Monica Ritterband: Værn om ALLE Danmarks børn

i Danmark/Kultur/Politik & Samfund af

DEBAT – Hvor lille, så lille! Danmark er i de seneste dage blevet mindre, ikke langs kysterne men i værdisæt, styrke, selvstændighed, værdighed. Vores suverænitet har fået kanterne klippet, skriver journalist og billedkunstner Monica Ritterband i et opråb til samtlige partier i Folketinget. 

Jeg er den største fan af Danmark, mit helt igennem dejlige fædreland, hvor jeg elsker alt fra pølsevognen ved bagagebåndet i Kastrup Lufthavn til regnvejret i sommermånederne.

Og mit hjerte giver et lille ekstra hip af glæde, når jeg oplever de farverige byfester og optog, hvor homoseksuelle giver den fuld gas. Og hvor vi alle står og vifter med regnbuer… Vores frisind og vores brede ønske om at rumme også de, der ikke er som gennemsnittet, det er det bedste!

Det står også skrevet i min bevidsthed, hvordan danskerne agerede under anden verdenskrig, og hvordan de med risiko for eget liv hjalp deres jødiske medborgere i sikkerhed i Sverige. Det fortæller mig, hvem danskerne i bund og grund er. Danskernes vilje til selv at handle, når noget er ravende galt. Også uden politiske anvisninger.

Det er i mine øjne, det fornemmeste vi har. Ønsket om at beskytte de, der har behovet for det. I to ord: mod og anstændighed!

Og lige præcis nu, sidder jeg med en flad fornemmelse af at være frarøvet noget af min stolthed, og måske barnlige tillid til at Danmark, trods sin lidenhed, er et stærkt og værdimæssigt førende land i verden.

For vi har med de danske partiers udmelding i folketingssalen vist, at Danmark ikke vægter omsorgen for Danmarks helt små borgere. Børn, der ikke selv kan handle eller tale for sig.

Danmark har valgt frygten, og har afgivet en pæn portion af vores ellers ukrænkelige suverænitet. Fra at være et modigt foregangsland, er vi blevet en lille rystepeter, som kravler langs væggene med rund ryg og dukket nakke.

Vi lader de små spæde børn sejle deres egen sø.

Hvorfor ikke forholde sig realistisk til tiden og ønsket om en progressiv og moderne jødedom og udmelde, at når så stor en del af befolkningen vurderer, at det er dårligt for det lille barn at blive omskåret, så vil det jødiske samfund lytte til det. På den led viser de danske jøder at de respekterer det samfund, de elsker og som de først og fremmest er borgere i

Med udmeldingen fra flertallet i folketinget tillader vi at forældre fortsat kan dyrke deres religiøse trang til at sætte skalpeller i deres egne børns kønsorganer og skære den yderste og følsomme spids, forhuden, af. Et irreversibelt indgreb, som dokumenteret har livslange følgevirkninger, såsom nedsat følsomhed i penis, og som ligeledes indebærer risici for infektioner og forblødninger.

Altsammen valg, forældrene tager på deres sunde og raske små børns vegne, børn som ingenlunde har behov for et kirurgisk indgreb. Og børn som ikke kan sige fra.

Man opererer da ikke på raske børn, jo det gør man. I Danmark anno 2018.

Jeg har tit tænkt, at hvis man sådan udefra betragtede omskæringen udelukkende som en handling, hvor de fremsatte bønner og forældrenes utvivlsomme kærlighed til barnet blev taget ud af ligningen, så var det et blodigt overgreb, der hørte hjemme i en gysende thriller. Sådan tror jeg faktisk også rigtig mange danskere oplever det. I hvert fald er langt over 80 procent af befolkningen imod.

Men det har de danske politikere, med undtagelse af SF, for hvem min respekt er hastigt accellereret, valgt at se bort fra. Jow, og så står der også en enlig kæmpe fra de konservative og taler børnenes sag højt og klart og modigt. Naser Khader. Selvfølgelig. Khader er selv omskåret men har fravalgt at omskære sin egen søn!

Jeg løfter min hat for dig, Naser.

Resten taler utydeligt nudelsnak, såsomClaus Hjort Frederiksen med snik-snak om at der kommer trolde til landet og erklærer os krig, og i hælene på dem buldrer russerne frem hånd i hånd med USA, Israel og 55 muslimske lande….

Wow, sikke et billede, en verdenskrig rettet mod lille Danmark. Det er godt nok noget af et trumfkort, den skræmte hjort tryller frem.

Om han selv går ind for omskæring? blev han så forleden spurgt om på direkte TV.
Mumle, fumle, gumle…. For gået på klingen, så siger ikke kun Hjorth Frederiksen men også de øvrige politikere, alle med nedslåede blikke, at de skam bestemt ikke er for omskæring… men de er imod et forbud. De har alle som een valgt pladsen mellem stolene.

Sikke en trængsel på gulvet og sikke en vingestækket beslutningskraft, får jeg lyst til at tilføje.

Derfor lyder det så hult, i mine ører, når de på baggrund af den klare afstand til omskæring som ritual, smiskende siger, at man da ikke vil genere minoriteterne. Her falder kæben ned og kæden af. Minoriteterne? Den svageste af alle minoriteter er børnene. Og dem har politikerne valgt at ignorere. Hvor jeg dog græmmes!

Det er så tydeligt, at de nødig skal have noget i klemme, i hvert fald ikke deres egne eller deres børns kønsorganer. Læst mellem linjerne, udtrykker de jo, at de skam er moderne, omsorgsfulde og humanistiske forældre, tro ikke andet end det. Og de er bestemt ikke som jøderne og muslimerne.
Og derfor lyder det så hult, i mine ører, når de på baggrund af den klare afstand til omskæring som ritual, smiskende siger, at man da ikke vil genere minoriteterne.

Her falder kæben ned og kæden af.

Minoriteterne? Den svageste af alle minoriteter er børnene. Og dem har politikerne valgt at ignorere. Hvor jeg dog græmmes!

Hallo, I der på Christiansborg: Forestil jer skalpellen for jeres indre blik, se den lille babys ben blive holdt hårdt fast, og se nu, hvordan omskæreren først løsner forhuden fra dets vedhæftning til glans med det skarpe stål (præcis som man ville løsne en negl fra det underliggende væv). Se godt efter, nu lægges der et lodret snit ned i den lille bitte penis.

Her begynder babyen at skrige og skrige… og så trækkes den nu fritskårede forhud, som er levende blodfyldt væv med nervebaner, op og udad og sættes fast i klemmer. Herefter skæres vævet af med et vandret snit. I dette øjeblik er babyen i en tilstand af chok og smerte. Sikke en velkomst til verden…

Jeg har hørt og set en sådan baby, og dets skrig, som varede i ubærlige evigheder, sidder fortsat inde i mig.

Hvordan kan I, vores ellers så humanistisk indstillede politikere lade sådan noget ske?

Hvorfor må det lille barn ikke selv bestemme over egen krop? Hvorfor kan dette bizarre indgreb ikke gøres til et voksent valg? Ville det ikke, ret beset, være det mest humane, medmenneskelige og hensynsfulde overfor det enkelte lille individ?

Prøv selv at opleve, hvordan en sådan omskæring foregår i virkeligheden, gør det! Jeg kan ikke tro I derefter vil sanktionere en fortsættelse af denne brutale 4000 år gamle primitive praksis.

Jeg tror dog, at det er et spørgsmål om tid, så er dette uhørt grove ritual blevet forbudt. Men jeg kan ikke lide at tænke på, at indtil det sker, så vil et stort antal små børn blive underkastet det unødvendige kirurgiske indgreb. Og hvert barns ret tæller

Det har været og er en rigtig væmmelig proces at deltage i kampen for det lille barns ret til en ukrænkelig krop. Og det er så uendeligt nedslående at sidde her og vide, at overgrebene fortsætter og at vi dermed får flere danske unge mænd som er livslangt ulykkelige over hvad deres forældre har gjort ved dem.

I et parlamentarisk styre må man jo forvente, at politikerne bestemmer på borgernes vegne, men det er uskønt at se, at de i denne sag har fravalgt at høre på folkets krav, eller i hvert fald de godt 80 procent. Det oplever jeg som hovent og selvtilstrækkeligt! Og det helt modsatte af at være ydmyg overfor det at være folkevalgt!

Jeg selv sidder nu med mine imaginære fletninger langt ned i postkassen og roder rundt i de mails jeg og andre har sendt til jer, blandt andet til Mette Frederiksen, som jo ellers er kendt for sin sociale indignation. Foreløbig intet svar! Nå, ja, hun har jo nok at se til, og er nok mest optaget af at berede sin egen vej til Statsministeriet.

Men jeg har en vis forståelse for hendes tavshed, for hvad skal hun svare? Hun har en dårlig sag. For 10 år siden, da hun var social ordfører, gik hun nemlig ud med klart blik og fast stemme og erklærede, at omskæring af små raske drengebørn skulle ophøre…

Hvor er den empati og omsorg overfor børnene blevet af? Forsvundet i skyer og i drømmen om at sidde på Danmarks højeste top? Hun skal nok nå det. Politisk opportunisme og spin kan føre en langt.

Jeg har før i mit liv givet min stemme til socialdemokratiet. Det er godt nok historie.

Så tænker jeg på det jødiske trossamfund, dér føler jeg mig ikke velkommen længere, jeg har modtaget beskeder og mails om, at jeg puster til antisemitismen og at jeg er værre end den værste hademaskine mod jøder, og at jeg ønsker et judenrein Danmark , samt udsagn om at jeg intet ved om Holocaust … Som barn af en Auschwitz-overlever og med en far, der måtte flygte til Sverige under anden verdenskrig, så er det mere end hård kost. Det er helt ufordøjeligt

Og så tænker jeg på det jødiske trossamfund, dér føler jeg mig ikke velkommen længere, jeg har modtaget beskeder og mails om, at jeg puster til antisemitismen og at jeg er værre end den værste hademaskine mod jøder, og at jeg ønsker et judenrein Danmark , samt udsagn om at jeg intet ved om Holocaust. Og mere fra den betændte skuffe. Det har godt nok givet nogle stik i hjertet.

Som barn af en Auschwitz-overlever og med en far, der måtte flygte til Sverige under anden verdenskrig, så er det mere end hård kost. Det er helt ufordøjeligt. Også set i det lys, at jeg sammen med min mor, har udarbejdet to bøger på basis af hendes notater og beskrivelser af sin tid som fange i henholdsvis Auschwitz og Bergen Belsen.

Bøgerne med titlerne “Auschwitz – jeg var 20 år” og “Et ord er et skrig”, var tiltænkt skolebørn. Så de skulle forstå, hvad antisemitisme kan føre til. Bøgerne er forsynet med forord af Henrik Stangerup og den daværende generalsekretær fra Amnesty International. En organisation, som jeg i øvrigt i 10 år arbejdede for, på frivillig basis, som protektor, hvor fokus var at forhindre overgreb og krænkelser af de svageste. Jeg har fortsat samme fokus og mål.

Men det har den jødiske menighed og også dele af familien valgt at se bort fra. Jeg kan godt høre, jeg lyder mismodig, men jeg har den tunge skuffelse i mig over, at politikerne hele tiden vrider blikket og debatten væk fra barnets ret. Og det i en uskøn blanding af rædselsscenarier og ligegyldighed.

Jeg tror dog, at det er et spørgsmål om tid, så er dette uhørt grove ritual blevet forbudt. Men jeg kan ikke lide at tænke på, at indtil det sker, så vil et stort antal små børn blive underkastet det unødvendige kirurgiske indgreb. Og hvert barns ret tæller.

Jeg tænker også på, hvordan denne skammelige stillingtagen hos partierne i disse dage bliver modtaget i den jødiske menighed. Her og nu med glæde, går jeg ud fra, i hvert fald hos de magtfulde talspersoner i menigheden. Andre, som er imod, dukker sig. Gætter jeg. Og de kommende unge børneforældre vil fortsat være i vildrede om de skal give efter for familiens pres og tradition eller om de tør bryde ud. De er ikke blevet hjulpet.

Men jeg tænker også på det jødiske samfunds omdømme. Jeg er selv hyper følsom overfor selv den mindste antydning af et mishag ved det jødiske folk. Mine venner tør næsten ikke diskutere Israels gøren og laden, af skræk for, at jeg skal tolke det som en manglende sympati eller det, der er værre. De ved, jeg bliver hidsig.

Jeg tror desværre, at denne stejle modstand mod at lytte til, hvad mere end 80 procent af befolkningen mener om omskæring af små drengebørn, er en fatal fejl.

Hvor er jeg dog mange gange i mit liv blevet spurgt, af folk udenfor den jødiske kreds, om hvad jeg mente om denne praksis. Og i tonen lå der mere end mishag, der lå dårligt skjult afsky. Det satte mig altid i den fortvivlende situation, at jeg ikke på nogen måder kunne forsvare dette frygtelige ritual. Og jeg tror ikke, at den landsdækkende vrede over omskæringen af små drengebørn vil stoppe, og af sig selv opløses i det blå hen over tid.

Nej, den vil ligge dér som en underliggende distance til det jødiske folk, som ellers er og bliver omgærdet med en stor omsorg af danskere, der bestemt ikke ønsker en eneste jødisk dansker ud af landet.

Jeg er ikke i tvivl om, at det jødiske liv vil fortsætte usvækket med at folde sig ud efter et forbud, og selve drengeomskæringen vil givet blive erstattet af et andet og mere nutidigt og følsomt ritual

Hvis jeg skulle stille et rationale op, så ville jeg sige uden den mindste tvivl i mit sind, at et forbud mod omskæring vil komme. Der er en pågående og intens diskussion, ikke kun i Danmark, men også i de øvrige nordiske lande og i Europa. Det tror jeg også den jødiske menighed er sig bevidst.

Så hvorfor ikke forholde sig realistisk til tiden og ønsket om en progressiv og moderne jødedom og udmelde, at når så stor en del af befolkningen vurderer, at det er dårligt for det lille barn at blive omskåret, så vil det jødiske samfund lytte til det. På den led viser de danske jøder at de respekterer det samfund, de elsker og som de først og fremmest er borgere i.

At der er en udpræget følsom omgang med det jødiske mindretal, det skal ikke misbruges i en stejl fastholden af et forhistorisk ritual, men derimod anerkendes med taknemmelighed.

Jeg er ikke i tvivl om, at det jødiske liv vil fortsætte usvækket med at folde sig ud efter et forbud, og selve drengeomskæringen vil givet blive erstattet af et andet og mere nutidigt og følsomt ritual. Det vil være den eneste måde den jødiske menighed kan tilkendegive, at de har hørt og respekteret det store flertals ønsker.

Det ville være den fornemmeste udgang på dette vanvid, hvor der er foregået en besynderlig diskusssion om man må skære i børns kønsdele eller ej. Det naturlige svar må være: Nej, da, man må heller ikke skære lilletåen af sit barn eller tage en luns af øret.

Men der er vi ikke i dag. Det er trist. Men der er vi måske i morgen, og det vil jeg sætte min lid til og kæmpe for.

Topillustration: Circumcision, Jacob Chayat, Creative Commons.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Ritterband, dansk journalist, DJH. MR har været ansat på blandt andet Weekendavisen, TV-avisen (studievært), informationschef/underdirektør for Carlsberg A/S. I 1997 blev hun selvstændig som billedkunstner. Hun har bla. udført en række gigantiske skulpturer som er placeret i det offentlige rum på pladser og i parker. Derudover har hun skabt adskillige designprodukter: brændeovne for Morsø jernstøberi, som hun har modtaget den prestigiøse og internationale designpris for “Red Dot Design Award”. Derudover: Stel og skulpturer for Royal Copenhagen, vaser og stager for Holmegaard, tæpper for Egetæpper, bestik og kværne for Raadvad, stole for Verrmund og bænke og borde for Københavns kommune/Nyboder mm.. MR er 3 gange kåret som årets kunstner. Hun har i 10 år været protektor for Amnesty International. Hun er i dag tillige kendt som skribent og debattør, hvor hun forfægter de udsattes rettigheder.

Seneste artikler om Danmark