Odile Poulsen

Odile Poulsen: Mens K øver sig, kan vi kun se på #121

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – “Sidst vi var her, var det kun K og mig. I dag er L, hendes storebror, med. Det er K’s andet besøg i det lille frie fællesskab, som jeg for egen regning har døbt Kunstner-triben i Huset ved Havet.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge er de på besøg hos venner, og K må overvinde sig selv for at kunne indgå i en social sammenhæng.

Stille drejer jeg bilen ind ved siden af den anden sølvgrå familiebil, på det sted ved Huset ved Havet, som beboerne bruger til parkering. Gensynet med det hvide hus med det sorte bindingsværk, den omkringliggende store plæne, den tilhørende køkkenhave og især, ja især, havet, som i dag er i blandede mørkeblå farver, får mig til at åbne mig i forventning.

Himlen napper drilsk i havets overflade, som om de to naturkræfter slås om at være mest magtfuld. Da vi stiger ud af bilen, mærker vi vindens kraft; den har pustet sig op som for at minde os om, at den er ansvarlig for efteråret.

Sidst vi var her, var det kun K og mig. I dag er L, hendes storebror, med. Det er K’s andet besøg i det lille frie fællesskab, som jeg for egen regning har døbt Kunstner-triben i Huset ved Havet.

L kommer først ud af bilen, han tøver, præcis som jeg gør og, som om vi begge funderer over, om K mon brug for hjælp, eller om hun skal lades være i fred.

Så K skal, ud over at tvinge sig selv ud af bilen for at træde ind i et socialt rum, også tvinge Anais til at træde ud

Så åbner K bildøren omme fra bagsædet, hvor hun har siddet med både Anais og Totoro, som er begejstrede over at være på tur.

Allerede i det øjeblik Anais sanser, at K er sammenklemt i sit eget tanke-univers, indesluttet i sin egen koncentration og forberedelse af at skulle ud, jubler hun med hele sin lille, firkantede krop.

Og lige så fjern K fremstår med det usynlige slør over sine ansigtstræk, lige så nærværende er Anais, der overvåger hver og en af K’s bevægelser, og gerne løber hen foran døren parat til at gå for i næste nu at forlade pladsen, som næsten garanterer hende at komme med.

Hun iler afsted på de meget korte ben, lige i hælene på K, som igen skal op på værelset for at hente et eller andet, for så endelig at komme ned igen, stadig i hælene på K, nu med tungen væltet ud i venstre kæbe, forpustet og varm af anstrengelse.

Når så K har sat Totoro i sin rygsæk, som er en særlig designet dyretransport-taske til formålet, forstærkes Anais’ begejstring, for nu ved hun, at hendes inderlige ønske om at komme på biltur med K og Totoro, kommer til at ske.

Og fordi lykken er så stor, er hun nærmest ikke til at drive ud af bilen igen, da vi er nået frem. Her ligger hun med maven på bilens bund, nærmest i en art trance akkompagneret af motorens snurren.

Så K skal, ud over at tvinge sig selv ud af bilen for at træde ind i et socialt rum, også tvinge Anais til at træde ud. K er forknyt, mens hun trækker i Anais; først op at stå, og så ud af bilen, hvorefter hun samler rygsækken op med Totoro, der sidder og stirrer ud gennem rygsækkens lille vindue af kraftigt vævet net.

Selvom K har et plaget udtryk i ansigtet, og jeg ved, det præcis er sådan hun føler lige nu, fortsætter jeg med let stemme at føre an, hen imod huset.

’Ej, se hvor smukt havet viser sig i dag!’ prøver jeg at indfange skønheden, og dele den med mine børn. ’Det ser koldt ud. Du nåede da vist ikke årets sidste dukkert, hva?’ siger jeg til L.

Han fik en dukkert herude, da sommeren endnu strakte sig dovent over landskabet og havde efterfølgende bedyret, han skulle nå en mere.

Jeg behøver ikke se på K for at vide, hun er forvirret og har trukket sig længere ind i sig selv. Det er et af de øjeblikke, som ikke går efter planen, det er her, hvor kontrollen og planlægningen ophører

’Næh, det gjorde jeg ikke’, lyder det tænksomt fra min ældste. Han er ikke længere et barn, men en ung mand. ’Så fantastisk det er, at jeg kan være her med mine to børn, selvom de er 16 og 20. At de gider hinanden og mig’, summer det taknemligt i mig. Jeg har aldrig taget dem for givet.

’Skal jeg hjælpe dig med at bære noget?’ spørger L og drejer sig om mod K.

’Nej tak, det er o.k.’ smiler hun blegt.

’Hej! Hvor dejligt at se jer!’ Hondor kommer gående ud fra huset – gensynsglæden er gengældt. Jeg elsker at komme her og blive mødt af den altid venlige og kærlige omfavnelse.

’Abéling er på vej med drengene – de blev lige lidt forsinkede… Det var noget med en glemt mobil, de måtte tilbage efter!’ forklarer Hondor grinende, om hvorfor det ikke er min livs-søster, Abéling, der vanen tro tager imod os.

Vi går i samlet flok – nå ja, Anais formår at være lige lidt foran os og blive den første til at vade indenfor, hvor hun i øvrigt indtager huset, som om hun er en længe ventet gæst. Hvilket hun måske også er, for da vi kommer ind, bliver vi hilst varmt velkommen af flere medlemmer af Kunstner-triben, som vi ikke før har mødt. Anais vækker stor jubel hos de to små børn.

Jeg behøver ikke se på K for at vide, hun er forvirret og har trukket sig længere ind i sig selv. Det er et af de øjeblikke, som ikke går efter planen, det er her, hvor kontrollen og planlægningen ophører, hvor det spontane opstår, her hvor livet byder på improvisation.

For uanset hvor meget autist man end er, og har brug for, at der ikke eksisterer improvisatoriske situationer, så er det ikke muligt at efterleve det. Ikke alt lader sig planlægge og kontrollere, det er naturlige vilkår, og det er også noget af dét, K skal øve sig i. Noget hun heldigvis er klog nok til at være sig fuldt ud bevidst.

Men selvklart er det krævende for hende. Også i en grad, hvor jeg krymper mig ved lydene af hendes indre, der vrider sig, for at finde plads.

Han responderer ved at træde ind i sin rolle som hendes service-dyr, og da hun får sat sig og løftet ham ud af transport-ryg-tasken, sidder han tamt og stille, lader sig ae, og virker så snusfornuftig, at man sku tro, han var født til at være K’s skygge

I næste nu opdager triben, at Totoro sidder på K’s ryg, derinde i rygsækken – som ved første øjekast ligner en hvilken som helst rygsæk og slet ikke en specielt til små dyr designet ryg-taske – men derinde sidder den lille ilder, bag det lille vindue af net, hvor han stirrer lige så overvældet tilbage.

’Nøj, hvor er den sød!’ hviner den lille pige, og det er ingenlunde overraskende, at hendes far cirka en halv time senere kommer og siger, at hans datter har ytret, at hun vil ha en ilder! Hun er forelsket ved første blik, fortryllet som også alle de voksne i flokken synes at være.

Nysgerrigheden efter at se Totoro giver K momentum til at tale om ham. Han svarer ved at træde ind i sin rolle som hendes service-dyr, og da hun får sat sig og løftet ham ud af transport-ryg-tasken, sidder han tamt og stille, lader sig ae, og virker så snusfornuftig, at man skulle tro, han var født til at være K’s skygge.

’Ej, ej, ej, det må I undskylde!’ Ti minutter efter vi er kommet, dukker Abéling op med sine tre dejlige sønner, som en hale bag sig.

’Det er mig, der har lavet rod i det!’ fortsætter hun og referer til vores aftale om, at den del af triben, vi blev mødt af, da vi kom, skulle have været taget på tur, og det i stedet kun skulle have været Abéling og sønnerne, der var hjemme.

Den mellemste søn er lige et år ældre end K, og de har gået i klasse sammen til 4. klasse, i noget der føles som en helt anden tid. Siden har de ikke set hinanden.

Både Abéling og jeg vil så gerne forene vores liv igen, ligesom L og Abélings ældste søn gerne vil. Også de er jævnaldrende og hang som små sammen i broderlig forening.

’Det er OK. No worries! forsikrer jeg om, og snart falder der ro over huset, alle har fundet pladser at lande i og vi begynder at kvidre, Abéling og jeg.

Jeg ved, vi ikke kan være her længe, for jeg kan se K’s mørke under øjnene, hængende som grædekoner klædt i sort, der har mistet al erindring om latter.

Hun gør det rigtigt godt, grædekonerne er ikke dukket op uden en grund, K socialiserer, konverserer og øver sig

På vej i bilen aftalte vi, at K skulle sige, hvor længe hun kunne klare. Jeg havde tilbudt at aftale det på forhånd, fordi jeg første gang, vi var der, blev indeklemt i hendes behov for at gå og mit for at blive, og tænkte, at ved at have det aftalt på forhånd, ville det give en tydeligere struktur. Men hun ville se det an.

’Er du træt?’ spørger jeg hende derfor, da vi har siddet og talt i tre kvarters tid.

Ikke for at få bekræftet, at det er hun, men for at spejle hende og give hende en åbning til at sige højt, når hun gerne vil køre igen.

Hun gør det rigtigt godt, grædekonerne er ikke dukket op uden en grund. K socialiserer, konverserer og øver sig. Hun er tilstede og samtaler med både Hondor og Abéling, som på deres side ikke kun er oprigtigt interesserede i, hvem K er, men også nyder at mærke hendes særlige talenter og autentiske nærvær.

Kunne hun bare se en flig af sin egen empatiske og begavede tilstedeværelse i verden, ville hun ikke frygte sin egen mangelfuldhed

Åh, kunne jeg dog bare hælde al den begejstring over hendes særlige væsen på flaske! Blande den med min erfaring om, at solen altid står op igen, i en dejlig lille appetitlig og nærende vitaminpille, som K kunne tage sammen med sin middagsmad hver dag.

For så hun ville se dét, som vi, der kender hende, også ser.

Kunne hun bare se en flig af sin egen empatiske og begavede tilstedeværelse i verden, ville hun ikke frygte sin egen mangelfuldhed. Ku’ jeg bare trække angsten ud af hendes sinds sprækker, som trak jeg søvn fra hendes øjne, ville hun vide, at livet også er til for hende. Måske ville hun ane sine egne unikke talenter.

Abélings sønner, tre på stribe, bærer et verfende rødt bånd af samhørighed mellem sig, der ikke lader sig bryde, kigger nysgerrigt og forsigtigt efter K; de vil ikke forstyrre med deres tilstedeværelse, så jeg griber ud med små ord, også pludselig genert over de mange år fra jeg sidst så dem.

Søde, unge drenge, som de er, svarer de høfligt, og vi begynder at skabe nye, små rum, der forhåbentligt vil bestå til næste gang, vi ses. Rum af samtale og samvær, der kan udvides og en dag blive naturlige rum for K at færdes i sammen med sønnerne.

’Ser jeg træt ud?’ K vender sit ansigt mod mig, som vi sidder side om side på puder og skind lagt ud over et par brede paller. Jeg kan se hendes ansigt er blegt og gennemsigtigt.

’Om tyve minutter!’ bekræfter jeg, og ved, at fra nu af vil mobilen i hånden få en funktion; K vil holde øje med uret

’Ja, det gør du. Skal vi sætte en sluttid for i dag?’

’Ja. Om 20 minutter?’ lyder det efter et hurtigt kig på mobilen, som hun sidder med i hånden.

’Om tyve minutter!’ bekræfter jeg, og ved, at fra nu af vil mobilen i hånden få en funktion; K vil holde øje med uret.

Da vi sætter os ind i bilen for at køre hjem, putter K straks sine ear plugs i ørerne og lytter til let popmusik i de fem kvarter køreturen varer. Totoro er påfaldende stille; han er kravlet op i den hængekøje, K har installeret i hans transportkasse, for at sove, og Anais snorker højt nok til at overdøve motoren i vores nye bil; en Citroen C3, der servilt kørte den forrige ejer Europa tyndt.

Vi var nødt til at sige farvel til vor elskede Chrystler; hun kunne ikke mere, og vi fiskede behændigt 20.000 kroner ud af budgettet til erhvervelse af ’Citronen’.

Jeg var spændt på, hvor længe K ville være om at vænne sig til den nye (gamle) bil, for forandringer er ikke i høj kurs hos en autist. Men hun er ved at vænne sig til den og de lange køreture hjælper til at konsolidere bekendtskabet.

Hjemme igen stryger K direkte op på værelset. Hun og Totoro giver ikke en lyd fra sig resten af dagen og aftenen, og aftensmaden bliver bragt til hendes dør.

Selvom det trækker så hårdt i K at vove sig ud blandt andre, er det nødvendigt. Hun kender til nødvendigheden af at gøre det, for hun forstår, at hun ikke forstår verden

Selvom det trækker så hårdt i K at vove sig ud blandt andre, er det nødvendigt.

Hun kender til nødvendigheden af at gøre det, for hun forstår, at hun ikke forstår verden, og derfor må indtage den ved at begå en grad af vold på sig selv ved hvert et skridt, hun træder ud i den. Alternativet er værre.

Det har tre års selvisolation lært hende. For når angst er i hendes bindevæv, må hun strække og trække i sig selv, for at løsne det. Lige meget hvor smerteligt det end synes, når vi står på siden og vejrer den mol, hun drøner ned i; bevidner hvor stærke kræfter, der trækker hende bagover ved håret, så er det alligevel det eneste, vi kan gøre.

Efter sådan en tur, er K udmattet i flere dage.

Det kan ikke være anderledes; hun er nødt til at øve sig, igen og igen og igen. Og vi aner i hende en sammenbidt determination, der ikke før nu har rettet sig mod livet udenfor.

Jeg beder til, at der er balance mellem hendes determination og hendes mod; at de to kræfter i hende samarbejder og på klogeste vis stipler den linje frem, hun skal gå ad de næste år, ud i verden, ud blandt andre unge, ud dér, hvor uddannelse, kunsten og retten til at være sig selv, ånder.


LÆS ALLE ODILE POULSENS ESSAYS OM K HER


Topillustration: Odile Poulsen kan kun vise vejen for sin datter. Hun skal selv beslutte sig for, hvilken vej, hun vil gå. Foto: PxHere/Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker