Fredag nåede pave Frans´ popularitet endnu et højdepunkt, da han i et lufthavnslokale på Cuba hilste på pariarken Kirill fra den russisk-ortodokse kirke.
Mediernes overskrifter gav nærmest indtryk af, at håndtrykket afsluttede en næsten 962 år lang verdenskrig, der begyndte med et religiøst skisma i 1054. Læs her, hvad Uffe Gardel skrev på POV.international om den begivenhed. Nu er pave Frans imidlertid rejst videre til Mexico, hvor jublen over den første sydamerikanske pave heller ingen ende vil tage.
“Brødre og søstre, godaften”
Den 13. marts er det tre år siden Buenos Aires 76-årige kardinal Jorge Mario Bergoglio skiftede navn til Frans.
Selv stod jeg dernede på Peterspladsen, gennemvåd af en hel dags sileregn, og min første tanke var, at her så jeg verdens mest ensomme mand.
Det var STORT, selv for en erklæret ateist som undertegnede.
Det var umuligt ikke at blive smittet af begejstringen hos de filippinske nonner, jeg havde stået ved siden af hele dagen.
Man kunne bogstaveligt talt mærke historiens vingesus blafre, da Frans fra balkonen på Peterskirken i Rom hilste på os dernede og verden derude med ordene ”Brødre og søstre, godaften”.
Det siges, at Helligånden er med for at vejlede kardinalerne, når de vælger den nye pave i Det Sixtinske Kapel.
Min næste tanke den aften på Peterspladsen var imidlertid alligevel, at man ikke bliver administrerende direktør i lige netop den butik uden hverken albuer, beslutsomhed og endnu vigtigere et grundlæggende og ikke mindst urokkeligt reaktionært syn på verden.
Her snart tre år senere betragtes pave Frans i vide kredse, og nærmest ukritisk i langt de fleste af den vestlige verdens toneangivende medier, som en omend ikke ligefrem revolutionær så dog utrolig moderne og menneskelig pave.
Den katolske kirkes brand er med Frans blevet mere ydmygt, mere barmhjertigt og mere miljørigtigt.
Kirken opfattes som kritisk overfor forbrugersamfundet på den politisk korrekte måde, og Frans er nogle gange nærmest løssluppen frisindet at lytte til.
Det store ubesvarede spørgsmål er dog stadig, om Pave Frans er en mester i spin eller om han virkelig er i færd med at modernisere den katolske kirke?
Nemt at blive populær efter Benedikt XVI
Man kan hævde, at pave Frans har haft let spil.
At han nærmest ikke kunne undgå at blive populær efter knap otte år med den knastørre, stive og bistert udseende tyske schæferhund – il pastore tedesco, som Benedikt XVI flere gange blev kaldt i Italien.
Alene den kendsgerning, at børn ikke bliver bange for at møde pave Frans, gav ham fra dag ét et kæmpeforspring i forhold til forgængeren.
Frans lagde dertil ud med at foretage nogle overraskende valg, der har været med til at cementere hans image som en ydmyg mand, der ikke rager privilegier til sig.
Han besluttede at blive boende i klosteret i Vatikanet i stedet for at indtage pavelejligheden, og vi fik beretninger om, hvordan han i sin tid som kardinal i Buenos Aires brugte offentlige transportmidler.
Og hvem kan ikke holde af en gammel mand i slidte sko?
Fire dage efter pavevalget var Frans på Twitter.
15 dage senere vasker han under påskeritualet fødder på to indsatte i et fængsel, og den ene er endda muslim.
Og til påskemessen den 31. marts møder 250.000 op på Peterspladsen.
I sine første tre år som pave er Frans fortsat med at gøre alt det, der skaber sympati hos de millioner katolikker og protestanter, der i dag er mere kulturkristne end faste kirkegængere. Han udgiver sin første Encyklika – en rundskrivelse med brugsanvisninger til alle katolske kirker – om den katolske tro i juni 2013.
Her slår han fast, at tro ikke kan presses ned over hovedet på folk.
Han siger også, at man kan være et godt menneske, selv om man ikke er troende.
Det kan vi lide, os, der hverken er troende katolikker eller protestanter!
Missionsarbejdet fortsætter – selfiegenerationen klapper
Ude i verden fortsætter den katolske kirkes missionsarbejde samtidig ufortrødent, og med det grundlæggende formål at få så mange ind i butikken som muligt.
Et par år efter giver pave Frans da også grønt lys for helgenkåringen af ”Mother Theresa fra Calcutta” – den albanske nonne, der var så bastant i sin mission, at hun nok hjalp fattige og døende, men kun hvis de omfavnede den katolske tro.
Den første sommer i embedet beslutter Frans endvidere at helgenkåre to tidligere paver, som mange stadig husker, nemlig pave Johannes XXIII, der regerede fra 1958 til 1963, og den polske pave Johannes Paul II, der sad 27 år i Sankt Peters stol i Rom fra 1978 til 2005.
Helgenkåringen den 27. april 2014 i Rom bliver et tilløbsstykke. Selfiegenerationen har ukritisk taget pave Frans til sig, og strømmer til den historiske begivenhed, hvor to nulevende og to afdøde paver er tilstede.
Bagefter kan de stolt dokumentere, at ”jeg var der”, på de sociale medier.
Den globale ligegyldighed
Paven besøger herefter øen Lampedusa i Middelhavet, hvor han får antiglobaliserings-segmentet på sin side med ordene ”Der er en globalisering af ligegyldighed i dag”.
Han vinder endnu flere med sætningen ”Gud dømmer os efter, hvordan vi behandler migranter”. I sommeren 2013 tager han på den første af flere rejser til sit eget kontinent, hvor han blandt andet afholder en Ungdomsdag i Rio de Janeiro; over 2 millioner deltager i en vågenat på Cobacabana stranden.
Han er ung med de unge.
Og han ser mod nye horisonter rent geografisk. Hvor den polske pave Johannes Paul II vendte blikket mod de kommunistiske regimer i øst, og pave Benedikt XVI mest vendte blikket indad, er der i dag ingen tvivl om, at pave Frans kigger mod den sydlige og fattigste del af kloden.
Rejserne går til Sydamerika, Afrika og Fjernøsten.
Kynisk kan man fastslå, at det også netop er dér, nye markedsandele kan vindes.
Sex for sjov er stadig en synd
I flyet retur fra Brasilien skaber Frans breaking news med sætningen ”Hvem er jeg til at dømme de homoseksuelle”. Man kunne næsten se hvordan skyen af skyld, der havde hængt over hovedet på homoseksuelle katolikker, fordampede. Og på sin vis er det da også epokegørende, at Frans den dag og mange gange siden har taget ordene ”gay” og ”homoseksuel” i sin mund. Det er nemlig langt fra alle kolleger og menige medlemmer i den katolske kirke, der overhovedet accepterer, at mennesker kan være homoseksuelle. Kirken anerkender nu officielt, at ”fænomenet” eksisterer, men troende homoseksuelle katolikker skal afholde sig fra ”at praktisere”.
Mn i jublen over den pavelige anerkendelse glemmer de fleste også at forholde sig til, at sætningen faktisk slår fast, at homoseksuelle på et tidspunkt, og velsagtens af Vorherre selv, bliver dømt. Og heller ikke i dag står kirkens officielle holdning til homoseksualitet overfor ændringer.
Alle former for sex, der ikke har forplantning for øje, er med andre ord stadig en synd i det rettroende katolske univers.
Klostrene åbnede ikke dørene for flygtninge
I sommeren 2013 fortsætter Pave Frans med at fordømme krig. Han skriver til lederne af G20 for at forhindre krigen i Syrien, og han beder sine egne folk om at åbne klostrene i Italien for asylansøgere og migranter.
Leder man efter konkrete tal på, hvor mange klostre, der siden pavens opfordring har åbnet dørene for asylansøgere og migranter, er beskeden fra foreningen ”Altro da dire”, dog, at ”det er en meget svær optælling, fordi mange der gør gode gerninger ikke har lyst til at tale om det”.
Af foreningens optælling fremgår det, at der i skrivende stund på øen Sardinien er to klostre, der har meldt tilbage, at de har åbnet dørene. Det samme er tilfældet i den store region Puglia i Syditalien.
Ti måneder efter opfordringen offentliggjorde avisen La Repubblica en artikel, der hævdede, at der var blevet plads til syv – 7! – asylansøgere på to af Roms 160 klostre.
Klostrene foretrækker åbenbart at udleje gæsteværelserne til turister, der kommer til Rom
Avisen tilføjer for retfærdighedens skyld, at den katolske hjælpeorganisation Caritas på samme tid huser over 3.500 asylansøgere og migranter forskellige steder i Rom.
Der er ikke noget nyt i, at kirken er dybt involveret i socialt arbejde.
Netop Caritas virker på mange områder i Italien som en slags kompensation for et samfund, der stadig ikke har noget, der minder om det sociale sikkerhedsnet i Skandinavien. Det nye er, at Frans formulerer det sociale engagement anderledes end forgængerne, og netop derfor får mere og bedre omtale i medierne.
En omtale, der ikke altid omsættes til handling længere nede i kirkens hieraki.
Skandaler om fråds og pædofili fortsætter
Pave Frans´ popularitet har heller ikke forhindret, at der bliver ved med at dukke beskidte historier op om den katolske kirke.
Frans bor fortsat i beskedne omgivelser på værelse 201 på Santa Marta klosteret i Vatikanet.
Men i journalisten Gianluigi Nuzzis nyeste bog om Vatikanet ”Via Crucis”, der udkom i november 2015, kunne man læse om hvordan kendte kardinaler udadtil “lader de store biler stå i garagen, og nu kører rundt i små biler som Fiat 500 og Fiat Panda, mens de stadig lever i kongelige omgivelser”.
Og en af de tunge drenge i det katolske hieraki, kardinal Tarcisio Bertone, endte i mediernes kødhakker sidste efterår.
Han bor i en nyrestaureret penthouselejlighed med tagterasse, marmorgulve og udsigt til Peterskirken i Palazzo San Carlo i Vatikanet.
– Den er på 296 kvadratmeter, og jeg bor ikke alene. Til renoveringen har jeg brugt min egen opsparing på 300.000 euro. De 200.00 euro fra Fonden Bambin Gesú? Jeg har ikke autoriseret noget, lød kardinalens svar, da det kom frem, at en del af renoveringen var betalt med midler, der var samlet ind til et hospital.
Siden donerede kardinalen 150.000 euro til hospitalet. Helt frivilligt og uden nogen sammenhæng med beskyldningerne om at renovere lejligheden for fondens midler, understregede han.
Den til alle tider mest populære pave må også stadig kæmpe med kirkens ry for at beskytte pædofile. Pave Frans har på sin aktuelle rejse ikke ønsket at møde et mexikansk offer for den pædofili mistænkte præst Marcial Maciel, der døde i USA i 2008. Maciel var grundlægger og leder af den højreorienterede præsteorden Kristi Legionærer.
Han blev aldrig officielt anklaget eller dømt for pædofili. Alligevel har den katolske kirke officielt undskyldt hans misbrug. Samtidig tilgav kirken hele præsteordenen, så Kristi Legionærer kunne starte på en frisk.
Præsidenten for de katolske kardinaler Angelo Bagnasco udtrykte også den gældende holdning til sexuelt misbrug i den katolske kirke, da han på biskoppernes vegne i marts 2014 understregede, at præster ikke har pligt til at anmelde overgreb.
– For os er den moralske forpligtigelse meget stærkere end den juridiske, udtalte Bagnasco, der mener, at manglende anmeldelser af misbrug kan være med til at beskytte ofrene.
Tilgivelse for abort solgt som en nyhed
Det har også skabt megen positiv omtale, at kvinder under det nuværende ekstraordinære katoske jubelår, der begyndte den 8. december 2015, kan bede om og få tilgivelse for at have aborteret. Det er af nogle blevet tolket som om den katolske kirke også dér er ved at forny sig, men rent faktisk har muligheden for tilgivelse for denne synd altid eksisteret.
Det nye er, at under jubelåret kan flere almindelige præster give den tilgivelse, der normalt kun kan opnåes hos biskopper og kardinaler.
Intet alternativ til det traditionelle ægteskab
Der er også store forventninger til pavens konklusioner af det store kirkemøde sidste efterår om familiens rolle i den katolske kirke.
Sinoden, som kirkemødet hedder, vedtog at anbefale en opblødning af kirkens nuværende afvisning af fraskilte katolikker, der har giftet sig borgerligt for anden gang.
I dag må disse katolikker for eksempel ikke gå til alter.
Sinodens anbefaling vil tillade en vurdering fra sag til sag. Den er dog kun veljledende, for i sidste ende bestemmer paven alene.
Håbet om en opblødning fik et slag, da paven for et par uger siden indviede det juridiske år i Vatikanet. Det skete samtidig med, at det italienske senat begyndte diskussionerne om en lov, der vil tillade registreret partnerskab.
– Der må ikke skabes forvirring mellem den familie, Gud har villet, og enhver anden form for fællesskab, var pavens klare udmelding.
Nye kardinaler fra den fattige del af verden
På ét enkelt og ikke uinteressant punkt har pave Frans imidlertid i praksis brudt med traditionerne.
Han har uden alt for meget medieomtale først i februar 2014 og siden i februar 2015 udnævnt 39 nye kardinaler.
Han har forbigået byer som Venedig og Los Angeles, der ellers forventer af have deres egen kardinal.
I stedet har han udnævnt kardinaler fra fattige områder i Vesten, i Spanien og på Sicilien i kirkens hjemland, og endnu flere fra den fattige del af verden på den sydlige halvkugle. Lande som Tonga, Burma, Thailand, Sydkorea, Burkina Faso, Mozambique og pavens eget bagland i Sydamerika har modtaget de fleste udnævnelser.
Det kan vise sig at få betydelige konsekvenser. For efter knap tre år i embedet er en fjerdedel af de i dag 125 stemmeberettigede kardinaler udnævnt af pave Frans.
Fortsætter tendensen bliver den velstående vestlige verden om få år et mindretal i den gruppe af kardinaler, der sammen med Helligånden skal vælge den næste pave i Rom.
De nye kardinaler betegnes dog overordnet ikke som hverken progressive eller revolutionære i forhold til kirkens dogmer.
Men udnævnelserne bekræfter derimod teorien om, at pave Frans ønsker en mere international kirke, hvor Vatikanet og dets få indbyggere spiller en mindre magtfuld rolle end i dag.
Handlingsplanen er uændret
Hvad er konklusionen? Kort sagt: Mere revolution – udover den verbale, som medierne tilsyneladende ikke kan få nok af – kan man næppe tillade sig at forvente fra Frans.Den oprindelige handlingsplan er stadig de oldgamle skrifter, som der i princippet ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Det er vi helt klar over, når vi taler om muslimernes problemer med at forholde sig til virkeligheden. Ikke desto mindre vælger mange i begejstringens rus over dybest set ingenting bekvemt at overse, at det samme også gælder for den katolske kirke, uanset hvor menneskelig, moderne og ydmyg pave Frans formår at fremstille sig selv.
Husk det, næste gang du læser endnu en ukritisk begejstret nyhed om den sympatiske tangodanser fra Buenos Aires.
Foto:
Charlotte Sylvestersen – Peterskirken 13.3.2013
Edgar Jiménez – Papa rock star 12.5.2013
Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
