’TANDFE’ & KUNSTHÅNDVÆRKER // PORTRÆTINTERVIEW – Efter en fyring og en skilsmisse fik Nina Dalsgaard, en enlig mor til to børn, ”ved en fejltagelse” en voksenlærerplads. Og det er noget af det bedste, der er sket for hende. POV’s Poul Arnedal har mødt kvinden med de mange tatoveringer hjemme i Hellebæk, hvor hun bor i en 300 år gammel og fredet arbejderbolig, som hun har arvet efter sin mormor.
Jeg har været hjemme og besøge Nina Dalsgaard. Hun bor i en over 300 år gammel arbejderbolig i Hellebæk på den sjællandske nordkyst vest for Helsingør. Hun er en af de omkring 500 kliniske tandteknikere, som laver nogle af de tandproteser, som over 800.000 danskere går med.
Ja, du læste rigtigt. Over 800.000 danskere – eller over en sjettedel af befolkningen – går rundt med kunstige, aftagelige tænder i munden. Enten i form af en helprotese – tidligere kendt som et ’gebis ’ – eller en delprotese, som betyder, at der stadig er en del af de oprindelige tænder tilbage.
Kalder Nina for min ’tandfe’
Du kender garanteret op til flere mennesker, som har en tandprotese. Men ved du overhovedet, at de har sådan en? For mange er det nemlig et tabubelagt emne. Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har selv haft en delprotese i over 20 år.
Årsag? Paradentose. Men Nina Dalsgaard er skyld i, at jeg, efter at mine fortænder i overmunden for et års tid siden begyndte at give op, med stor selvtillid kan smile til dig og resten af verden, nu iført en helprotese i overmunden og en delprotese i undermunden.
Nøjagtig på samme måde har hendes mange kolleger landet over reddet både selvtilliden, tyggeevnen og ikke mindst smilet hos de hundredtusindvis af danskere, hvis tænder har været ved at falde ud af munden på dem af den ene eller anden årsag.
Så jeg kalder Nina for min ’tandfe’.
”Det var egentlig en fejl”
Og så har Nina en ganske særlig historie. Hun var nemlig 35 år, inden hun tog den uddannelse, som har gjort hende til selvstændig erhvervsdrivende inden for sundhedssektoren.
Og som hun selv siger: ”Det var en tilfældighed – ja, egentlig en fejl – at jeg blev klinisk tandtekniker. Men nu har jeg i to et halvt år været selvstændig med egen klinik, og det er det bedste, der er sket for mig.”
Jeg har endnu ikke nået til helt at kunne sige farvel til ham. Men det kommer
Hun er vokset op i Helsingør, hvor hendes morfar arbejdede på det lokale skibsværft. Hendes andelsbolig i de gamle arbejderboliger er hun kommet i, har hun arvet efter sin mormor, der var født i naboejendommen.
Hendes far var elektriker og arbejdede i mange år på norske boreplatforme ude i Nordsøen.
”Og så var han alkoholiker,” fortæller Nina, ”og meget pertentlig med sit udseende og store fuldskæg. Vi havde et helt særligt bånd.”
Faren døde af kræft i spiserøret i november måned 2022, og her knap fire måneder senere står hans urne stadig i stuen hos Nina i Hellebæk.
”Jeg er endnu ikke nået til helt at kunne sige farvel til ham. Men det kommer,” siger hun.
Arbejdsløs og enlig mor til to børn
Men efter at hun havde haft en lang karriere som ansat i både det gamle Daells Varehus, billetsælger for DSB i Rungsted og Humlebæk samt receptionist hos Toyota i Helsingør, nåede hendes far også at opleve sin datter blive selvstændig klinisk tandtekniker med omkring 500 patienter og egen klinik i nordsjællandske Helsinge.
”Da DSB stoppede for det fysiske billetsalg, fik jeg jobbet hos Toyota. Vi var to receptionister, men på et tidspunkt var de nødt til at fyre en af os, og eftersom jeg var gift og havde en mand, mente de, at jeg bedst kunne klare at blive arbejdsløs.”
”Hvad de ikke lige havde taget højde for, var, at jeg samtidig med fyringen også blev skilt og pludselig blev alenemor med to børn.”
Jeg har glade patienter. Jeg hiver jo ikke tænderne ud af munden på folk. Det er tandlægerne de eneste, der må
Det var her, hun endte med at blive tandteknikker ”ved en fejltagelse”.
”Som arbejdsløs skulle jeg jo søge to job om ugen, og jeg søgte på alt, hvad jeg stødte på. Bl.a. en annonce i Søndagsavisen fra en klinisk tandtekniker i Helsingør. Jeg troede, hun søgte en klinikassistent, men det viste sig at være en elev, hun var ude efter. Og da jeg kom til samtale, klikkede vi lige med det samme, og så startede jeg som voksenlærling.”
”Jeg elsker at være min egen chef”
I dag er uddannelsen som klinisk tandtekniker en professionsbachelor-uddannelse og tager 3 ½ år.
Men da Nina begyndte tilbage i 2012, var det en lærlingeuddannelse på 4 ½ år, som bl.a. bestod af to års uddannelse på Aarhus Universitet, hvor hele uddannelsen ligger i dag.
Det var noget af en udfordring for en enlig mor til to. ”Men man klarer det jo,” som hun siger. Og det var efter tre år som færdiguddannet, hun fik muligheden for at blive selvstændig.
”Jeg arbejdede på en anden klinik i Helsingør end den, hvor jeg var blevet uddannet. Ham, der havde den, havde også en afdeling i Helsinge, som kun havde åbent et par dage om ugen. Og da det blev for meget for ham – bl.a. i forbindelse med at han skulle være far – tilbød han mig, at jeg kunne overtage klinikken i Helsinge.”
”Det var det bedste, der kunne ske. Jeg elsker at være min egen chef. Og jeg elsker mit arbejde. For jeg har glade patienter. Jeg hiver jo ikke tænderne ud af munden på folk. Det er tandlægerne de eneste, der må. Til gengæld får jeg lov til at lave nye tænder til folk, og det er lidt af et kunsthåndværk. For ikke to proteser er ens. De skal jo passe til det enkelte menneske. Alt sammen er håndlavet, og ofte kan man se, hvem af ens kolleger, der har lavet den enkelte protese. Vi har alle sammen vores små, ubevidste særkender.”
Vigtigt med en god kemi
”For mig er det vigtigt, at der er en god kemi med mine patienter. Der findes klinikker, hvor det hele kører på rutine, og hvor man stort set ikke taler med patienterne ud over det rent tandtekniske. Sådan kan jeg ikke arbejde. Jeg ønsker at lære lidt om, hvem de er.”
Her er masser af skæve eksistenser, og jo skævere og anderledes folk er, desto hyggeligere har jeg det med dem
”Der er jo ikke to mennesker, der er ens, og jo bedre kemi der er, desto bedre tænder bliver det,” siger Nina Dalsgaard, der blandt sine omkring 500 patienter også har dem, der kommer fra både Omsorgstandplejen og Socialtandplejen i Gribskov kommune, hvor hendes klinik ligger.
Det er i begge tilfælde patienter, som bliver henvist fra kommunen. Omsorgstandplejen omfatter mennesker, der ikke kan komme ud af deres hjem på grund af alder, sygdom eller handikap.
Socialtandplejen omfatter folk med psykiske lidelser eller hjemløse og stofmisbrugere.
Kroppen halv fyldt af tatoveringer
Og her kommer den i dag 46-årige Nina Dalsgaards brogede baggrund hende måske til gode. Hun har haft en lang karriere som salgsperson og receptionist i direkte kontakt med kunderne. Hun er barn af en højt elsket alkoholiker. Og herudover har hun halvdelen af kroppen dækket med tatoveringer, hvoraf mange er ganske synlige for hendes patienter.
”De har alle sammen en historie og er lavet på forskellige tidspunkter i mit liv. Og der er da nogen, som lige studser lidt, når de ser mig, men det går som regel hurtigt over. Og der er patienter, som ligefrem synes, det er sejt og kan identificere sig med det,” siger hun.
Derfor ser hun også fremtiden fortrøstningsfuldt i øjnene.
”Jeg samarbejder med en lang række tandlæger, som sender deres patienter til mig, når de skal have en protese. Og sammen med en anden klinik her i Helsinge er vi de eneste i hele kommunen, så der er et kæmpe opland og befolkningsgrundlag. Her er masser af skæve eksistenser, og jo skævere og anderledes folk er, desto hyggeligere har jeg det med dem,” slutter Nina Dalsgaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
