Mit Berlin i 30 billeder

af i Kulturhistorie/Rejse

REJSEBREV // BILLEDRPORTAGE – “Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret kunst og finkultur lever side om side. Berlin er solskin ved Pariser Platz og frostkolde, vinterstille, tomme sidegader. Berlin er en følelse, en stemning, en tone”. POVs kulturjournalist Ole Blegvad var i Berlin første gang i 1985. Siden blev det til utallige besøg, som turist og som journalist. I 2016 købte han en lejlighed i byen, og sammen med Rasmus Funder har han skrevet bogen “Berlin.dk”. I anledningen af 30 året for Berlinmurens fald tager han gennem 30 fotos læserne med rundt i et lille udsnit af sit Berlin.

Den 9. november 1989 faldt Muren mellem Østtyskland og Vesttyskland. I dagene efter var der fest. En eufori af frihed, glæde og muligheder blev fejret. Det blev starten til den tyske genforening.

For Berlin betød Die Mauerfall, at unge fra hele Europa valfartede til Berlin, hvor tomme lejligheder og fabriksbygninger blev indtaget.

Vi ved, at sandheden om Murens Fald ikke er én sandhed. At sandt og falsk går hånd i hånd alt efter, hvem man spørger. Vi ved også, at der 30 år efter Murens Fald og 74 år efter Anden Verdenskrig, igen er kræfter på spil i Europa som udfordrer demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder

I dag ved vi, at prisen for demokrati og frihed blandt andet er betalt med – for nogle østtyskere – manglende identitet og mistede arbejdspladser. Vi ved, at Vesttyskerne, de frie markedskræfter, vandt over Østtyskerne, det kommunistiske diktatur.

Vi ved, at sandheden om Murens Fald ikke er én sandhed. At sandt og falsk går hånd i hånd alt efter, hvem man spørger. Vi ved også, at der 30 år efter Murens Fald og 74 år efter Anden Verdenskrig, igen er kræfter på spil i Europa som udfordrer demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Efter Murens fald er Berlin er blevet en turistmagnet med mere end tyve millioner besøgende om året. Hvad er det for en tiltrækningskraft, Berlin har? Hvad er det for et spændingsfelt, folk søger?

Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret kunst og finkultur lever side om side. Berlin er solskin ved Pariser Platz og frostkolde, vinterstille, tomme sidegader. Berlin er en følelse, en stemning, en tone.

Berlin bærer sine historiske ar med en vis stolthed, og selvom genforening og gentrificering på godt og ondt har lukket de værste åbne sår, så er man stadig nødt til at eje evnen til at se skønheden i det grimme.

Jo længere man kommer ind i byens dna, des mere oplever man, at Berlins både over- og undertoner er en smeltedigel af politik, kultur, sex, fest, og mangfoldighed

Berlins topografi er knudret og uforudsigelig som gammelt arvæv, der kræver at blive undersøgt og udforsket. Jo længere man kommer ind i byens dna, des mere oplever man, at Berlins både over- og undertoner er en smeltedigel af politik, kultur, sex, fest, og mangfoldighed,

#1 Muren

Den 13. august 1961 – 9. november 1989.

“Den Antifascistiske Beskyttelsesmur” blev Berlinmuren kaldt i DDR. Betonmuren, der med bevogtede soldater og grænsevagter blev en uigennemtrængelig grænsesikring mellem ”sozialismus og kapitalismus”.

Op til Murens fald var der progressive, unge politiske subkulturelle kræfter både i Vest og Øst. Foto er fra Berlin 1985.

#2 Himlen Over Berlin

Wim Wenders skabte to år før Murens Fald (1987) et poetisk mesterværk med filmen Der Himmel über Berlin. Om englene, Damiel og Cassiel, der kan gå igennem Berlinmuren og ingenmandsland. Englene, der er usynlige for de dødelige, møder indbyggerne i den delte by, hvor fortællingen bliver en metafor for adskillelsen af øst- og vesttyskerne.

Filmen begynder med Peter Handles digt, Das Lied vom Kindsein, hvis fem første strofer lyder:

Als das Kind Kind war,
ging es mit hängenden Armen, wollte der Bach sei ein Fluß, der Fluß sei ein Strom,
und diese Pfütze das Meer.

I dag bliver udtrykket Himlen Over Berlin brugt, når englene i form af fuld palette farvelægger himlen.

#3 DDR

Det kommunistiske DDR, bliver mere og mere fjernt i gadebilledet i det centrale Berlin. Ikke mange berlinere under 35 år husker muren, som andet end historiefortælling.

Men i visse butikker i det gamle Østberlin kan man stadig finde fotos af Erich Honecker, og flag, bestik og glas fra Mitropa, firmaet der stod for spise- og sovevogne i Tyskland fra 1916.

#4 Dannelse

Dannelse er nærmest et nøgleord i den tyske selvforståelse. Ikke mange lande forbinder fortiden med nutiden, som tyskerne.

Den folkelige dannelse går fra filosoffer som Nietzsche og Kant, til komponister som Beethoven, Bach, Wagner og Brahms, over forfattere og dramatikere som Goethe, Grass og Schiller til ideologer som Marx, Engels og reformationens fadder, Martin Luther.

Og selv som gadekunst maler tyskerne deres ”gamle helte”.

#5 Terror

Den 19. december 2016 mistede de ellers så traditionsrige tyske julemarkeder deres uskyld, da en lastbil kørte gennem en folkemængde på julemarkedet ved Gedächtniskirche. 12 blev dræbt og 48 sårede.

Siden er der sat betonklodser op og ekstra vagter og politifolk ved større arrangementer i byen.

#6 Flaget

Den sort-rød-gule trikolore var i mange år ikke noget tyskere var stolte af. I DDR blev flaget brugt som propaganda, og i Vesttyskland blev flaget opfattet som nationalistisk, med tanker gående mod Nazi-tiden.

Da det samlede Tyskland i 2006 var vært for fodbold-VM, tog tyskerne flaget til sig, så det nu bruges som i skandinaviske lande.

#7 Genopbygningen

Da Muren faldt var det en verden uden digitalisering og globalisering. Berlin var en by, der fyrede med kul. Fastfood-kæder var Imbiss, slagteren var et Fleischerei og skulle man klippes gik man til Friseur.

I 1990’erne blev Berlin verdens største byggeplads, og snart var det gamle ingenmandsland på Potdamer Platz bygget om, så det fremstod, som en moderne skyline.

#8 Nøgenhed – FKK

Når sommervarmen lægger sig tungt over byen med op til 40 grader, så valfarter berlinerne mod en af de mange søer eller parker, som findes i og omkring byen. Her bades og soles. Mange steder som FKK – Frei Körper Kultur.

Her smider tyskerne både tøjet og blufærdigheden. Den tyske FKK-tradition og -bevægelse har overlevet både nazismen og kommunismen, og ser ud til at leve videre.

#9 Palast der Republik

Palast der Republik var det østtyske parlament på Unter den Linden over for domkirken Berliner Dom. Det blev færdigbygget i 1976. Foyeren blev et yndet tilholdssted for unge østberlinere, der hang ud i lædersofaerne, hvor de mødte udenlandske turister, der kom for at se parlamentet.

Efter Murens fald er bygningen revet ned, ifølge myndighederne fordi den var fyldt med asbest. På stedet, hvor Palast der Republik lå, åbner snart en nybygget kopi af det gamle kejserslot.

#10 Private kunstsamlinger

Berlin er også kendt for sine private kunstsamlinger. I en restaureret baggård i Sophienstraße ligger Sammlung Hoffmann, der er en privat samling i Erika og Rolf Hoffmanns eget hjem. Siden 1997 har offentligheden kunnet besøge den store toetages lejlighed og se et skiftende udvalg af de kunstværker, ægteparret har samlet gennem fyrre år.

Siden 2008 har Sammlung Boros (billedet) vist et uddrag af de ca. 700 værker, man har på lager. Samlingen tæller kunstnere som Wolfgang Tillmanns, Olafur Eliasson, Damian Hirst og Elizabeth Peyton.

Det unikke ved Sammlung Boros er samlingens beliggenhed i en bunker fra Anden Verdenskrig. Efter krigen blev den brugt af russerne som fængsel. I DDR var den kendt som Der Bananbunker, da den blev benyttet som frugtlager, og ved Murens fald var Bunker i en periode en af Europas mest kendte technoklubber.

#11 Turisme

“No more trolleys!,” “Burn the tourists!,” and “Fist the tourists!” Skældsordene kan være voldsomme mod Berlins besøgende. Men trods en vis folkelig modstand mod den øgede turisme, så viser de seneste tal, at antallet af besøgende i første halvdel af 2019 slog rekorden fra 2018.

Fra januar til juni 2019 kom 6,7 millioner gæster til hovedstaden. Det var 3,8 procent mere end i samme periode året før. Antallet af overnatninger steg med 5,3 procent til 16,1 millioner. På billedet klatrestativ i Trabant med TV-tårnet i baggrunden.

#12 Gentrificering

Istandsættelse af den gamle boligmasse med stigende huslejepriser til følge.

Det lokale værtshus bliver til hip kaffebar og genbrugsbutikken sælges til en butik med modetøj. Gentrificeringen har for mange år siden ramt den tyske hovedstad.

Over de seneste ti år er huslejen i mange områder af byen steget med 50 procent. Berlinerne har – som ved Murens Fald – været på gaden i protest. Det har i år fået bystyret til at fastfryse huslejen for offentlige og private lejelejligheder i et forsøg på at tage hensyn til den ”lille” berliner, men også for at stoppe den galoperende gentrificering.

#13 Gaden

Man siger, at New York ikke er USA. Berlin er heller ikke Tyskland, men byen er heller ikke helt utysk. Byens grundstemning er nein og modstand, hvilket er både fantastisk og dybt irriterende.

Spørger man om noget, får man nein, spørger man igen, får man endnu et nein, men femte gang kan det pludselig lade sig gøre. Det virker ikke logisk, når man oplever det, men jeg ser det som en historisk ting:

I Berlin vader man rundt i spøgelser, fysiske spøgelser i form af skudhuller, mindesmærker og veje, der får nye navne eller pludselig ikke eksisterer mere. Berlin er ufærdig og stadig i en slags bølgende transformationsfase.

Det går langsomt, fordi modstand og nein er grundstemningen, og det er godt, for ellers ville Kreuzberg have været som Williamsburg eller Istedgade allerede for længe siden. Byen er under forandring, men man kan stadig se et brugt TV og et par sko stå på gaden.

#14 Berliner Philharmonikerne

Bach, Beethoven, Wagner, Brahms, Mendelssohn, Schumann, Strauss og Weill udgør et imponerende tysk bagkatalog af store komponister.

Kulturen og den klassiske musik har altid fyldt meget i Berlin.

Der er en åbenhed og en lyst til at inkludere den del af befolkningen, som traditionelt ikke er så meget til klassisk musik. Herbert von Karajan, Wilhelm Furtwängler, Simon Rattle og nu Kirill Petrenko er blandt chefdirigenterne i Berliner Philharmonikerne. Den danske basunist Jesper Busk Sørensen sidder i orkestret, der regnes for et af verdens bedste.

#15 Penge

Kapitalfonde og multinationale selskaber bider hele tiden nye stykker af Berlin. Den frihed berlinerne opnåede med Murens Fald bliver i disse år begrænset af internationale pengespekulanter.

Ved den store sports- og koncertarena Mercedes-Benz-Arena i Friedrichshain er der brugt omkring 200 millioner euro på området Mercedes Platz med barer, restauranter, biografer, bowling, hoteller m.m. Lige ved siden af ligger endnu et nyt indkøbscenter Eastside Mall.

Det store Sydtyske bilfirma har navne- og sponsorrettigheder over området frem til 2035.

De store, symmetriske LED-reklamesøjler er siden åbningen kaldt skamløse, kreativ fattigdom og en hyldest til Leni Reifenstahl, der stod bag mange af Hitlers propagandafilm.

#16 Bogen

Denne boghandel fra De Andres Liv blev verdensberømt efter filmen vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2006. Siden er butikken på Karl Marx Allée blevet solgt, men bogen lever i den grad i Berlin.

Mens ældre som unge i de fleste lande har mobiltelefonen fremme, hvis de kører med offentlige transport, så har mange både unge og gamle berlinere altid en bog med, når tiden skal fordrives med transport i U-bahn, S-Bahn eller bus.

#17 Det Grå-Brune Berlin

Før Murens fald opfattede mange Østberlin som ‘gråt i gråt’. Faktisk var det nærmere grå-i-brunt, fordi mange huse havde den samme grå-brune farve. Faktisk var det også hovedfarven i Vestberlin.

Siden er der kommer mere pang på farverne, så meget, at man næsten kan savne den gode, gamle berliner-brune husfasade.

#18 Tacheles

Kunstnerkollektivet Tacheles i centrum af Mitte er måske det bedste symbol på et Berlin i forandring. I mange år efter Murens Fald var Tacheles centrum for kunst, musik, fester, debatter, biograf og cafeliv.

I 2012 besluttede ejerne, Nordbank, med hovedsæde i Hamborg, at huset skulle ryddes. Det skete året efter. Hurtigt efter solgte den tyske bank ejendommen og grunden til amerikanske investorer.

Lige efter Murens fald var Mitte centrum for den progressive berlinske kunstscene, men de senere år er gallerier og studier rykket længere og længere væk fra centrum, presset af høje huslejepriser.

#19 Politik

Det er ikke kun politikerne i Bundestag og Angela Markel, som holder den politiske fane højt i Berlin. Det er, som om Berlin altid har et politisk aftryk. Som om Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht altid er med på sidelinjen.

I sommer fyldte den multinationale Coca Cola-koncern byen med reklamebannere, hvor der stod ”Intolerance Can’t Party”.

Dette foto er fra en af de lokale frisørsaloner i Friedrichshain, der som kommentar til den politiske debat hylder: alle racer, alle religioner, alle lande, alle seksuelle orienteringer, alle køn.

På flere af byens Michelin-restauranter har man skilte, som viser, at sympatisører til det nationalkonservative parti, Alternative für Deutschland, ikke er velkomne.

#20 Arkitektur

Kvarteret Hansaviertel, der ligger mellem Spree og Tiergarten, er et bombardement af moderne arkitektur og byplanlægning. 35 projekter af blandt andre Alvar Aalto, Walter Gropius, Oscar Niemeyer, Max Taut og de danske arkitekter Arne Jacobsen og Kay Fisker blev sat i gang i 1952.

Mens Vest byggede Hansaviertel, så opførte Øst prestigebyggeri ved Karl Marx Allée (dengang Stalin Allée). Begge områder er stadig et besøg værd.

#21 Værtshuse

Berlin har både i det tidligere Øst og Vest mange intime, sjove, anderledes, gamle, spændende værtshuse à la dem, vi i Danmark kalder brune værtshuse. Her kan tiden stå stille, mens man får en Hefe eller en Kristall, og hvis man er heldig, kan man tage et spil kegler imens.

#22 Flohmarkt

Søndag er loppedag i Berlin. De fleste Kiez (kvarterer) har et eller flere Flohmarkt, som det hedder på tysk. Her mødes høj, som lav, berlinere og turister. Den i hverdagen fine antikvitetsbutik har en bod side om side med den tyrkiske marskandiser.

Antikvitetshandleren har sirligt sat sine varer op på lige linjer opdelt efter farve, facon og type, mens marskandiseren har sine varer rodet sammen i gamle frugtkasser. Men det er her fortid og nutid mødes. I form af brugte loppeting – og i form af de mennesker, som går rundt på loppemarkederne.

#23 Teater

Berlin er Europas brændpunkt for scenekunst, et mekka, hvis man vil se det bedste teater. Scenerne i Berlin går ofte aktivt ind i samfundsdebatten og er med til at sætte en dagsorden. Byen rummer store teaterscener, der har præget hele den internationale skuespilkunst.

Huse som Volksbühne, Schaubühne, Berliner Ensemble og Deutsches Theater kender de fleste teaterinteresserede, og instruktørnavne som Amin Petras, Frank Castorf, Thomas Ostermeier, René Pollesch og Michael Thalheimer giver genlyd i hele verden. De står på en solid bund af Schiller og Goethe, Brecht og Piscator.

Det moderne tyske teaterudtryk, det politiske og ekspressionistiske teater, er kendt for at lave noget af det mest progressive og nyskabende teater i Europa, ja i hele verden.

#24 Opera

Berlin har som den eneste by i verden tre operahuse: Komische Oper, Staatsoper på Unter den Linden og Deutsche Oper.

Da byen var delt, havde man førende operascener i både Øst- og Vestberlin. De er bibeholdt, og i dag har de tre operaer hver sin profil, men alle tre har tradition for at eksperimentere.

Operascenen i Berlin er mere integreret i byens øvrige kulturelle liv, end man oplever andre steder. Kunstformen tages alvorligt i Berlin, hvor både politikere og den tyske offentlighed ser opera som en væsentlig del af den kulturelle scene og af byens selvforståelse.

#25 Homo

Berlins gayscene er stadig en af de mest spændende i Europa. Her finder man det hele: Der er homo-hiphopklubber, queer punkklubber, der er diskoteker, darkrooms, sexklubber, schwule-dag i biograferne (bøssedag), foredag og endda et Schwulemuseum. Der er en kommerciel og en alternativ scene.

Byens gayscener ånder af åbenhed og frisind, som var kendt, allerede da Herman Bang var ung og i de vilde 1920’ere. Nazi-tyskland og DDR trykkede på bremsen, men byen er komme ud af skabet (Vestberlin var efter Anden Verdenskrig også et fristed for homoseksuelle) og har genetableret en homoseksuel (sub)kultur.

#26 Filmfestival

Hvert år i februar forvandles Berlin i ti dage, når byen er centrum for Berlinalen, Filmfestivalen i Berlin. Marlene-Dietrich-Platz er et virvar af filmstjerner og andre kendisser på den røde løber, projektørlys, snurrende tv-kameraer, blitzende fotografer, skrigende autografjægere og nysgerrige turister.

Den første festival fandt sted i 1951 i Vestberlin. Det var et erklæret politisk mål, at festivalen skulle tjene som udstillingsvindue for den frie verden. Vestberlin, der lå klemt inde i Østtyskland, var den ultimative scene for vestlig propaganda. Berlinalen har siden begyndelsen været en publikumsfestival, hvor alle filminteresserede kan købe billetter.

På billedet fotografernes stiger. Dem står de på, når kendisser forlader hotellet ved Marlene-Dietrich-Platz.

#27 Berghain

Siden Berghain slog dørene op i 2004, har det været Berlins moderskib for minimalistisk techno. Berghain opstod på resterne af homo-klubben Ostgut og er en kolos i den homoseksuelle kultur i byen.

Det monstrøse tidligere kraftværk i stalinistisk byggestil er svært at komme udenom, og en restriktiv dørpolitik har hjulpet med at holde mytologien om stedet som en hedonistisk labyrint vedlige.

De seneste fem-ti år har andre klubber overtaget positionen som progressiv natklub, mens Berghain mere og mere fremstår som en turistfælde for den danseglade ungdom. Billedet viser køen til Berghain en søndag eftermiddag, døren åbner natten til søndag kl 23:59 og lukket mandag formiddag.

#28 Mad

Restauranter med Carrywurst, Sauerkraut og Eisbein på menukortet er gennem de seneste år blevet suppleret med et hav af restauranter med Michelin-stjerner. I den nyeste opdatering har Berlin fem to-stjernede og 17 en-stjernede restauranter.

Tyske stjernekokke som Tim Raue, Sebastian Frank og Micha Schäfer præger menukortene. For – med danske øjne overskuelige – penge kan man spise mad inspireret af det lokale Brandenburgske opland. Billedet er fra den vegetariske Michelin-restaurant, Cookies Cream. Man kan dog stadig finde en saftig Döner på de fleste gader i Berlin.

#29 Festerne

Berlin har altid været kendt for sine fester, gerne i nedlagte fabriksbygninger eller på byggetomter.

På billedet ses den gamle amerikanske spion-lyttestation under den kolde krig, Teufelsberg. Grundtonen i bylivet er firetakters techno-musik. Ud over at være et frit sted er der et mørke i byens selvforståelse, som tiltrækker eksistenser, der lever tæt på kanten og mest om natten.

Berlin tilbyder plads til eksperimenter, og det giver et stort kreativt potentiale. Den rå, dystre energi har en sjælelig resonans i folk, uden at de måske er bevidste om det. Det skubber folk væk og trækker dem tilbage igen. Det er som en hvisken midt i al techno-musikken.

#30 Det Grønne Berlin

Berlin er ikke længere det sted, som mange lærte at elske efter Murens Fald. Persongalleriet bliver mere og mere ens, og folk ligner menneskene i andre europæiske storbyer. Der er færre og færre af de skæve eksistenser.

Men heldigvis er Berlin stadig generøs på tid og rum, der er højere til loftet, gaderne er bredere, og der er mere plads mellem mennesker. Og så er der grønt. Er er lindetræer i de fleste gader.

Der er også mange parker, og bystyret bruger stadig mange penge på at lave rekreative områder, som ved Park am Gleisdreieck og den tidligere lufthavn Tempelhof (billedet).


POVs kulturjournalist Ole Blegvad var i Berlin første gang i 1985. Siden blev det til utallige besøg, som turist og som journalist. I 2016 købte han en lejlighed i byen, og han har sammen med Rasmus Funder skrevet bogen Berlin.dk.


Fotos: Kim Harris, Rasmus Funder, Ole Blegvad – Feature Image: Ole Blegvad, som turist i Berlin, 1985.

Vil du erne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kulturhistorie

Abbey Road 50 år efter

KULTURHISTORIE // ESSAY – The Beatles’ mesterværk, albummet Abbey Road, udkom 26.