STORBRITANNIEN // BAGGRUND – ”Optøjerne i kølvandet på de uhyggelige mord på pigerne i Southport var en frygtelig episode,” skriver Hans Christian Andersen fra Newcastle. Den viste, at der er en fastgroet anti-muslimsk og fremmedfjendsk bevægelse på den politiske højrefløj i Storbritannien, der hurtigt kan mobiliseres udefra.
NEWCASTLE – Det har været en usædvanligt udfordrende start på Keir Starmers tid som Storbritanniens premierminister. Og for hele United Kingdom som sådan har de sidste uger ikke været lettere.
Man gik fra stille britiske sommerdage over tragisk knivmord på småpiger til omfattende voldelige oprør i britiske byer. Oprøret varede i sig selv kun en lille uge. Så ebbede det ud som følge af massive moddemonstrationer og en bastant politiindsats. Nu, hvor det er forbi, og man kan sunde sig, fortsætter retssager og dramatiske domsafsigelser dag efter dag.
Vi har også fået en ny indsigt i, hvordan det britiske samfund er sat sammen.
Det er klart, at landet har store sociale problemer og store sociale og økonomiske forskelle, som optøjer kan være et af mange symptomer på
Brexit-valget i sommeren 2016 afslørede, at briterne er et splittet folk, splittet i to nogenlunde lige store dele, ikke i mange klasser. Sommeren 2024 viser, at der er en anden og lige så markant opdeling i to parallelle nationer.
Den ene – og det ser ud til at være flertallet – lever fortsat i et relativt åbent og frisindet United Kingdom med fælles værdier og fælles syn på, hvad der er borgerret og borgerpligt. Det er et land, som mange danskere vil genkende, og som mange danskere gerne besøger.
Men der er en anden nation med et meget andet livssyn og et andet sæt etiske regler. Og den nation lod sig lokke på gaden af et falsk rygte, som man nu kan se kom fra et fjernt udland.
For danskere er situationen frygteligt genkendelig, for den minder meget om krisen omkring de berygtede Muhammedtegninger i 2005, hvor falske rygter blev spredt i Mellemøsten om de ellers trivielle karikaturer, som blev trykt af et dansk dagblad. Og resultatet af de rygter var omfattende og førte til – set fra et dansk synspunkt – helt irrationelle angreb i Mellemøsten på alt, hvad der var dansk.
I Storbritannien begynder historien med et lige så irrationelt, men helt urelateret og isoleret knivmord på små skolepiger, der deltager i et sommerferiearrangement i byen Southport.
I Storbritannien begynder historien med et lige så irrationelt, men helt urelateret og isoleret knivmord på små skolepiger
29. juli 2024 deltager 25 piger i en dansetime, hvor de danser til musik af Taylor Swift. Ren hygge. Af grunde, ingen endnu har kunnet gøre rede for, trænger den britiskfødte – og altså britiske – søn af to immigranter fra Rwanda ind i bygningen omkring middagstid og angriber de små skolepiger med en kniv. To dræbes på stedet, otte piger og to voksne bliver såret, en tredje pige dør på hospitalet. De tilskadekomne voksne har forsøgt at forsvare børnene.
Den 17-årige angriber pågribes, men på grund af hans unge alder offentliggør politiet ingen detaljer om ham; det ville være imod loven. Men historien er naturligvis overalt i pressen med det samme, og den forfærder alle.
Hvorfor angribe små uskyldige piger? Hvem kunne dog finde på den slags, er der ikke vold nok i verden, spørger man naturligvis. Der lægges snart blomster, bamser og andet legetøj og rørende skriftlige hilsner på fortovet uden for bygningen, hvor forbrydelsen har fundet sted. Den lokale præst sørger for, at man kan mødes til bøn og fælles sorg i kirken.
Rygter spredes hurtigt
Allerede næste dag dukker en falsk beskrivelse af drabsmanden imidlertid op på sociale medier, på den pakistanske nyhedskanal Channel3Now.
Ifølge Channel3Now er drabsmanden asylansøger og ulovlig immigrant. Nyhedskanalen kommer også med et navn, Ali Al-Shakati. Navnet ses på sociale medier af briter, der, som man jo sommetider gør, sender det videre. Andre rygter på nettet påstår, at drabsmanden er muslim.
Det er som at sætte en tændstik til en væltet spand benzin. Rygterne spredes lynhurtigt.
I løbet af ingen tid begynder en stribe voldelige ”demonstrationer” rundt om i britiske byer. Ordet ”demonstrationer” bruges her, fordi det er klart, at nogle af deltagerne mener, de deltager i legitime protester mod truslen fra immigranter af anden hudfarve end hvid. Muslimske immigranter.
Den ene kliché tager den anden: De fleste ulovlige immigranter er mænd, de er en trussel mod vores kvinder. De er unge mænd: Mon ikke de lynhurtigt kunne blive en fremmed hær på britisk jord? Og de bliver indlogeret på hoteller (sådan nogle steder har fattige britiske socialhjælpsmodtagere ikke råd til at bo på) af en regering, der står på udlændingenes side mod almindelige britiske borgere og spilder skatteborgernes penge på enorme hotelregninger.
Biler sættes i brand, butikker plyndres, man forsøger at trænge ind i moskéer, hvor rædselsslagne borgere gemmer sig
Hvad med vores egne fattige, hvad med at løse vores egen problemer først? Udviklingsstøtte til fremmede lande? De penge er bedre anvendt herhjemme.
Men demonstrationerne er ikke et organiseret oprør, det er ikke en politisk demonstration. Det drejer sig om oprør, om gadeoptøjer, hvor politiet (”magthavernes lakajer”) angribes med brændende skraldespande, mursten og stilladsstænger, skældsord og tilråb.
Biler sættes i brand, butikker plyndres, man forsøger at trænge ind i moskéer, hvor rædselsslagne borgere gemmer sig. Et sportscenter brændes af: Det er nabo til en politistation. At et bibliotek sættes i brand er måske nærmest et ”uheld”.
Ingen samlebåndsdomme
I næsten en uge står det på. Premierminister Keir Starmer og hans regering er deres opgave voksne: Politiet får besked på at gå hårdt til værks, uden at man hører om, at politiet udøver vold mod oprørerne. Man rydder fængselsceller til omkring et tusinde arrestanter, retssystemet går i gang med retsforfølgelser, og et stort antal af de anklagede bliver med kort varsel bragt for domstole og idømt hårde fængselsstraffe.
Meningsmålingerne viser, at Keir Starmer har vundet borgernes respekt for sin hurtige og kontante reaktion på optøjerne.
Flere af domsafsigelserne kommer i fjernsynet, så vi kan se og høre, at der ikke er tale om samlebåndsdomme. Dommerne læser højt af lange og detaljerede domsforklaringer: ”Du blev set der og der … senere blev du set gøre sådan og sådan … du smed en øldåse mod en betjent, ramte ham i hovedet … du væltede en betjent omkuld … du opfordrede med råb andre til at være voldelige … du opfordrede på sociale medier til at brænde moskéer af, med muslimerne indenfor.”
Og den anklagede undskylder og var nok lidt beruset den dag og blev revet med af stemningen, og hans partner er gravid og skal føde om en uge, og hun passer sin syge mor, der ikke har andre … har aldrig været arresteret før …
To år, siger dommeren, hvoraf mindst halvdelen skal siddes af. Sommetider dømmes arrestanten for en række forseelser.
Benzin på bålet
Nu er vi så langt, at pakistansk politi har foretaget en anholdelse i forbindelse med det falske rygte.
Kong Charles III har omsider kunnet besøge ofrene for angrebet i Southend uden at tage opmærksomhed og tid fra myndighedernes arbejde med oprøret og dets følger. Taylor Swift har inviteret ofrene med familie til at besøge hende før koncerterne i London.
Og meningsmålingerne viser, at Keir Starmer har vundet borgernes respekt for sin hurtige og kontante reaktion på optøjerne.
Det er, som om nationen har holdt vejret i flere uger og nu endelig kan ånde ud og huske på den tragedie, der indledte – men jo ikke var skyld i – optøjerne. Mordet på de små piger, foretaget af en andengenerationsindvandrer, hvis navn endelig blev offentliggjort af myndighederne i et forsøg på at tage pusten ud af de irrationelle antimuslimske gadeoptøjer.
Det var ikke kun et falsk rygte fra Pakistan, der satte brand i de britiske byer. Højrefløjslederen Tommy Robinson kunne også skubbe til begivenhederne fra et hotel i udlandet
Det var en frygtelig episode. Den viser, at der er en fastgroet anti-muslimsk og fremmedfjendsk bevægelse på den politiske højrefløj i Storbritannien. Og den viser, hvor hurtigt den bevægelse kan mobilises udefra.
Det var ikke kun et falsk rygte fra Pakistan, der satte brand i de britiske byer. Højrefløjslederen Tommy Robinson kunne også skubbe til begivenhederne fra et hotel i udlandet, som han var flygtet til.
Og så må man ikke glemme det nyvalgte parlamentsmedlem, Nigel Farage, der ikke kunne dy sig for at puste lidt til ilden: ”Hvem ved, om myndighederne fortæller os hele sandheden?” spurgte han, da man endnu ikke kendte til morderens (den angivelige morders) identitet.
Og da vi så blev bekendt med den, foreslog han, at man skulle sætte hæren ind mod oprørerne. Mere benzin på bålet.
Ordentlige borgere satte sig til modværge
Selv sad jeg på et bornholmsk badehotel, mens alt det her skete, og derfor måtte jeg følge med på sociale medier, da turen kom til Newcastle – hvor jeg sidder til daglig – til at få sit eget oprør.
Det var i sidste ende en meget positiv oplevelse. En række borgere spurgte hinanden til råds på Facebook for at finde ud af, hvordan man udgik at blive involveret. En udenlandsk ph.d.-studerende var bange for at tage ind til byen med bussen til et vigtigt møde om sin forskning: Der blev straks tilbudt privat kørelejlighed.
Ikke bare var politiet til stede, men en kødrand af retskafne briter beskyttede lokale moskéer
Men det vigtigste, jeg så, var noget, jeg kunne se ske i alle de byer, hvor der var oprør. Der blev organiseret moddemonstrationer. Ikke bare var politiet til stede, men en kødrand af retskafne briter beskyttede lokale moskéer. Nogle steder stod muslimer selv klar til at slås med oprørerne, men der var vist ingen konfrontationer.
I Newcastle blev oprøret slet ikke til noget. I andre byer mødte borgere op morgenen efter deres lokale oprør og ryddede op. Glarmestre satte nye ruder i gratis, murere genopførte havemure, væltede biler kom på ret køl igen, der blev samlet ind til nye bøger til det nedbrændte bibliotek.
Borgerne rejste sig i protest mod ulovlighederne. Et ordentligt land satte sig til modværge.
Men vi er også advaret om, at det kan ske igen, og at det ikke er sikkert, vi kan undgå det. For den politiske højrefløj melder sig ikke ind i en klub i dag. Den snakker sammen på sociale medier, hvor den ikke nødvendigvis er til at følge, og dens næste indsats ikke til at forudse. Den lever i sit eget univers.
Så, som spejderne siger: ”Vær beredt.”
Og så må politikerne ikke glemme, at mange af demonstrationerne fandt sted i britiske byer med stor arbejdsløshed og fattigdom. Det er ikke klart, at fattigdom fører til voldelige optøjer uden klare mål. Men det er klart, at landet har store sociale problemer og store sociale og økonomiske forskelle, som oprør kan være et af mange symptomer på.
Selvfølgelig skal man ikke ”lytte til demonstranter”, der udtrykker sig ved at smide mursten i hovedet på politibetjente. Men man skal sørge for, at alle borgere kan se, at regeringen tager sig af dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
