DEJA-VU – En fangeflugt fra Vestre Fængsel i onsdags, hvor en indsat byttede plads med en besøgende og slap væk, har fået POV’s Philip Sampson til tasterne. Ikke mindst på grund af forsikringerne fra Kriminalforsorgen om, at nu vil de lukke det hul og forhindre, at lignende flugter kan ske i fremtiden. Det sagde de nemlig også dengang han selv flygtede fra Nyborg Statsfængsel i 1979 – på nøjagtig samme måde som fangeflugten i onsdags. Læs her hans beretning om det, der dengang blev kaldt ”den til dato mest elegante og frækkeste flugt fra fængslet” i Nyborg.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da SMS’en tikkede ind torsdag aften. Den var fra Røde Tommy, der, ligesom jeg selv, havde været medlem af den nu hedengangne rockergruppe Free Wheelers i Gladsaxe. ”Nå”, skrev han, ”der er nogen, der har lært noget, så jeg på tv.”
Jeg havde netop siddet og set det samme tv-indslag. En indsat i Vestre Fængsel var flygtet onsdag ved at bytte plads, så at sige, med den person, der var kommet for at besøge ham. Hele Københavns Hovedbanegård havde på et tidspunkt været spærret af i håb om at finde den undslupne. Men uden held. Han var pist forsvundet. Røde ører i hele systemet. ”Dette må ikke ske igen”, sagde en repræsentant for fængselsvæsnet. ”Vi kræver en forklaring”, sagde en retspolitisk opfører for Dansk Folkeparti.
Røde Tommy hentydede selvfølgelig til, at den indsatte i Vestre Fængsel havde lavet nøjagtig det samme nummer, som jeg havde lavet tilbage i 1979, da jeg sad fængslet i Nyborg. Dengang jeg, som BT skrev ved den lejlighed, ”tog fusen på hele personalet i Nyborg Statsfængsel” og ”lavede den til dato mest elegante og frækkeste flugt fra fængslet”.
Nu sad jeg 39 år senere og så billederne rulle henover skærmen af ledende folk i Kriminalforsorgen stå dér hændervridende og sige, at der nu ville ske forandringer. At man nu ville sikre, at de ikke igen blev snydt af en indsat, som de var blevet det onsdag i Vestre Fængsel.
”Gudfader i skuret”, tænkte jeg. Det sagde de også dengang i 1979, da jeg lavede den flugt, der i den grad gav fængselsvæsnet røde ører. ”Flugten var godt tilrettelagt”, skrev BT dengang. Nej den var ej. Det var ren Gøg og Gokke, og afslørede, hvor gennemhullet sikkerheden var i Nyborg Statsfængsel. Som den var i så mange fængsler.
Free Wheelers
Vi røg jo ind og ud af fængslerne i vor ungdom, folk som Røde Tommy og jeg. Det var i bund og grund derfor vi havnede i en motorcykelklub som Free Wheelers M.C. Vi var i et modsætningsforhold til myndighederne. Til politiet. Til fængselsvæsnet. Elskede at sætte os op imod dem. Gøre dem til grin.
Som dengang vi alle havde fået afslag fra politiet på at måtte besøge vores klubbror Johnny Begall, der sad fængslet inde på Blegdammen. Men vi vidste, at fængselsporten ud til Blegdamsvej stod åben nogle gange. Og så drønede vi en dag en halv snes motorcykler derind. Og ind gennem fængselsporten, så en fængselsbetjent, der tilfældigvis befandt sig der, tabte både næse og mund. Og så holdt vi der i fængselsgården alle de larmende motorcykler, mens de ellevilde indsatte kravlede op i cellevinduerne.
Blandt dem Begall.
Han vinkede ekstatisk ud gennem tremmerne. Og vi vinkede tilbage. Inden vi kørte igen, før politiet dukkede op. Vel vidende, at nu havde vi da reddet Begalls dag.
Fængselsbesøg
Nå, men tilbage til min flugt. Den fandt sted lørdag den 6. oktober 1979. Politiet i Gladsaxe havde forbudt de fleste af mine klubbrødre at besøge mig ovre i Nyborg Statsfængsel. Bare de havde den mindste plet på straffeattesten, forbød man dem at besøge mig. Fint nok. Men den dag måtte jeg så ”nøjes” med to ustraffede klubbrødre og min lillebror Arne.
Nyborg Statsfængsel har sådan en særlig besøgsfløj. Med tunge gitterdøre i hver ende og en stribe besøgsceller. Den dag fik jeg så at vide, at der var besøg til mig, og jeg gik derned i min blå fængselsskjorte, jeans og nogle fængselssandaler. Og der i besøgscellen sad så Arne og mine to klubbrødre.
”Flugten var godt tilrettelagt”, skrev BT dengang. Nej den var ej. Det var ren Gøg og Gokke, og afslørede, hvor gennemhullet sikkerheden var i Nyborg Statsfængsel. Som den var i så mange fængsler
Traditionen ved sådanne fængselsbesøg var, at de besøgende tog højtbelagt smørrebrød med. Og smuglede en halv flaske snaps ind. Det havde de også gjort denne gang. Så vi spiste smørrebrødet, og jeg kvalte flasken. Og blev selvfølgelig lettere munter. Hvorefter jeg helt spontant bad min bror om hans sko, hans jakke samt hans hat. Jeg ville ikke længere være fange, men besøgende. Jeg ville lave et lille stunt. Det var egentlig bare for sjov.
Så lettere snalret forlod jeg besøgscellen og kom ud på gangen, hvor andre besøgende samtidig var ved at forlade deres besøgsceller. Jeg fulgte bare med strømmen. Gik halvt i knæ – nærmest som Groucho Marx – for ikke at virke så høj, som jeg nu var. Jeg skulle jo ligne min lillebror. Og til min forbløffelse gik spøgen. Fængselsbetjenten, der stod ved den gitterdør, som førte ud af besøgsfløjen – flinke, gamle Conrad Conradsen – stoppede mig ikke. Heller ikke selv om jeg med mine lige godt to meter i højden og mørke hudfarve, nok var en af de mest genkendelige indsatte i hele statsfængslet.
Passersedlen
Jeg fulgte med strømmen af besøgende. Indtil vi kom til en slags vagtstue med overvågningsskærme og det hele. Her blev jeg stoppet af vagten ved skranken, der skulle have den passerseddel, jeg åbenbart havde fået udleveret ved ankomsten til fængslet. Shit! Den seddel havde hverken Arne eller mine to klubbrødre nævnt noget om. Det hele var selvfølgelig også sket så spontant og hurtigt.
Så jeg måtte sige, at jeg havde glemt min passerseddel i besøgscellen, og begive mig hele vejen tilbage ind i fængslet. Forbi fængselsbetjenten, der stod ved gitterdøren, ned ad gangen i besøgsafdelingen, og ind i besøgscellen, hvor mine gæster sad og så noget forbløffede ud. Den ”flugt”, jeg nærmest for sjov havde fundet på i min snapsebrandert, var ved at lykkes. De så lidt betænkelige ud. (De var jo lovlydige). Min lillebror gav mig passersedlen, og jeg begav mig hele vejen tilbage. Forbi gamle betjent Conradsen ved gitterdøren, ud til vagtstuen, hvor jeg viste den lille seddel og fik lov til at passere. Og pludselig stod jeg ude i den fri luft. Stadig inde på fængselsområdet. Manglede nu blot den sidste hurdle. Portbygningen i selve ringmuren. Da jeg nåede derned, stod der stadig nogle besøgende, der var på vej ud. Så dem sluttede jeg mig til. Og blev sluppet igennem af de to gamle betjente, der bemandede denne sidste og afgørende kontrolpost.
Fri – og hvad så?
Pludselig stod jeg udenfor fængselsmuren. I det fri. Og anede ikke, hvad jeg nu skulle stille op. Der var jo ikke nogen forudgående plan. Jeg var snapsefuld, og måtte improvisere. Løb ned mod Nyborg by, hvor jeg fandt en grillbar. Der stod et par unge fyre udenfor med en bil. Jeg blev nødt til at spille højt spil, så jeg henvendte mig til dem og sagde: ”Jeg er lige flygtet oppe fra fængslet. Kan I hjælpe mig? Jeg skal til København på en eller anden måde”. De to unge nyborgensere troede først ikke på mig, men da forklarede dem den nærmere sammenhæng, var de helt med.
Jeg lovede dem 1000 kroner, hvis de kunne få mig over til Korsør med færgen. Det passede dem fint. Det var weekend, og de skulle alligevel over til Korsør for at gå på diskotek. Samtidig fik vi ringet til min klub i Gladsaxe, som straks sendte en varevogn afsted mod Korsør færgeleje.
Jeg kom over Storebælt ved at ligge i bagagerummet af Nyborg-fyrenes bil. Der var politi på færgelejet, der holdt udkig efter mig. Men de tjekkede ikke bilernes bagagerum. Ovre på Korsør-siden ventede mine klubbrødre, da vi nåede frem, og jeg blev gelejdet fra bagagerummet over i varevognen. Mine Nyborg-hjælpere fik deres 1000 kroner. Og vi drønede mod København – i megahøjt humør.
Røde ører
Der var ikke Facebook dengang. Ikke noget, der hed ”breaking news”. Men mit stunt rygtedes alligevel rimelig hurtigt med jungletrommerne. Og pressen samlede også historien op om den fuldstændig syrede fangeflugt. Til fængselsvæsnet store fortrydelse.
”Jeg kan faktisk ikke se noget som helst morsomt eller humoristisk ved sagen”, sagde Erik Petersen, vagthavende viceinspektør ved Nyborg Statsfængsel, til BT. ”En flugt er en alvorlig ting, ikke nogen spøg, selv om vi må indrømme, at flugten er meget elegant lavet. Vi har aldrig set noget lignende før.”
Jeg lovede dem 1000 kroner, hvis de kunne få mig over til Korsør med færgen. Det passede dem fint. Det var weekend, og de skulle alligevel over til Korsør for at gå på diskotek. Samtidig fik vi ringet til min klub i Gladsaxe, som straks sendte en varevogn afsted mod Korsør færgeleje
Tilbage i Nyborg blev min bror anholdt, da fængselsbetjentene omsider opdagede, at han ikke var mig. Arne blev varetægtsfængslet og stillet for en dommer dagen efter. Men dommeren skulle blot høre to minutter på anklageren, før han afviste sagen og løslod min lillebror. Den der misere, var Nyborg Statsfængsel selv skyld i, mente dommeren. Den måtte fængselsvæsnet selv rode sig ud af.
I Gladsaxe blev den daværende politimester, Mogens Grau, stiktosset over, at det var lykkedes mig at flygte. Og i at gøre hele systemet til grin. Så han beordrede ”Nedkører Palle”, en af de politibetjente i Gladsaxe, der var mest fremme i skoene, til at smide alt, hvad han havde i hænderne. Og udelukkende koncentrere sig om at opspore og anholde Philip Sampson.
“Nedkører Palle”
Jeg vidste jo godt, at det var en stakket frist. En ikke-planlagt orlov, jeg var på. Jeg havde dog min motorcykel og en rimelig bevægelsesfrihed. Sov hver nat et nyt sted. Vi var jo klubmedlemmer nok. Flugten holdt i 21 dage. Så faldt ”Nedkører Palle” – Palle Pedersen hed han rigtigt – over min motorcykel holdende i et boligområde bag Gladsaxe Kirke. Og der vidste han, at Hilstrøm – et medlem af Free Wheelers – boede. Så ejendommen blev omringet af en større politistyrke, og jeg anholdt.
Deja-vu
Det er så efterhånden 39 år siden. Røde Tommy sidder et sted på Sjælland og griner over onsdagens flugt fra Vestre Fængsel. Og jeg sidder på Amager og trækker tilsvarende på smilebåndet. Over de undskyldninger og bortforklaringer, Kriminalforsorgen kommer med. Dem kom de også med tilbage i 1979.
”Om vi bliver til grin på det, eller folk bliver vrede på os, ved jeg ikke”, sagde vicefængselsinspektør Petersen dengang. ”Men OK, det er lykkedes at snyde os denne gang. Nu vil vi se, hvordan vi kan få stoppet det hul”.
Det var en menneskealder siden. Og det er åbenbart ikke blevet stoppet endnu.
Jeg har i øvrigt stadig min passerseddel. Den fik jeg aldrig afleveret i min snapsebrandert på vej ud af Nyborg Statsfængsel.
Fotos: Philip Sampson
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
