VALGETS USA #4 // REPORTAGE – POV’s mand på stedet, Troels Gaihede, oplevede den dramatiske valgaften i svingstaten North Carolina, der endte med at gå til Trump. Her møder han både klimabekymrede unge i byen Asheville, der netop har været raseret af orkanen Helene, og Trump-tilhængere, der ånder lettet op, nu hvor landet endelig kan komme “tilbage på sporet”.
RALEIGH, NORTH CAROLINA – Vi havde for længst besluttet, at vores valgaften og -nat skulle være i Raleigh, North Carolina, som sammen med de seks øvrige svingstater gik under navnet The Lucky Seven – mest fordi disse stater i mere end et år har taget al opmærksomhed og efterladt stater som Idaho, Kentucky, Montana og 40 andre i en hengemt tilstand.
Efter en lang weekend i The Big Easy (New Orleans) – som bestemt ikke bar præg af valgkamp, men snarere levede videre i vanlig hedonistisk stil – kørte vi til Selma i Alabama. Byen, der gav et væsentligt bidrag til borgerretsbevægelsen, og som blev berømt og berygtet den 7. marts 1965, da den nationale presse fulgte og dækkede de voldsomme begivenheder, der siden blev kendt som Bloody Sunday.
En gruppe sorte borgerretsaktivister med nu afdøde John Lewis i spidsen havde planlagt en march hen over Edmund Pettus Bridge med kurs mod delstatens hovedstad, Montgomery. De blev mødt af en usædvanlig brutal politistyrke, som gennemtævede aktivisterne for på den måde at forhindre marchen. Pressedækningen inspirerede hele landet til at handle. Martin Luther King Jr. ankom til byen, og efter en del tovtrækkeri med de lokale myndigheder fik man i tredje forsøg føderalt medhold i, at sådanne protester ikke kunne forbydes.
I dag ligger Selma hen som en søvnig og forfalden provinsby. Lukkede butikker, slidte facader, udpinte og hullede veje danner rammen om Downtown. Byen har i dag 17.971 indbyggere, hvoraf African Americans udgør 80 pct. Mange har forladt byen, fordi industrien er væk, og fordi byen for mindre end et år siden blev ramt af en voldsom orkan, som smadrede de i forvejen skrøbelige huse til ukendelighed.
Den sorte befolkning bliver holdt nede og lader sig holde nede af stoffer, dårlige boliger og en hvid befolkning som er fuldstændig ligeglad. Her i amtet er politikerne ligeglade med os
Da vi gjorde holdt ved Edmund Pettus Bridge, kendte vi af gode grunde ikke valgresultatet endnu. Det var mandagen inden den første tirsdag i november. Her stod vi så i den klare sol og blev henført til 1960’erne, mens vi skuede ud over broen, som er navngivet efter Edmund Pettus, som var brigadegeneral i sydstatshæren og sidenhen Grand Dragon i Ku Klux Klan, inden han indtog posten som senator for Alabama i 1897.
På en lille plads før broen møder vi Columbus Mitchell, der til daglig arbejder som lærervikar, men som mange dage om ugen står foran broen for at skabe opmærksomhed omkring den stadig relevante borgerrettighedskamp.
Hvorfor står du her, og hvorfor er borgerrettighedskampen stadig relevant i dag?
”Den sorte befolkning er stadig så langt bagud på point og forhindres i at leve The American Dream. Jeg vil gerne skabe opmærksomhed på vigtigheden af at stemme til alle valg. Vi er nødt til at søge indflydelsen, hvor vi kan få den.”
”Mange er desværre ramt af en massiv apati og orker ikke at rejse sig fra sofaen. Politikerne i Washington, D.C. kommer en gang om året og får lavet nogle lækre foto-shots. De forlader byen igen efter en time – og så er vi jo egentlig lige vidt. Obama var her for ikke så længe siden; blev der en time og smuttede videre. Det samme gjorde Kamala Harris.”
Hvor kommer den apati, du taler om, fra?
”Den sorte befolkning bliver holdt nede og lader sig holde nede af stoffer, dårlige boliger og en hvid befolkning som er fuldstændig ligeglad. Her i amtet er politikerne ligeglade med os. De lader stofferne flyde, og samtidig fængsles sorte mænd langt hyppigere end hvide for mindre forseelser.”
”Så ja, kampen er stadig relevant. Min farfar deltog i marchen til Montgommery sammen med John Lewis og Dr. King (Martin Luther King, Jr).”
Harris, selvfølgelig. Jeg mener ikke, at det giver mening for sorte mennesker at stemme på Trump
Vi siger på gensyn til Mr. Mitchell og går over den berømte og berygtede flod for at besøge borgerrettighedsmuseet. Det er imidlertid lukket. Det samme er souvenirbutikken og informationscentret. Bygningerne er faldefærdige, der er ikke blevet fejet i månedsvis, og selv mindeparken over de store borgerrettigheds-koryfæer står som sørgelige beviser på, at Mitchell kan have ret i nogle af sine antagelser om, at politikerne i Alabama ikke prioriterer formidlingen af historien.
Da vi kommer tilbage til den lille plads genoptager jeg samtalen med Mr. Mitchell.
Hvorfor har ingen, heller ikke private, en interesse i at sørge for museet, mindeparken og i det hele taget formidlingen af historien?
”Det er en kilden sag. Parken er ejet af en grisk sort kvinde, som bare lader det hele forfalde. Det var meningen, at overskuddet fra souvenirbutikken skulle være med til at finansiere museet, men hun stikker bare pengene i lommen og lader det hele forfalde. Mange tænker kun på sig selv, og hun er én af dem. Det er en skændsel,” svarer Mitchell med ærgrelse og frustration i øjnene.
Der er bittesmå positive tiltag her i byen, men alt går så langsomt. Al udvikling bliver hele tiden forhalet.
På vej ud af byen ligger klumper af bomuld fra de omkringliggende marker i vejkanterne. Det er, som om tiden er gået i stå i Selma
Selvom jeg havde en klar fornemmelse, ville jeg alligevel gerne vide, hvad Mr. Mitchell havde tænkt sig at stemme.
”Harris, selvfølgelig. Jeg mener ikke, at det giver mening for sorte mennesker at stemme på Trump,” svarede han alvorligt.
Mr. Mitchell spurgte, om vi ikke havde en dansk seddel eller mønt, han kunne give til sin søn, som samler på foreign currency.
Jeg fandt en 20’er i inderrummet af min efterhånden ret fedtede og beskidte taske og fortalte ham lidt om dronning Margrethe.
”Mange tak skal du have. Det vil jeg huske, og jeg er sikker på, at min søn bliver glad,” smiler Mr. Mitchell.
Vi forlader Selma med en underlig fornemmelse i kroppen. På vej ud af byen ligger klumper af bomuld fra de omkringliggende marker i vejkanterne. Det er, som om tiden er gået i stå i Selma.
Raleigh, North Carolina – fra svingstat til bare en stat
Vi ankom til Raleigh i North Carolina sent samme aften. North Carolina var én af de vigtigste battleground states. Valget ville blive afgjort om et øjeblik. Skulle vi ”turn the page”, som Harris blev ved med at sige? Eller skulle vi forberede os på en Trump-æra 2.0?
Vi skal have lukket grænsen og have det her land tilbage på sporet
Tirsdag aften tog vi til valgfest hos Republikanerne. Festen foregik i lobbyen på Hotel Marriott i udkanten af byen. Vi havde forventet pindemadder, drinks og underholdning, men fik ingen af delene. Vi talte med Elisabeth (58), som havde store forventninger til aftenen.
”Jeg håber så meget, at vi får Trump tilbage i Det Hvide Hus. Vi har ikke råd til 4 år mere med Demokraterne,” smiler hun og fortsætter:
”Vi skal have lukket grænsen og have det her land tilbage på sporet.”
Argumenterne kom som perler på en snor. Vi har nu hørt det samme i alle de stater, vi har besøgt.
Elisabeth spørger, hvem jeg holder med, hvortil jeg svarede: Ingen. Det er ikke mit job. I denne sammenhæng er jeg neutral.
Hendes veninde bryder ind og siger:
”Han er europæer, og de er generelt meget liberale.” (Læs: venstreorienterede).
Med sult i maven og skuffelse over det ikke-eksisterende traktement, kører vi ind til endnu et Hotel Marriott i downtown Raleigh.
Her holder Demokraterne en kæmpe fest. Flere hundrede deltagere havde først på aftenen en fantastisk oplevelse og kunne fejre, at deres kandidat til guvernørposten, Josh Stein, netop havde vundet. Hans republikanske modkandidat var den skandaleombruste Mark Robinson, der på trods af støtte fra Donald Trump ikke kunne overtale vælgerne. Mange i Raleigh kalder ham ganske enkelt bare ”Creep”, efter hans eskapader på diverse pornosites, som hurtigt forplumrede hans kampagne.
Den nyvalgte Stein gør sin entré på scenen. Hyldesten vil ingen ende tage. Folk er ekstatiske og fulde af forventninger om, at Harris vil gøre ham kunsten efter.
Som resultaterne tikker ind, bliver stemningen dog mere og mere ufokuseret
Der bliver skyllet drinks ned, spist pindemadder, danset linedance, alt imens et stort presseopbud fra CNN, lokale nyhedsstationer, Sky News og andre filmer og skriver på livet løs.
Flankeret af sin kone og deres 3 børn holder Josh Stein en tale, som sine steder minder om Barack Obamas på Demokraternes konvent i 2004. Der er kun ét Amerika. Ikke et rødt eller blåt. Et Amerika for alle.
Som resultaterne tikker ind, bliver stemningen dog mere og mere ufokuseret.
Vi kører hjem til vores Motel 8 og zapper resten af natten mellem Fox News, CNN, MSNBC og BBC America.
Det klare resultat kommer mod forventning ret hurtigt, og endnu en gang kan vi gå i seng med bevidstheden om, at den amerikanske præsident om lidt igen hedder Donald Trump. Første gang (2016) var i Bradenton, Florida. Denne gang i Raleigh, North Carolina.
Mange frygter, at Bidens initiativer på klimaområdet vil blive rullet tilbage. Og skal man tro udmeldingerne fra den genvalgte Donald Trump, kan der være hold i bekymringerne
På Fox News kommenterer den feterede journalist Bret Baier, at North Carolina, Georgia og de andre Lucky Sevens nu ikke længere var at betragte som ”battleground states”, men bare ”states”.
Asheville og klimadagsordenen
Efter et par dages vandring og overnatning i Pisgah National Forest, der på trods af sin skønhed, vilde vandfald, rene luft og smukke stenformationer bærer tydeligt præg af ødelæggelserne fra orkanen Helene, sidder vi nu i centrum af Asheville og funderer over betydningen af det netop overståede valg.
Byen er smukt placeret; omgivet af Appalacherne og floden French Broad, der skærer sig igennem dette tilflugtssted for musikere, kunstnere og hipstere. Der er gallerier, barer og vægmalerier over alt. Kunstnermiljøet omkring River Arts-distriktet blev særligt hårdt ramt af Helene, og alle i byen taler om den svære genopbygning. Det, der skete i Asheville, minder på mange måder om oversvømmelserne i Valencia.
Uniformen i byen er umiskendelig: langt hår, Nashville-kasket, forvasket T-shirt og skovmandsskjorte. Fredag aften mødes børn, unge og gamle på byens torv til Drum Circle. 50 mennesker i alle aldre sidder med hver deres tromme, mens de bevæger sig langsomt, men sikkert ind i trancen.
Mange, især unge, taler om klimapolitik og ser ikke Trump som garant for, at politikerne på føderalt niveau hverken kan eller vil gøre noget for at forhindre fremtidige naturkatastrofer som dem, der ramte byen så hårdt for ganske kort tid siden. Snarere tværtimod. Trump og Vance gik til valg på nogle helt andre dagsordener, og mange frygter, at Bidens initiativer på klimaområdet vil blive rullet tilbage. Og skal man tro udmeldingerne fra den genvalgte Donald Trump, kan der være hold i bekymringerne.
I Asheville er der en generel stemning af fortvivlelse. Entréindtægterne fra den bluegrass-koncert, vi var til i går aftes, gik ubeskåret til ofrene for orkanen og til genopbygning af de ødelagte huse langs floden, som går gennem byen.
Vi synker den sidste slurk kaffe og drager igen mod The Sunshine State (Florida). Florida var i 2016 en svingstat, som Trump vandt med en forholdsvis betydelig margin. Denne margin voksede i 2020. I 2024 taler ingen længere om Florida som svingstat.
I denne ”red state” vil vi tage et dyk i ”The Deep Blue” og puste ud efter en lang rejse på de amerikanske landeveje.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
