Æblet falder ikke langt … et overflødighedshorn af en teaterleg

af i Børn & unge/Kultur/Scenekunst

TEATERANMELDELSE – Her er dukketeater, skyggeteater og almindeligt teater. Her er sang og tale, musik og artisteri. Her er snoretræk og røgmaskiner. Der er fem aktører på scenen og en hær af teknikere bagved, som har gjort denne farverige familiekabaret mulig. Riddersalen folder sig ud med en Storm P-agtig fantasi og et overskud, der placerer teatret som børneteatrenes kongelige scene. ‘Æblet falder ikke langt’ stråler med et overskud af ideer og sidespring, skriver Steen Blendstrup.

⭐⭐⭐⭐⭐

Som kabaretens konferencier træder ”mesteren” ind på scenen. Han fortæller om alle de æbler, der falder fra familietræet. De hårde, de rådne og så de helt perfekte, der bærer arven fra alle de æbler og træer, som er gået forud.

Hvem mon de ligner?

Der er både toner af konferencieren i Cabaret, og bedrevidende voksen og af den hvide klovn i Jens Gotthelfs figur Mesteren

Først bliver man født

Men – som det hedder – først bliver man født:

Hovedæblet, undskyld: hovedpersonen, er Samuel, der ser på verden med nysgerrige øjne, mens Mesteren med stor energi og entusiasme fortæller ham om alle de spor, han kan følge. Alle de forbilleder, han kan leve op til.

Det kan jo være han slægter tidligere generationers eventyrere og entreprenører på og vil skabe forretningsimperier over hele Jorden

Der er bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre foruden alle de sideskud, som onkler og tanter udgør. Alle har bidraget til at gøre familietræet frugtbart og i Mesterens fortolkning nyttigt (hvis børnene i publikum ikke fanger den, så gør deres forældre det med garanti).

Desværre har Samuel det med at misforstå og fortolke Mesterens forbilleder på en måde, så Mesteren bliver dybt frustreret. Men når Samuel ikke vil passe ind i formen som en produktiv samfundsborger, så kan det jo være han slægter tidligere generationers eventyrere og entreprenører på og vil skabe forretningsimperier over hele Jorden.

Ramasjang og klovnerier

Men ak, også der afsporer Samuel Mesterens ambitioner. Han tiltrækkes af de frie fugle, af de vilde stier, af den legende tilgang. Nå ja, og af kærligheden. Midt i ramasjang og klovnerier rummer Æblet falder ikke langt … også en stille poesi.

Legen med forskellige udtryksformer er smuk poesi som her, hvor kærligheden folder sig ud som dukke- og skyggeteater.

Hele teaterrummet inddrages i fortællingen. Selv de pyntelige balkoner, hvor Samuel og en fjern formoder leger Romeo og Julie. Det er samtidig en smart afledningsmanøvre, der sikrer, at ingen lægger mærke til, at hele scenografien bliver skiftet imens. Det er rent trylleri og teatermagi.

Basaren i Konstantinopel folder sig ud for øjnene af os, inden et par dukker springer frem som markedssælgere

Vel at mærke god, gammeldags magi. Jo, der er moderne computeranimerede projektioner på bagtæppet, men det meste er analogt. Det gælder også musikken, der leveres på et utal af finurlige instrumenter fra guitar, tromme og harmonika til dulcimer og theremin.

Basaren i Konstantinopel

Specielt festlig er basaren i Konstantinopel, der folder sig ud for øjnene af os, inden et par dukker springer frem som markedssælgere. Her henvender forestillingen sig til et dansk publikum og dets forventninger, fordi de selvfølgelig taler Kiosk-Ali-dansk. Logisk set ville de i deres hjemland tale sproget flydende – om det nu var tyrkisk, græsk, armensk eller noget helt fjerde.

Det skal nu være Riddersalen tilgivet, for naturligvis taler teatret i børnehøjde. Målgruppen for denne forestillingen angives som ”fra 6 år” og op til de store børn (12-årige). Men som voksen er det let at føle sig som barn igen.

Præcis som på Det kongelige Teater og i de andre gamle teaterbygninger, sættes stemningen fra første færd af indretningen. Foyerens mærkelige udskæringer, figurer og et væld af gamle plakater – snedigt blandet med billeder fra den aktuelle forestilling – giver en fornemmelse af historie. Netop af slægter, der følger slægters gang.

Men nogle gange er et æble ikke bare et æble … nogle gange er det en pære eller en appelsin

Vi er ikke i tvivl om, at det er teater, for skuespillerne tager imod og viser hen til pladserne. De vælter over kulisserne og kan være til stede både i fuld figur og som marionetdukker. De bringer handlingen frem og diskuterer indbyrdes. Det er humor, der fungerer på alle planer og for alle aldre.

Ingen tvivl om, at vi slægter familien på. Fra familien får vi både vores gener, nogle traditioner og en række mønstre, der vandrer fra slægtled til slægtled. Men nogle gange er et æble ikke bare et æble … nogle gange er det en pære eller en appelsin.

Det budskab får Riddersalen en fest ud af – en fest til fornøjelige fem stjerner.


Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68. 


Fotos: Dennis Westerberg


Æblet falder ikke langt …  spiller på Riddersalen til den 16. marts.
Med: Samuel Gustavsson, Jens Gotthelf, Mette K. Madsen, Signe Birkbøll, Joachim Holbek
Instruktør: Mikala Bjarnov Lage
Idé: Piet Bertelsen, Signe Brikbøll, Mikala Bjarnov Lage
Manuskript: Signe Birkbøll
Scenograf: Dorte Holbek
Dukkemager: Sigurd Dissing

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Børn & unge