MIDTVESTLIV // KLUMME – Som så mange andre danskere har Julie Bendtsen haft et hav af fordomme om amerikanere. Nogle af dem lever efter seks år i Guds eget land stadig i bedste velgående, mens andre bliver udfordret. F.eks. den om de manglende lag. Umiddelbarheden er stor hos amerikanerne, og det kan Julie Bendtsen kun beundre.
CHICAGO – “Amerikanere er så overfladiske”. Der ligger så tyk en dunst af slidt kliché over den fordom, at det, når man nu gerne vil fremstå som en skribent med i det mindste bare en minimal grad af originalitet, føles nærmest som et lille tastaturmæssigt overgreb overhovedet at nedfælde den. Men den er der jo, og den er bare én af mange.
“Amerikanere er så fede” er en anden, og varianter over “amerikanere er så dumme” og “amerikanere er så skydeglade” udgør også ofte et altid populært fundament for et gennemtærsket fordomsmedley. Men lad os holde os til den første. For er de virkelig så overfladiske?
For godt en måned siden begyndte jeg at se en fysioterapeut, som skulle hjælpe mig med at få styr på min brækkede ankel, så den igen kan blive rørig og løbeklar. To gange om ugen laver jeg øvelser hos hende i en time, inden hun som afslutning masserer og trykker – og snakker.
I begyndelsen snakkede hun også, mens jeg lavede øvelserne, men nu har jeg lavet dem så mange gange, at jeg sætter mig selv i gang og kæmper mig gennem dem alene med en podcast i ørerne i et desperat og forgæves forsøg på at glemme, hvor lidt jeg gider, og hvor meget jeg lider (no offense, kære fysioterapeuter, men af al træning i verden er fysioterapiens dog den kedeligste).
Efter den første aftale havde jeg styr på, at hun var gift med en mand, der havde børn fra et tidligere ægteskab, og at hun var i gang med at prøve at finde vaccinetider til hans forældre, hvorefter hun gnidningsløst gled over i at dele med mig, hvad der gjorde hans forældre lidt anstrengende. Ugen efter tog jeg derfra nyoplyst om, at hun er stærkt troende, at hun ikke tror på skilsmisse, og at hun for et par år siden havde haft en svær tid på grund af en spontan abort.
Uanset baggrunden, lukker hun mig ind i noget meget, meget personligt time efter time, uge efter uge
Ugen efter mødte jeg ind til min tid. Det var lige efter, jeg havde haft et værre hyr på motorkontoret, så jeg var godt ond i sulet og flosset i kanten og frygtede, at et af de vanlige tooghalvfjerds “how are you?”, jeg stod til at møde den dag, ville være dét, der fik tårekanalerne til at give efter. Jeg ønskede inderligt, at ingen ville spørge, hvordan jeg havde det, for jeg anede reelt ikke, om min reaktion ville være at vrisse eller vræle.
Så langt nåede jeg slet ikke, for knap havde jeg taget første skridt med elastikbåndet om lårene, før fysioterapeuten betroede mig, at hun havde en hård dag, fordi dagen forinden var hendes mors dødsdag, og oveni havde hun fået en dårlig nyhed, og hendes mand forstod ikke noget som helst, så de havde skændtes meget, og hun havde sovet dårligt.
Umiddelbart efter afslørede hun, at den dårlige nyhed var, at hun stod foran at skulle gennemgå endnu en ufrivillig abort. Min næste aftale gik næsten udelukkende med, at hun fortalte mig om de enkelte skridt i den fysiske proces, efter at hun havde taget pillen.
Man kan diskutere, om emner som dét – og måske i endnu højere grad detaljegraden – er passende for en relation mellem en fysioterapeut og en patient, som ingenlunde kender hinanden uden for rummet, der optages af en god håndfuld andre terapeuter og deres patienter.
Og for at være helt ærlig, gør samtalerne eller rettere monologerne – for det er mig, der lytter, og hende der taler, mens hun, hver gang jeg vender mig på briksen for at udføre de dræbende kedsommelige øvelser på den anden side, ruller med rundt på sin terapeut-taburet, så hun kan se på mig, mens hun taler – mig beklemt. Fordi de er alt, alt andet end overfladiske. Og fordi jeg er fanget dér på briksen og ikke kan komme væk.
Og det skal jeg jo heller ikke. For hun er jo ikke beklemt. Og hun deler det jo med mig, fordi hun føler, at hun kan. Måske er hun typen, der deler alt med alle. Måske er hun en, der ikke har så mange i sit liv at dele med, og noget får hende til at føle, at jeg vil lytte. Uanset baggrunden, lukker hun mig ind i noget meget, meget personligt time efter time, uge efter uge. Alternativt? Ja. Upassende? Til tider, ja. Men overfladisk? Absolut ikke.
Jeg kan ikke lade være med at have en vis beundring for umiddelbarheden. Jeg synes, den er modig at lægge ud med
Jeg havde en lignende oplevelse, kort efter vi var flyttet til USA. Med udsigten til et helt nyt liv som hjemmegående med tid i overflod, så jeg for mig, hvordan jeg nu endelig ville indfri en livslang drøm: Jeg skulle lære at spille guitar. Jeg skulle være sådan en, der altid lige kunne hive mit – naturligvis navngivne – instrument frem og få fyret op for en omgang fællessang til “Hotel California”. Så jeg fandt en guitarlærer – vi kan jo kalde ham Bob – og begyndte at tage ugentlige lektioner. Bob fortalte mig aldrig rigtigt, hvordan jeg skulle spille guitar. Til gengæld fortalte han mig ubeskrivelig meget andet.
Blandt andet, at han havde profiler på Tinder, Match og diverse andre datingsider, at hans mor døde tre år forinden (og at han hvert år brugte en uge omkring hendes dødsdag på at sørge), at han brugte læbepomade med granatæble, fordi det efter sigende skulle være godt for testosteronniveauet, at han ville begynde at spise mere asparges, fordi broccoli virker væskeophobende i kroppen (det har en af hans mange dates fortalt ham), at han den ene uge mødte en masse piger, der alle hed Debbie, og at det derfor var lidt sjovt, at han ugen efter mødte hele to Cynthia’er.
At han godt kunne lide romantiske komedier (som han tit græd til), at han ikke spiste sukker, men at han alligevel gerne ville prøve at invitere en pige på en date, hvor de kun skulle spise dessert, fordi det var noget, han havde set i en film.
Jeg så også billeder på hans telefon af hans Thanksgivingmad (han fik laks og kammuslinger), og på samme telefon viste han mig, hvordan han så ud, dengang han var tyndere, for han ville gerne være tynd igen (deraf asparges-planen).
Mit indtryk er, at det fænomen er en kulturbestemt isbryder snarere end et udtryk for en generel overfladiskhed
Det kan godt være, det ikke var verdens mest dybsindige problematikker og lagvis af perspektiver, han involverede mig i, men de var ikke overfladiske for ham. Og det er egentlig dét, der ofte er mit indtryk af den måde, mange amerikanere går til fremmede på. Med en form for umiddelbar tillid, der måske for nogen kan virke naiv, men måske snarere bunder i en mangel på den svært gennemtrængelige fernis af skepsis eller bare regulær tillukkethed, som så mange af os andre – især danskere – nærmest fra fødslen er glaseret med.
Det er jeg i hvert fald selv. Jeg har aldrig været så tilpas med at lukke relativt ukritisk og ganske hurtigt op for godteposen af traumer og hemmeligheder, som mange af de amerikanere, jeg møder, synes at gøre så ubesværet. Det er heller ikke en egenskab, jeg forestiller mig at tillægge mig, men jeg kan ikke lade være med at have en vis beundring for umiddelbarheden. Jeg synes, den er modig at lægge ud med.
Amerikanerne har en anden måde at kommunikere og konversere på, og den er ikke altid nem at navigere i, især ikke hvis man går ind i den med forudindtagethed. Og ja, der bliver slynget “how are you?” og “how’s your day so far?” og “how have you been?” ud i ét væk, og nej, de fleste har absolut ingen interesse i at høre andet eller mere end et autosvar. Men mit indtryk er, at det fænomen er en kulturbestemt isbryder snarere end et udtryk for en generel overfladiskhed.
De amerikanere, jeg kender, er ikke overfladiske. Men det har krævet et stort skridt ud af min egen comfort zone – både den, der er bygget af fordomme, og den, der bærer mit eget skjold – at erkende, at den enes måde at pleje sine lag på ikke nødvendigvis er bedre end den andens.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsens erfaring er, at amerikanerne er meget umiddelbare og ikke overfladiske. Under guitarlektionerne lærte Julie Bendtsen nok mere om amerikanerne end om guitarspil, siger hun. Foto: skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her