Ukraine

Østukraine – duellen uden ende

i Politik & Samfund/Rusland af
RUSLAND & UKRAINE // ANALYSE – Forårets sabelraslen i form af en stor russisk militærøvelse ved grænsen til Ukraine har igen sat fokus på konflikten i Østukraine. Ifølge Ukraines forsvarsminister, Andrij Taran var op mod 110.000 russiske tropper udstationeret ved grænsen til Ukraine.

Også i Sortehavet blev der spillet med musklerne. Den 16. april i år meddelte Rusland, at det frem til 31. oktober vil lukke en del af Sortehavet omkring Krim for udenlandske skibe. Dog gælder det ikke for gennemsejling af Kertj-strædet, der forbinder Det Azovske Hav med Sortehavet og derfor er eneste sejlbare vej til og fra de ukrainske havnebyer Berdjansk og Mariupol.

Den militære opbygning dengang fandt sted så diskret, at ingen opdagede det, før der stod russiske tropper på Krim

Fra ukrainsk side ses det dog som en fjendtlig handling. Ikke mindst fordi situationen giver mindelser om en tidligere hændelse i området. I november 2018 tilbageholdte Rusland 24 besætningsmedlemmer fra 3 ukrainske flådefartøjer, der forsøgte at sejle gennem Kertj-strædet. Først efter et år fik den ukrainske besætning lov til at vende tilbage til Ukraine.

Læs mere om de op mod 110.000 russiske tropper, som ifølge Ukraines forsvarsminister var udstationerede ved grænsen til Ukraine her.

Rusland indstiller militærøvelse

Den 23. april meddelte den russiske forsvarsminister, Sergej Shoigu, at militærøvelsen ved grænsen til Ukraine nu ville blive indstillet. Det store spørgsmål er naturligvis, hvad formålet for Rusland var med så tydeligt at spille med musklerne ved Ukraines østgrænse?

Den nu overståede russiske militærøvelse ved grænsen står på mange måder i stærk kontrast til erobringen af Krim i 2014. Den militære opbygning dengang fandt sted så diskret, at ingen opdagede det, før der stod russiske tropper på Krim. Selvom soldaterne var uden statslige kendetegn, var kun få i tvivl om, hvor de kom fra.

Hvis det var en militær invasion i konventionel forstand, Rusland havde planlagt nu, ville man nok have været lidt mere diskret for at kunne udnytte overraskelsesmomentet, men hvad var så meningen – og er der udsigt til en eller anden form for løsning?

Ukraine
Havnen ved Mariupol er blevet en af brikkerne i magtspillet mellem Rusland og Ukraine. Foto: Oleg Zima via Wikimedia Commons

Indtil nu er mere end 14.000 mennesker blevet dræbt i konflikten i Østukraine, siden den startede i 2014, og Krim blev en del af Rusland, og Ukraine ligeledes mistede kontrollen over de såkaldte folkerepublikker Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine. I modsætning til Krim blev Luhansk og Donetsk ikke indlemmet i Rusland, og Rusland hævder, at konflikten i Donetsk og Luhansk er en intern ukrainsk konflikt, som Rusland ikke har noget at gøre med.

2014 er naturligvis det store omdrejningspunkt for den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine. Det er dog værd at huske på, at heller ikke før 2014 var alt fryd og gammen i forholdet mellem de to lande. Det så man særligt i 2003, da spørgsmålet om et dæmningsbyggeri fra det russiske fastland og ud til den lille ø Tuzla i Kertj-strædet forværrede forholdet mellem de to lande. Efter 2014 er forholdet blot blevet endnu værre.

Ruslands motiver

Et godt bud på årsagen til den netop overståede optrapning af konflikten er, at den var et svar på nogle indenrigspolitiske begivenheder i Ukraine. I februar i år blev 3 ukrainske tv-stationer, der alle var knyttet til den ukrainske, men pro-russiske rigmand Viktor Medvetjuk, lukket. Medvedtjuk er leder af den pro-russiske organisation ”Ukraines valg – folkets ret” og nærer generelt ikke varme følelse over for EU.

Så længe Rusland kan puste til ilden i Donetsk og Luhansk ved at vise, at man har en militær styrke stor nok til at invadere Ukraine, så har man sikret sig, at Ukraine ikke nærmer sig Vesten

Tilbage i 2013 sammenlignede han EU med nazi-Tyskland, hvad angik begges interesse for Ukraine. Anledningen til lukningen af hans TV-stationer var, at han blev beskyldt for, via russiske forretningsforbindelser, at kanalisere penge til oprørerne i folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk. På den mere kulørte side har han også hævdet, at Putin stod fadder til hans yngste datter, Darja. Det er altså en mand tæt på Kreml, som de ukrainske myndigheder nu har lukket munden på.

I Ukraines nye sikkerhedsstrategi fremgår det, at landets mål er medlemskab af NATO. Putin har aldrig lagt skjul på, at et ukrainsk medlemskab af NATO og EU er uacceptabelt for Rusland. Så længe Rusland kan puste til ilden i Donetsk og Luhansk ved at vise, at man har en militær styrke stor nok til at invadere Ukraine, så har man sikret sig, at Ukraine ikke nærmer sig Vesten, og det vel at mærke uden at invadere landet.

En militær invasion af Ukraine vil imidlertid også være en særdeles vovet affære, da den bortset fra enkelte områder i øst og måske i syd næppe vil være populær blandt befolkningen. Dertil kommer, at Ukraines hær i dag er langt bedre udstyret, end tilfældet var, da konflikten brød ud i 2014. Det ses blandt andet ved, at Ukraine i 2019 anskaffede sig den samme slags droner fra Tyrkiet, som viste sig at spille en stor rolle for Tyrkiets allierede Azerbajdsjan i konflikten mod Armenien om Nagorno Karabakh i slutningen af 2020.

Der kan meget vel også være tale om et vink med en vognstand til den nye amerikanske administration under præsident Joe Biden, om at Rusland stadig mener det alvorligt, når det hævder, at ukrainsk medlemskab af NATO er uacceptabelt for Rusland. Meget tyder derfor på, at Rusland ved at sende soldater tæt til grænsen, i virkeligheden blot ønsker at sende signaler om, at Rusland har styrken til at rykke ind i Østukraine, hvis Rusland skulle finde det nødvendigt.

Ukraine set fra Rusland

Uanset hvordan man vender og drejer det, spiller Ukraine en central rolle for Rusland. Rusland har altid betragtet middelalderens Kiev-rus (Ukraine, red.), der opstod ved floden Dnepr i 800-tallet, som også værende starten på Ruslands historie.

Dertil kommer, at mange centrale begivenheder i russisk historie har fundet sted på det nuværende Ukraines territorium. Det gælder for eksempel kristningen af Kiev-rus i 988. Storfyrst Vladimir den Hellige konverterede til kristendommen i den græske bosættelse Hersonessos uden for Sevastopol på Krim og tog siden op til Kiev og døbte Kievs befolkning i Dnepr. Kristningen af Kiev-rus i 988 er naturligvis en markant begivenhed for både Ukraine og Rusland.

Med den betydning som den ortodokse kirke har i dagens Rusland, er det en begivenhed, der naturligvis tillægges stor betydning i Rusland. I lidt nyere tid kan nævnes slaget ved Poltava i 1709, hvor Rusland vandt over Sverige i dysten om, hvem der skulle være stormagten ved Østersøen. Også dette slag fandt sted i dagens Ukraine. Det er altså helt centrale punkter i den russiske stats historie, der knytter sig til Ukraine. Ukraine vil derfor altid spille en vigtig rolle for Rusland.

Ukraine
Løsrivelsestilhængere demonstrerer i Luhansk, 2014. Foto: Wikimedia Commons

Ganske vist har Rusland fået kontrollen med Krim og gennem folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk har Rusland mulighed for at destabilisere Ukraine. Problemet er bare, at det ikke løser det fundamentale problem for Putin, at Rusland under Putin på mange måder må siges at have tabt Ukraine.

En undersøgelse fra 2019 foretaget af det amerikanske Pew Research Center viste for eksempel, at i årerne op til 2014 havde 84% af de adspurgte i Ukraine et positivt syn på Rusland. Det faldt til 21 % i 2014 og steg så lidt igen og var på 32 % i 2019.

Stort konfliktpotentiale

Selvom risikoen for en eller anden form for væbnet konflikt mellem Rusland og Ukraine ser ud til at være drevet over for denne gang, er der tilstrækkelig med konfliktpotentiale mellem de to lande. For eksempel det store antal indbyggere i Luhansk og Donetsk, der har fået russisk statsborgerskab.

Siden 2019 har omkring 650.000. indbyggere fået russisk statsborgerskab, hvilket svarer til lidt mere end 25 % af befolkningen i de to folkerepublikker. Dmitirj Kozak, der er vicechef for den russiske præsidentadministration, har da også udtalt, at afhængig af situationens karakter, kan det blive nødvendigt for Rusland at beskytte sine borgere i folkerepublikkerne. Det fandt Rusland så heldigvis ikke nødvendigt i denne omgang, men truslen er ikke forsvundet.

Et stort problem på Krim er vandmangel. I sovjettiden blev der anlagt flere vandreservoirer langs med Dnjepr for blandt andet at kunne lede vand til Krim og andre tørre egne i Sydukraine. I 2013 fik Krim cirka 85 % af sit vand til overrisling og husholdning fra en kanal fra et vandreservoir ved Dnepr, men kort efter Krim blev russisk i 2014, byggede Ukraine en dæmning over denne kanal for at stoppe vandtilførslen til halvøen.

Uenighed om hvad der er selve konfliktens kerne, gør heller ikke konflikten lettere at løse. Rusland hævder, at årsagen til konflikten i Luhansk og Donetsk udelukkende skyldes interne ukrainske faktorer, forårsaget af, hvad Kreml kalder for kuppet i Kiev, i 2014. Fra ukrainsk side hævder man, at der var tale om folkelige demonstrationer mod en korrupt præsident, der førte til tidligere præsident Viktor Janukovitjs flugt til Rusland i februar 2014, og at der i øvrigt ikke var tale om et kup, men om en ”værdighedsrevolution.”

En regulær krig i Ukraine vil være særdeles omkostningstung, og der er nok at bruge pengene til hjemme i Rusland – ikke mindst fordi vi er i et valgår

I et interview med den amerikanske filminstruktør Oliver Stone i 2019 hævdede Putin, at Rusland og Ukraine er én nation og ét folk, og da store dele af det, der i dag er Ukraine, blev en del af Rusland, opfattede folk i dette område sig selv som russere. Det må være Perejaslavl-trakten fra 1654 Putin hentyder til her. Som et resultat af denne aftale blev det meste af Ukraine øst for Dnepr en del af Rusland, men om vore dages nationalitetsbegreber gav mening dengang, er mere end tvivlsomt. Et udsagn fra en russisk leder, om at der ikke er en selvstændig ukrainsk nation, gør det selvsagt svært at nå en modus vivendi mellem Ukraine og Rusland.

På et nyligt overstået møde mellem Putin og Lukasjenko understregede Putin atter, at han først vil forhandle med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj om Østukraine, hvis Zelenskyj forinden forhandler en aftale på plads med folkerepublikkerne i Donetsk og Luhansk.

Det er et krav, der er uacceptabelt for Kiev, da det vil legitimere folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk og dermed anfægte Ukraines territoriale integritet. Senest har Zelenskyj foreslået et møde mellem ham og Putin i Vatikanet, men så længe der ikke er enighed om, hvad der skal på dagsordenen, har et møde mellem Zelenskyj og Putin nok lange udsigter.

2021 – et spændende år i Rusland (og Belarus)

2021 bliver på alle måder et spændende år i Rusland. Først og fremmest skal der være valg til det russiske parlament, Dumaen, senest 19. september i år. I de sidste mange år har Kremls hovedmodstander i russisk politik været oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, der blev fængslet i januar, og nu afsoner en dom på 2,5 års fængsel.

Den 26. april suspenderede en domstol i Moskva Navalnyjs organisationer, der alle kæmper for at afsløre korruption i Rusland. Snart skal domstolen også tage stilling til, om Navalnys organisationer kan kaldes ekstremistiske. Rusland vedtog i 2002 en meget vagt defineret lov mod ekstremisme, og nu går anklagen mod Navalnyjs organisationer på, at de vil destabilisere den sociopolitiske situation i Rusland ved at gemme sig bag liberale slagord.

”Gratis ost findes kun i musefælden” siger et russisk ordsprog, og den hviderussiske opposition frygter da også, at Putins pris for at hjælpe Lukasjenko med at holde oppositionen stangen er Belarus’ uafhængighed

Samspillet mellem russisk indenrigspolitik og politikken over for Ukraine er naturligvis kompliceret.  Det er dog vanskeligt at forestille sig, at Putin kunne finde på at starte en krig mod Ukraine for at puste til den patriotiske ild i Rusland. En regulær krig i Ukraine vil være særdeles omkostningstung, og der er nok at bruge pengene til hjemme i Rusland – ikke mindst fordi vi er i et valgår.

Situationen i Belarus er langtfra afklaret. Det nære slægtskab mellem Rusland og Belarus gør, at uanset hvad der sker i det ene land, så vil det også få konsekvenser i det andet land. Lukasjenko kan være sikker på russisk støtte til at bevare det nuværende system i Belarus, men Putin har ingen steder at henvende sig, hvis han for alvor skulle blive truet. ”Gratis ost findes kun i musefælden” siger et russisk ordsprog, og den hviderussiske opposition frygter da også, at Putins pris for at hjælpe Lukasjenko med at holde oppositionen stangen er Belarus’ uafhængighed.

Ingen løsning i sigte

En måske endnu tættere union mellem Rusland og Belarus vil blot øge Ukraines angst for, at Rusland vil erobre mere af Ukraine. Som det ser ud nu, har det lange udsigter med en løsning på konflikten i Østukraine.

Præsident Biden svarede i marts i et interview bekræftende på, at han anser Putin for at være en morder. Det er jo næppe et udsagn, der skaber den bedste grobund for et positivt forhandlingsklima mellem Putin og Biden

Uden fundamentale ændringer i enten Rusland eller Ukraine, eller i begge lande, forandrer det nuværende billede sig ikke. Så længe Krim i praksis er en del af Rusland, og Ukraine heller ikke har kontrollen med folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk, er det utænkeligt, at der kommer væsentlige indrømmelser fra ukrainsk side. Havende in mente Ukraines store militærstrategiske og kulturhistoriske betydning for Rusland, er det lige så utænkeligt, at Rusland vil acceptere at rest-Ukraine knytter sig tættere til Vesten, end det i forvejen er tilfældet.

Topmøde mellem Biden og Putin

På et tidspunkt er det naturligvis muligt, at begge lande vil se en interesse i at stoppe konflikten, men den dag ligger stadig langt ude i fremtiden. Et forbedret internationalt klima kunne måske mindske spændingen mellem de to lande. Det har dog heller ikke de bedste udsigter.

Præsident Biden svarede i marts i et interview bekræftende på, at han anser Putin for at være en morder. Det er jo næppe et udsagn, der skaber den bedste grobund for et positivt forhandlingsklima mellem Putin og Biden.

Ikke desto mindre har Putins udenrigspolitiske rådgiver, Jurij Usjakov, meddelt, at Putin er klar til at mødes med præsident Biden i nærmeste fremtid og sikkert en gang i juni. Nogen stor og forkromet aftale om Østukraine kommer der naturligvis ikke ud af sådan et topmøde. Det bedste man kan håbe på, er, at topmødet kan skabe et mindre tilspidset internationalt klima, og at der på den baggrund ad åre kan skabes grobund for en løsning, alle involverede parter i konflikten kan leve med.


LÆS ALLE ALLAN HAVE LARSENS ARTIKLER HER


Topfoto: Ukrainske tropper på gaden i Mariupol under konflikten med Rusland i 2014. Det kan nemt blive til virkelighed igen. Foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk og har arbejdet og rejst meget i både Østeuropa og Rusland.

1998-99 underviste han i dansk for Nordisk Ministerråd i den russiske by Pskov og fra 2004-7 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg.

Når Coronakrisen er ovre og rejselysten for alvor vender tilbage i Danmark, håber han at genoptage sit job som rejseleder hos Vitus-Rejser og Cultours – og meget gerne på ture til Polen og Rusland eller andre steder i Østeuropa. Fra tid til anden tolker han også i russisk for Rigspolitiet.

Seneste artikler om Politik & Samfund

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt
genvundne land sydkorea

Det genvundne land

SYDKOREA // BAGGRUND – Lynetteholmen er nu endeligt vedtaget af Folketinget på