Mungo Parks Erhard sejrer i Gladsaxe

af i Historie/Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – You could have fooled me. Jeg er opvokset i skyggen af Gladsaxe og med Erhard Jacobsen på skærmen i tide og utide – i egen person og utallige parodier – og Henrik Prip er det hele. I Erhard mod Monopolet dukker spøgelset af Erhard Jacobsen op til en debat i TV-byen (den gamle) med sit hadeobjekt, Børne- og Ungdomsafdelingens chef Mogens Vemmer, som opponent, og så ruller Mungo Park sig ellers ud i en enkel, men meddigtende kulisse … og med en håndfuld kendte hånddukker.

Det starter lidt vemodigt, nærmest nostalgisk, med, at Mogens Vemmer cykler en tur ud omkring sit gamle kongerige i TV-Byen, hvor han søsatte Kaj & Andrea, Bamse & Kylling, Cirkeline og utallige julekalendere. Baggrundstapetet for mange danskeres barndom. Nu et kontorhus omgivet af moderne højhuse.

Tidslomme i TV-Byen

Og så suges han ind i en slags Twilight Zone, hvor DR bliver en person (som skal forsvare sin tilstedeværelse nu yderligere 20 % reduceret), og hvor Erhard Jacobsens spøgelse påkaldes som den anden deltager i en debat om, hvad der egentlig gik galt for det gamle radio/TV-monopol.

Cherchez la femme – i denne sammenhæng Erhards kone, Kate, omend ikke altid i fuld harmoni. Henrik Prip og Malin Rømer Brolin-Tani (og bemærk spolebåndoptageren)

Hvor Mogens Vemmer mest var manden i baggrunden, var Erhard Jacobsen i allerhøjeste grad manden i rampelyset. Henrik Prip rammer Erhard-figuren på en prik i gestik og diktion. Om Vemmer virkelig var en tilbagelænet flippertype i blomstret skjorte, som Anders Budde Christensen gestalter ham, skal jeg ikke kunne sige. Men det er helt klart typen, der får Erhard til at se rødt.

Og det er sådan set det, det hele handler om. Den gamle socialist Erhard, der var vokset op med sult og nære familiemedlemmer, der døde af mangelsygdomme, havde realiseret sin socialdemokratiske drøm om arbejderen, der fik del i middelklassens goder: parcelhus og bil. Han havde intet til overs for den nye venstrefløjs paroler.

Han så ”marxistisk indoktrinering” og ”røde lejesvende” overalt i DR – ikke mindst i B&U-afdelingen – så Mogens Vemmer er den ideelle modstander. Det giver samtidig mulighed for med komisk effekt at hive figurer fra børne-TV ind i handlingen.

TV-stjernen Erhard

Om Erhard Jacobsens sololøb var en reaktion på partiets forsmåelse af hans indsats og hævn for, at han aldrig blev tilbudt en ministerpost, skal jeg lade være usagt. Forestillingen Erhard mod monopolet gør nærmest en dyd ud af ikke at hævde at være sandhed.

Altid i centrum. Også på scenen bliver Erhard i Henrik Prips skikkelse det absolutte midtpunkt

Hvad der imidlertid står klart, er, at Erhard var årtier foran sine modstandere, når det gjaldt om at spille på medierne. Objektive sandheder var ligegyldige. Påstande skulle bare holde til efter valgdagen. Eller fremsættes mere iøjnefaldende end berigtigelserne.

Skift blot Erhards viltre, sorte manke ud med Silvio Berlusconis transplanterede hårpragt eller Trumps orange hentehår

Hverken modstandere eller satirikere gennemskuede, at ethvert svar og enhver karikatur, gav Erhard mere synlighed. Eller at hans påstande – uanset holdbarhed – havde mere troværdighed blandt hans tilhængere, end de røde lejesvendes forsøg på at tilbagevise dem.

Et tilbageblik på fremtiden

Lad os bare kalde Mungo Parks Erhard mod monopolet en kærlig komedie over Erhard. Den kan endda kaldes en nostalgisk ”walk down Memory Lane” for det grå guld, der er godt teaterpublikum. Uanset politisk ståsted. Meget af humoren ligger faktisk i, at vi kan huske de begivenheder og de udsendelser, der refereres til.

Ser vi imidlertid på Erhards sublime evne til at spille på medierne og bruge dem til sit eget formål, så er der en meget alvorligere kontekst. Skift blot Erhards viltre, sorte manke ud med Silvio Berlusconis transplanterede hårpragt eller Trumps orange hentehår.

Man kan sige, at Erhard med opbruddet af DR-monopolet og skabelsen af alternative kanaler – som p.t. fortsætter med skænderierne om Radio24syv – ligeledes sejrede ad Helvede til

Ja, Erhard sagde ,”det har jeg aldrig sagt”. Eller også var det Buster Larsen, der sagde det i sine mange parodier på Erhard. I virkeligheden, her og nu, er der mange politikere, der siger det.

Arven efter Erhard

Man kan sige, at Erhard med velfærds-Gladsaxe med højhuse og villahaver havde skabt den socialdemokratiske drøm, der havde ”sejret ad Helvede til” (slå selv referencen op). Han indså, at ”arbejderen” nu ville kæmpe for sine velerhvervede velfærdsrettigheder. Ikke for risbønder i Vietnam.

Måske overlevede Centrumdemokraterne kun deres skaber med fem år. Men spørgsmålet er, hvor Socialdemokratiet står i dag.

Man kan sige, at Erhard med opbruddet af DR-monopolet og skabelsen af alternative kanaler – som p.t. fortsætter med skænderierne om Radio24syv – ligeledes sejrede ad Helvede til. Mogens Vemmer-figuren nævner med vemod, at nu er der hundrede forskellige julekalendere hvert år. Ikke én, der kan samle hele Danmark.

Var alting/TV ikke bare bedre i gamle dage? Der er et element af nostalgi i Erhard mod monopolet. Hele ensemblet: Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Henrik Prip og (stående) Jonas Munck Hansen … og prøvebilledet.

Erhard – og hans politiske modstandere – behøvede sådan set kun taletid ét sted for at få budskabet ud. Dagens politikere farer rundt som hovedløse høns for at få taletid på tusinde forskellige platforme. Og vinderen er den, der kan gøre sin historie til et viralt hit.

En guddommelig komedie

Men alt dette hører eftertanken til. I sig selv er Erhard mod monopolet et festfyrværkeri af komiske optrin. Scenen er en leg med ikoniske DR-logoer; prøvebilledet (i første akt i sort/hvid, naturligvis), pausefiskene, TV-Avisens årvågne øje og referencer til talløse TV-fænomener.

Hmm, hvor mange forstår referencen til ”på-med-pilen-Palle”

Henrik Prips og Anders Budde Christensens samspil er allerede blevet nævnt. Imellem dem er Malin Rømer Brolin-Tani brillant både som det personificerede DR og som Erhards elskede kone, Kate, der her får en fremtrædende rolle.

Det resterende persongalleri af politiske personligheder spilles hovedsagelig af Jonas Munck Hansen, som meget pudsigt skal have suffli for at skifte mellem forskellige statsministre i takt med at de går af og/eller dør. Og så er han den evige tekniker i baggrunden, Palle … hmm, hvor mange forstår referencen til ”på-med-pilen-Palle”?

Hole in one

Nå ja, måske skal man have været der for helt at værdsætte Erhards kamp for at redde julen i 1980, hvor Jul og grønne skove (måske bedre kendt som Hullet i jorden) løb over skærmen. I dette tilfælde var hans protest måske med til at fremme udsendelsens mytiske berømmelse. Det er absurd komik på højt plan.

I alle tilfælde er Erhard mod monopolet Mungo Park-teater af bedste aftapning. Det er forrygende morsomt – uanset politisk ståsted – og giver som nævnt noget at tænke over bagefter. De af os, der kan huske monopolet, tænker måske over tidens gang og verdens forandring. Nostalgikere kan efter lyst tilføje en ekstra stjerne til de fem stjerner til Erhard mod monopolet.


Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.


Erhard og monopolet spiller på Grønnemose Skole til 16. april og på Aveny-T 26. april til 9. maj
Dramatiker: Lasse Bo Handberg
Iscenesættelse: Peter Langdal
Med: Henrik Prip, Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Jonas Munck Hansen


Fotos: Bjarke MacCarthy 

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Historie