MADLAST – En brunsort klæbrig masse, bestående af for længst afdøde gærceller, salt og selleri deler verden i Haters eller Lovers. I min mund smager Marmite af soya, lidt sure sokker og morgenstemning hos mine bedsteforældre. Og jeg indrømmer: I’m a Marmite-lover!
Det velkendte sensoriske billede fra mine teenageårs lørdagsmorgener ville som oftest ramme mig på vej ned af den snoede trappe fra førstesalen: duften af let påbrændt, ristet grahamsbrød og det rytmiske ’rrritsch rrritsch rrritsch’ fra kniven, som forvandlede de sorte kanter på brødet til en sky af kulstøv i køkkenvasken.
Jeg ville sætte mig til bords med min morfar og mormor. Han læste Jyllands-Posten, mens hun hældte Earl Grey-te op i min lyserøde Enoch Woods English Scenery tekop. Foran mig stod en dåse med Koo’s Sevile Orange og et glas af den skarpe ingefærmarmelade – det var til senere.
For allerførst ville jeg smøre et tykt lag smør på mit ristede brød, og gribe ud efter den sorte glaskrukke med det gule låg: det var Marmite-tid!
Øl-rester med sellerismag
Marmite! You’re a hater or a lover, står der på produktets hjemmeside. Og måske er der mere sandhed i de ord, end man lige umiddelbart skulle tro. Men lad os for en stund dyppe snuden ned i den sorte bøtte:
Marmite er et engelsk smørepålæg, fremstillet af restproduktet fra ølbrygning og produceret i Staffordshire siden 1902. De tiloversblevne, døende gærceller får et skud salt, og deres selvdestruktion hjælpes på vej af en opvarmning. Det resulterer i en sortbrun pasta, som nu tilsmages med urter og selleri. Og så står man med et produkt, der i den grad deler vandene.
Jeg tror, jeg stadig har et par krukker stående fra hamstringen i 2011. Inklusiv en jubilæumsudgave med guldstøv. Men det gør ikke noget, for Marmite holder for evigt. Ligesom min kærlighed
For enten elsker man den salte, tætsmagende, bitre, sirupslignende umami-bombe med noter af svampe, indkogt soya og sure sokker – eller også knækker ens krop sammen i væmmelse, når man for første og sikkert sidste gang lokkes til at smage det, som opleves som en blanding af våd karklud, galde og bouillonterning.
En familiesvaghed
Jeg elsker Marmite. Det er der mange i min familie, der gør. Men kunsten er at finde sin egen Marmite-way.
Jeg er, på linje med min søster, min mor og mine bedsteforældre, til et generøst lag smør på det ristede brød, herpå et fint lag Marmite, og ved festlige lejligheder topper jeg med en tynd skive myseost. Te med mælk on the side. Min far er mindre raffineret end mig og smører gladelig en fed bræmme Marmite på sin stegte kylling eller bøf.
Min nevø røg så tidligt i Marmite-gryden, at han som to-årig udbrød ’Marmite’ ved synet af sine Peter Plys Duplo-honningkrukker. Selv husker jeg ikke min debut. Men jeg er en umami-pige, og finder kombinationen af salt, fedt og umami meget mere interessant end for eksempel den mørke chokolade, som nogle medsøstre ellers kan få spontan ægløsning over.
Rule Britannia
Jeg fik Marmite ind med morgenteen hos mine bedsteforældre.
De var anglofile; min mormor havde læst engelsk på Københavns Universitet først i 30’erne og været på studieophold i Oxford – min morfar gik i plusfours, spillede Tea for Two på sit flygel, og så sit snit til at få en wannabe-engelsk hustru installeret i grosserer-gården i Silkeborg, da de mødtes på et krydstogt på Middelhavet.
Hun kaldte ham Charlie i stedet for Carl, og han fik et glas sherry hver eftermiddag og alle var glade. Og spiste Marmite hver eneste morgen. Også da jeg af logistiske årsager indlogerede mig i det store byhus det meste af min gymnasietid.
Det løber i generne
I nyere tid har arv vs. miljø-diskussionen ramt Marmite-universet.
Forskere mener, at man kan være genetisk disponeret for sit had eller sin kærlighed til den sorte smørelse, og derfor er der nu igangsat et forskningsprojekt, hvor de foreløbige resultater tyder på, at et individs hang til Marmite blandt andet kan forklares ved tilstedeværelsen af 15 genetiske markører.
I dag tilsættes smørelsen ekstra vitaminer – og det bragte ganske uventet Danmark på forsiden af de engelske aviser i 2011. Danmark havde forbudt Marmite, lød det i flammeskrift, og den store Dansk-Engelske Marmite-krig brød ud!
Om disse markører er særligt til stede i England ved jeg ikke, men jeg har altid sørget for, under besøg i det engelske, at hamstre rigeligt af alle de Marmite-relaterede produkter, der er dukket op de senere år: Marmite-chokolade, Marmite-riskiks, Marmite-chips, Marmite-ostehapsere og – oh fryd – Marmite-cashewnødder.
Velkommen på forsiden, Danmark
Marmite har et naturligt højt indhold af B-vitaminer og folin-syre, og har både trøstet britiske soldater i 1. verdenskrigs skyttegrave og gavnet mangen en gravid, folinsyretrængende kvinde.
I dag tilsættes smørelsen ekstra vitaminer – og det bragte ganske uventet Danmark på forsiden af de engelske aviser i 2011. Danmark havde forbudt Marmite, lød det i flammeskrift, og den store Dansk-Engelske Marmite-krig brød ud!
I virkeligheden handlede det om, at den danske importør havde glemt at søge om importtilladelse af et vitaminberiget produkt, men det skulle ikke stå i vejen for de lidenskabelige overskrifter.
Alle morede sig herligt, vi Lovers fik konverteret vores UK-rejsende venner til veritable smørelsessmuglere og fyldte vores køkkenskabe til bristepunktet, og til sidst gik alt i orden.
Jeg tror, jeg stadig har et par krukker stående fra hamstringen i 2011. Inklusiv en jubilæumsudgave med guldstøv. Men det gør ikke noget, for Marmite holder for evigt. Ligesom min kærlighed.
Hovedillustration: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
