Polen. En pakke med blandt andet nitroglycerin blev ifølge myndighederne opdaget på et kurérlager, inden den nåede frem til sin destination.
Dommen falder samtidig med, at Polen og en række andre europæiske lande presser på for en hårdere linje over for russiske statsborgere, der ønsker adgang til Schengen-området.
Polen har sammen med ti andre lande – Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Nederlandene, Tjekkiet, Norge og Island – opfordret EU-Kommissionen til at indføre strengere og bindende begrænsninger for udstedelsen af Schengen-visa til russere.
I et fælles brev til EU’s udenrigspolitiske chef Kaja Kallas og EU-kommissær for migration Magnus Brunner argumenterer landene for, at de nuværende regler bliver håndteret forskelligt fra land til land og skaber sikkerhedsrisici.
Underskriverne af brevet mener, at det er “yderst bekymrende,” at et stigende antal russiske turister besøger Europa, mens krigen i Ukraine fortsætter. ”Det har været dybt foruroligende at være vidne til, at et stigende antal russiske turister nyder ferierejser på europæiske strande og i europæiske ferieområder, mens missiler og droner fortsat rammer civile og civil infrastruktur i Ukraine,” hedder det i brevet.
Og det kædes sammen med sikkerhedspolitik: ”En sammenhængende og koordineret tilgang er afgørende, ikke kun for troværdigheden af vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men også for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, vi har vedtaget,” hedder det i brevet ifølge polsk public-service tv, TVP.
Landene peger blandt andet på, at næsten 478.000 Schengen-visa til turistformål blev udstedt til russiske statsborgere i 2025, mange af dem med mulighed for flere indrejser. Det står ifølge regeringerne i kontrast til EU-Kommissionens opfordring til en mere restriktiv tilgang til ikke-nødvendige rejser fra Rusland.
I brevet fremhæver landene også risikoen for, at Schengen-området kan udnyttes af personer med forbindelser til Ruslands krig mod Ukraine. ”Let adgang til Schengen-området øger potentielle sikkerhedsrisici, herunder risikoen forbundet med bevægelsen af hundredtusindvis af russiske soldater, som har deltaget i angrebskrigen mod Ukraine.”
Forslaget fra de 11 lande indebærer blandt andet nye regler for flereårige visa til russere, bedre kontrol med udstedelsen af visa og en undersøgelse af mulighederne for at forhindre tidligere eller aktive russiske soldater i at få adgang til Schengen-området.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og