ORANGEVIN // VINKLUMME – Har du også overvejet, om orangevin har noget at gøre med appelsiner og undrer du dig over denne nye trend? Sommelier Lisa Nordbo Fiil giver her en kort intro til dette vinøse fænomen og afslører, at vi skal hele 8.000 år tilbage i historien for at finde svaret.
Da jeg begyndte at researche til denne klumme, gik jeg til den altid informationsrige guildsomm.com -hjemmeside. En søgning på “orange wine” gav resultater helt tilbage til 2014, hvor en nysgerrig amerikaner spurgte, hvorfor orangevin var det nye sort. Og fik det svar, at det var en trend på tilbagetog.
Vi spoler tiden syv år frem, og jeg må konstatere, at jeg – stadig – bliver stillet det samme spørgsmål flere gange om ugen, når jeg står bag disken på vinbaren. Derfor skal månedens klumme handle om orangevin, der formår både at være en ny og en gammel ting på én og samme tid.
The OG way
Det pudsige med orangevin er nemlig, at det nok er det tætteste på den oprindelige måde at lave vin på. Der er fundet beviser for vinproduktion helt tilbage til 6000 f.Kr. i Kaukasus-området, hvor vi i dag blandt andet finder Georgien. Det er svært præcist at afgøre, hvordan oldtidens vinproducenter lavede vin dengang, men den måde, man i dag laver både orange- og rødvin på, kunne være et bud.
Her finder man noter af tropisk slik, æblemost og hyldeblomst med høj syre
Store leramfora blev fyldt med kvaste druer, et låg blev forseglet med voks og så fik vinen ellers lov til at passe sig selv. Over vinteren ville gæringen stoppe på grund af kølige temperaturer, men om foråret ville den starte igen. Den helt originale low intervention winemaking. I Georgien kaldes disse amfora “qvevri”. De begraves stadig i vinkælderens gulv, så de holder en konstant temperatur, hvilket giver en mere regelmæssig og stabil gæring. Og hvad sker der så i disse kæmpe-amforaer?
Tjener, der er tannin i min hvidvin!
Orangevine og rødvine har én ting tilfælles, nemlig maceration. Det betyder, at drueskaller og -most ligger sammen under den alkoholiske gæring. Tog man macerationen ud af rødvinsproduktion, ville vinen være gennemsigtig. Macererer man lidt, får man rosé. Det er altså i macerationen, at mosten får sin farve og sit tannin-indhold, begge dele fra drueskallerne.
Orangevine er lavet på grønne druesorter, som ellers bruges til hvidvin. Hvidvin skal være frisk og liflig og let drikkelig og derfor skal vi helst ikke bede om tannin i vores Sauvignon Blanc, thank you very much. For at undgå det, presses grønne druer ved ankomst til vineriet og den klare most laves til hvidvin.
Gunden til, at interessen for orangevine er kommet senere til Vesteuropa kan være, at langt de fleste har en tendens til at kigge vestpå fremfor østpå
Men til orangevin ligger drueskallerne også sammen med mosten under den alkoholiske gæring, og derfor betegnes disse vine også som “skin contact” eller “skin macerated”. Georgiske orangevine har ofte en macerationsperiode på seks måneder. Udover at vinene får en anden struktur end hvidvine, kan de også lagres længere på grund af indholdet af fenoler og flavonoider. Denne stabilitet er også en af grundene til, at mange naturvinsproducenter bruger maceration til deres vine på grønne druer, da højere stabilitet betyder mindre behov for at bruge sulfit.
The Orange Curtain
Der er mange ting, der kan afgøre, om en orangevin rent faktisk har orange farvenoter. Hvilken druesort, hvor længe druerne ligger med mosten og mængden af iltpåvirkning har alt sammen indvirkning på den færdige vin.
Mange producenter i Tyskland og Østrig laver orangevine, der er væsentligt mere friske og frugtige i stilen. Her finder man noter af tropisk slik, æblemost og hyldeblomst med høj syre. Vine fra italienske Friuli, Slovenien og Georgien har oftere et mere orange udtryk, med lang tids maceration og en højere grad af oxidering.
Den orangevin med farvestrålende etiketter, der sælges i hippebutikker, har således sin oprindelse i det oldgamle Kaukasus, hvilket kan virke paradoksalt, hvis det bliver solgt som noget nyt og trendy
Brune æbler, nedfaldsfrugt, nødder og en tanninstruktur på skalaen “let udtørrende” til “ørken-mund”. Begge stilarter egner sig glimrende til mad og især de kraftige orangevine kan bruges til kødbaserede retter. På grund af en højere smagsintensitet er det heller ikke et dumt valg til krydret mad som indiske eller asiatiske retter.
Men det skal ikke forstås sådan, at der er et decideret skel imellem den vesteuropæiske og østeuropæiske orangevin. Producenter som Gravner og Radikon fra italienske Friuli blev inspireret af denne østeuropæiske produktionsmetode omkring årtusindskiftet, hvor de rejste til henholdsvis Slovenien og Georgien.
Men grunden til, at interessen for orangevine er kommet senere til Vesteuropa kan være, at langt de fleste har en tendens til at kigge vestpå fremfor østpå. Derudover har den sovjetiske historie i Østeuropa gjort sit til, at mange lande ikke er ligeså industrialiserede på vinproduktion som Vesteuropa og eksport er heller ikke altid det nemmeste.
Den orangevin med farvestrålende etiketter, der sælges i hippebutikker, har således sin oprindelse i det oldgamle Kaukasus, hvilket kan virke paradoksalt, hvis det bliver solgt som noget nyt og trendy. Men ikke desto mindre er orangevin noget, du skal prøve. Er du novice, anbefaler jeg de mere frugtige af slagsen, der minder om cider eller most. Er du hardcore, skal du have fat i georgisk orangevin fra området omkring hovedstaden Tbilisi. Skål!
LÆS FLERE VINKLUMMER I POV AF LISA NORDBO FIIL
Topbillede: Orangevin. iStock
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
