USA // ANALYSE – En venligere tone, men er det den samme kurs? Udenrigsminister Marco Rubio dæmpede retorikken, men ikke budskabet om et mere selvbærende Europa i sin tale ved sikkerhedskonferencen i München, der bød på applaus og ord om venskab. Uvisheden om USA’s strategiske linje består, skriver Jakob Terp-Hansen.
Den årlige globale sikkerhedskonference i München løb af stablen i denne weekend 13.-15. februar 2026 for 62. gang.
Men den blev ikke lige så definerende for fortællingen om det transatlantiske forhold som sidste års konference, hvor vicepræsident J.D. Vance leverede en retorisk bredside mod Europa fra hovedscenen. I år deltog Vance ikke, og den amerikanske præsident Donald Trump var heller ikke blandt gæsterne, så den amerikanske delegation var i stedet anført af udenrigsminister Marco Rubio.
Og Marco Rubio leverede en imødeset, men langtfra så konfliktskabende tale som Vance. Naturligvis afspejlede ministerens tale dele af Trump-regeringens agenda: Der var kritik af FN, der var kritik af immigration, der var kritik af ”klimakulten”, som han kaldte det.
Nok har der historisk været tumultariske perioder i relationen mellem USA og Europa – fra Suezkrisen over Vietnamkrigen til Irakkrigen, men den nuværende krise handler om noget mere fundamentalt.
Men Marco Rubio fastslog samtidig også, at USA ønsker et stærkt Europa og at ”forny den bedste civilisation i menneskets historie”. Ligeledes gik ordet ”venner” igen flere gange. ”Vi vil altid være et barn af Europa,” lød det fra Rubio, der modtog stort bifald.
En transatlantisk krise som bagtæppe
Op til forestillingen i München var scenen ellers sat med dystre beskrivelser af det transatlantiske forhold. I konferencens årlige rapport blev det nævnt, at der nu er opstået ”fundamentalt inkompatible fortolkninger af, hvad Vesten egentlig handler om” og derfor ”spørgsmål om det transatlantiske samarbejdes fremtid”.
Inden Rubios tale mødtes POV med tidligere Nato-ambassadør for USA, Ivo Daalder, der forud for konferencen havde offentliggjort et brev sammen med en lang række andre tidligere amerikanske Nato-ambassadører og militærfolk, hvor de klargjorde Natos afgørende rolle for USA’s sikkerhed.
Som der står i brevet: ”NATO is not an act of American generosity. It is a strategic bargain that ensures the United States remains the world’s most powerful and economically secure nation at a fraction of the cost of going it alone.”
Daalder, der var Nato-ambassadør under præsident Barack Obama, slog fast, at det transatlantiske forhold ikke blot befandt sig i en krise, men en unik af slagsen. Nok har der historisk været tumultariske perioder i relationen mellem USA og Europa – fra Suezkrisen over Vietnamkrigen til Irakkrigen, men den nuværende krise handler om noget mere fundamentalt, fastslår Daalder som en del af bagtæppet for Rubios tale:
”Denne krise er den største i hele alliancens historie. Nato er vital for amerikansk sikkerhed, men jeg er bekymret for, at Trump ikke tror på det – og det vil i så fald være første gang, en amerikansk præsident ikke ser Nato som en vital del af amerikansk sikkerhed.”
En mere afdæmpet tone?
Men Marco Rubio var ikke den eneste, der leverede amerikanske budskaber, som kunne tolkes som bedre nyt for Europa, end kontinentets ledere kunne have frygtet. Om fredagen overværede POV et aftenpanel, der inkluderede Trump-administrationens nuværende Nato-ambassadør, Matthew Whitaker.
Whitaker forsøgte i panelet at skabe et billede af, at relationen mellem Europa og USA ikke er dårlig, og at de to partnere ikke er ved at frakoble sig hinanden. I et senere interview til Politico hed det tilsvarende: ”USA er ikke ved at forlade Europa i Nato. Det, vi ser, er, at vi investerer i vores kapabiliteter, og vi forventer, at vores allierede gør det samme.”
USA kan lægge en lidt anden stil for dagen i år, men der er altså ikke stor forskel på Rubios bekymringer og på J.D. Vances bekymringer
Under konferencen fangede POV over telefonen desuden en anden tidligere Nato-ambassadør og vicegeneralsekretær i alliancen, Alexander Vershbow, som også var medunderskriver på det førnævnte åbne brev. Vershbow er ekspert i russiske forhold og har været USA’s ambassadør i Moskva og Korea også. I dag arbejder han for Atlantic Council, en tænketank i Washington, D.C.
Inden Rubios tale så Vershbow håbefuldt på konferencen. Ifølge ham er der grund til at tro, at den værste del af krisen i det transatlantiske forhold er overstået. Tingene har rykket sig i en bedre retning, mener han:
”Jeg tror, at Trump-holdet vil forsøge at komme ud af konferencen med overskrifter, der handler mere om at reparere skaden end om de provokerende og nationalistiske holdninger, som Vance udtrykte for et år siden,” sagde han. Og selvom hans bemærkninger blev leveret inden Rubios tale, var det en mulig udlægning af talen, at Trump-regeringen har erkendt, at den ”havde scoret nogle selvmål”, som Vershbow sagde – og at Rubio ville forsøge at råde bod på disse.
I den udlægning kan talen ses som en relativt god tale for Europa – en fortolkning, som flere europæiske politikere også anlagde herunder Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der til TV 2 udtalte, at han er ”rigtig glad for talen. Både i tonen og i den del af indholdet, der handler om de historiske udfordringer, vi har løst sammen.”
Men Lars Løkke Rasmussen tilføjede, at det samtidig står klart, at ”nedenunder står der et Europa tilbage, som er mere alene hjemme og må tage et større ansvar”.
Gammel vin fra USA på nye flasker
Der florerede imidlertid også en anden fortolkning på mødet – nemlig at selve indpakningen af budskaberne i München måske nok var anderledes i år end sidste år, men at USA grundlæggende står samme sted, som supermagten gjorde under Vances tale.
Spørger man tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd i Trumps første administration, Alexander Gray, som overtegnede gjorde i et fælles interview med mediet OLFI, er der således heller ikke tale om et egentligt skifte i amerikansk politik. Rubio valgte simpelthen blot at levere sine budskaber på en anden måde end Vance.
Gray understreger, at Rubio ikke på nogen måde er eller kom i konflikt med chefens udenrigspolitiske dagsorden – altså Trumps:
”Det, Rubio sagde, var meget lig det, Vance sagde, når det kom til det politiske. Fra et europæisk perspektiv virkede stilen måske venligere, men substansen var helt i tråd med den nationale sikkerhedsstrategi,” lød det.
Hvis vi havde fortsat den linje, som præsidenterne før Trump anlagde, med ikke at opfordre Nato-landene til at tage deres forsvar seriøst, så ville alliancen ikke have været klar til den invasion.
Her refererer Gray til sikkerhedsstrategien fra december 2025, som advarede om, at Europa kunne være på vej til at blive ugenkendeligt i form af ”civilizational erasure” – en formulering, som Marco Rubio også brugte i sin tale.
”Sidste år var der en fornemmelse af, at Trump-regeringen var nødt til at sende et meget stærkt budskab, ellers ville bekymringerne ikke blive taget seriøst,” fortsætter Gray. ”Og det gjorde Vance. Og her et år senere vil jeg argumentere for, at Europa er kommet tættere på vores måde at tænke på.”
”Det betyder, at USA kan lægge en lidt anden stil for dagen i år, men der er altså ikke stor forskel på Rubios bekymringer og på J.D. Vances bekymringer.”
”Trump reddede Nato”
Hvad angik Nato, virkede det umiddelbart opmuntrende, da Whitaker blev spurgt i paneldebatten, hvad han sagde, når ledere spurgte, om USA nu også stod bag deres lande.
”Absolut, ja,” lød hans svar.
Ikke desto mindre er det præsident Trump selv, der adskillige gange har sat spørgsmålstegn ved værdien af Nato, og de spørgsmålstegn bliver stående, uagtet hvad andre folk i regeringen siger. Ifølge Gray er der dog ingen tvivl: Det var Trump, der reddede Nato-alliancen ved at få europæerne til at bruge mere på forsvaret:
”I sin første Trump-periode gjorde Trump Nato stærkt nok til at modstå Vladimir Putins invasion af Ukraine. Hvis vi havde fortsat den linje, som præsidenterne før Trump anlagde, med ikke at opfordre Nato-landene til at tage deres forsvar seriøst, så ville alliancen ikke have været klar til den invasion – og det havde været katastrofalt for den at blive afsløret som en papirtiger,” er Grays vurdering.
Så jo, amerikanerne leverede deres budskaber markant anderledes på denne sikkerhedskonference i München, og derfor forløb konferencen da også langt mindre dramatisk end sidste år. Men med uforudsigeligheden med Trump ved roret ved man imidlertid aldrig, om den konfrontatoriske stil vil vende tilbage næste år i det sydtyske.
Læs også artiklen, “Før München: USA er ikke længere en garant for stabilitet men en drivkraft bag uro og spændinger i verden”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og