Skulle vi ikke smutte en tur til Indien, kære læser?
Findes der en bedre måde at tilbringe en weekend end at tage til litteraturfestival i Jaipur? Det er et retorisk spørgsmål. Selvfølgelig skal vi til Jaipur. Nu går det løs.
Som det er god skik og brug i den ‘dyre ende’ af litfest-skalaen, bliver vi naturligvis hentet i lufthavnen, hvor en chauffør fra festivalen står parat med et skilt med vores navne på.
Vi bliver kørt direkte fra Jaipur International Airport til festivalens hovedkvarter i Diggi Palace. Festivalens bagmand og arrangør, Dr. Sanjoy Roy, tager imod os og vi får lige et glimt af et medlem af den kongelige Diggi-familie, før vi går ned i paladsets have. Familien Diggi ejer paladset, der nu fungerer som hotel og som hjemsted for festivalen med det officielle navn Zee Jaipur International literature Festival på 10. år.
Velkommen til den glamourøse internationale forfatterverden
Der findes et segment af forfattere, som konstant er på farten. Fra den ene litteraturfestival og bogmesse til den anden. Fra land til land og sprog til sprog. En slags litteraturens nomader. Evigt rejsende. Altid på farten. Dette litteraturens ambassadørkorps mødes på farten, på banegårde, i lufthavne og på borgmesterkontorer i obskure regionalhovedstæder, eller på skrive-residency i fjerntliggende jungler. Møder hinanden, lokale forfattere, publikum og bogfolk. Udveksler erfaringer, tips og tricks og litterær sladder. Spinder som forfatterkatte i mødet med ligesindede åndsfæller.
Blandt dette eksklusive internationale søster-broderskab af hypersensitive penneførere og forfatter-festivalludere, som jeg i al ubeskedenhed tilhører med nogen stolthed, og som i sig selv er et mytologisk fatamorgana, er Jaipur-festivalen en af de fineste fjer, man kan have i hatten.
Verdenslitteraturens Woodstock
For Jaipur er en mytologisk litteraturfestival. Et af den slags steder, hvor historien er vigtigere end fænomenet, og myten vigtigere end virkeligheden – som jo i sig selv er en myte, vi digter i eksistens, mens vi udlever den.
Jaipur-festivalen er ligesom Burning Man. Et sted man bare skal have været inviteret til, eller på anden måde gæstet. Sat i hjemlig kontekst er Jaipur-festivalen som det sorte armbånd til Tuborg-teltet i mediebyen på Roskilde Festival – gange en milliard. Det er verdenslitteraturens Woodstock. Intet mindre. Sådan titulerer festivalen med det officielle navn, ZEE Jaipur International Literature Festival i hvert fald sig selv. Og Jaipur er mytisk. Simpelthen. Der er ikke noget at rafle om.
Den er så kendt, at ingen siger andet end ‘Jaipur’. I forfatterkredse er festivalen synonym med byen. Og så afvikles festivalen, set fra et dansk synspunkt, på et perfekt tidspunkt: Sidst i januar, i midten af den indiske festivalsæson, som løber fra november til marts. Hvilket, om muligt, gør festivalen endnu mere attraktiv.
Desuden ligger Jaipur bekvemt placeret i storbyen af samme navn i delstaten Rajastan, tæt på New Delhi og som det tredje ben i den såkaldte ‘gyldne trekant’ mellem seværdighederne i Indiens hovedstad, det legendariske gravmonument Taj Mahal i Agra og netop byen Jaipurs fantastiske borge og lyserøde bymure.
Skandaler og litterære selvmord
Jaipur-litfesten er ‘episk’, som det hedder på forkasteligt fantasiløst moderne dangelsk, og absolut mytisk, langt hævet over større, men mindre eksotiske litterære vandingshuller som for eksempel den enorme bogmesse i Frankfurt eller litteraturfestivalen i Berlin.
Og som i alle ordentlige myter er Jaipur en heksekedel af skandaler og højprofilerede talking heads i samtaler om nye bøger og kontroversielle emner.
I 2012 skabte Salman Rushdie opstandelse. Han skulle have læst op af De sataniske vers, men udeblev af sikkerhedsårsager, fordi han følte sig truet. Andre forfattere læste i stedet op af bogen, og måtte eskorteres mandsopdækkede bort. Året efter blev Sanjoy Roy og en række øvrige arrangører arresteret for at have tilladt en sociolog at optræde på festivalen og i en samtale om korruption nævne Indiens underprivilegerede klasser i den forbindelse.
Litteratur og -ytringer er nemlig livsfarlige i Indien. Ganske bogstaveligt. Jeg har tidligere, andetsteds, dækket sagen om den fremragende tamilske forfatter Perumal Murugans litterære selvmord i kølvandet på bandlysning af en af hans bøger.
Den slags ses jævnligt i det store land. Sidste år på Jaipur leverede en række forfattere deres litterære ærespriser tilbage i protest, og i år er yderst kontroversielle politiske aktører hyret til panelsnak. Også selvom de hverken er forfattere, eller noget der ligner. Sådan er Jaipur. Legendarisk.
Highlights
I år fylder festivalen 10 år. På fem dage, fra den 19-23 januar, afvikles 176 programpunkter på seks scener: Forfatterpræsentationer, oplæsninger, samtaler, paneldebatter, boglanceringer og et ledsagende parallelt musikprogram, forvandler Diggi Palace til et kæmpe litterært cirkus.
Det siger sig selv, at det ikke er helt nemt at blive inviteret til Jaipur. I år er vi med per stedfortræder, kære læser. Jeg har nemlig et digt med i en international antologi. Bogen præsenteres på festivalens forhavescene som programpunkt 100B af den engelske digter, Ruth Padel. Antologien hedder Capitals og handler om noget – om muligt – endnu mere mytologiseret end litteraturfestivaler, nemlig hovedstæder. Digtere fra hele verden har bidraget til dette poetiske storbyatlas med digte om 185 af verdens hovedstæder. Mit eget beskedne bidrag er om den islandske hovedstad Reykjavik.
Men lad os begynde med begyndelsen. Vi har travlt, og så vi skipper den officielle velkomsttale og hopper direkte til programpunkt 5, hvor min kollega, danseren og digteren Tishani Doshi, medierer en panelsamtale om litteratur og migration. James Joyce skrev for eksempel en del af sin Dublin-litteratur i Trieste. En håndfuld forfattere diskuterer forholdet mellem migration og romankunst. Et absolut must. Jeg var selv i panelsamtale med Tishani under Khala Ghoda-festivalen i Mumbai sidste år, og hun er ligeså knivskarp, som hun er charmerende. Måske kan vi nå en halv kaffe med hende, før vi må skynde os videre for at høre Sanjoy Roy i samtale med Sadhguru om ‘inner engineering‘ og hans nye yogabog. Bagefter står den på mere yoga. Når man siger Indien, må man også sige ‘yoga’. Siden den indiske uafhængighed har yogaen fungeret som et stadig større og vigtigere brand for landet. Yoga er for Indien, hvad fetaosten var for Danmark, før grækerne tog EU-patent på navnet – ikke osten. Indiens premierminister Narendra Modi har officielt blåstemplet yogaen som en af landets fineste arvestykker, noget særskilt indisk, og dyrker det, efter sigende, selv. Derfor er det også typisk Jaipur at have yoga på programmet.
Yoga er selvfølgelig dansk
Under titlen ‘Yogaens Rødder’ skal den amerikanske historiker og yogi Mark Singleton nemlig diskutere autenticitet og oprindelse i forbindelse med moderne yoga. Og her bliver det rigtig interessant for danske yogier. Singleton fastslog nemlig i sin doktorafhandling, Yoga Body – The Origins of Modern Posture Practice fra 2012, hvordan langt hovedparten af den yoga, som dyrkes i fitnesscentre og svedehytter over hele verden, har sin oprindelse i …tadaaa: Dansk gymnastik.
Jo, kære læser, den er god nok. Singleton faldt, per magisk synkronicitet, over danske Niels Bukhs system Primitiv Gymnastik, hvor stort set hele Ashtangayogaens asanaer var smukt afbildet, længe før de blev ‘opfundet’ i Indien. I mellemkrigsårene var Bukhs danske gymnastik således en af de allermest populære folkeaktiviteter i Indien. Den paneldebat skal nok blive mytisk.
Senere på eftermiddagen, må vi absolut gøre os til gode med endnu en våbenfører i pennenes armé, min gammel buddy Manav Kaul, som både er digter, dramatiker og karakterskuespiller i Bollywood. På Jaipur er han i samtale om dobbeltrollen som skabende og udøvende kunstner. Efter samtalen er vi ved at være mætte, og jeg vil foreslå, at vi slapper af og snupper en drink med Manav i festivalens forfatterområde, før vi går tidligt – eller meget, meget sent til ro.
Du er fri
Så er der fire dage tilbage. Jeg skal hvile mig før boglanceringen lørdag, så du er fri til at udforske.
Skal det være samtaler om Ginsberg og beatgenerationen, eller skal det handle om esoterikeren W.B. Yeats, skal du tidligt ud af luksusfjerene. Begge programpunkter afvikles nemlig allerede kl. 10 om formiddagen. Vælger du Yeats, kan du blive hængende og lidt senere gøre dig til gode med samtaler om Forbløffelsens poesi.
Der er nok at vælge imellem. Selv vil jeg hænge ud med gamle, og nye, forfattervenner, udveksle shoptalk og anekdoter om vores fags vilkår og tilstand, om verdens tilstand, om altings.
Vi skal snakke shop og have en whiskey – eller ti. Og om, hvilken festival vi næste gang skal mødes på. Og så skal der naturligvis skrives, under det hele og midt imellem. I pauserne. I forfatterbaren. På gaden.
Måske ser du mig blandt tilskuerne til festivalens arrangement nummer 164, hvor allestedsnærværende Tishani Doshi præsenterer den engelske spoken word digter, Kate Tempest. Hun har fået en forfærdelig medfart af de engelske anmeldere, så hun er sikkert pissegod. Som gammel spoken word cat, vil jeg ikke gå glip af at opleve hendes performance. Og så skal jeg lige høre hende, hvordan hun fik ormet sig til en performance på forhavescenen.
Det er min tur næste år. Jeg ved det bare.
Og hvis ikke vi ses før, kære læser, så lad os allerede nu lave en word-date: Jaipur 2018. Vi ses!
Topfoto: Screenshot fra https://jaipurliteraturefestival.org
Capitals Cover: Bloomsbury Publishing India
Andre fotos: Claus Ankersen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her