KOMMENTAR – Er følelser omkring national identitet virkelig noget, man kan vælge, spørger Freddy Hagen i denne kommentar, hvor han peger på, at kritikere af udtryk for dansk ”nationalisme” fratager mennesker med følelser for frikadeller og flag værdier, som de samtidig hylder hos andre folkeslag. Hvis man udelukkende fokuserer på de negative konsekvenser af national identitet, så drukner det intuitive, det følelsesmæssige og det politisk neutrale, som åbenlyst betyder noget for de fleste.
Forleden faldt jeg over en tråd skrevet af en dansker med anden etnisk herkomst end dansk. De snakkede om national identitet, og det interessante er, at de alle sammen synes at mene, at deres tilknytning til deres etniske hjemland, ikke er noget som de selv kan styre.
De mener ikke, at de for eksempel holder med Iran, fordi de er vilde med landets politik eller foretrækker denne fremfor Danmark. De holder alle sammen med Danmark, men de indrømmer samtidig, at de også holder med deres hjemlandes hold. En skriver, at det har noget at gøre med uforståelige og dybe følelser, der ikke indeholder andet end en fornemmelse af tilknytning.
Forleden udtalte partiet Alternativet, at de er sat i verden til at bekæmpe den nationale selvforståelse, og at partiets standpunkt er universelt, og derfor ikke skelner mellem nationaliteter
Samtidig har vi i henved tyve år hørt danskere udtale, at de ikke længere er stolte af at være danskere, og at de frasiger sig denne identitet, fordi landets majoritet er blevet forførte af fremmedfjendske politikere, der skaber had til andre folkeslag. Og måden hvorpå de reagerer, svarer til at de selv kan til- og fravælge denne identitet.
Forleden udtalte partiet Alternativet, at de er sat i verden til at bekæmpe den nationale selvforståelse, og at partiets standpunkt er universelt, og derfor ikke skelner mellem nationaliteter. De kæmper derimod for fred og retfærdighed for hele menneskeheden, i modsætning til de nationalt orienterede.
National identitetsfølelse og det politiske valg
Dette finder jeg interessant, fordi Alternativet anskuer det som om, at national identitet er noget, vi selv vælger, altså, at der er tale om et politisk valg. Men det er oftest langtfra tilfældet. Det kan faktisk være en selvmodsigelse. Som i den tråd med danskere med anden etnisk herkomst end dansk.
Og sådan ville jeg formodentlig også selv have det. Hvis jeg for eksempel valgte at flytte til udlandet og gjorde det, fordi jeg foretrak et liv der, fremfor i Danmark, så ville jeg formodentlig nære samme dybe følelse til det nationale tilhørsforhold, selvom jeg samtidig kunne mene, at landet kører ad helvede til, og at jeg foretrak mit nye liv.
Den nationale dannelse, foruden traktater og grænsedragninger, har vel altid eksisteret, og viser sig for eksempel i forholdet til “den anden”. Og sådan har det jo været siden tidernes morgen
National identitet er et imperativ for de fleste og ikke noget, man sådan tager stilling til. Så når Georg Metz for eksempel pointerer, i en tv-udsendelse hvor han debatterer med Morten Messerschmidt, at national identitet blot er en konstruktion, så aner han ikke rigtig, hvad han snakker om.
Han postulerer blot, at den art identitet er noget flyvsk, der blot er kontingent, fordi der engang ikke fandtes nationer. Samtidig mener Metz, tilsyneladende på linje med de skabende romantikerne, at denne afgrænsning blot er skabt af kunstnere og magtmænd.
Men hvis det skal gå for pålydende, så tilskriver man romantikerne mere magt, end hvad der historisk er grundlag for. Den nationale dannelse, foruden traktater og grænsedragninger, har vel altid eksisteret, og viser sig for eksempel i forholdet til “den anden”. Og sådan har det jo været siden tidernes morgen. Grækerne, for eksempel, definerede Polis på samme vis.
National identitet er ikke bare DF
Måske romantikerne tænkte det nationale som en delvis konstruktion, men det er jo igen den klassiske debat om hønen og ægget. For definerede romantikerne deres nationale identitet fuldkommen frit, eller var deres fokus på fælles sprog, fælles naturoplevelser og fælles historie en sproglig definition på en identitet, der allerede var iboende datidens befolkninger?
National identitet er ikke bare DF, og DF har slet ikke fortjent en modstander som Georg Metz, der udelukkende er i stand til at kritisere ved at kalde sine fjender for uskolede ignoranter. Hans arrogance og evige postulater om dumhed, lukker tanken og debatten ned, førend den overhovedet begynder.
For man hører jo aldrig fortalerne for international identitet, eller fra bekæmpere af det nationale, kritisere dem, der pt under VM18 render rundt og hylder deres oprindelseslandes fodboldhold. Det ville også være dumt. Noget som DF, i en agurketid, kunne finde på at kritisere.
Mad, identitet og total relativisme
På samme vis med den stærkt naive og fordummende debat om madens oprindelse samt den identitet, der knyttes til maden. Dengang en kulturhistoriker fandt frem til, at frikadellen ikke var oprindelig dansk, jublede typer som Alternativet og Metz. Som om, at de endelig fik skovlen under de onde nationalister.
Ligesom paneret rødspætte med persillesovs opfattes af polakkerne som en national ret, opfatter mange danskere ligeledes retten som en dansk ret
Problemet er bare, at deres forsøg på at dæmme op for selvsamme identitetskonstruktion ender i et modargument, der anvender selvsamme metode som de nationalister, der gerne vil have at denne identitetsforståelse skal have mere politisk fylde.
Men frikadellens opfindelse er ikke indikator for noget som helst generisk. Og ligesom paneret rødspætte med persillesovs opfattes af polakkerne som en national ret, opfatter mange danskere ligeledes retten som en dansk ret.
Det er jo ubetydeligt, hvorfra disse identitetsdannelser stammer, ligesom det er irrelevant for identitetsdannelsen, om du betragter netop frikadellen som dansk eller ej.
National identitet, sådan som danskerne med anden etnisk herkomst end dansk formulerer det i den nævnte tråd, betoner slet ikke den slags små indikatorer for om noget er nationalt eller ej. De beskriver det langt mere flydende og diffust, dybt og irrationelt.
At lytte til Metz omkring national konstruktion minder en hel del om John Searles filosofi, eller mangel på samme. Searle mener, at penge for eksempel er en social konstruktion, og at penge ikke i sig selv har en værdi. Det er noget, som vi tilskriver noget andet.
Men denne totale relativisme er blevet kritiseret til hudløshed, blandt andet fordi det jo ikke er sådan, vi rent faktisk, og i praksis forstår disse fænomener.
Vi kan ikke bare bestemme os til, om vi vil forstå virkeligheden nationalt, eller om vi vil anerkende penges værdi. Vi styres af disse entiteter, og vi kan aldrig, som enkeltpersoner, bare sådan slå en streg over disse symboler og entiteter. Det er at tilskrive vores forståelse for stor magt og fleksibilitet.
Så enten er pointen om, at national identitet er historisk og derfor kontingent, helt ekstremt banal, eller også ender det i en fejlslutning. Ingen af delene er særlig fornuftig, og det indfanger ikke denne dybe, ureflekterede identitet, som kan komme bag på en selv.
Skyggesiden er entydig
I går faldt jeg over en anmeldelse på Netavisen Pio. Her reklamerer de for en dokumentarfilm om “fodboldverdens skyggesider”. Dokumentaren handler om Israels mest nationalt orienterede hold, der grundlæggende, og helt eksplicit er racister.
Ganske uhyggeligt, faktisk.
Men i dokumentaren udtaler en, at fodbold selvfølgelig ikke er en totalt isoleret verden. Nej, man kan selvsagt spejle folks opfattelse og identitet, sådan som den ser ud i virkeligheden, udenfor fodboldbanen.
Derfor er det også fjollet, og forkert, at kalde disse ubehagelige fænomener for fodboldens skyggesider. Det har jo intet med fodbolden som sådan at gøre, men derimod handler disse fænomener om, hvorledes konflikter også spiller ind i fodbolden.
Der ikke er langt til den opfattelse, at dansk mad for eksempel er kedelig, i modsætning til fremmede kulturers madtraditioner, alene fordi et nationalistisk parti forsøger at propagandere for øget national selvforståelse
Men fodboldverden har gennem årtier forsøgt at bekæmpe racisme og nationalt had. Det er, så at sige, de store organisationers primære opgave: at bekæmpe disse tendenser.
Problemet med at kalde den art adfærd for en iboende skyggeside i for eksempel fodbold har at gøre med den entydigt negative side ved national identitet. Ditto med Alternativets definitioner, hvor der ikke er langt til den opfattelse, at dansk mad for eksempel er kedelig, i modsætning til fremmede kulturers madtraditioner, alene fordi et nationalistisk parti forsøger at propagandere for øget national selvforståelse.
Læg nu mærke til det, kære læsere. Disse kritikere af for eksempel dansk madkultur og traditioner, de hylder ofte den gamle palæstinensiske moder, der står og kokkererer autentisk arabisk mad. Som når en italiener er ved at få tårer i øjnene, når han får serveret en spaghetti, sådan som hans mormor lavede den.
Vi kender det alle, og det er rørende at opleve, hvorledes folk med anden herkomst end vores egen sådan har store følelser overfor det hjemlige køkken. Og det er en sand tragedie, at et parti som Alternativet hele tiden skoser de danskere, der gør og føler det samme.
De forsøger nemlig at fratage disse mennesker nogle følelser, som de samtidig hylder hos andre folkeslag.
Gad vide om de egentlig selv kan gennemskue, at det forholder sig således? Jeg tvivler.
Værst af alt er nok, at folk som Georg Metz mener, at national identitet udelukkende er en negativ idé. Det synes jeg med al tydelighed viser sig at være en fejlslutning.
For hvis man udelukkende fokuserer på de negative konsekvenser af national identitet, så drukner det intuitive, det følelsesmæssige og det politisk neutrale, som åbenlyst betyder noget for de fleste.
Topfoto: C.A. Lorentzen (1746-1828), Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219, 1809. Statens Museum for Kunst. Wikimedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
