SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er tiende afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor den voksne Hanne bliver indhentet af fortiden som nomadebarn.
Jeg var den unge fremadstormende specialkonsulent og projektleder, der ville og kunne det hele, men jeg glemte at skabe mig et liv. Jeg lavede stort set ikke andet end at gå på arbejde
Alligevel husker jeg faktisk ikke ret meget fra det arbejdsliv, der startede efter embedseksamen i 1990 og sluttede i 2013. 23 år er næsten ude af erindringen. Artiklen bygger derfor på et gennemsyn af mit CV, og hvad der derpå er dukket op i tankerne.
Jeg var ansat i ni forskellige statsinstitutioner. Det var i de år, jeg blev indhentet af fortiden.
Jeg ville gerne have det bedre, og jeg ville gerne blive fri af fortiden, men hvordan?
Jeg følte, at jeg skulle arbejde konstant for at være noget værd som menneske, for det var jeg opdraget til. Jeg skulle som barn for eksempel vaske bil hver uge og også pudse vinduer en gang om ugen. Det var sådan, jeg fik værdi. Nomadebarnet stak sit lille ansigt frem igen og igen.
Et liv i skarp kontrast til barndommen
Når jeg ikke arbejdede, rejste jeg eller gik på højskole. Jeg tjente i en del år temmelig godt og har været nogle gange i Thailand, en gang i Vietnam, i Bulgarien til årtusindets sidste solformørkelse og stået på toppen af Kilimanjaro i sommeren 2002.
Store rejser glædede mig, fordi det stod i skarp kontrast til min barndom, hvor vi aldrig var nogen steder i ferierne
På den første rejse til Thailand mødte jeg et tysk ægtepar fra Bayern, som kom til at betyde virkelig meget for mig, fordi vi havde de samme interesser. Vi løb på langrendsski, kørte på mountainbike og vandrede i bjerge sammen. De gik igennem en ulykkelig skilsmisse, og så løb kontakten ud i sandet. Det er jeg ked af.
Det at jeg kunne tage på store rejser glædede mig, fordi det stod i skarp kontrast til min barndom, hvor vi aldrig var nogen steder i ferierne.
Jeg har også været på Oure Idrætshøjskole, på Vestjyllands Højskole og på Kvindehøjskolen.
Højskoleopholdene var fascinerende, fordi jeg mødte mennesker i alle aldersgrupper, som jeg havde interesser til fælles med. Det betød meget, fordi jeg ellers kun havde kontakt med andre mennesker på jobbet.
Tæt på beslutningstagerne
Jeg arbejdede ikke med juraen bortset fra det første halvandet år, hvor jeg behandlede sager i en statsinstitution, men med økonomi, og det var jeg i sig selv glad for, for det betød, at jeg ofte var tæt på beslutningstagerne, tæt på magtens centrum.
Det smittede af på mig. Jeg ville også have magt, og derfor måtte jeg arbejde mig op igennem hierarkierne. Jeg ville have magt, fordi jeg kom fra et hjem, hvor alle var magtesløse.
Rent socialt var det den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde havde. Vi var en lille gruppe på fem, der arbejdede rigtig godt sammen, og som også var gode til at få en fyraftensbajer sammen. Når de andre gik hjem, sagde de: ”Gå dog hjem, Hanne.” Jeg svarede: ”Det har jeg ikke tid til. Jeg skal lige…”
En af kollegerne blev min bedste ven gennem mange år, og da han blev skilt, flyttede han ind hos mig i min lille toværelses i Vanløse, indtil han selv fandt en ny bolig. Vi havde det utrolig hyggeligt sammen. Desværre eksisterer venskabet ikke mere, uden at jeg ved hvorfor.
Mens jeg var i denne statsinstitution, var jeg aktiv roer i dameroklubben Gefion, men jeg meldte mig ud, fordi jeg ikke havde tid på grund af mit arbejde, og fordi der var for mange trakasserier kvinderne imellem.
Trakasserierne gik ud på, at der var for mange kæresterier på tværs. Alle havde efterhånden været kærester med hinanden. Det generede mig, fordi jeg fandt det uværdigt, og fordi jeg syntes, det var inderligt uinteressant, hvem der havde været i seng med hvem.
Vanvittigt arbejdspres
I en anden statsinstitution var jeg leder af et stort økonomistyringsprojekt, der skulle omkalfatre hele styrelsens måde at styre økonomien på. Arbejdspresset var vanvittigt og drevet af en ekstern konsulent, som jeg så op til, men ikke kunne matche, fordi han var enormt dygtig.
Jeg var vant til at være bedst, så det føltes som en form for nederlag ikke at kunne være lige så god som ham.
Efter manierne var jeg meget ofte sygemeldt i lange perioder. Det er ikke noget, jeg selv husker
Det var her, jeg første gang kom op på de 50-70 timer om ugen, og det var her, jeg havde den første depression i 2003, men det var også her, jeg selv så de første manier. Efter manierne var jeg meget ofte sygemeldt i lange perioder. Det er ikke noget, jeg selv husker. Det er noget, jeg har fået fortalt.
Jeg er blevet spurgt, hvad jeg lavede under mine depressioner. Det eneste, jeg husker, er, at jeg lå i min seng og stirrede ud i luften og ikke havde energi til at stå op, før det blev nat.
Deprimeret om dagen og manisk om natten
Jeg ville gerne forsøge at arbejde mindre og begyndte derfor at slægtsforske. Jeg købte mikrokortapparat og kirkebøger på mikrokort, så jeg kunne læse i kirkebøgerne. Det brugte jeg 10 år på typisk om natten i depressive perioder.
Det var en fantastisk tid, for det bevirkede blandt andet, at jeg fik et fællesskab med mennesker i alle aldre, der også jagtede deres aner. Når vi mødtes på arkivet lørdag morgen, var der altid noget at tale om, for eksempel: ”Jeg har lige fundet Johan Kirschbaums død i Højby kirkebog.” De andre forstod fuldkommen, hvorfor dette var et ægte fund.
At jeg kunne slægtsforske om natten skyldes, at jeg har det, der hedder rapid cycling, der bedst kan oversættes som hurtige skift mellem manier og depressioner. Det vil sige, at jeg var deprimeret om dagen og manisk om natten.
Nye jobs og selvmordsforsøg
Herefter gik turen til et stort ministerium, hvor opgaven som projektleder var at implementere et tidsregistreringssystem. Jeg tænkte, at det kunne jeg nemt, for jeg havde prøvet det før.
Det var den 3. januar 2006 med knirkende frost efter en jul, hvor jeg havde været alene, uden at nogen havde savnet mig af den grund
Jeg havde bare overset, at ministeriet var en meget speciel organisation med ekstremt mange afdelinger og mange lag af ledelse, som jeg ikke var vant til. Men jeg var glad for at være der, for der var gode, søde og kompetente chefer. Arbejdspresset var imidlertid hårdt.
Jeg drev projektet så langt frem som til aftenen, før det skulle i luften. Det var den 3. januar 2006 med knirkende frost efter en jul, hvor jeg havde været alene, uden at nogen havde savnet mig af den grund.
Da jeg gik derfra, tænkte jeg ”det her projekt klarer jeg aldrig” og gik hjem og forsøgte at tage livet af mig ved hjælp af en overdosis sovepiller.
Det var ikke et råb om hjælp
Mange siger om et selvmordsforsøg, at det er et råb om hjælp. Det var mit ikke.
Jeg gik først ned med aviserne, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, tømte køleskabet og slukkede for radiatorerne, så det ikke skulle lugte så hurtigt, og trak telefonstikket ud. Jeg tog pillerne ude på badeværelset og faldt om.
Det var samme sted, jeg vågnede gennemkold ud på natten. På en eller anden måde fik jeg sat telefonstikket i igen og vaklede i seng. Og ærgrede mig over, at selvmordet ikke var lykkedes.
Hun kom hjem til mig med morgenbrød, men uden drama. Vi spiste og blev derefter enige om, at det bedste nok ville være at tage på psykiatrisk skadestue, der dengang lå i Hvidovre
Telefonen ringede, og det var vores familierådgiver fra ministeriet. Jeg husker helt tydeligt, at hun spurgte: ”Hvad sker der hos dig?” og jeg husker lige så tydeligt, at jeg svarede: ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare.”
Hun kom hjem til mig med morgenbrød, men uden drama. Vi spiste og blev derefter enige om, at det bedste nok ville være at tage på psykiatrisk skadestue, der dengang lå i Hvidovre. Vi ventede i evigheder på taxaen, der skulle køre os, og derefter ventede vi i evigheder på, at det skulle blive vores tur på skadestuen.
Endelig fik vi foretræde for en læge, hvor jeg blandt andet skulle svare på, om jeg ikke var glad for, at det ikke var lykkedes, og om jeg ville love ikke at forsøge igen. Jeg kunne kun svare nej til begge dele. Alligevel blev vi sendt hjem igen.
Familierådgiveren var rasende, for jeg var reelt selvmordstruet. Efter at have forvisset sig om, at jeg kunne klare mig selv, gik hun med løftet om at komme igen næste formiddag. Dagen efter havde hun fundet både en psykiater og en psykolog til mig.
Helt ude over afgrunden af stress
De var begge to dygtige og hjalp mig med at tage toppen af isbjerget, som var at jeg var helt ude over afgrunden af stress. I julen havde et klik med musen lydt som et tordenskrald, hvilket er et tydeligt stresstegn.
Psykiateren satte mig i ny medicinsk behandling. Psykologen talte med mig, men der var uendeligt lidt tid hos dem begge. Jeg havde brug for mere tid og indlevelsesevne.
Om dagen lå jeg i min seng og stirrede ud i luften, og om natten slægtsforskede jeg
Psykologen sagde, at jeg skulle være sygemeldt i tre måneder, så jeg gik derhjemme alene og forsøgte at få det bedre i al den tid. Jeg følte ikke, at det lykkedes. Om dagen lå jeg i min seng og stirrede ud i luften, og om natten slægtsforskede jeg.
I 2013 måtte jeg opgive at slægtsforske, fordi jeg ikke længere kunne koncentrere mig de mange timer, som slægtsforskning kræver. Man skal for eksempel oversætte fra gotiske bogstaver til latinske bogstaver for at også ikke-slægtsforskere kan læse teksten, men jeg kunne ikke længere.
Karrieren ender med en fyring
Karrieren endte med en fyring på grund af sygdom fra den styrelse, hvor jeg arbejdede i 2013. Jeg havde meldt mig syg tre gange to dage i prøveperioden, da jeg var begyndt på ny medicin, som man bliver virkelig træt af. Så jeg kunne simpelthen ikke komme ud af sengen.
Jeg blev udredt for bipolar lidelse året efter, så jeg var jo også syg.
En psykiater spurgte mange år senere en del til, hvorfor jeg havde haft så mange arbejdspladser. Selv mente jeg, det var karrierefremmende at skifte ofte. I fællesskab kom vi dog frem til, at det også havde noget at gøre med, at jeg ikke kunne med mine chefer, for jeg følte mig ofte bedre end dem, og det var jeg også til tider, og var jeg det ikke, så arbejdede jeg dag og nat for at blive det.
Det var mig magtpåliggende ikke at ende som min mor og psykopaten. Ordet tvangsauktion skulle aldrig komme ud af min mund
Jeg knoklede for at skabe en karriere, og det lykkedes også. Det var mig magtpåliggende ikke at ende som min mor og psykopaten. Ordet tvangsauktion skulle aldrig komme ud af min mund.
Jeg begyndte på et tidspunkt at gå i terapi. Der findes mange forskellige terapiformer. Jeg har blandt andet gået i gestaltterapi, som bestemt ikke var noget for mig.
Gestaltterapi handler blandt andet om at opleve sin krop og sine følelser frem for at analysere, og om at mærke livet, som sidder i følelserne. Det passede ikke til et analytisk menneske som mig at slå i en pude og forestille mig, at den var min mor eller psykopaten.
Jeg har også gået flere år hos en dygtig kropspsykoterapeut, og det var dejligt at sidde timevis i hendes favn, men når jeg gik derfra, var effekten væk.
Intet af det virkede på mig. Jeg har altid gået og ment, at det var de forskellige terapeuters skyld, at det ikke virkede. Det var først mange år senere, jeg indså, at jeg bare ikke var klar til at se min fortid i øjnene.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER
Top: Nomadebarn. Foto fra Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her