DEBAT: Når staten slår til – en historie om en mors manglende rettigheder

i Børn & unge/Debat af

DEBATINDLÆG // TVANGSFJERNELSE – Alle sager, hvor der sker en tvangsfjernelse af et barn, er per definition ulykkelige, skriver Freja Stein, der har fået aktindsigt i en konkret børnesag, hvor hun også har været bisidder. Vi bliver nødt til at diskutere, hvordan staten griber tvangsfjernelse an, og hvor retssikkerheden er blevet af, skriver hun, der undrer sig over såvel sagsbehandlingen som den manglende overholdelse af internationale konventioner i sagen, som hun fortæller om nedenfor.

Artiklen er opdateret  ultimo december af redaktionen.

Den femte november i år fik en dansk udenrigskorrespondent og konferencetolk bosiddende i Spanien tvangsfjernet sit barn efter et hektisk forløb på nogle få uger. Jeg har fået aktindsigt i sagen og har gennemlæst alt, hvad der er skrevet, før denne artikel blev skrevet.

Forud gik flere års anmeldelser af hendes moderskab til socialforvaltningen. Alle påstande blev undersøgt og afvist af kommunen som værende grundløse. Hendes forældreevne blev fastslået som yderst kompetent. Hendes barn var i trivsel.

Hvordan kunne der så pludselig ske tvangsfjernelse et par år senere?

Moderen savnede Spanien og kan som enlig mor bedre få familiens økonomi til at hænge sammen uden at gå til af stress

Vi starter i Spanien. Den danske kvinde og hendes søn har siden starten af 2017 boet i Barcelona, hvor moderen er udenrigskorrespondent og konferencetolk. Hun skriver bl.a. for danske medier om konflikten i Catalonien. Hendes søn på 14 gik frem til tvangsanbringelsen i Danmark på en lille tysktalende privatskole og spillede tennis tre gange om ugen.

Hun fortæller, at hun selv kommer ud af en svær familie med en psykisk syg mor og en far, som hun beskriver som voldelig. Hun fortæller også, at et andet nært familiemedlem forsøgte at hindre hende og sønnens tilbagevenden til Spanien, hvor barnet er født, og hvor moderen har boet i mange år.

Hun savnede Spanien og kan som enlig mor bedre få familiens økonomi til at hænge sammen uden at gå til af stress. Hun brød med det nære familiemedlem kort før udrejse, og samme dag startede slægtningens mange anmeldelser til børnemyndighederne.

Bortset fra den første anmeldelse er alle anmeldelserne sket efter udrejse, uden at slægtningen ser noget til moderen og hendes barn, eller kender til deres omgivelser i Spanien.

Med til historien hører dog, at der allerede i 2014 indløb en anonym anmeldelse til Københavns Kommune om, at både mor og barn skulle være psykisk syge. Den bliver afvist af Københavns Kommune som absolut grundløs. Socialforvaltningen finder, at barnet er en dreng i trivsel.

Familiemedlemmet er her med som bisidder under møderne med BBU City-Østerbro (Borgercenter Børn og Unge, som har ansvaret for indsatsen overfor børn og unge under 18 år med sociale eller psykiske problemer), og personen støtter moren og hendes søn.

Anmeldelserne begynder, da moren har sagt familiens danske lejlighed op og underskrevet kontrakt på et nyt hjem i Spanien. Hun spørger BBU City-Østerbro, om de har noget imod, at familien flytter. Det har BBU ikke, de siger, at det bestemmer hun selv.

I Spanien giver sønnen imidlertid udtryk for, at han gerne vil tilbage til Danmark, fordi han savner sine venner, og hun lover ham, at de skal rejse hjem til næste sommer (i 2020).

Under det sidste ophold i Danmark meddeler sønnen pludselig, at han ikke kommer tilbage til Spanien. Moren er i chok

Hun er begyndt at forberede hjemkomsten og har sendt ham på sommerskole i Danmark med Danes Worldwide sammen med de ældste børn, som lærer om det danske uddannelsessystem.

Sønnen har været meget i Danmark i den lange spanske sommerferie og også gået kortvarigt på sin gamle skole, mens der stadig var ferie sydpå. Moren meldte ham ind der.

Under det sidste ophold meddeler sønnen pludselig, at han ikke kommer tilbage til Spanien. Moren er i chok og opdager, at han nu er i kontakt med sin slægtning, som en af kammeraternes mødre har gjort fælles sag med. Sønnen bliver væk og må spores af politiet.

Han bliver fundet hos kammeratens mor og får lov at blive der. Danske myndigheder er ellers forpligtet af de internationale Haagerkonventioner til at hjembringe barnet til forældrene i bopælslandet.

Moren beder sin søns gamle barnepige hente ham hos kammeraten, hvor forælder ikke vil lukke op for den unge pige, og sender sin kæreste ud for at tjekke, om pigen har andre med sig. Moren spørger hver dag kammeratens forælder, om hun stadig har barnet. Kammeratens forælder svarer, at hun ”venligst” skal lade være med at skrive mere.

Moren rejser nu til Danmark for selv at hente sit barn, og igen nægter kammeratens forælder at lukke op. Moren tilkalder politiet, som ikke vil lade hende overhøre deres samtale med kammeratens forælde. Politiet kommer ned ad trappen og fortæller, at ingen ved, hvor hendes søn er, og at hun ikke selv må lede, men må ’afvente’.

Når hun spørger, hvad det er, hun skal afvente fra hvem, lægger politiet røret på. Når hun beder politiet om fuld sagsindsigt, får hun ikke indsigt i den del af sagen, der har at gøre med efterlysningen og tilbageholdelsen af hendes barn.

Moren tager hen til den Sociale Døgnvagt, som siger, at de heller ikke ved, hvor hendes barn er. Hun møder frem fra morgenstunden på BBU City-Østerbro, da socialcentret åbner to dage senere. Teamlereden siger, at børnemyndighederne ikke ved, hvor hendes barn er.

Men pludselig ved de det godt alligevel.

Københavns Kommune synes simpelthen ikke at vide, hvad de skal stilles op med denne sag af international karakter.

Københavns Kommune tvangsfjerner herefter barnet 2.000 kilometer fra mor og søns bopæl og folkeregistrerer ham uden om moren i Danmark

Børnemyndighederne står med en stor dreng, som bliver holdt skjult af morens familiemedlemmer, og med dem som bisiddere ytrer ønske om at gå på sin gamle skole. Heroverfor står en mor, som har sit virke og familiens hjem i Barcelona. Mor og søns registrerede og faktiske fælles bopæl er i Spanien, og så tilsiger Haagerkonventionerne, at kun Spanien kan behandle en eventuel børnesag.

Alligevel tvangsfjerner Københavns Kommune herefter barnet 2.000 kilometer fra deres bopæl og folkeregistrerer ham uden om moren i Danmark.

BBU City-Østerbro har, mens barnet blev holdt skjult for sin mor, fået nye instrukser fra Socialministeriet om, at den danske Servicelov trumfer Haagerkonventionerne. Det vil jeg gerne stille mig tvivlende overfor. De internationale konventioner, som Danmark er med i, indgår i national lovgivning og skal overholdes.

Det spanske justitsministerium har nu anmodet det danske socialministerium om at udlevere sønnen. Deres sag vil danne præcedens for, om Danmark uden noget særligt belæg må tvangsfjerne børn fra udlændinge og udlandsdanskere på ferie i Danmark.

Moren vil skulle opgive sit arbejde og rejse 4.000 kilometer i alt hver gang for at se sit barn.

BBU fjernede alle tre skoleudtalelser fra Spanien, da de fremsendte sagen til kontrol hos Børn- og Ungeudvalget. Den spanske skole har kun lovord at sige om moren og hendes søn

En begrundelse for tvangsfjernelsen er at normalisere barnets skolegang, skønt barnet i forvejen og fortsat er tilmeldt en privatskole i Barcelona. Sønnen går på sin gamle skole i København nu, men det har kommunen ikke oplyst om. Moren fandt ud af det ad omveje, og skolen hindrer i praksis at lade hende deltage i skole/hjem-samarbejde.

BBU fjernede alle tre skoleudtalelser fra Spanien, da de fremsendte sagen til kontrol hos Børn- og Ungeudvalget. Den spanske skole har kun lovord at sige om moren og hendes søn, som er en vellidt og dygtig elev, der har gjort enorme akademiske fremskridt i det seneste år. Den spanske skole undrer sig i sit seneste brev over, at Danmark hindrer drengens kontinuerlige skolegang.

I lyset af, at Københavns Kommune har lukket sagen, hver gang en ny anmeldelse er løbet ind, og at der foreligger en stribe udtalelser fra både Danmark og Spanien om, at personen er en kompetent mor, kan det undre, at børnemyndighederne pludselig finder det relevant at tvangsfjerne et barn på så løst et grundlag.

Selv fyldes jeg som hjemvendt udenlandsdansker med rædsel. Hvis jeg får børn, skal det ikke være i Danmark

Det er aldrig let at savne sit hjemland og skulle omstille sig til andre omgivelser og levevaner. Det er det hverken for voksne eller børn og da slet ikke for en teenager. Det er kun naturligt, at man helst vil være sammen med sine venner. Men det er også en berigende oplevelse, ved jeg af egen erfaring.

Og det er under al kritik, at en dansk kommune underminerer forældrerollen, giver et barn forældreansvaret for sig selv, krænker Haagerkonventionerne og gennemfører så besynderlig en sagsbehandling.

Selv fyldes jeg som hjemvendt udenlandsdansker med rædsel. Hvis jeg får børn, skal det ikke være i Danmark.


Topfoto: Piqsels.com – modelfoto.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Freja Stein-Batschon er dansker med tysk baggrund og er født i 1986 i på Vesterbro i København. Freja er gift med Phillip og tilbringer rigtig meget af sin tid i henholdsvis Berlin og Magdeburg. Til daglig arbejder hun som oversætter fra tysk til dansk og omvendt. Freja er medlem af SPD og skriver om tysk samfund og politik.