O at være en yovo og formålsløs vandrer i Afrika

i Afrika/Internationalt/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

Lad det være sagt med det samme: Hvis man ikke bryder sig om at blive råbt ad på grund af sin hudfarve, skal man holde sig væk fra Afrika syd for Sahara. Vi hvide bliver råbt ad overalt, med ganske få undtagelser som i Sydafrika. Og råberiet udfolder sig i alle sammenhænge og til alle tider.

Jeg stødte ind i fænomenet på min allerførste dag nogensinde i Afrika syd for Sahara, den 6. juni 1992:

Muzungu” lød det fra gjaldende masser af børn, straks de fik øje på mig og min bedre halvdel i Kampala.

Siden er råbet blevet ved, fra morgen til aften, dag ud, dag ind, overalt på kontinentet. Ordene er forskellige, men de betyder det samme: ”hvid”. ”Muzungu” er kiswahili og betyder noget i retning af ”formålsløs vandrer”. Det gør ingen forskel, om man kommer ”formålsløst vandrende” fra Europa eller er fastboende og måske har boet i Afrika hele sit liv. Det er også ligegyldigt, om man er nord- eller sydeuropæer, araber eller kineser. Er man ikke sort, er man ”muzungu”.

På kiswahili findes der ord for ”en dansker” eller ”en schweizer”, men i daglig tale bruges de ikke. En hvilken som helst europæer eller hvid person er altid en ”muzungu”.

Ordet betyder også ”af europæisk afstamning” eller ”hvid”, selvom østafrikanerne tilbage i historien vist ikke opfattede muzunguer som hvide, men nærmere som rødlige.

Varianter af hvidhed

”Rundkørsel” er en fjerde oversættelse, på grund af den pudseløjerlige indretning, som hvide engelske kolonialister bragte med sig til Østafrika.

Eftersom hvide per definition er rige, signalerer ”muzungu” også ”rig” og ”magtfuld”. Jeg har mødt afrikanere, som bliver kaldt ”muzungu”, fordi de har mange penge, har tilegnet sig vestlige manerer eller hænger ud med hvide.

Der er også negative konnotationer forbundet med ”muzungu”. Som en blogger, Amanda O, skriver  på web-siden ”Ladies Trekking” om en bekendts oplevelser på et hospitals fødegang: ”Kvinder her føder uden megen medicin, og hvis de skriger eller græder under fødslen, bliver de hånligt kaldt muzungus”.

Omfanget af råberiet varierer: I det østlige og sydlige Afrika er det mest børn i landsbyerne, der råber efter hvide. Det sker sjældent i byerne, og det er aldrig voksne, der gør det, men man skal som hvid alligevel forvente at blive råbt ad hvor som helst, når som helst.

Som da min kone og jeg engang vandrede i det menneskeøde ingenting, langs regnskovskanten i Virunga-bjergene i daværende Zaire væk fra alfarvej en route til et besøg hos bjerggorillaerne, og fra det fjerne på den anden side af en dal, uden for synsvidde, kunne høre en dreng råbe med en diskant stemme: ”Muzuuuuungu”.

I det sydlige Afrika råbes der ”umlungu”, og vestpå i Mali er en hvid en ”toubabou” og i Ghana en ”obroni”. Den sidste tog en flok hvide musikere i hovedstaden Accra til sig og havde en tid et rockkorkester, som de selvironisk kaldte ”The Obronis”.

På det nigerianske Yoruba-sprog hedder en hvid en ”oyibo”, som betyder ”afpillet hud”.  Vi må altså alle sammen være sorte fra fødslen, forstås.

Der er massevis af andre ”hvide” betegnelser rundt omkring på kontinentet, men lad os nøjes med to mere her:

På det nigerianske Yoruba-sprog hedder en hvid en ”oyibo”, som betyder ”afpillet hud”.  Vi må altså alle sammen være sorte fra fødslen, forstås.

Og: I seks år i Togo var jeg ”yovo”, og det var ret ubehageligt. Det skyldes, at råberiet ad hvide i flere fransktalende lande sker helt ind i de store byer, hvor selv voksne råber med. Det gælder også i Togos hovedstad, Lomé.

Her oplevede jeg dagligt nydeligt klædte herrer på ligeså nydelige kinesiske motorcykler, der i forbifarten vendte sig i sadlen og råbte ”yovo” efter mig.

Ind imellem skulle jeg blot stikke hovedet ud af døren på vort lejede hus. Så var den der: ”Yovo, yovo”!

På min daglige løbetur på Lomé Universitets campus observerede jeg voksne kvinder, der fremme foran mig i syns- og hørefeltet tydeligvis instruerede deres børn i at råbe efter mig. Når jeg nåede frem, kom det så fra en flok børnemunde: ”yovo, yovo, bon soir” – morgen og aften, faktisk.

Yovo er betegnelsen på mina eller ewe-sproget, der tales i Benin, Togo og det sydøstlige Ghana, langs kysten. Længere oppe i de to lande, nordpå, får vi hvide andre betegnelser. Men se dette videoklip fra Benin, hvor fotografen tydeligvis er en hvid:

Ingen forklaringer men mange teorier om råbene

Og det store muzungu-toubabou-obroni-yovo-spørgsmål er naturligvis: Hvorfor gør de det, råber ad os hvide?

Jeg har spurgt mange afrikanere, men har hidtil ikke fået en plausibel forklaring. Heller ikke i Togo, hvor jeg forsøgte med en systematisk undersøgelse af, hvorfor unge som ældre togolesere råber ”yovo”.

Folks paffe reaktion på mit spørgsmål: ”Ja, det har du da ret i. Man råber efter de hvide. Og hvad så? Er det vigtigt?”

Jeg spurgte andre hvide, fastboende udlændinge, som af gode grunde kender fænomenet, men heller ikke fra den kant fik jeg et overbevisende svar.

En hvid, der har tilbragt det meste af sit liv i Afrika, sagde, at tilråbene kun giver mening, hvis man tænker på dem som: ”Hej, du anderledes dér: ælle-bælle-mig-fortælle-pif-paf-puf” eller lignende magiske ord, som signalerer, at vi hvide bliver registreret og placeret som mærkelige, anderledes.

En anden sagde, at tilråbene er en bøn om penge og rigdom, et ønske om at blive ramt af blegansigtets stråler, så afrikaneren kan opsnappe sedler og mønter, når de drysser ud af ørerne på den hvide.

Jeg har aldrig vænnet mig til råbene, men skriver fænomenet på den afrikanske ”negativ”-side sammen med malaria og korruption. Der er visse ting, man ikke giver køb på, moralske imperativer, hvis jeg nu skal være højstemt, som man bare ikke kan acceptere. Man råber ikke ad folk på grund af deres hudfarve. Slut.

Den afdøde polske journalist og forfatter Ryszard Kapuschinski mente, at afrikaneres tilråb og fascination af hvide kan skyldes frygt. Han gav eksempler i bogen ”Shadow of the Sun” (”Ibenholt” på dansk). F.eks. havde han i en bydel i Dar es Salaam oplevet, hvordan børn flygtede fra ham. Og med god grund, skrev han, for hver gang børnene er uvorne, siger deres mødre til dem: ”Du må hellere være artig. Ellers spiser muzunguen dig”.

At iføre sig de mentale høreværn

Råberiet er – for mig i hvert fald – mere ubehageligt end den lille detalje, som også ophidser mange europæere i Mellemøsten. Nemlig den med de tre-fire fingre, i oprejst lodret position, der ikke signalerer ”fuck off”, men på arabisk ”swaiya, swaiya” eller på hebraisk ”rega, rega”. Det betyder det samme, nemlig: ”tag det roligt” eller ”vent lige lidt”.

Det virker sindssygt provokerende – indtil man vænner sig til det – og begynder at bruge tegnet selv!

Ikke sådan i Afrika med råberiet. Jeg har aldrig vænnet mig til det, men skriver fænomenet på den afrikanske ”negativ”-side sammen med malaria og korruption. Der er visse ting, man ikke giver køb på, moralske imperativer, hvis jeg nu skal være højstemt, som man bare ikke kan acceptere. Man råber ikke ad folk på grund af deres hudfarve. Slut.

De fleste Afrika-farere, jeg kender, bryder sig heller ikke om råberiet, men fremhæver, at man må finde sig i det. Man skal kontinuerligt minde sig selv om, at man kun er en gæst på kontinentet, lyder det fra den kant.

Der er også franskmænd, særligt i Vestafrika, som har været i regionen i generationer og i så mange år, at de ikke længere helt kan huske hvorfor. Mange af dem synes, det er så ”hyggeligt”, når afrikanere råber efter dem. Det er faktisk en af de mere positive ting for de gamle kolonister.

De fleste Afrika-farere, jeg kender, bryder sig heller ikke om råberiet, men fremhæver, at man må finde sig i det. Man skal kontinuerligt minde sig selv om, at man kun er en gæst på kontinentet, lyder det fra den kant.

Der er naturligvis tricks, så man kan leve med råberiet. I Togo iførte jeg mig dagligt mit ”usynlige yovo-høreværn” – altså lukkede mig inde i mig selv, når jeg færdedes i det offentlige rum.

I Lomé var der derfor dage, hvor jeg ikke opdagede tilråb før ud på dagen og blev forledt til at tro, at denne dag godt kunne blive den første ”råbefri”.

På en sådan dag var jeg i skumringen i færd med at stikke nøglen i døren til min folkevogn, da en stor bus nærmede sig, propfyldt med unge mennesker, vel en 60-70 styks. Da de var ud for mig og bilen, lød der et øresønderrivende kor af skingre stemmer: ”Yovo, yovo”!

Jeg fik et chok, tabte nøglen men kunne godt se det morsomme i situationen.

Anskrig i Afrika

I Accra, Ghana, besluttede jeg en nytårsaften at gøre noget ved råberiet. (Parentes bemærket er Accra ikke er det værste ”råbested”, men råberiet er der).

Det skete på den feststemte Oxford Street, eller Cantonment Road, som den også hedder. Min aktion var muligvis, muligvis ikke afledt af rigelige mængder champagne indtaget ved midnatstide, men i hvert fald standsede jeg en betjent i folkemængden og gjorde ham opmærksom på, at en mand længere oppe ad gaden havde råbt ”obroni” efter mig. Jeg forklarede, at den slags er ulovligt og racistisk, altså ”no, no go” sådan at råbe efter folk på grund af deres hudfarve.

”Det er ok, obroni”, svarede betjenten, drejede om på hælene og forsvandt i vrimlen.

Med for meget afpillet hud klarer man sig dårligt i Afrika.

Top-illustration af Iben Louise Birkkjær

Historien her stod at læse i et andet dansk medie for nogle år siden, men den holder stadig og har intet med debatten om upassende danske og engelske gloser og vendinger at gøre – og så måske alligevel.

Kan du lide artiklen, så giv et beløb, større eller mindre efter eget valg. Mit MobilePay nummer er: 26 42 28 25.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: