Om Skvatmænd, forbilleder og fordærv

af i Liv & Mennesker

NY BOG – 55-årige Gunnar Langemark skriver breve til sit 22-årige selv om køn, samfund og identitet, og forsøger at giver sine egne 33 års forståelse og erfaring videre til den yngre og mindre erfarne generation i sin kommende bog “Skvatmand” med undertitlen “breve til mit yngre jeg”. F.eks. siger han, at man skal acceptere sig selv med sine svagheder, skvattetheder og skævheder, før man kan forstå sig selv tilstrækkelig til at vokse sig rigtig ind i manddommen og blive et næsten helt, stærkt og stolt menneske. Og så skal man holde op med at bilde sig ind, at man kan hævde sig på andres bekostning. Find ydmygheden frem i stedet for at være forurettet – det er helt OK. 

Vi hører i disse år om, hvordan drenge ikke har tilstrækkeligt mange gode maskuline forbilleder, og hvordan den åndelige og menneskelige fattigdom i de få forbilleder, de har, berøver drenge og unge mænd muligheden for at folde sig ud som mennesker.

En del af ungdomskriminaliteten skal muligvis delvis forklares med fraværet af gode mandlige rollemodeller og fraværet af accept af maskuline værdier og maskuline måder at være på og reagere på og forholde sig til verden på. Vi har i vores forståelige iver efter at gøre bedre plads til piger og kvinder i samfundslivet forsømt at skabe et tilsvarende rum til drenge og mænd, som svarer til det samfund, vi udvikler.

Reduktionen af mænds spillerum er uundgåelig, når der skal være mere plads til kvinder, og kvinder skal have mere magt og plads til at få det liv, de ønsker sig. Ikke fordi hele spillepladen er et nulsumsspil, men der er kun 100 procents opmærksomhed i den offentlige debat, i det politiske og i det, der kan optage os.

Vi har ignoreret behovet for at skabe nye roller og nye muligheder for mænd, som ikke kun hører til i fritiden som fritidsmaskulin ekstremsportsudøver, nak-og-æd-vildmand, landrover-reparatør, tatoveret muskelbundt og så videre

Hvis vi kæmper køn mod køn på den del af banen, bliver det en kamp imod hinanden. Hvis vi hvert køn for sig sørger for at give plads til os selv og vores egen udvikling, behøver vi ikke at tage fra hinanden. Måske undtagen den tid og de kræfter vi har til at være optaget af det modsatte køn.

Vi har ignoreret behovet for at skabe nye roller og nye muligheder for mænd, som ikke kun hører til i fritiden som fritidsmaskulin ekstremsportsudøver, nak-og-æd-vildmand, landrover-reparatør, tatoveret muskelbundt og så videre.

Vi mangler simpelthen tilstrækkelig plads til mænd og drenge – vel at mærke en plads, der rent faktisk er brug for i samfundet. Ikke, at der ikke er pladser af den slags, men vi gør vores bedste for at skjule og ignorere det. Vi bør fremhæve og hylde mænd, som er mænd, og som gør mandeting, og vi bør vise drengene de muligheder i langt højere grad.

Og vi skal være fremme i skoene som mænd og insistere på at være mænd. Det skal vi gøre ved at vise et nuanceret billede af en mand, som tør være både følsom, sårbar og svag samtidig med, at han har vovemod, risikovilje, styrke og ro.

Kvinder har bakset med at være stærke, ambitiøse og dygtige samtidig med, at de skulle bevare deres femininitet. Det er ikke let. De har kæmpet i 50 år og kæmper stadig. Mænd har ikke haft ordentlig fokus på at udvikle sig til hele mennesker på samme måde

Det sidste er der alt for mange, som har svært ved at kombinere. Kvinder har bakset med at være stærke, ambitiøse og dygtige samtidig med, at de skulle bevare deres femininitet. Det er ikke let. De har kæmpet i 50 år og kæmper stadig.

Mænd har ikke haft ordentlig fokus på at udvikle sig til hele mennesker på samme måde. Vi er hellere løbet halsende efter kvinder for at være dem tilpas eller for at sige dem imod – men altid med fokus på kvinder og kvinders behov.

Vi har brug for at nøjes med at tage en simpel pejling fra feminismen og ellers ignorere kvinder, så vi kan definere os selv mere frit uden kvinders forstyrrende indblanding.

Mon vi kan finde ud af at organisere det?

Fordærv

”Vogt dig for falske kvinder” ville en gammel mand sige til den uerfarne unge mand. Men du ved det godt. Du er bare ikke altid helt god til at sætte ord på. Lidt ligesom visse af dine venner, der hele tiden løber ind i det her.

Visse former for flirt er fordærv. Nogle kvinder udnytter deres forførende seksuelle magt til at skaffe sig urimelige fordele ved at sende falske signaler til mænd, som de påstår, er flirt, men som i virkeligheden er bedrag. Der er kvinder, som tror, at fordi de smiler sødt og vrikker lidt med røven, vil mændene komme og gøre alt muligt for dem.

Jeg tror, at der blandt visse kvinder trives en total uskyldighed i den forstand, at det aldrig nogensinde falder dem ind, at deres adfærd kan være andet end uskadelig

Og det vil de også. Der er håbefulde betamænd, som sætter lamper og hylder op, slæber tunge ting, skifter hjul og så videre og så videre i et forfængeligt håb om, at den der kvinde-kvidren, de oplever, og den kvindelige interesse, de føler sig genstand for, faktisk er en seksuel interesse.

Men det er meget ofte bare en kvindes måde at opnå en fordel på uden selv at yde noget. De synes såmænd også selv, at det er så hyggeligt.

Jeg har ikke respekt for det. Men der er mange, som opfatter det som helt uskyldigt. Jeg mener, det fordærver forholdet mellem kønnene, fordi det bygger på et bedrag, hvor den ene part har misforstået, hvad der reelt foregår, og den anden part godt ved det og udnytter det til sin egen fordel.

Det er helt tydeligt, at vi i disse år oplever et socialt-kulturelt klima, hvor seksuel interesse og netop erotik bliver opfattet som chikane af den ene part, hvis resultatet ikke er som ønsket, eller den pågående part ikke er så attraktiv som ønsket.

Det er selvfølgelig kvinder, der føler sig chikanerede af pågående mænd, og mænd der fløjter og råber efter dem på gaden og kommer med uønskede og uopfordrede tilnærmelser; ofte af en art der ikke er særlig sofistikeret.

Og hvis det så endda er en ikke-attraktiv mand set med kvindens øjne, så bliver det opfattet som chikane. Også selvom det slet ikke var ment sådan. Men hvad som helst kan jo være chikane, hvis det er den, der oplever chikane, der også definerer, om det faktisk er chikane.

Set i det lys vil jeg påstå, at man kan identificere den adfærd, jeg beskrev først, som en form for chikane. Også selvom de mænd, det går ud over, aldrig nogensinde ville indrømme det og aldrig ville indrømme, at det gik ud over deres selvfølelse.

Jeg tror, at der blandt visse kvinder trives en total uskyldighed i den forstand, at det aldrig nogensinde falder dem ind, at deres adfærd kan være andet end uskadelig.

Der er en meget stor gruppe kvinder, som det er næsten umuligt at råbe op, hvis man påpeger deres passiv-aggressive adfærd; kvinder, der fuldkommen virkelighedsfornægtende afviser, at deres finkede, nedladende og perfide modbydeligheder på nogen måde er andet end helt uskyldige, normale og ufarligt

De har en forestilling om, at de er nogle små ufarlige nogle, som ikke kan slå en bule i en candyfloss. Og derfor tænker de ikke over deres egen udnyttende og nedværdigende adfærd over for andre som andet end ret uskadelig, og da i hvert fald slet ikke så slem, som hvis en mand hæver stemmen eller kigger lystigt.

Der er en meget stor gruppe kvinder, som det er næsten umuligt at råbe op, hvis man påpeger deres passiv-aggressive adfærd; kvinder, der fuldkommen virkelighedsfornægtende afviser, at deres finkede, nedladende og perfide modbydeligheder på nogen måde er andet end helt uskyldige, normale og ufarligt.

Og det er en del af problemet. Et problem, der minder rigtig meget om de mænd, som (især i tidligere årtier og generationer) nægtede, at deres sexistiske fremfærd over for kvinder var andet end lidt uskyldige morsomheder, drillerier og egentlig bare … kærlighed.

For at få bedre råd til fortsat at skrive, sælger Gunnar sin kommende bog igennem forsalg via sin Facebookside, hvor han kan kontaktes.

Topillustration: Wikipedia Commons.</em

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om Liv & Mennesker