REPORTAGE // FILM – Har man først en gang deltaget i Odense Film Festivals utroligt overdådige verden, så må man komme tilbage, år efter år, skriver Karen Hammer, der har været med fra starten. Ved OFF 2019 opnåede hun at se over 100 film på syv dage – og havde sine klare favoritter.
H.C. Andersen-filmfestivalen startede i 1975 med et væld af eventyrlige kortfilm, primært animationsfilm. Fra 1982 fik den sin nuværende form som Odense Film Festival med plads til eksperimentalfilm og særlige danske programmer, hvoraf mange desværre var temmelig lange.
Jeg kom der første gang i 1987, det år hvor Jørgen Roos og Astrid Henning Jensen var fungerende festivaldirektører. Det var en vidunderlig oplevelse at dykke ned i festivalens lettere kaotiske verden, hvor det vrimlede med berømte filminstruktører fra mange lande. De medbragte deres spændende film og deltog aktivt i workshops til glæde for Odenses ungdom. Her blev der arbejdet med mange forskellige animationsgenrer, drukket øl og spillet jazzmusik. Børge Ring havde medbragt sin kontrabas, og den fik ikke for lidt: Her smeltede kunst og livsglæde sammen til et befriende uforglemmeligt kaos.
Det var en vidunderlig oplevelse at dykke ned i festivalens lettere kaotiske verden, hvor det vrimlede med berømte filminstruktører fra mange lande. De medbragte deres spændende film og deltog aktivt i workshops til glæde for Odenses ungdom
Børge Ring, der døde ældgammel i januar i år, var en af Danmarks allerførste animationskunstnere og opnåede den anerkendelse i Hollywood at modtage Danmarks første Oscar for sin fortryllende fabel Anna og Bella – år før Gabriel Axel – ofte omtalt som ”den første” – i 1987 modtog sin Oscar for Babettes Gæstebud. For et par år siden oprettede Odense Film Festivalen en særlig Børge Ring-pris for bedste animationsfilm, en pris, der på linje med H.C. Andersen-prisen for årets bedste kortfilm, kvalificerer til deltagelse i Oscar-konkurrencen.
For mig står året 1989 som toppen. Jeg skrev dengang for Frederiksborg Amts Avis og fik en invitation, der kom med en indkvartering på Grand Hotel, der også gjaldt for min afrikanske mand Boukary Sidibe. Det var en utrolig oplevelse for ham at kunne færdes mellem alle disse internationale kunstnere; især at mødes med Jørgen Roos, der elskede Mali og talte fransk. Fordi jeg knoklede med daglige artikler, boede vi i uvant luksus i fire dage, så flyttede vi i telt i en privat have; han forstod ikke rigtig at værdsætte min ændrede status på trods af, at festivalfrokosterne fortsat var overdådige og uforglemmelige for en mali sk nomade.
Festivalerne 1989, 1990 og 1991 var særdeles spændende for med de tilmeldte animationsfilm fra Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Estland og Bulgarien kunne jeg tydeligt følge den politiske udvikling i Østeuropa. Den store estiske grafiker og animationsinstruktør Pärt forklarede mig, hvordan systemet fungerede: Før han kunne begynde på optagelserne, skulle manuskriptet godkendes af censuren. Lykkedes det, fik han udgifterne til filmen 100% dækket og rejseudgifter til diverse filmfestivaler. Hvis hans film blev kasseret, måtte han fifle lidt med projektet og prøve igen.
Da Muren og Sovjetunionen faldt for 30 år siden, bortfaldt censuren, så det blev lettere at lave film. Men den økonomiske støtte bortfaldt desværre også, og mange havde ikke længere råd til at lave film. Med friheden fulgte fattigdom. Vesttyskland blev forenet med det fattige Østtyskland og besluttede at spare det fremragende østberlinske animationsstudie væk!
OFF 2019
Festivalens direktør gennem de sidste 11 år, Birgitte Weinberger, åbnede KickOFF Showet mandag d. 25 august iført en prægtig, glitrende gul kjole. Under publikums jubel og hujen ønskede hun alle velkommen og fortsatte: ”OFF was born in the year 1975 and is the oldest filmfestival in Denmark; this year we celebrate 44 years of short film and love in Odense. A lot has happened since 75, but the core is still the same: fantastic, strange, imaginative, thought-provoking and touching short films from all over the world. Talks, panels, concerts and so much more. And this year is no exeption!”
Som flittig deltager gennem mange år kan jeg kun give hende ret. Odense Film Festival tilbyder ud over de fem konkurrenceprogrammer et væld af spændende tilbud – man bliver helt svimmel, for det er umuligt at vælge. Odense Kommune betaler, op mod 50 frivillige hjælper smilende til, så alt kører som smurt, og det hele er gratis!
I år modtog OFF over 3000 kortfilm fra 100 lande; udvalgte eksperter skar det ned til 121 konkurrencefilm fra 39 lande. Festivalledelsens mål er at løfte OFF op i verdensklasse: ”At skabe et fyrtårn med format og kvalitet på alle hylder.” ”Expect the unexpected” har i årevis været festivalens slogan, og det lever man op til ved at vise film som f.eks. den mexicanske Ulysses af Jorge Malpice: En gammel fisker lokkes af en skøn syngende havfrue. Hun rækker ud efter ham; han griber hendes hånd, haler hende indenbords og slår hende ihjel. Senere ser vi ham tilberede et lækkert måltid af hendes indvolde; halestykket er hejset op langs hyttens væg til senere brug.
Det går lystigt til i Odense, og mange film er ikke for sarte sjæle! Grand Prix-vinderfilmen Child Eater fra Iran er noget af det barskeste, jeg nogensinde har set
Eller filmen om de to meget menneskelige robotter, der får hovedet smadret af en indædt robothader i Alexandra Lupashkos 2050 fra Rusland, eller den franske Grub af Pierre Mazingarbe om den yndige Daphne, der bringer sine flotte beundrere hjem til sine forældre, der steger dem og endog vover at klage over, at der er for langt mellem leveringerne. Jo, det går lystigt til i Odense, og mange film er ikke for sarte sjæle!
Grand Prix-vinderfilmen Child Eater fra Iran er noget af det barskeste, jeg nogensinde har set. To unge forelskede mennesker går til grunde i Mohammad Karts gangsterdrama. Hendes far har solgt hende til en kroholder, som lige nu er i færd med at tabe hende i terningspil mod en storgangster. Den unge mand prøver at redde hende, men afsløres og druknes; i sine sidste øjeblikke ser han hende for sig stå og vente på ham oppe på torvet. Filmen er fra Iran og vil som vinder af H.C. Andersen-prisen automatisk kunne deltage i nomineringen til næste års Oscar-uddeling.
Mine favoritter
Jeg opnåede at se over 100 film på syv dage og havde mine klare favoritter. Jeg satsede på, at vinderen ville blive den ungarske Ready or not af Mihaly Schwechtje, der på genial vis præsenterede os for en mængde charmerende unger, der leger gemmeleg i en fattig fjern landsby.
En flot dyr bil tiltrækker dem; de vil allesammen prøve at køre i den. De skråler lykkelige, mens de fylder sig med slik. Deres mødre ser tavse til. Først efter næsten 10 minutters glæde opdager vi de to kneblede unge kvinder i bagagerummet og fatter situationens alvor. Den gamle bedstefar, der har været med til at lokke dem, står af, modtager en stor pose junk og pengene til børnenes forældre og afleverer en stak legimitationskort – og så kører bilen afsted med sin endnu intetanende fangst. Da jeg rystet spurgte instruktøren, hvorfor mødrene intet gjorde, svarede han: ”Disse ludfattige romaer kan ikke få arbejde i Ungarn; ingen gider dem, og de er næsten alle sammen på stoffer. Hundredvis af børn og unger forsvinder og sendes ud i Europa som slaver eller prostituerede hvert eneste år”.
Efter 80’ernes righoldige udvalg af prægtige østeuropæiske animationsfilm virkede udvalget i år lidt tyndt. Min favorit blev den lækre italienske håndkolorerede Per tutta la vita af Roberto Catani, der på forunderlig vis leger med perspektiverne i en fortælling om to elskende og den røde kanin i hans høje hat. Jeg fandt den digitaliserede polske Acid Rain imponerende. Den beretter om punkerpigen Young, der ramler ind i den småkriminelle Skinny, der går på line nær en øde banegård. Hun provokerer ham til et lift og kører i hans autocamper rundt i en anderledes og noget deprimerende verden. Da hun prøver at forlade ham, slår det gnister.
Begge disse film var nomineret til Børge Ring-prisen, der gik til den fransk/ungarske Mr. Mare af Luca Toth. En lille mand bor inde i Mr. Mares brystkasse; en dag smutter han ud via den venstre brystvorte og begynder en besynderlig selvstændig tilværelse.
Animationstalentprisen gik til danske Tue Sanggaards digitaliserede ”dukkefilm” Animals. Ni mennesker er fanget i en metrovogn. Da dørene ikke åbnes ved stationerne, går der panik og kaos i det hele. Det udvikler sig til en kamp om overlevelse, hvor næsten alle kæmper splitternøgne. En lille dreng rejser sig til slut fra bunken af de faldne og baggrunden ændres til et berømt maleri, Junglen af Henri Rousseau.
De danske bidrag
Blandt de danske ikke-animerede film havde jeg mange favoritter; men kun én af dem vandt en pris. Jonas Risvigs fine og følsomme fortælling om ung spirende og umulig kærlighed mellem den autistiske Jeppe og den søde gymnasiepige Mynthe, der med sin klasse besøger den campingplads, han arbejder på. Ingen siger farvel, men alle forsvinder viser os et dilemma, vi ikke normalt tænker over: Når en autistisk person kun kan fungere, hvis alting er under kontrol, hvordan skal han så kunne tackle noget så uforudset og ukendt som kærlighed? Mødet med Mynthe rykker en lille smule ved hans selvforståelse. Filmen blev tildelt Ungdomsjuryens pris.
Jeg ville gerne have givet en pris til Christian Arhoffs afgangsfilm fra Den Danske Filmskole Viktor på Månen med supertalentfulde Nikolaj Jørgensen i hovedrollen; ham så jeg meget gerne mere til… Og til Jahfar Muataz’ debutfilm Partisan. Instruktøren har irakiske rødder og er autodidakt; han fortæller i mange meget mørke billeder om Vestegnens gangstermiljø i København, hvor den tidligere verdensmester i thaiboksning, Soufian, har stoppet sin karriere på grund af depression efter sin fars død. For at holde sin lillebror ude af det hårde miljø lader han sig lokke til endnu en kamp, men tiderne er skiftet, og en øget brutalitet er nu dominerende.
Den talentfulde unge instruktør er nu kommet ind på Nordisk Films Super 16-filmskole i Valby og har en tre års læretid foran sig. Han kan blive spændende at følge. Fyns Talentpris gik til Christian Bengtsons deprimerende film Draget, der fortæller om bonden, der har mistet sin søn til fest og druk i storbyen, og nu går næsten alene blandt sine kønne, sortbrogede malkekøer og ruger over livet. Han snyder sin polske medarbejder ved at vinde over ham i Mousel og dræber kalven, der lige er blevet født på sønnens fødselsdag. Jeg kunne ikke lide filmen og kom til at fortælle instruktøren, som jeg sad ved siden af under afslutningsfesten, at han ikke havde en chance! Det blev lidt pinligt, da filmen vandt i flere kategorier. Storsindet forærede han mig sin vinderbuket.
Mount Everest– en virkelig weird film af Rasmus Nyholm Schmidt vandt prisen som bedste danske kortfilm. Filmen fortæller om den iranske indvandrer, der brænder for musik og er ved at ruinere sin lille familie med et heftigt øget forbrug, som banken ikke rigtig kan godkende. Han har købt et klaver og er startet som musiklærer – et job han altid har drømt om at få. Men vi ser ham i funktion, og det er sørgeligt tydeligt, at det har han ikke evner for. Måske er verden ikke et sted for drømmere?
Jeg blev voldsomt grebet af Jacob Thomas Pilgaards Castingen af en uskyldig kvinde, der nok er inspireret af #MeToo-bevægelsen og fortæller en grum historie om den unge skuespillerindes psykiske kamp for et job i en ny film. Hun skal spille et voldtægtsoffer, der i retten skal forsvare sin sag; hun intimideres imidlertid meget ubehageligt af en midaldrende kvindelig producer, der tager på hende og ender med at frakende hende nogen form for talent. Hun kunne være blevet knust, men hun rejser sig imponerende. Filmen ender som alt for mange kortfilm uden en slutning; vi kan selv gætte og ønske hende det bedste.
Sara Hjort Ditlevsens fine lille kærlighedsfilm Bror berører et noget delikat emne, kærlighed mellem søskende, og stiller et spørgsmål, som normalt er tabu: Kan kærlighed og sex accepteres mellem søskende, der aldrig er vokset op sammen? Findes der mon et særligt tiltrækningsgen mellem beslægtede?
Gymnasiepigen Katrine skal møde sin storebror for første gang i 15 år; hun er bekymret for, at han måske ikke vil kunne lide hende, for at kemien mellem dem skal mangle. De bliver så glade ved gensynet, at naturen er tæt ved at tage overhånd. Han flygter fra en potentiel skandale. Katrines veninder trøster hende med, at man vel godt kan blive lidt forvirret i sådan en situation. I en efterfølgende snak diskuterede publikum med instruktøren, om der mon kunne blive et nyt møde mellem de to – om de eventuelt ville turde fortsætte deres kærlighed.
Rigsfællesskabets film
Vinderen af Publikumsprisen, Ikki Illa Meint, var fra Færøerne og instrueret af Andrias Høgenni med musik af Sune Køter Kølster. To unge studerende piger mødes i Føtex. Marita køber ind til sin kommende fødselsdagsfest, som Elinborg helt har svedt ud. Det er lidt pinligt, og det bliver værre, da Marita bebrejder Elinborg, at hun har slettet hende på Facebook. Hvorfor det? Elinborgs forklaringer gør ikke situationen bedre, og Marita begynder at snøfte, men vil ikke lade sig slå ud.
Det viser sig, at Elinborg ikke er den eneste, der er træt af Maritas negative kommentarer på alle færøske studerendes vegne på Facebook; seks andre er også stået af. Nogen tid efter mødes de færøske studerende efter Maritas begravelse; mange taler om hendes gode egenskaber, og Elinborg føler sig udenfor, især fordi Mikkel beretter, at Marita har betroet sig til ham!
I en slags flashback drømmer hun sig tilbage til den livsfarlige diskussion i Føtex og drømmer, at hun opsøgte Marita ude ved cykelstativerne og gav hende et knus. Ærlighed og irritation går dårligt sammen, pas på.
Endnu en film fra Rigsfællesskabet er værd at nævne, nemlig dokumentarfilmen Piniartoq (The Hunter) fra Grønland af Frederik Wolff. Den er en del af et antropologisk projekt om at forstå den grønlandske befolkning i nyere tid. Der er i alt optaget fem film fra forskellige steder i Grønland. Piniartoq fortæller om 24-årige Martin Madsen, der aldrig har følt sig hjemme i skolen, og nu lever traditionelt som fanger med sine 15 slædehunde. Han er bekymret over, at den ændrede ismængde er skyld i, at slædehundene bliver færre og færre, for uden dem kan det gamle erhverv som fanger ikke overleve; snescootere kan jo ikke som hunde lugte byttet.
Prisen for bedste dokumentarfilm gik til Where Chaos Reigns fra Venezuela. I 2017 var Venezuela midt i en politisk, humanitær og økonomisk krise. Folk demonstrerede og millitæret svarede voldsomt igen. Filmen viser de livsfarlige sammenstød og den studerende hjælpegruppe Grønne Kors, der midt i kaos prøver at redde sårede væk.
Det var en fin festival i Odense i år, og det er svært at stoppe her; der er jo så mange flere film, som også har fortjent at blive nævnt. Min vidunderlige veninde Sara Koppel, som er fast medarbejder ved OFF, havde i år valgt at vise alle sine smukke håndtegnede animationsfilm, alle på kanten af det pornografiske. Jeg husker endnu hendes 14 minutter lange Clitorissima fra en tidligere festival og Little Vulvah samt Her Clitoral Awareness. Sara er en pioner indenfor erotisk animationsfilm, og folk kan lide hendes farvestærke streger. I de seneste år har hun rejst meget mellem internationale festivaler og modtaget mange priser.
Hun forlod skolen ganske tidligt for at tegne hos Tegnedrengene, var med bag holdet på Valhalla i 1984, arbejdede hos Jannik Hastrup og senere på A Film. Fra 2002 har hun haft sit eget atelier, Koppel Animation. Der var totalt udsolgt til hendes show, hvor vi også så hendes allernyeste film – et billeddigt om menneskets behov for nærkontakt med andre væsener: Embrace + The Touch of Skin.
En allersidste film trænger sig på: Den rumænske The Christmas Gift af Bogdan Muresanu, der har evnet at lave en både humoristisk og politisk vigtig film om de sidste dage af diktatoren Ceaușescus liv. Året er 1989, og der er uro og paranoia overalt. En familiefar bliver rædselsslagen, da det går op for ham, at hans søde lille søn har sendt et brev til Julemanden med årets ønsker og puttet det i postkassen nede på gaden.
Han har bedt Julemanden om en bil til sig selv, en ny håndtaske til mor, og til far at onkel Nicki snart dør, ”for det beder han tit om”. Vi ved godt, at dette ønske vil han snart få opfyldt, men den skrækslagne far kan jo ikke se ud i fremtiden. Han ser sig allerede i fængsel og spekulerer over, hvordan man kan bryde ind i postkassen og stjæle brevet. Jeg stod for 2 år siden neden for Ceaușescus balkon på den store plads, der i filmen er fyldt med vrede demonstranter, og tænkte over disse sidste dage i Bukarest, der skulle have kunnet ændre situationen til det meget bedre, uden at det egentlig lykkedes. Kortfilm er gode til at bryde ind i folks erindring, og måske også til at gøre dem klogere på sig selv. OFF gør meget mere end underholde.
Fotos: PR/Odense International Film Festival.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
