GLOBAL SIKKERHED // ANALYSE – Op til den årlige Munich Security Conference i denne uge drager adskillige anerkendte, globale risikorapporter en bemærkelsesværdig ens konklusion: I 2026 fremstår USA ikke blot som en del af et svækket Vesten, men som en potentiel destabiliserende faktor for en ny verdensorden, der er ved at blive destrueret indefra, skriver Annegrethe Rasmussen, som har set på advarslerne før topmødet i München.
WASHINGTON – De årlige globale risikovurderinger for 2026 er landet, før den årlige sikkerhedskonference i München, der starter torsdag aften i denne uge.
Rapporterne vægter forskellige ting, men de tegner alle et bemærkelsesværdigt ens billede af et nyt Amerika, der ikke længere er en garant for stabilitet, men derimod det modsatte: en skabende kraft bag uro, systemisk destabilisering og en potentiel destruktion af den globale sikkerhedsarkitektur, som ellers blev bygget med USA i front efter afslutningen af Anden Verdenskrig.
Effekterne har ikke kun konsekvenser for nationalstater og alliancer af disse, men også for de globale markeder samt de virksomheder og mennesker, der skal handle og leve i en ny verden, der endnu er på tegnebrættet.
Den internationale orden eroderer ikke langsomt, men bliver aktivt revet ned indefra og ovenfra. – MSC Report 2026
Ovenstående konklusion kan både læses i sikkerhedskonferencens traditionelle udgivelse af Munich Security Report 2026 med titlen Under Destruction, der udkom mandag i denne uge, men også i the Eurasia Group’s Top Risks for 2026 Report samt amerikanske Council on Foreign Relations’ såkaldte Annual Conflict Risk Assessment og flere andre tænketankes oversigter og rapporter.
Men uanset om vurderingerne kommer fra tænketanke, konsulentfirmaer eller internationale organisationer peger de i samme retning: Et mere uforudsigeligt, polariseret og normbrydende USA under præsident Trumps ledelse har udviklet sig fra at være et relativt stabiliserende anker i verden til en slags geopolitisk global joker.
Eller som der står i konklusionen i Munich Security Report 2026: Under Destruction: ”Den internationale orden eroderer ikke langsomt, men bliver aktivt revet ned indefra og ovenfra.”
”Verdens mægtigste land er midt i en politisk revolution”
I Eurasia Groups rapport, Top Risks for 2026, beskriver Ian Bremmer og Cliff Kupchan Amerika som værende ”i en politisk revolutions greb”. Mange af de institutionelle værn, der holdt under Donald Trumps første præsidentperiode, er svækkede eller nedbrudte, og som konsekvens kan man ifølge rapporten ikke længere med sikkerhed sige, hvilken type politisk system USA ender med at være, når denne fase er ovre.
Eurasia Group betegner direkte USA som ”den primære kilde, når det gælder global risiko i 2026”. Begrundelsen er en lang række beslutninger og magtudøvelser, der i løbet af Trumps første år i embedet systematisk har udhulet de institutionelle checks and balances over for præsidentmagten.
USA’s farvel til multilateralismen, den ekstreme politiske polarisering og den åbne diskussion af indenrigspolitisk vold gør Trumps Amerika til en potentielt destabiliserende faktor i verdenspolitikken
Gruppen forventer ikke, at normbruddene vil aftage, men tværtimod intensiveres i takt med, at Trump vil forsøge at cementere sin politiske arv.
Forfatterne bag de to andre risikorapporter formulerer sig lidt mere afdæmpet, og man må også formode, at et eventuelt nederlag til Republikanerne ved midtvejsvalget om 9 måneder vil gøre det sværere for Trump at fortsætte i det tempo, der har præget hans første år, men konklusionen er imidlertid den samme:
USA’s farvel til multilateralismen, den ekstreme politiske polarisering og den åbne diskussion af indenrigspolitisk vold gør Trumps Amerika til en potentielt destabiliserende faktor i verdenspolitikken.
Når risikovurderinger peger indad
At USA nu figurerer som risikofaktor i globale vurderinger af denne vægtklasse, er i sig selv opsigtsvækkende. Risikorapporter er nemlig typisk bevidst nøgterne, tekniske og fremadskuende, så de kan fungere som et køligt bud på et overblik for både beslutningstagere og erhvervsledere over kommende trusler mod økonomisk, politisk og institutionel stabilitet.
Fra Danmark deltager statsminister Mette Frederiksen. Hun er også nævnt som én af hovedtalerne blandt de stats- og regeringsledere, der mødes ved konferencen, og som hvert år mødes for at drøfte transatlantiske forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og Europas fremtid
Men i 2026 peger pilen altså ikke kun mod klassiske eksterne risici som klimaforandringer, teknologiske udviklinger, økonomiske chok, ekstremisme og terror eller lande som Rusland eller Kina. Den peger på USA.
I rapporten fra Council on Foreign Relations’ Annual Conflict Risk Assessment anbringes risikoen for U.S. political violence således i Tier 1, som er den højeste risikokategori.
Rapporten henviser til voksende politisk vold og folkelig uro i USA forstærket af politisk polarisering og militære sikkerhedsudrulninger i visse af USA’s storbyer. Samtidig advarer CFR om risikoen for direkte amerikanske militære angreb på transnationale kriminelle grupper i Mexico samt mulige amerikanske militæroperationer i Venezuela eller Cuba.
USA: Fra fredsgarant til ”rogue actor”?
Fra den respekterede amerikanske tænketank The Stimson Center lyder også en harsk retorik. På deres liste over de ti største globale risici for 2026 skriver centret, at USA af mange opfattes som en ”predatory rogue actor” og en stor destabiliserende kraft, ikke kun i amerikansk udenrigspolitik, men i forhold til, hvad tænketanken kalder ”den samlede effekt af normbrud, magtpolitik og uforudsigelighed”.
Europa er fanget mellem afhængighed af USA og en erkendelse af, at Washingtons sikkerhedsgarantier er blevet ”ustabile, betingede og politiserede”
I rapporten Global Risks to the EU, organiseret af Robert Schuman Centre ved European University Institute (EUI) i samarbejde med EU Institute for Security Studies (EUISS), opstilles fem højrisikoscenarier for Europa, hvor 3 af dem også direkte involverer USA nemlig en amerikansk tilbagetrækning fra sikkerhedsgarantier til europæiske allierede, hybride angreb mod kritisk EU-infrastruktur og en våbenhvile i Ukraine på mestendels Ruslands præmisser (de to sidste, der ikke har USA i førersædet, er new Russian military action in non-NATO neighboring state samt risikoen for a cross-strait military conflict between China and Taiwan).
De 3 scenarier, der inkluderer USA, afspejler direkte analysen i Munich Security Report 2026, hvor Europa beskrives som fanget mellem afhængighed af USA og en erkendelse af, at Washingtons sikkerhedsgarantier er blevet ”ustabile, betingede og politiserede”.
En verden uden faste holdepunkter
Før World Economic Forums økonomiske møde i Davos for 14 dage siden udgav WEF også deres Global Risks Report 2026.
I den undgår forfatterne, formentlig bevidst, at udpege enkelte lande som syndere, men oplister i stedet en række strukturelle trusler: ekstremt vejr, politisk polarisering, misinformation, økonomiske tilbageslag og teknologisk ustabilitet. Samlet set tegner rapporten billedet af en verden, hvor de institutionelle værn mod systemiske kriser er svækkede.
Flere af de nævnte rapporter fremhæver også udviklingen inden for AI – kunstig intelligens – som en af de største risici for stabilitet, ikke nødvendigvis teknologien i sig selv, men det globale kapløb om at implementere den.
Som risikoanalyse-firmaet Control Risks siger, vil et nyt verdenssystem være præget af ”volatilitet som normaltilstand”, stigende organiseret kriminalitet og et intensivt kapløb om, hvem der kan udvikle den mest effektive AI, en farlig situation med ”potentielt alvorlige konsekvenser for både energiforsyningen i verden, udviklingen af infrastruktur og for den økonomiske stabilitet”.
Elefanten i München
Og det er netop sammenfletningen af risici, som ifølge formanden for Munich Security Conference, Wolfgang Ischinger, gør årets konference vigtigere end normalt – og ifølge ham også usædvanlig.
I sit brev til deltagerne og de mange, som modtager informationer året rundt fra MSC, af og til kaldet for the MSC Community, skriver Ischinger, at USA’s ændrede rolle i verdensordenen er ”elefanten i rummet”, og at mange af de øvrige kriser, uanset om disse handler om fremtidens europæiske sikkerhed, den internationale retsorden eller kriser inden for demokrati, handel og teknologi, hænger direkte sammen med den kurs, der bliver lagt i Washington.
USA har trods alt ikke kapaciteten til selv at styre slutresultatet, der også afhænger af, hvad andre stormagter vælger at foretage sig som modsvar – herunder selvsagt, hvad Europa gør
Derfor har sikkerhedskonferencen valgt at adressere spørgsmålet direkte med rapporten Under Destruction, og budskabet er glasklart:
Verdensordenen er ikke ved at blive reformeret, men er godt i gang med at blive revet ned. Og det er ganske uklart, hvad der kommer bagefter, fordi USA trods alt ikke har kapaciteten til selv at styre slutresultatet, der også afhænger af, hvad andre stormagter vælger at foretage sig som modsvar, herunder selvsagt, hvad Europa gør.
Analysen fra MSC og Ischinger blev tidligere på ugen imødegået af USA’s Nato-ambassadør Matthew Whitaker, der bl.a. sagde, at han ”fuldkommen afviser rapportens konklusioner om USA’s rolle”. Han understregede, at Europa havde haft unfair fordele i handelspolitikken, og at den kommende handelsaftale, der er under godkendelse i Europa-Parlamentet, vil udjævne uligheden.
Specifikt om Nato afviste han MSC’s advarsel om, at USA er i gang med både at destabilisere og svække den vestlige forsvarsalliance, og sagde ved et pressemøde:
”Vi forsøger at gøre Nato stærkere – ikke at trække os eller afvise alliancen – men at få den til at fungere, som den var tænkt: en alliance af 32 stærke og kapable allierede.” Ambassadøren havde samtidig overskud til en lille morsomhed også, da han blev spurgt om kritiske udmeldinger fra sin øverste chef på sociale medier:
”Hvis man skulle reagere på hvert eneste opslag på Truth Social eller hvert tweet fra præsident Trump, ville det være et fuldtidsjob.”
Når stabilitet bliver en mangelvare
Men uanset hvad Nato-ambassadøren mener, så er det samlede billede fra alle risikorapporterne og MSC-analysen ikke behagelig læsning for et europæisk publikum – og slet ikke for et dansk, for det er alt andet lige betydeligt sværere at være en lille stat med en høj, global økonomisk eksponering i en situation, hvor ens vigtigste allierede, USA, ikke længere automatisk kan opfattes som en selvskreven garant mod global ustabilitet, men i visse scenarier tværtimod være en af dens vigtigste drivkræfter.
Den højspændte og volatile situation omkring Grønland samt den konstante usikkerhed om USA’s kurs i Ukraine-krigen, er blot de mest åbenlyse risici.
USA udgør ikke den eneste risiko i verden. Rusland og Kina spiller centrale roller og er fortsat milevidt fra de politiske demokratier, som kendetegner landene i Vesteuropa og medlemslandene i Nato. Men en vigtig forskel er, at det amerikanske normbrud rammer selve fundamentet for den orden, som andre aktører tidligere blev målt op imod
Advarslerne betyder selvsagt ikke, at USA pludselig udgør den eneste risiko i verden. Rusland og Kina spiller centrale roller på hver deres måde og er fortsat milevidt fra de politiske demokratier, som kendetegner landene i Vesteuropa og medlemslandene i Nato. Men en vigtig forskel er, at det amerikanske normbrud rammer selve fundamentet for den orden, som andre aktører tidligere blev målt op imod.
I 2026 er spørgsmålet, som et væld af verdens mest magtfulde aktører inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik skal diskutere ved konferencen i München fra fredag til søndag i denne uge, dermed ikke blot, hvilke risici verden står overfor, men hvem, hvilke lande, som er villige og i stand til at holde sammen på systemet, når verdens mest magtfulde nation selv er blevet en usikkerhedsproducerende faktor.
Nogle af de prominente talere, som mange ser frem til at høre, er USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, Frankrigs præsident Macron, der på forhånd har bebudet via strategiske lækager fra Elysée-palæet, at hans tale vil være ”banebrydende”, Ukraines præsident Vlodymyr Zelenskyj samt tidligere udenrigsminister og førstedame, Senator Hillary Rodham Clinton.
Fra Danmark deltager statsminister Mette Frederiksen. Hun er også nævnt som én af hovedtalerne blandt de stats- og regeringsledere, der mødes ved konferencen, og som hvert år mødes for at drøfte transatlantiske forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og Europas fremtid.
Følg med i amerikansk politik op til midtvejsvalget – læs vores USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.