Ny bog: Verden har behov for et paradigmeskifte

Birthe Linddal Jeppesen 05.04.2026

BØGER // ANMELDELSE – Vi står i en systemkrise. Vi må ændre vores måde at tænke og organisere samfundet på. Og vi har muligheden for at skabe en bedre fremtid, hvis vi handler, mener Maja Göpel. “Nogle vil sikkert kritisere Göpel for at være idealistisk og alt for radikal. Men hvor radikal er hun egentlig”, spørger Birthe Linddal Jeppesen.

Maja Göpel: Vi kan gøre det bedre – Vejen til en bæredygtig fremtid
Forlaget Samfundslitteratur

Hvad nu, hvis vores politikere, dem, der lige er blevet valgt ind i Folketinget, havde haft mulighed for at læse og forstå budskabet i den tyske politiske økonom, transformationsforsker og bæredygtighedsekspert Maja Göpels bog Vi kan gøre det bedre? Havde debatterne så lydt anderledes? Havde uenighederne og prioriteringerne været de samme? Og hvad nu, hvis bare halvdelen af vælgerne også havde læst den, havde valgkampen så set ud, som den gjorde?

Her, kort tid efter en intens valgkamp, er det svært ikke at stille de spørgsmål, når man dagen derpå læser Göpels bog. For hun pointerer ganske præcist og velunderbygget, at mange af samtidens kriser, klima, miljø, krige, mistrivsel og voksende ulighed, stikker dybere. Det handler om noget mere fundamentalt end blot lidt mere af det ene eller lidt mindre af det andet, som de politiske uenigheder ofte ender med at fokusere på.

Bogen fungerer som en introduktion til, og redegørelse for, hvorfor verden har behov for et paradigmeskifte, som en korrektion af udviklingen

I Vi kan gøre det bedre skriver Göpel sig ind i en erkendelse af, at vi står midt i en brydningstid, økologisk, økonomisk og social. “Business as usual” virker ikke længere, hvilket bliver tydeligt, når man først får øje på det. Alt for ofte er vi låst fast i det forrige årtusindes systemer, vaner og værdier, og det betyder, at vi ikke kommer tættere på løsningerne, snarere tværtimod.

Göpel opstiller en præcis og underbygget argumentation for, hvorfor nutidens kriser kalder på mere grundlæggende forandringer. De komplekse problemer kan ganske enkelt ikke løses inden for de nuværende strukturelle rammer.

Tiden kalder på forandring, et opgør med og en justering af vores kollektive “sandheder” og succeskriterier. Skal vi skabe en bedre fremtid, må vi finde nye, helhedsorienterede løsninger, der matcher samtidens komplekse og sammenhængende problemer. Samtidig skal vi blive bedre til at spørge os selv, og indrette vores samfund efter, hvad der skal til for at leve gode liv.

Bogen fungerer som en introduktion til, og redegørelse for, hvorfor verden har behov for et paradigmeskifte, som en korrektion af udviklingen. Göpel leverer et velunderbygget og tilgængeligt bud og trækker på både kendte og spændende referencer. Hun viser, hvorfor det er nødvendigt at forkaste gamle paradigmer for at kunne opbygge nye. For det nytter ikke at gøre mere af det, vi allerede gør, når det øjensynligt ikke virker.

Et centralt budskab er, at vi lever i et system i krise. Ikke bare med enkeltstående kriser, men med en samlet systemkrise. Klimaforandringer, pandemier og økonomiske chok er ikke isolerede hændelser, de hænger sammen og afslører dybere svagheder i den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Særligt vores måde at producere og forbruge på presser planetens grænser. I årtier har vi lænet os op ad forestillingen om, at økonomisk vækst er lig med fremskridt. Men Göpel udfordrer den antagelse: Hvad nu, hvis det ikke længere passer? For det er tydeligt, at det enorme fokus på vækst også har skabt betydelige problemer, i nogle tilfælde flere, end det har løst.

Et positivt perspektiv

Her bliver bogen særlig interessant, fordi den ikke stopper ved kritik. Den peger også på, at problemet ligger i måden, vi tænker på. For mange, både eksperter og politikere, forsøger at håndtere komplekse kriser, som om de var isolerede problemstillinger, der kan løses enkeltvis. Men kriserne, og løsningerne, er forbundne.

Hun efterlyser mere helhedstænkning og en stærkere vilje til at tænke langsigtet. Hun kritiserer systemet for at fokusere for meget på symptomer frem for årsager og understreger, at vi må blive bedre til at forstå sammenhænge: hvordan samfundets nuværende strukturer, love og systemer reelt er med til at skabe nogle af de samme problemer, vi forsøger at løse.

Göpel foreslår ikke at afskaffe økonomien, som vi kender den, men peger på behovet for at gentænke den med større fokus på livskvalitet, cirkulær tænkning og fællesskaber

Et andet vigtigt spor er kritikken af vores økonomiske model. Den er bygget op omkring konstant vækst, som ofte måles snævert i BNP og produktivitet uden nødvendigvis at sige noget om menneskers livskvalitet. Göpel foreslår ikke at afskaffe økonomien, som vi kender den, men peger på behovet for at gentænke den med større fokus på livskvalitet, cirkulær tænkning og fællesskaber.

Teknologi får også et kritisk blik, fordi hun ønsker et opgør med forestillingen om, at teknologien kan “fikse det”. Historien viser, at nye teknologier ofte ender med at skabe nye problemer, nogle gange med skjulte konsekvenser. Derfor skal teknologi styres af værdier og mennesker, ikke omvendt.

Det er et forfriskende og positivt perspektiv, fordi det peger på, at vi ikke blot skal finde stadig mere effektive løsninger, men bedre løsninger, der bringer os tættere på det, vi ønsker at opnå.

Små ændringer

Et andet interessant begreb er vippepunkter: Forandring sker ikke nødvendigvis gradvist. Små ændringer kan føre til systemskifte. Det betyder også, at vi ikke behøver vente på, at andre handler først. Når vi selv ændrer adfærd, kan vi inspirere andre og være med til at skabe nye normer og løsninger.

Men det kræver noget. Og her melder spørgsmålet sig: Hvem er “vi”? Göpel insisterer på, at forandring ikke kun er individuel, men fælles. Det kan være en nødvendig start at ændre egen adfærd, men det er ikke nok, der er også behov for strukturelle og politiske ændringer, som gør det muligt. Det er måske her, bogen er svagest. For det er nemmere at tale om strukturelle forandringer end at skabe den kollektive vilje, der reelt skal til.

Alligevel er Göpel grundlæggende optimistisk. Hun minder os om, at samfund er menneskeskabte og derfor kan ændres. Historien er fuld af transformationer: energisystemer, politiske systemer og rettigheder. Ting, der engang virkede urokkelige, men som alligevel blev forandret.

Nogle vil sikkert kritisere Göpel for at være idealistisk og alt for radikal. Men hvor radikal er hun egentlig?

Hendes budskab er derfor ikke dommedag, men en opfordring til handling og til at se kriser som muligheder. For nutidens kriser tvinger os til at gentænke, hvordan vi vil indrette vores samfund, byer, arbejde, forbrug og teknologi, så de understøtter gode liv med høj livskvalitet.

Det bringer os tilbage til udgangspunktet: Vi står i en systemkrise. Vi må ændre vores måde at tænke og organisere samfundet på. Og vi har muligheden for at skabe en bedre fremtid, hvis vi handler.

Nogle vil sikkert kritisere Göpel for at være idealistisk og alt for radikal. Men hvor radikal er hun egentlig? For mange af os, der er vokset op efter 1970, har hele livet hørt og arbejdet for, at vi skal passe bedre på planeten. Brundtlandrapporten er fra 1987, altså næsten 40 år gammel, så for mig at se er Göpel ikke radikal. Måske er det virkeligheden, der har indhentet os.

Tilbage til den danske valgkamp: Hvorfor blev svin, drikkevand, mistrivsel og folkeskole så centrale temaer? Hvad er det i vores system og værdier, der har skabt og synes at fastholde problemerne? Og hvordan skaber vi nye strukturer og fællesskaber, der peger mod bedre løsninger?

Det kan I få et godt og kvalificeret bud på ved at læse Vi kan gøre det bedre.

Birthe Linddal Jeppesen, Ph.d., har i mange år virket som sociolog og fremtidsforsker med særligt blik for en verden i forandring, mennesker og moderne liv og grøn omstilling.