KUNST & LITTERATUR // ESSAY – Den franske journalist og forfatter Philippe Lançon var på sin arbejdsplads, satiremagasinet Charlie Hebdo, i Paris den morgen i 2015, hvor terrorangrebet fandt sted. Han blev livstruende såret og skulle opereres 20 gange. I bogen Hudlappen fortæller han, hvordan han gennem- og overlevede hospitalslivet ved at bruge kunst og litteratur – helt konkret. Lançons historie om at finde friheden til selv at give livet mening, til selv at sætte rammen og til selv at fortælle Historien, må man ikke gå glip af, skriver Trine Marie Ulleriks.
“Det eneste, der betød noget, var den fornemmelse af sandhed og den følelse af frihed, der blev givet til ham, der skrev, lige så vel som dem, der læste”.
Denne frihedsfølelse tilhører Philippe Lançon, som er bundet til hospitalssengen af de slanger og sonder, der holder ham i live. Den Philippe Lançon, som først ikke kan og siden ikke må tale, fordi først skudsår og siden operationsar og igen rekonstruktionsindgreb stiller krav om ro, hvile og mindst mulig anstrengelse.
Den Philippe Lançon, som det koster dyrt at skrive med sin læderede hånd, krop og sjæl: ”Der blev naturligvis betalt for denne aktivitet i naturalier. Jeg afsluttede hver klumme udmattet, svedende, hostende, klynkende. Patienten genopstod fra ordene og fik igen overtaget”. Frihed alligevel?
Hudlappen udkom på dansk i efteråret 2021 (på fransk i 2018) og er den franske journalist og forfatter Philippe Lançons hmm … kommen overens med livet efter terrorangrebet i 2015 på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.
13 blev dræbt, 11 såret og heriblandt altså Philippe Lançon selv, der blandt andet fik sønderskudt store dele af sit underansigt.
Af en eller anden grund har udgivelsen ikke kastet megen opmærksomhed af sig her til lands, og man kan naturligvis kun gisne om hvorfor: Skyldes det titlen? Hudlappen er bare ikke helt så smukt svunget som det franske Le lambeau, og jeg har da også i en radioudsendelse hørt den danske forlægger Casper Black udtale, at man ”bare ikke kan udgive en bog i Danmark, der hedder Hudlappen.”
Er den for fransk med sit ens- (og temmelig kød-) farvede omslag, sine mange og lange og tætskrevne sider eller sine næsten lutter franske henvisninger – ikke mindst til Marcel Proust og På sporet, som den nu blot blandt indviede benævnes?
En bog om musik redder bogstaveligt talt Philippe Lançon fra døden, og livet begynder for Lançon igen foran et maleri af den spanske maler Diego Velazquez
Eller er det, fordi vi er så færdige med (eller holder pause fra) at læse sygehistorier, om terrorisme eller autofiktion? Det hele både passer på Hudlappen og er samtidig uendeligt enøjede beskrivelser, for Hudlappen er den stadigt aktuelle og uomgængelige fortælling om ”hvorfor kunst”, og den er en vedkommende hjælp-til-selvhjælp udi kunsten at bruge kunsten.
Måske kan den endda ligefrem forstås som en moderniseret udgave af Peter Weiss’ Modstandens æstetik (1975-1981), som jeg tidligere har skrevet om i dette medie: Hvordan vi med kunsten vinder kampen om og for livet. Så derfor: Giv Hudlappen en chance til.
Philippe Lançon: Hudlappen
Forlaget Bobo, 2021.
Originaltitel: Le lambeau (2019). Oversat fra fransk af Peer Bundgaard
En slags bibel og intens underholdning
”Det er på tide at forklare, hvilken brug jeg nu gjorde af Proust, en forfatter, jeg med stor lidenskab havde læst på flere forskellige tidspunkter i mit liv”. Efter en for Hudlappen karakteristisk og uendelig lang digression følger nu af en opremsning af de bøger, som Philippe Lançon havde i den rygsæk, som han – som gjaldt det hans liv, ville man kunne sige, hvis det ikke var, fordi det netop gjaldt hans liv – fik signaleret, at han for alt i verden ville have med sig, da han blev båret væk fra åstedet, ind i ambulancen og op i den første af en række hospitalssenge.
Konkrete, betitlede bøger og altså ikke kun dem i rygsækken, præsenteres løbende igennem hele værket med udgangspunkt i deres personlige betydning og anvendelse for Philippe Lançon før og nu. Ja ham, der selv er forfatter taler uhildet, fordomsfrit og uden det mindste forbehold om sin brug af bøger – fx af På sporet, som han har brugt ”både som en slags bibel og som intens underholdning”.
På bagkant af terrorangrebet, viser det sig, ændrer også denne relation karakter, og Philippe Lançons beundring suppleres af irritation og (indre, altså) skænderier med Proust ”som en sur ægtemand […] med både afvekslende og dyb lidenskab: Irritationen nærede beundringen”.
Rigtige læsninger
Der er stadig noget på spil, som udfordrer Philippe Lançon og afæsker svar på, hvad der er sandt og falsk, op og ned i bøgerne såvel som i verden omkring dem. Hvad der er ”den rigtige” læsning af dem, afhænger af øjnene, der (læ)ser: ”Det, jeg havde oplevet, kunne ikke undgå at nære de liv, som de [bøgerne] tilbød mig”.
At vi læser de samme bøger forskelligt, og at vi får noget forskelligt ud af dem, tør efterhånden både være åbenlyst og accepteret. Men betydningen af vores egne gentagne læsninger, brug og annammen af den samme bog hen over tid og liv, støder man kun mere sporadisk på, fx når korte snapshot-interviews afdækker ”den bog, du altid vender tilbage til.”
Værket er det samme, men du er forandret
Christian Jensen
Tilfældet vil dog, at jeg i min jagt på flere litterære brugsscenarier samlæser Hudlappen med en helt anden (slags) bog, og fordi denne lige så eksplicit tematiserer genlæsningens glæder og ”potentialer”, der ville være termen, som denne anden bog ville bruge, vil en kort ekskurs til denne lige om lidt vise sig at være på sin plads.
Jeg, indrømmet, skrålæser nemlig også Hvem er bange for Moby Dick? Om topchefer, der leder med skønlitteratur, som udkom for nyligt, som også handler om brugen af bøger, og som i dette medie berettiget blev anmeldt som en ”sympatisk bog”.
De to forfattere, Mikkel Fønsskov og Anders Magelund, har interviewet en række danske topchefer. Iblandt dem fortæller Politikens chefredaktør, Christian Jensen, ganske konkret om sine tilbagevendende genlæsninger af Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og ikke mindst om, hvordan disse læsninger skifter karakter over tid, så ”at man kan stå med det samme værk forskellige tidspunkter i sit liv og finde ud af, at man kan forstå det på to, tre, fire meget forskellige måder, alt efter hvor man er i tilværelsen. Værket er det samme, men du er forandret.”
Tekst, billeder, musik i konkret brug
Og netop derfor kan Philippe Lançon fortsat bruge På sporet til på ganske konkret vis at gennem- og overleve sit nye hospitalsliv sammen med sine to andre, godt nok nye, trofaste følgesvende – en samling af Kafkas breve samt Thomas Manns Troldsdomsbjerget: ”Mine tre deformerende og informerende spejle, hvorfra jeg her og der og i homøopatiske doser og ikke uden irritation kunne fiske ting op, jeg kunne bruge”. Fx bruger han tekststykket – skriver jeg påtaget indforstået, fordi modsat Philippe Lançon er Proust ikke min litterære bibel – om bedstemoderens død som sin ”præoperative bøn” på operationsstuen inden indsovningen. Jeg formelig elsker det!
Det er naturligvis for meget at sige, at Kunsten, i dette tilfælde Den Skjønne Litteratur, kan gøre det ud for anæstetiske excesser eller erstatte den udsøgte kirurgiske videnskab, som Philippe Lançon udsættes for. Men at disse ikke står alene, når det gælder om at redde og at leve et liv, vidner hele hans bog om.
Han har bøger med på operationsstuen, han har livemusik på (hospitals-) stuen og kunst på væggen sammesteds. Han er viklet ind i den franske forfatter Michel Houellebecqs på dette tidspunkt seneste roman, Underkastelse, der skal udkomme samme dag som attentatet. En bog om musik redder bogstaveligt talt Philippe Lançon fra døden, og livet begynder for Lançon igen foran et maleri af den spanske maler Diego Velazquez (1599-1660), som udstilles i Paris i 2015, og som Lançon opsøger på en af sine første ture udenfor murene:
”Fredag d. 20. marts var for mig en meget vigtig dato: Jeg skulle se Velazquez-udstillingen på Grand Palais. Lige fra de første dage på Salpêtrière [hospitalet, hvor Lançon på dette tidspunkt er indlagt] havde det været en besættelse for mig. Jeg vidste, at den ville åbne til foråret, med foråret, og jeg så det som et tegn på min genfødsel”.
Patientens indre udtryk og oplevelser står som bogens mest betydningsfulde bidrag til en nuanceret skildring af livene indenfor og udenfor hospitalsmure, kroppe og sind
Han har sin kirurg Chloé med og naturligvis de politibetjente, der overvåger ham konstant. Med hver deres faglighed går de til kunsten i en scene, som i min læsning på fornemste vis eksemplificerer den receptionsæstetiske læsning, der tager udgangspunkt i det konkrete møde mellem dette værk og denne læser, eller betragter, som det er i dette tilfælde – netop nu og med de erfaringer, som hver især bringer med sig:
Kirurgen Chloé kigger efter patienter og ser symptomer, politibetjentene gerningssteder og indicier, og Lançon finder liv på trods: ”som om disse mænd, disse kvinder, disse dyr, der længe havde været døde, og hvis skæbne ikke ligefrem havde været rosenrød, betragtede mig og sagde: ”Du vil leve.” De var dér, jeg var dér, jeg betragtede dem, de betragtede mig, fire århundreder var et minut, og vi levede”.
Empati og frihed
Under forskningsprojektet Narrativ Medicin på Syddansk Universitet, som også huser et andet stort og tilstødende forskningsprojekt, Uses of Literature, er der blevet indført et obligatorisk kursus på medicinstudiet i netop narrativ medicin.
På kurset ”undervises de medicinstuderende i at læse danske skønlitterære tekster fra samtiden om sygdom, patienter og pårørende” for at ”modvirke en dokumenteret tendens til, at medicinstuderende bliver mindre empatiske under deres uddannelse og i værste fald ender med at betragte patienten som en samling symptomer og diagnoser snarere end et menneske med en ofte kompliceret livshistorie.”
Og er du hverken læge, pårørende eller patient, så læs Hudlappen, hvis du er menneske
Hudlappen kan uden videre indgå i pensum – og ikke kun i de kommende lægers. Som tidligere pårørende – og hvem bliver ikke det på et eller andet tidspunkt – er der guld at hente i den fremmederfaring, som bliver læseren af Hudlappen til del:
Patientens indre udtryk og oplevelser står som bogens mest betydningsfulde bidrag til en nuanceret skildring af livene indenfor og udenfor hospitalsmure, kroppe og sind, sådan som Philippe Lançon hudløst ærligt fremlægger disse fra sine egne månedlange erfaringer hermed. Det er netop den slags nye, fremmede erfaringer fra andres liv og oplevelser, der muliggør udvidelsen af din egen horisont, og som skaber grobund for empati og omfavnelse af andres anderledes erfaringer og verdener. Værsgo.
Og er du hverken læge, pårørende eller patient, så læs Hudlappen, hvis du er menneske. Læs den for Philippe Lançons historie om, hvordan han finder frem til ”den eneste sandhed, der for indeværende betød noget: at overleve og give et minimum af mening til dette liv efter døden, efter livet, til denne fiktion, der ikke var en fiktion”.
I Hudlappen er denne frihed til selv at give livet mening, til selv at sætte rammen og til selv at fortælle Historien sat på spidsen.
Understreget af bogens form mellem roman og erindringsværk og uden heller at være repræsentant for tidens ellers allestedsnærværende autofiktion: ”Således var enhver adskillelse af fiktion og ikkefiktion ørkesløs: Alt var fiktion, eftersom alt var beretning – udvalgte kendsgerninger, beskårede scener, skrivning, komposition. […] Jeg blev en fiktion. Det var virkeligheden, det var absurd, og jeg var fri”. Fri til at skrive sin historie, på samme måde som vi er fri til at læse den. Og til at skrive vores egen, i øvrigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
