Nils-Christian Nilson: AKK og ve for det borgerlige Tyskland

i Europa/Politik & Samfund af

ANALYSE // POLITIK – Valgskandalen i Thüringen har kastet det borgerlige Tyskland ud i en krise. De to borgerlige partier, CDU og FDP gik 5. februar sammen med det fascistiske AfD om valget af ny ministerpræsident. De demokratiske partiers afgrænsning mod AfD var brudt og chokket stort. Mandag måtte CDU’s generalsekretær og kanslerkandidat, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) tage konsekvensen og bebude sin afgang. Partiet kastes nu ud i en magtkamp. Og for det liberale FDP er situationen om muligt værre. Det har i et par årtier kæmpet mod spærregrænsen på 5 pct. Og det går svækket, skandaliseret og splittet til delstatsvalget i Freistadt Hamburg 23. februar. Krisen bliver langvarig. Der er ikke flertal for en ny ministerpræsident i Thüringen og i Tyskland er valg i utide en meget besværlig procedure.

Kamelens ryg knækkes som bekendt af det sidste strå, og skandalen i Thüringen blev det strå, der gjorde det umuligt for Annegret Kramp-Karrenbauer at fortsætte som kanslerkandidat og formand for Tysklands kristeligt/borgerlige parti, CDU. Hun var i forvejen svækket og uden de større muligheder for at afløse Angela Merkel som forbundskansler, og begivenhederne i Thüringen medførte det værste, en tysk politiker kan komme ud for: Det blev offentligt demonstreret, at AKK havde mistet autoriteten over sit eget parti. Det var kun en naturlig konsekvens, at hun mandag meddelte, at hun trækker sig fra begge poster, dog bliver hun som partiformand indtil juni.

Björn Höcke. Foto: Wikimedia Commons

Landdagsvalget i Thüringen 27. oktober 2019 blev en jordskredssejr for Alternative für Deutschland (AfD), som generelt er fremmedfjendsk, men som i Thüringen har klare og umiskendelige anstrøg af nynazisme, og hvis ledende figur Björn Höcke, er i den civile efterretningstjenestes (BfV) søgelys. Med 22 af landdagens 90 mandater fjernede AfD grundlaget for en fortsættelse af den rød-rød-grønne regering (Die Linke, fortsættelse af kommunistpartiet, SPD, socialdemokratiet og De Grønne). Koalitionen manglede et mandat, og det ville hverken CDU eller de liberale FDP levere.

Og AfD var dem, ingen af de andre ville lege med. De andre partier har faste beslutninger om ikke at røre fascisterne med en ildtang.

Demokratiets fjender holdt stigbøjlen

Den populære ministerpræsident Bodo Ramelow, Die Linke, kunne fortsætte i et forretningsministerium, mens landdagen forgæves søgte at finde et flertal for en ministerpræsident. Og så skete skandalen 5. februar. Det nyvalgte medlem af landdagen, Thomas Kemmerich, FDP, meldte sig som kandidat. Og han blev ikke alene valgt med stemmer fra AfD, han modtog også valget og udløste ’en demokratisk katastrofe’, en ’rystelse af tysk politik’, ’det borgerlige midte har ladet fjender af demokratiet holde stigbøjlen’, som det hed i arrige kommentarer.

Udtrykket ’utilgiveligt’ svækkede i den grad Annegret Kramp-Karrenbauer, for hun havde ikke alene været ude af stand til at forhindre, at Thüringens CDU var gået sammen med AfD, de kommende dage viste også, at hun var ude af stand til at få kontrol over situationen

Men FDP jublede. Kemmerich var partiets første ministerpræsident i en tysk delstat, siden Reinhold Maier i Baden-Württemberg (1945-1952), og han tilhørte oprindeligt Deutsche Volkspartei. Lykønskningerne strømmede ind fra partifæller, men også fra forbundsregeringens koordinator for ’de nye forbundslande’, altså det tidligere DDR, Christian Hirte, CDU, rykkede ud med en lykønskning.

Merkel fra Sydafrika: ’Det er utilgiveligt’

Så kom reaktionen. Demonstranter samlede sig foran FDP’s partikontorer i flere dele af Tyskland, de sociale medier flød over med rasende kommentarer om samarbejdet med Auschwitz-benægterne og tordenslaget kom fra Sydafrika. Forbundskansler Angela Merkel var på statsbesøg og kaldte begivenhederne i Thüringen for ’utilgivelige’. Det er nok det mest voldsomme udtryk, Angela Merkel har brugt i sine snart 15 år som forbundskansler. Og hun fyrede koordinator Hirte samme dag, som hun kom hjem.

Udtrykket ’utilgiveligt’ svækkede i den grad Annegret Kramp-Karrenbauer, for hun havde ikke alene været ude af stand til at forhindre, at Thüringens CDU var gået sammen med AfD, de kommende dage viste også, at hun var ude af stand til at få kontrol over situationen.

AKK havde en fin politisk karriere som ministerpræsident i miniput-delstaten, Saarland, da Angela Merkel i 2018 udpegede hende som sin afløser. Hun opgav regeringsposten og blev i februar 2018 partisekretær i CDU, en glimrende affyringsrampe for at samle partiet om sin kanslerkandidatur. Men hun slog aldrig rigtig igennem, selv om hun nærmede sig partiets konservative fløj, som Angela Merkel har ignoreret i alle 15 år. AKK’s autoritet blev for alvor svækket, da Merkel trak sig som partiformand. Ved valget i december 2018 kunne hun kun knap og nap blive valgt mod modkandidaten, Frederich Merz, der kom ind fra højre efter en lang pause fra politik.

Angela Merkel gjorde AKK en bjørnetjeneste, da hun i juli 2019 blev gjort til forsvarsminister efter Ursula von der Leyen, der rykkede til Bruxelles. Ministerkontoret er i Berlin, men embedsmændene sidder stadig i Hardthöhe uden for Bonn. I stedet for at besøge partiafdelinger, blev hun fast passager i forbundsværnets tjenestefly mellem Berlin og Bonn. Samtidig er forsvarsministeriet bureaukratisk, uregerligt og skandaleramt. Annegret Kramp-Karrenbauers popularitet var i frit fald.

Den konservative fløj går efter magten

CDU har fået en blodtud og et blåt øje, og nu kastes partiet ind i en magtkamp om både formandspost og kanslerkandidatur.

En sikker kandidat er Friedrich Merz fra partiets konservative fløj. Han følte sig skubbet til side af Angela Merkel og var imod hendes midtsøgende politik, så han trak sig ud af forbundsdagen i 2009, men har bevaret en stor popularitet, både bredt men især på højrefløjen, der længes efter faste borgerlige værdier, Kinder, Küche, Kirche for kvinderne. Friedrich Merz var tæt på at blive valgt til partiformand i december 2018, og det kræver en bred koalition af alle andre end den konservative fløj at forhindre hans valg.

Den naturlige modkandidat er Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet, som har vist, at han kan vinde valg og indgå koalitioner. Han er ikke langt fra Merkel i udlændingepolitikken og vil med meget få nuancer fortsætte hendes midtsøgende politik. Han er ikke så kantet som Friedrich Merz, måske en dårligere debattør, men i tv-diskussioner kommer han langt med humør og et smil.

Sundhedsminister Jens Spahn kunne være en kandidat. Som Merz tilhører han den konservative, til dels nationalistiske fløj, men han vil nok gøre klogt i ikke at svække den langt mere populære Merz.

FDP efterladt med alvorlige tømmermænd

For FDP er den kortvarige berømmelse og rus blevet afløst af alvorlige tømmermænd. Efter en langvarig nedtur blev Chr. Lindner i 2013 valgt til partiformand, og han fik et godt landdagsvalg i det hjemlige Nordrhein-Westfalen, men hans accept af skandalen i Thüringen er kun hans anden store strategiske fejltagelse.

Efter forbundsdagsvalget i 2017 var CDU/CSU, De Grønne og Chr. Lindners liberale FDP tæt på at indgå en flertalskoalition. Men han trak sit parti ud, i forventning om at en fri rolle i opposition ville gavne partiet. Et totalt fejlskøn, tyskerne mener faktisk, at Tyskland skal regeres, og i stedet for en regering med tyske kræfter, fik landet en genoptagelse af den store koalition mellem de kristelige og socialdemokraterne, to grupperinger som har slidt hinanden ned og virker uden inspiration.

De seneste dages tumult blev udløst af Thomas Kemmerich, og han står både som taberen og vinderen. Taberen, fordi hans politiske karriere synker i grus senest ved næste landdagsvalg i Thüringen. Vinderen, fordi han får en månedsløn for tre dage som ministerpræsident plus eftervederlag i et år

Først da det gik op for Chr. Lindner, at Thüringen af de fleste tyskere blev opfattet som en skandale, ilede han til delstaten for at få den nyvalgte ministerpræsident Thomas Kemmerich til at træde tilbage. Det gjorde han efter en dag, så fortrød han, og så trak han sig igen. Forfatningen gør ikke hvervet til en selvbetjeningsbutik. Lindner fik opbakning af sit partis forretningsudvalg, men resten af Tyskland er mistænksom.

Chr. Lindners officielle forklaring er, at Kemmerich jo ikke kunne vide, at AfD ville stemme for ham. Jo, det kunne han, for AfD lokkede ham i november 2019 i et brev med posten som ministerpræsident. Brevet er selvfølgelig gået viralt på de sociale medier, og Lindners troværdighed ligger i laser. Den første regning kommer ved valget i det ellers liberale Hamburg 23. februar. Partiets kandidater blive svinet til, når de forsøger at uddele pjecer på gader og stræder.

Han griner hele vejen til banken

Og hvor er de tyske socialdemokrater så midt i alt dette. ’Weg vom Fenster’, de er stort set ude af billedet. Efter langvarig intern splittelse og magtkamp har partiet svært ved at nå 15 pct. landspolitisk og i delstaterne, bortset fra bystaterne Bremen, Hamburg og Berlin. Den nye dobbeltledelse er under Saskia Enken og Norbert Walter-Borjans, og de to er lige så ukendte i Tyskland, som de formentlig vil være blandt POV’s oplyste og velorienterede læsere.

De seneste dages tumult blev udløst af Thomas Kemmerich, og han står både som taberen og vinderen. Taberen, fordi hans politiske karriere synker i grus senest ved næste landdagsvalg i Thüringen. Vinderen, fordi han får en månedsløn for tre dage som ministerpræsident plus eftervederlag i et år. Han kan stikke 695.000 kroner i lommen.


Foto: Annegret Kramp-Karrenbauer, Wikimedia Commons. 

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Europa