Pernille Bramming: Kairo på tværs

af i Afrika/Liv & Mennesker/Rejse

REJSEESSAY // EGYPTEN –  Storkairo er en af verdens hurtigst voksende byer med en befolkning på 23 millioner. Den strækker sig over 160 kilometer fra øst til vest og 100 kilometer fra nord til syd. Giver det så overhovedet mening at tale om Kairos centrum? For hvad skulle centrum være? For Pernille Bramming vil centrum altid begynde i downtown ved Tahrir Pladsen, hvor hun boede under sin første tid i byen.

KAIRO – Demonstranterne i den sudanesiske hovedstad, Khartoum, råber ”Nasr eller Masr”, ”Sejr eller Egypten”. Så det er med et bittersødt smil, at min egyptiske veninde følger Sudans præsident, Omar al-Bashirs, afgang og den berusende tid, da folket synes at kunne tvinge de militære magthavere på retræte.

For egypterne står deres revolution nu hen som en fortælling om de gode gamle dage. Den forekommer at have fundet sted så langt tilbage i tiden, som var det i et helt andet årti.

Ved den seneste weekends såkaldte folkeafstemning i Egypten blev demokratiets nederlag stadfæstet. Den nye forfatning, der blev vedtaget i 2012, er nu ændret, så der heller ikke på papiret er tvivl om, at militæret har genvundet og styrket sin magt. Over præsidentembedet og de politiske topposter, over økonomien og det juridiske system såvel som over medierne.

”Jeg plejer ikke at stemme, men denne gang stemmer jeg, og jeg siger nej. De skal ikke pille ved den nye forfatning”, overrasker en god bekendt mig med at erklære. Vredt. Andre siger det samme, velvidende at det ikke kommer til at gøre nogen forskel. ”De” kan gøre, som det passer dem.

Karima hilser også på mig. Hende har jeg kendt, siden jeg boede her. Dengang bragte hun brød og avisen op hver morgen, tørrede støv af bilen og vaskede trappen og skulle forsørge fire børn

Alle de skinner, Egyptens anden præsident, Gamal Abdel Nasser, og hans socialistiske militær-regime lagde ud i 1950’erne, er nu pudset op, flere er kommet til og gennemskærer samfundet på kryds og tværs.

Militæret imponerer ved at anlægge veje, broer og lufthavne og bygge én million nye boliger, der kan erhverves på afbetaling og er inden for den forarmede middelklasses rækkevidde. Militæret styrer de statsejede fabrikker, så den statslige butikskæde Omar Effendi kører med fornyet kraft og kan tilbyde billig mad, tøj, køkkenudstyr, elektronik og alt til boligen.

Alt er behæftet med korruption

Det er populært, får jeg at vide. Præsidenten, Abdul-Fatah al-Sisi, er vellidt af det såkaldte folk, også af de 30 procent, der lever under fattigdomsgrænsen. De mere indsigtsfulde vånder sig.

Der tjenes ikke penge på hverken udbygningen af Suez-kanalen eller de øvrige monumentale projekter. Alt er behæftet med korruption og gavner frem for alt de få. I år 2000 besad én procent af befolkningen en tredjedel af Egyptens rigdomme, nu besidder selv samme ene procent halvdelen.

”De giver jo ikke alt dette til folket, hovedparten er en foræring til tyveknægtene”, erklærer en god ven.

Dog er ”tyveknægtene” et vidt begreb. Det er ikke bare militærets entreprenante officerer og deres venner i den private sektor, men også de 5,5 millioner offentligt ansatte, der kræver bestikkelse for snart sagt alt.

De offentlige lønninger er fortsat så lave, at de ansatte må begå selvtægt. Det har været systemet i årtier. Som et af sine første monumentale løfter lovede præsident al-Sisi at udrydde al korruption, men det er blevet ved de store ord. Nu bare vokser omfanget.

Mere af det samme er også det, jeg oplever, når jeg krydser gennem Kairo. Flere mennesker, mere bebyggelse, mere trafik, støj, os og støv. Også i mit gamle kvarter, Sahafeyen.

Jeg boede her i seks år i 1990’erne og har været på besøg to-tre gange om året lige siden. Allerede dengang havde Sahafeyen forandret sig. Det var ikke mere det villakvarter med græsplæner, mangotræer og blomster, som blev anlagt i begyndelsen af 1960’erne i Kairos vestlige udkant. I dag er næsten alle villaer revet ned til fordel for 10-12 etages ejendomme.

Fortovscaféerne vokser ud på gaden. Der kommer flere og flere rækker af kulørte plasticstole, hvor mændene planter sig om aftenen og ryger vandpibe og ser fodbold

Selv haveanlægget på den fem-seks meter brede midterrabat på kvarterets hovedgade bliver inddraget plet for plet. Et sted til en ”café”, hvor fire tykke kvinder sidder på udslidte plasticstole med en primus, et par vanddunke og nogle glas og sælger te.

Et andet sted sidder en ældre mand på hug i det høje græs og vasker tøj i et vandhul. Hullet er på størrelse med en balje og kommer sig vel af, at nogen har gravet lidt, og andre har glemt at slukke for vandslangen. Nogle meter derfra ligger to-tre fladtrykte tæpper, en pølle og et par fyldte plasticposer på et stykke bar jord langs den lave mur, der omkranser anlægget. Hans hjem tænker jeg.

Og fortovscaféerne vokser ud på gaden. Der kommer flere og flere rækker af kulørte plasticstole, hvor mændene planter sig om aftenen og ryger vandpibe og ser fodbold. Men jeg får stadig et stort smil og et ”velkommen hjem” fra min unge ven på den lokale fastfood henne på hjørnet, hvor jeg køber mine sandwich med bønnemos eller grillet aubergine med pomfritter.

Karima

Karima hilser også på mig. Hende har jeg kendt, siden jeg boede her. Dengang bragte hun brød og avisen op hver morgen, tørrede støv af bilen og vaskede trappen og skulle forsørge fire børn. Flere af min mands barndomskammerater var også hendes kunder, men nu er de ligesom så mange andre flyttet. Ud til det, der i dag er Kairos vestlige udkant: De ny byer i ørkenen på den anden side af pyramiderne, 6. October City eller Sheikh Zayed City, godt 25 kilometer herfra.

Ud til en genskabt komfort med plæner og palmer. Ud til moderne beboelse, hvor børnene går på privatskoler langt væk, og man ikke kender hinanden, så trygheden ikke mere kan ligge i det gode naboskab men opretholdes af høje mure omkring beboelsesområderne. Vagter tjekker biler og chaufførers identitet, før bommene ved indgangene hæves.

Designerkjoler og høje hæle

Så det er derude, vi mødes. I Sheikh Zayed City på burgerrestauranten Gigi, der ligger i det fashionable butiks- og restaurantområde Arcanes. I baren sidder en smuk ung kvinde i lårkort, stropløs, sort designerkjole og høje hæle og flirter med en mand.

Man kan få nutella pizza med skumfiduser, og amerikaniseringen giver ekko fra 1950’erne, da tjeneren velvilligt stiller to isspande frem til vores medbragte whisky og rosévin: Vinen er til mig, de tre andre drikker whiskyen, de kæderyger, og en af dem skal køre mig hjem.

Det var også her, i downtown på Tahrir Pladsen, at den første revolution i 1919 udspandt sig. Den blev indledningen til de britiske koloniherrers retræte

Festhumøret er også en viljesakt. Min veninde blev fyret fra sit job som tv-vært for halvandet år siden og har som så mange andre egyptiske journalister ikke kunnet få job i medierne siden.

Staten har overtaget kontrollen med de private tv-stationer. Det var USA og præsident Bush, der pressede den daværende præsident, Hosni Mubarak, til at tillade privatejede medier i begyndelsen af 00’erne. Nu er der ikke rigtig mere noget internationalt samfund til at presse på for demokratiske reformer og ytringsfrihed.

Den første og mest populære, private tv-station, Dream TV, sender alene genudsendelser. Programmer med vid og bid er væk fra alle kanaler. Og nok er der travlhed ovre i Egyptian Media Production City lige nu: Tv-serierne skal være færdige til ramadan, som begynder 5. maj.

Men i år bliver det kun til omkring 18 egyptiske produktioner mod omkring de 30 tv-serier i de seneste år. Staten har sat massivt ind med censur, og det tegner til, at Egyptian Media Group kommer til at stå for to ud af tre serier. Egyptian Media Group er ejet af den statslige efterretningstjeneste. Allerede sidste år bød egyptisk tv-drama på påfaldende mange helte fra politi og militær.

6. October City.

Egyptian Media Production City er opført i den nye ørkenby, 6. October City. Skråt overfor ligger Egyptens ældste gated community, Dreamland, som blev påbegyndt i 1995 og strækker sig over omtrent otte kvadratkilometer.

Den fuldendte by

Min danske veninde, der er egyptisk gift, har boet her i 20 år. De fortæller, at grundlæggeren af Dreamland, Ahmad Bahgat, i sin tid havde en ambition om at skabe en fuldendt by med skoler, hospital, moské, tennisbaner og hele svineriet. Med den netop færdiggjorte rideskole er han næsten nået i mål: Dreamland mangler nu kun en opera for at indfri hans drøm.

Da vi spadserer på golfbanen, ser vi falke svæve på himlen. Søerne har tiltrukket traner, ænder og gæs, i haven er der kommet solsorte. Overalt i hele Dreamland lyser blomster rødt, gult og orange i alt det grønne.

Der er nu opført mindst 48 andre gated communities i 6. October City og nabobyen Sheikh Zayed City. Utopia må være en navnesøster, ellers har de navne som Beverly Hills, Green Hills, Palm Hills, Spring Valley og Gardenia Park.

For næsten 30 år siden blev jeg vist rundt herude. Der var stort set ikke andet end én kontorbygning med et stort kort på endevæggen over ”byen” og nye veje. Vi kørte og kørte gennem ørkenen. I dag bor her en halv million mennesker.

Øst for Kairo er udviklingen endnu mere dramatisk. New Cairo, som man begyndte at anlægge i år 2000, skal rumme fem millioner mennesker og alle ministerier. Indenrigsministeriet og Olieministeriet ligger her allerede. German University of Cairo, GUC, er anlagt derude med en tilhørende industripark, og det amerikanske universitet, AUC, som fejrer sin 100 års dag i år, er flyttet derud.

Storkairo strækker sig over 160 kilometer fra øst til vest og 100 kilometer fra nord til syd. Jeg kører og kører gennem de nye beboelsesområder med endeløse rækker af etageejendomme, sine steder med gated communities eller indkøbscentre og erhvervsområder som en afveksling.

Det føles afsindigt, og jeg når aldrig helt ud til yderkanten, hverken i øst eller vest. Det havde jeg ellers sat mig for, men jeg får kun tilbagelagt 25 af de 60 kilometer fra centrum til østkanten. Jeg gør holdt ved Dusit Thani Lakeview Hotel, fordi jeg hopper på den med ”Lakeview”. Herude er der ingen sø.

Men det er afsindigt. Storkairo var med en halv million flere indbyggere om året verdens hurtigst voksende by i 2017. Her bor nu over 23 millioner mennesker.

Det parisiske centrum

Giver det så overhovedet mening at tale om Kairos centrum? For hvad skulle centrum være? For mig vil centrum altid begynde i downtown ved Tahrir Pladsen, hvor jeg boede det første års tid. Bydelen er anlagt efter parisisk forbillede i midten af 1800-tallet og fuld af prægtige gamle hoteller, biografer, cafeer, restauranter, pladser, passager og historiske bygninger.

Yacoubians Hus.

Det er her Yacoubians Hus ligger, på Talaat Harb Street skråt over for konditoriet al-Abd, hvor der altid er travlhed. Den lille plads foran, hvor folk står i ro og mag og nyder en hjemmelavet is, er et af mine favoritsteder i Kairo, for det er bare så hyggeligt. Men forfatteren til bogen, Alaa al-Aswani, er flyttet til USA. Der er en retssag mod ham undervejs: Han står anklaget for at have fornærmet præsidenten, de væbnede styrker og det juridiske system i en artikel.

Men giver det efterhånden overhovedet mening at tænke i revolution? Der er en kolossal kraft, der driver det moderne Egypten, og magten over landet står mål med den

Hver gang jeg går rundt i downtown, får jeg øje på noget nyt. Denne gang er det prins Said Halims palads i Champollion Street, som ligger og forfalder. På ydermuren har lidt street art fra revolutionens tid overlevet – for hipsterne, de kreative og resterne af den venstreorienterede elite er downtown byens hjerte, det er dem, der befolker caféer og restauranter nu.

Street Art på Prins Said Halims palads.

Hovedparten af Kairos befolkning kommer her kun på grund af bureaukratiske papirer, de skal have ordnet i den statslige administrationsbygning Mugamaa på Tahrir Pladsen. Om få år er den flyttet ud til New Cairo.

Det var også her, i downtown på Tahrir Pladsen, at den første revolution i 1919 udspandt sig. Den blev indledningen til de britiske koloniherrers retræte. I 2011 var det folk i de samme kvarterer som i 1919, der lod sig mobilisere og drog ind på Tahrir Pladsen. Det var også de samme slogans om national enhed og den samme – kortvarige – formæling af muslimer og koptere.

Men giver det efterhånden overhovedet mening at tænke i revolution? Der er en kolossal kraft, der driver det moderne Egypten, og magten over landet står mål med den. I det perspektiv er Tahrir Pladsen i dag som et frimærke – et samlerobjekt.


Fotos: Skribenten.

Pernille Bramming er kommunikationskonsulent, forfatter og foredragsholder. Hun har virksomheden Brammings og løser opgaver for blandt andre DIIS, DAPP, IFAU og HK-Stat. Pernille Bramming har været Mellemøsten-korrespondent for Politiken og var skribent og debatredaktør på Weekendavisen fra 2001-2017. Hun har været tilknyttet Karen Blixen Museet og arbejder på en bog om Karen Blixen. Hun er cand.mag. i samfundsfag og fransk fra RUC.

MobilePay på tlf. 21 90 10 18

Seneste artikler om Afrika