DEN KATTENS KÆRLIGHED #4 // ESSAY – Mikkel Stolts gamle kat, Mackenzie, var hans muse, der fik ham til at begynde at skrive bøger for alvor. Mackenzie er gået bort, og Lillefix er kommet til, og det er gået op for forfatteren, at ikke alene er de to kattes temperamenter vidt forskellige – det har haft direkte indflydelse på hans skriverier.
Lillefix kom heldigvis tilbage (fra en lille springtur som del 3 slutter med, red.), og efter en alvorlig samtale med dyrlægen – altså min kone, ikke Lillefix’ dyrlæge – blev vi enige om, at der måske alligevel ikke var plads til og behov for en hund. Hun skal jo også tit i stalden og passe sin islænderhest og sit job, og selvom Lillefix altså testede vores nerver, så forblev hun enebarn her i huset.
Hun var da cirka halvandet år gammel og kunne altså godt finde på at være væk i nogle dage, men vi havde rustet os psykisk, og kunne nu næsten holde det ud, når vi ikke så hende i flere døgn.
Hun styrter rundt i enten huset eller på trapperne og skråningerne udenfor i haven og gemmer sig på skrømt, indtil man finder hende og klør og aer hende. Og jeg kommer til at grine hver gang
Når jeg kom ned fra soveværelset på 1. sal om morgenen og kunne se, at det ikke var sunket i madskålen, og hun derfor ikke havde været hjemme i løbet af natten, så accepterede jeg det. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv: ”Vi har en kat i hvis indre, der bor to ligeværdige sjæle: én, der vil hygge derhjemme og én, der vil ud og opleve noget. Det må vi finde os i.” Og er man i øvrigt ikke selv sådan? Eller var?
Springture blev sjældnere
Som efteråret skred frem, blev hendes springture imidlertid kortere og kortere, og der kom længere og længere imellem. Det var ikke, fordi hun var bange for vejr eller regn. Hendes forgænger, Mackenzie, foretrak +14 grader, skyfrit og vindstille, men Lillefix går glad ud i skybrud og tordenvejr og kommer senere ind og lægger sig på en af os andre for at tørre igen.
Men altså, hen på vinteren gik det op for os, at hun ikke havde været ude af syne i mere end få timer siden en gang i september, og da hun fyldte to år – og derfor må regnes for voksen – havde hun tilsyneladende lagt sine vaner med at gå på daudi bag sig.
Og nu er det to år senere, og faktisk – jeg tør jo næsten ikke skrive det – gælder det endnu. Hun er stadig sprællevende og næsten lige så legesyg som før, men hun er altid i nærheden. Nu er nærområdet – selv inden for 50 meter – også ret inspirerende og stimulerende for en kat. Terrænet og vegetationen er varieret, og der kommer både små og store dyr forbi. Bænkebidere, sommerfugle og edderkopper, småfugle af mange slags, samt spurvehøg, tårnfalk og havørn for at gøre det lidt mere spændende. Dertil firben, harer, mårer, fremmede katte, ræve og Hereford-tyre, men i modsætning til Mackenzie, så har vi indtil videre kun set hende fange og spise mus, primært husmus og markmus.
Hun har også fanget en musvit eller en skovspurv i ny og næ, men dem har vi nået at redde, og indtil videre har vi ikke set tegn på, at hun spiser dem, fuglene. Det gør hun jo sikkert nok en sjælden gang, men i det mindste har hun lært, at hun ikke skal komme ind i huset med sit bytte, hvilket vi ellers tit oplevede med den gamle kat.
Mackenzies værdige og rolige gemyt betød, at mine bøger i hendes tid ikke var særligt dramatiske
Men så kan der komme anden spænding i ens tilværelse. En nat blev dyrlægen vækket ved, at katten lå på hendes bryst, men hun syntes, den var lidt tungere og lidt mere ulden, end den burde. Så vågnede hun rigtigt og kiggede ind i øjnene på en stor, gråstribet hankat. Hun rejste sig halvt op, hvorefter katten hoppede ned, og så skreg Lillefix nede fra gulvet, og så skreg dyrlægen, og så vågnede jeg og skreg uden at vide hvorfor. Den fremmede kat strøg ud af soveværelset i tegnefilmsfart, og den var åbenbart kommet ind, fordi den lumskt havde forfulgt Lillefix tæt ind gennem kattelemmen.
Nu til dags virker det, som om Lillefix har fået lidt mere autoritet, selvom der stadig er nogle enkelte hankatte, der mener, at de har lov til at vade lige forbi vores hus. Vores gamle kat holdt derimod allerede fra begyndelsen de fleste strejfende katte i skak, for da vi flyttede hertil, var hun var jo en hel det ældre, end Lillefix er nu.
Katte som inspiration
Åh, den gamle kat. Mackenzie.
Min muse, der fik mig til at begynde at skrive bøger for alvor. Og som dyrlægen stadig kan blive trist over mindet om. Jeg selv er mere pragmatisk, men da der i efteråret var et arrangement om katte i litteraturen på mit lokale bibliotek, hvor jeg skulle holde oplæg om katten som inspiration, så gik der pludselig noget op for mig, da jeg sad og forberedte mig.
Mackenzies temperament var nemlig vidt forskelligt fra Lillefix’, og jeg opdagede, at det faktisk har haft direkte indflydelse på mine skriverier.
Mackenzies værdige og rolige gemyt betød, at mine bøger i hendes tid ikke var særligt dramatiske eller fokuseret på udvendig handling. Da vi siden fik den næsten utrættelige og nærmest komiske Lillefix (alias Vildefix), så skete der også noget med mig.
Begge de to romaner, jeg skrev efterfølgende var langt mere baseret på et fremadskridende og underholdende handlingsforløb. Det var overhovedet ikke noget, jeg tænkte over, og indtil det omtalte foredrag, gik jeg simpelthen ud fra, at det bare var min egen udvikling, der lige formede sig sådan i de år, fordi det lige var de idéer, jeg fik lyst til at arbejde på.
Men nej, jeg tror vitterligt, at de kattens dyr har haft noget at gøre med det. For i takt med, at Lillefix er blevet rigtig voksen og en smule mere afdæmpet, afklaret og kærlig, så er de bogprojekter, jeg arbejder på for tiden på vej tilbage til det lidt mere refleksive og udramatiske. Jamen, er det ikke underligt?
Staycation
På grund af Lillefix’ tilstedeværelse bliver jeg ikke længere trist ved tanken om Mackenzie – slet ikke som dyrlægen bliver det fra tid til anden. Jeg tænker jo heller ikke på gamle kærester med tårer i øjnene, for jeg er i stedet blevet forelsket i Lillefix (ja, og dyrlægen).
Men Mackenzie var selvfølgelig min første, og jeg tænker da også en gang imellem lidt på ’Susanne, Birgitte og Hanne’. Men ja, det er jo det, man er; forelsket. I en kat. Ja, ikke hele tiden og ikke sådan på den dumme måde, hvor man skriver den udkårnes navn på sit pennalhus, men sådan at man synes, det er synd, hvis hun skal i pension.
Lige nu ligger Lillfix i orangeriet, og der er ikke noget, der tyder på, at hun blev bange for det lille skybrud, der var for lidt siden
Derfor har vi faktisk heller ikke rejst ret meget i de senere år, og hvis vi har, så har det været på skift for at ride på Island eller vandre ved Vestkysten eller for at tage på skriveophold i Jylland, på Anholt eller Falster. For så er der altid en af os hjemme, og sådan kan Lillefix bedst lide det.
Siger vi til os selv. Ligesom vi også siger til os selv, at vi ikke længere har det samme rejsebehov som tidligere, men dybest set er det jo også, fordi vi ikke kan holde tanken ud om, at vores kat skal tilbringe mere end nogle få dage i et stort bur og en mindre løbegård. Vi var lidt mere large – eller jeg var – med den forrige kat, men nu går det mig på. Også selvom det er en meget, meget venlig dame, der passer vores katte her på Hornsherred.
Lige nu ligger Lillfix i orangeriet, og der er ikke noget, der tyder på, at hun blev bange for det lille skybrud, der var for lidt siden. Senere vil hun komme ind og se, om der er kommet mere mad i skålen og om der stadig er vand i den fontæne, som jeg fik i julegave, og som står i vores køkken og ligner et fransk bidet.
Så vil hun måske lægge sig ind på maven af dyrlægen, der sidder i lænestolen og ser tv, eller hun vil sætte sig ud på marken og nidstirre en ko eller insistere på at lege titte-bøh, som er hendes yndlingsleg. Så styrter hun rundt i enten huset eller på trapperne og skråningerne udenfor i haven og gemmer sig på skrømt, indtil man finder hende og klør og aer hende.
Og jeg kommer til at grine hver gang.
Læs de tre tidligere afsnit af Mikkel Stolts essays om Mackenzie og Lillefix her (1), her (2) og her (3).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og