MISTRIVSEL // KRONIK – For alle os dødelige og uperfekte – det vil som bekendt sige os alle sammen – vil et liv med mere ro på nok være gavnligt. Vores børn og unge mistrives i stor stil – det hører vi fra psykologer, lærere og pædagoger og fra forskningsrapport på forskningsrapport. Jeg tror, at ét af de greb, vi kan gøre, er at få tempoet ned. Jeg mener faktisk ikke, vi har råd til at lade være, skriver Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
I den forgangne uge hørte jeg en pædagog i radioen, som fortalte om, hvordan hendes arbejdsvilkår gav hende angstanfald, tankemylder og søvnløse nætter. Det var temmelig rystende. Travlhed, en konstant oplevelse af at svigte børn og forældre. Og oplevelser dagligt med børn, der slet ikke havde det godt.
På en hjemmeside læste jeg forleden om en idrætsudøver, som fik et angstanfald for rullende kamera.
For nylig måtte en kendt musiker melde afbud til en koncert eller optræden på grund af angst.
Og flere og flere træder nu frem med deres personlige historier, der gemmer på erfaringer med kamp mod perfekthedskultur, kamp med angst, med depression, med spiseforstyrrelser, eller hvad det nu er.
Det gode er, at vi er begyndt at tale om det. Jeg har det egentlig lidt stramt med alle de emner, der bliver kaldt tabuer, for jeg oplever egentlig ikke, at der er så meget, vi ikke kan tale om.
Men der er åbenlyst ting, det er sværere at tale om – ikke nødvendigvis fordi det er tabuiseret, men simpelthen fordi det gør ondt. Det er smertefuldt for den enkelte at konfrontere sig med sin egen sårbarhed og smerte for andres blikke. For når vi taler højt om dét, der gør ondt, så får det en anden karakter. Det er, som om det ikke kan tages tilbage. Andre ser på det, med deres blik. Og vi skal se os selv, og det vi slås med, også gennem deres blik. Og det er faktisk godt – så kan vi arbejde med det på en anden måde. Ikke bare hver for sig, men også som samfund. Men det er hårdt at gøre det. Det er hårdt, mens det står på.
Jeg tror, at alt for mange af vores unge vitterlig er netop dét, i billedlig forstand: Forpustede. Der er alt, alt for meget på spil, hele tiden. Det går for hurtigt
Når så mange danskere på forskellig vis mistrives, så er det selvfølgelig et meget konkret og mærkbart problem for den enkelte. Men omfanget, antallet, gør det også til noget andet og mere: Det gør det til et samfundsproblem.
Og vi kan derfor heller ikke reducere løsningerne til individuelle adfærdsændringer. Vi må også se på nogle af de strukturer og nogle af de kulturelle forhold, der præger vores samfund, og som også trænger ind i os og påvirker os hver især.
Her i valgkampen er der rigtig mange, især unge piger og kvinder, der er kommet hen til mig efter debatmøder, på Kulturnatten eller på gaden. Og der er især ét budskab, de har med: De er så glade og taknemmelige for, at SF har sat ord på noget af det, de slås med. De føler sig set politisk. Og ét ord går igen eller gennemstrømmer det, de siger til mig med deres egne ord, og det kan samles op i begrebet “perfekthedskultur”.
Jo mere jeg lytter og læser, desto klarere står det for mig, at vi står med en generation af unge, der vil være perfekte i skolen. De vil have gode karakter, være populære, se godt ud. De vil gerne leve op til, hvad de tror – eller ved – er deres forældres forventninger. De vil være gode kærester og bærer på store og måske urealistiske forhåbninger til venskab, kæresteri, romantik og sex.
De vil være dygtige og engagerede i deres fritidsliv, om det er sport eller noget andet. De vil have interessante og prestigegivende studiejobs, som de oplever som en forudsætning for en spændende karriere eller de materielle forventninger. Og de tilbringer mange timer på sociale medier, hvad der kun fodrer de oplevede omverdenskrav yderligere.
Bare at skrive det gør mig næsten forpustet. Og jeg tror, at alt for mange af vores unge vitterlig er netop dét, i billedlig forstand: Forpustede. Der er alt, alt for meget på spil hele tiden. Det går for hurtigt. Der er for meget.
Nedslidningen er reglen og ikke undtagelsen i accelerationens tidsalder
Og det – tror jeg – at vi må tage et opgør med. Ikke bare hver især. Men også som samfund.
For når vores mor bliver syg. Eller når kæresten slår op. Når mor og far skal skilles. Altså når livet rammer, hårdt og ubønhørligt – og det gør det for os alle sammen på et eller andet tidspunkt – så er der alt for mange, der, når benene bliver slået væk under os, slet ikke kan magte det. Og det dur jo ikke.
Jeg tror simpelthen, den måde vi har indrettet vores samfund på, med alt lige fra kommercialisering og medier til karakterpres og hastighedskrav gennem skole og uddannelsessystem er en giftig cocktail, der slider for meget på vores børns og vores unges kræfter i hverdagen. Og så er der simpelthen tæret for meget på ressourcerne og den mentale styrke, når tilværelsen ramler.
Nedslidningen er reglen og ikke undtagelsen i accelerationens tidsalder. Og vores børn og unge er omvandrende symptombærere. Ikke dem alle sammen. Men alt for mange. Og langt flere, end vi kan tåle af negligere.
Der er ingen nemme løsninger. For vi kan ikke fjerne livets sorger. Der vil være modgang i livet, med sygdom, svigt, kærestesorger, dårlige karakterer, en klimakrise eller en krig, vi føler os magtesløse over for. Vi kan ikke forbyde sociale medier, og der vil jo være noget på jobbet eller på TV eller noget helt femte, som vi vil stræbe efter, og som vil præge os. Vi er jo på godt og ondt viklet ind i en tid, med alle dens muligheder og begrænsninger.
Det uperfekte skal tales op. Tempoet skal ned. Vi skal have mere ro på
Men noget vi kan gøre, det er at hjælpe hinanden med at sætte tempoet ned. Og fra politisk hold kan vi jo faktisk også bidrage til at sætte nogle rammer, med mere ro på.
Kortere skoledage. En reform af karaktersystemet. Påskønne tid, fordybelse, ro, stilhed, kunst, kultur. Fordybelsestimer i skolerne. Værdsætte frivilligt socialt arbejde eller engagement i noget, der ikke har økonomisk gevinst som sit formål. Give bedre mulighed for barsel og mere fleksible vilkår, hvis man vil blive på arbejdsmarkedet sent i livet. Inddrage de grupper, som oftest holdes udenfor: mennesker med fysiske eller psykiske handicaps, så deres bidrag også tæller, også selv om det måske ikke er på 37-timers vilkår, og der kan være særlige hensyn i processen.
Og som forældre og som forbilleder kan vi hylde det uperfekte. Elske hverdagen. Give mere tid og mere nærvær. Fortælle hinanden, at nogle gange er noget godt nok, selv om det ikke er perfekt.
Det uperfekte skal tales op. Tempoet skal ned. Vi skal have mere ro på. Det tror jeg, kan bidrage til at mindske den trivselskrise, som desværre præger så mange børn og unge. Jeg synes faktisk ikke, vi kan sidde det overhørig. Så måske er det på tide, at vi lader forestillingen om det perfekte menneske hvile.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her