FILM // INTERVIEW – I Jesper Dalgaards film Mors drenge møder vi tv- og radiojournalisten Adrian Lloyd Hughes – kendt fra DR – og hans fire brødre, som ved deres mors bortgang finder et opsigtsvækkende afskedsbrev på hendes computer. POV’s Signe Barvild Stæhr har talt med Jesper Dalgaard om projektet og den skabelsesproces, som han har været igennem for at forstå, hvordan et afskedsbrev kan udvikle sig til en ny og filmisk fortælling, og hvad han selv og vi andre kan tage med derfra.
Jesper Dalgaard har tidligere instrueret Kandis for livet (2021), som var med til at vække debat om brugen af kunstneriske virkemidler i dokumentarfilm. Denne gang har han valgt at iscenesætte hele filmen Mors drenge med udgangspunkt i afskedsbrev, Adrian Lloyd Hughes’ mor efterlod ved sin død.
I filmens pressemateriale beskrives filmens genre således: På en sommerdag kunne man kalde filmen en familierevy, på en vinterdag en spøgelsesdokumentar. Fortolkningsspørgsmålet er en del af filmens væsen.
Skuespillerne Birthe Neumann, Asta Kamma August og Jakob Cedergren spiller scener fra Adrian Hughes’ og hans brødres barndom foran de fem brødre i et studie iscenesat med kulisser. Moren (Birthe Neumann) vender tilbage fra de døde og stilles til ansvar for det brev, som påvirker brødrenes liv og selvforståelse. I filmen møder vi også brødrenes 96-årige far, som efter en skilsmisse fra brødrenes mor rejste til udlandet og blev gift igen.
– Hvordan startede projektet?
”Jeg blev kontaktet af Helle Faber (filmens producer, red.), som havde fået rettigheder til Adrians bog (Mors dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner, Gyldendal, 2022, red.). Hun spurgte, om jeg havde lyst til at lave filmen. Kandis for livet var en hård film at lave, fordi der var så mange medvirkende, og den blev lavet på et lavt budget. Jeg havde lyst til at lave en film, hvor de medvirkende gerne ville være med, og hvor der ikke var så meget arbejde på den front. I lang tid havde jeg et andet koncept i tankerne, hvor vi skulle rekonstruere tingene ude i virkeligheden i de specifikke lejligheder, hvor de var foregået”, fortæller Jesper Dalgaard.
”Kort inden optagelserne fandt jeg ud af, at det var sjovere at indspille filmen i et studie. Det var her, at ideerne kom. Det var lystfuldt og åbnede projektet op. Det var en slags teaterkulisse, som man kunne bruge aktivt som en kontrakt med publikum.”
– Hvad fangede dig ved historien?
”Det er selvfølgelig det her afskedsbrev, som er helt forfærdeligt. Det er svært at forstå, og jeg var meganysgerrig. Kan det virkelig passe, at hun kun er ond? I bogen er det særligt Adrians historie, og det havde jeg lyst til at demokratisere lidt ved at lade de andre komme med deres oplevelse af deres familiehistorie. Hvad er deres version mon af det? Jeg ville forsøge at sidestille dem i projektet. Vores minder er jo subjektive. Vores virkelighed er subjektiv. Hvad sker der, hvis man ikke er enig om den, og er det så vigtigt at kæmpe om den der sandhed?
Så er der alle de selvfortællinger, som også følger med, og som kan være opbyggende eller gode. De kan være mange ting, men de kan også være en måde at holde verden på afstand eller en måde at få tingene til at give mening på. Noget, som definerer ens identitet. Jo mere jeg kom ind i projektet, jo mere opdagede jeg, at det i særdeleshed var hos Jette (moren, red.), at løgnehistorier og selvfortællinger blev nogle enorme kræfter. I stedet for kun at se på løgnehistorier som dårlig adfærd, kiggede jeg på, hvad der kunne ligge bag.”
– Var de medvirkende med på ideen fra start?
”Min oplevelse er, at jeg fik skabt et tillidsforhold, selvom vi faktisk ikke brugte særlig meget tid sammen. Selvfølgelig tror jeg også, at det skyldtes, at Adrian initierede projektet, og at de gjorde det for hans skyld. Så har det været vigtigt for mig fra projektets start – og gentagne gange gennem projektet – at spørge de medvirkende ‘Hvorfor vil du egentlig være med? Er du bare med, fordi din bror synes, at det kunne være sjovt?’
Der er i Adrians bog fokus på moren, men hvor var hans far? Der synes jeg, at det var relevant at stille det spørgsmål: Hvad med faderen?
Jeg har en klar oplevelse af, at den personlige motivation blev tydeligere undervejs hos de medvirkende også, og at de allesammen havde noget på spil i filmen. Det er jo grundlæggende ekstremt grænseoverskridende, at nogle andre portrætterer en og fortolker ens liv. Man kan ikke forestille sig, hvordan det er. Det kan ikke engang jeg selv. Det er jo et kontroltab af dimensioner. Hvor man finder den tillid er et godt spørgsmål.”
– Faren kommer relativt sent ind i filmen. Så du hans betydning for filmen fra start?
”Ikke helt fra start. Men jeg vidste, at jeg ville lave et skift i løbet af filmen, hvor jeg ville fokusere på ham. Der er i Adrians bog fokus på moren, men hvor var hans far? Han var bare en hyggelig fætter. Jeg synes, at det er megarelevant, at man har en mor, som står så meget for skud, men som også var den eneste, som var der. Der er sådan en klassisk kønsrolle-ting i det. Den, som egentlig er der, er også den, som får røvfulden. Den, som egentlig forsøger at tilbyde kærlighed.
Der synes jeg, at det var relevant at stille det spørgsmål: Hvad med faderen? ’Nåh ja, det havde vi ikke lige tænkt på’. Han forsvandt jo. Betød det egentlig noget? At ansvaret også er andre steder. Ansvaret ligger jo også hos brødrene. Har de egentlig været i stand til at imødekomme deres mor eller har de ikke? Hvordan har de gentaget de ting, som de har lært? Hvad er deres relation til deres egne børn? Det har sat alle mulige processer i gang hos dem omkring det.”
– Hvad overraskede dig mest i processen?
”Jeg blev overrasket over mængden af arkivmateriale, som de har filmet. Altså nogen, som har haft så lidt samling omkring deres fælles familiehistorie – at det alligevel er så veldokumenteret. Det undrede jeg mig meget over. På mange måder taler det også ind i projektets natur. Man har en ide om, at hjemmevideo eller 8 mm-optagelser fra en familie er det sande blik ind i familien, men der er nogle ting, som er valgt, og nogle ting, der ikke er valgt.
Jeg blev også overrasket over de materialer, som er blevet fundet med Jette (moren, red.), hvor hun optrådte i fjernsynet. Hun er som karakter spændende, fordi hun har så svært og – i citationstegn – mislykkes så meget med kærligheden og alligevel opretter et institut for venskabsformidling og bliver psykolog. Der er så mange kontraster i det. Hun tager en transaktionsanalyseuddannelse, fordi hun skal undervise andre mennesker i at kommunikere. Der er noget helt vidunderligt kontrapunktisk i det.
Jeg var også enormt overrasket over, at vi med faderen har en medvirkende på 96 år, som har så stor en udvikling i så sen en alder i projektet. At se hvor meget, han træder i karakter. Det synes jeg, var enormt rørende.”
– I en af filmens sidste scener spørger en af brødrene faren, om han elsker ham. Hvordan arbejdede du som instruktør med denne scene?
”For mig er det at starte en filmproces et skub i alle mulige ting, som måske var sket i virkeligheden og måske aldrig var sket i virkeligheden. Det vigtigste er, om det kan motivere de medvirkende. Det var naturligt for mig at spørge Philip (den yngste af brødrene, red.), om han kunne spørge sin far, om han elskede ham. Han vidste ikke, om hans far elskede ham. Så tænkte jeg, at det var helt naturligt, da vi alligevel skulle derop og lave noget, at spørge ham om, om han ikke kunne spørge ham.
Først spurgte han, hvad det skulle til for, og hvad han ville få ud af det. Han ville lige tænke over det. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at det ville være en god scene for filmen. Den er ikke anderledes end alle de iscenesættelser, som er i studiet. Alt er jo motiveret og sat i verden, fordi det bor inde i de her karakterer. Jeg tror aldrig, at Philip selv havde spurgt, hvis det ikke var fordi, at jeg initierede det. Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, hvor ægte det øjeblik mellem de to mennesker er, når jeg oplever det.”
– Hvordan oplever du filmens slutning og slutter den, som du forventede og/eller håbede på, da du startede projektet?
”Det er alt, hvad jeg har håbet på, og meget mere end det. Den starter med en mor, der forlader livet ensom og uden forsoning. Min drøm var, at faderen kunne få lov til at lave et modsvar til det: en ny og anden slutning. Jeg tror, at slutningen opleves som forløsende, Men den forløsning, som brødrene oplever, er ikke nødvendigvis en forløsning i mit liv. Det er en åben slutning for publikum. Det er en lukket slutning for brødrene, men det er også en åben slutning for publikum.”
– Din sidste film om Kandis tiltrak utrolig mange seere og skabte samtidig en del debat. Hvordan håber du, at denne film bliver modtaget?
”Jeg håber, at mange mennesker vil gå ind og se den. Jeg er meget stolt af, at så mange så Kandis for livet. Den her film er måske bredere og mere relaterbar. Alle har nogle forældre. Jeg har aldrig tidligere lavet noget, som er så forløsende. Den er meget genopbyggelig. Så er der alt det her med dokumentarfilm og iscenesættelse, som jeg har diskuteret meget tidligere. Det har jeg intet problem med, og det er en fin diskussion at have.
Men jeg havde også lyst til, at vi kunne bevæge os et andet sted hen. Med den her form havde jeg lyst til at være helt transparent og bruge formen aktivt til at tale om, hvordan vi egentlig oplever den fælles virkelighed, som vi befinder os i, fra det sted, hvor vi nu engang står. Formen handler meget om fortolkning.
Jeg har måske lyst til, at man tænker over, om der er nogle tætte relationer, som man burde genbesøge fra et nyt perspektiv
Fordi jeg tidligere har oplevet, at nogle følte sig snydt – hvilket jeg i øvrigt synes er ærgerligt, når man har en stor oplevelse af at se en film – bruger jeg her meget energi på at fortælle, at ingen bliver snydt. Filmen er en forlængelse af de medvirkendes indre liv.
Det er deres vilje, men selvfølgelig er det en fortolkning af det. Forhåbentlig kan den her transparens, som er i måden, som jeg har arbejdet på, flytte fokus et andet sted hen. Men samtidig også skabe en tydelighed om, hvordan tilrettelagte materialer, som vi hele tiden oplever i vores samfund, bliver til.”
– Hvad håber du, at publikum tager med sig fra filmen?
”Jeg har ikke lyst til at moralisere, men det er også løgn at tro, at jeg kan undgå at have en eller anden form for moralisering med de ting, jeg laver. Jeg vil dog gerne gøre et forsøg og holde det så åbent som muligt. Jeg har måske lyst til, at man tænker over, om der er nogle tætte relationer, som man burde genbesøge fra et nyt perspektiv.”
– Hvad har du selv lært af at lave filmen?
”Netop dét. Min mor blev uhelbredeligt syg i processen, så jeg har tænkt over, hvad jeg bruger min tid på. Kender jeg hende godt nok? Hvad er hendes version af tingene? Lige da jeg fik det at vide, kom der en sindssyg sorg. Der var skyld og skam over, at jeg ikke havde været der nok. Hun kommer aldrig til at møde mine børn, og jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kunne være i det.
Jeg tror, at det har været inspirerende for mig ikke at være så optaget af at gøre det rigtige sammen med hende eller at nå en vis mængde tid men bare at være der lidt mere og at være nysgerrig på hende. At være til stede i den kærlighed, der nu engang er og at tale med hende om den.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og