Massakren på Unión Patriótica – er historien ved at gentage sig?

af i Internationalt/Syd- og Latinamerika

LONGREAD – Freden i Colombia er usikker, skriver Esben Thode Schultz, der har interviewet den tidligere politiske fange, Hugo. Han er flyttet langt ud på landet med sin familie for at beskytte sig mod de dødstrusler, der bliver rettet mod folk med tilknytning til FARC – den kommunistiske guerillabevægelse, der i de seneste år har nedlagt sine våben, som et resultat af en fredsaftale med den colombianske regering. At dømme udfra landets historie tyder flere ting på, at Hugo og familien går en tvivlsom fremtid i møde.  

Jeg møder Hugo og hans 10-årige søn i en landsby et par timers kørsel fra centrum i Cali. Han ønsker ikke, at jeg skriver, hvor vi er, men blot at vi befinder os i Valle del Cauca-departementet. Hugo er en ud af flere tidligere politiske fanger, som jeg har interviewet i løbet af mit feltarbejde siden september. De har alle det til fælles at have afsonet domme for blandt andet rebellion, handlinger begået i FARC’s (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) favør.

Dette gælder også Hugo, der nåede at afsone 9 år ud af en 60 års dom for forskellige forbrydelser. I 2017 blev han løsladt, da fredsaftalens punkt om amnesti kom ham til gode. Han er således blevet undskyldt for sine handlinger, men skal indimellem svare på spørgsmål fra fredsdomsstolen JEP – Jurisdicción Especial para la Paz. Det er fredsaftalens grundprincip om retfærdighed, sandhed, reparation og ikke-gentagelse, der i øvrigt både gælder ekskombattanter, paramilitære og folk fra hæren.

Da Hugo endnu sad i fængsel, blev hans svigerfar likvideret af paramilitære folk foran øjnene på Hugos kone og 3-årige søn i deres eget hjem. Derfor har de valgt ikke at have nogle hemmeligheder i familien. Alt om krigen og trusler drøftes internt, men kun internt. Det er forbudt for børnene at snakke om deres forældres fortid til andre. Svigerfaren var en almindelig bonde, men fordi hans søn for mange år siden var medlem af guerillaen M-19, og at hans datter var tilknyttet FARC, kunne den nye tilstrømning af paramilitære ikke acceptere ham i området. Han nægtede at flytte, hvilket blev hans dødsdom.

Hændelserne har fået Hugo til at flytte langt ud på landet med sin familie. Deres politiske overbevisning forbliver en hemmelighed for deres naboer. Det er simpelthen for farligt at have været guerilla

Med Hugos løsladelse blev familien endeligt genforenet. Det har dog ikke været nemt, da de har været nødt til at flytte i flere omgange. Til at starte med skulle Hugo præsentere sig i en af landets 24 re-integrationslejre for at påbegynde normaliseringsprocessen. La Elvira i Cauca-departementet var den tætteste. Selvom hæren konstant var tilstede, blev to af Hugos kammerater fra lejren alligevel på mærkværdig vis likvideret. Hugo følte sig derfor ikke sikker. Med hans familie flyttede han ind til forstadsbyen Yumbo og meldte sig ind i det nye FARC-parti for at lave politisk arbejde. En manifestation for partiet blev ikke lang tid efter angrebet af folk i civil, der kastede med æg, tomater og sten efter de hvidklædte parti-sympatisører, imens de råbte skældelsord.

”Dem, der normalt tilbyder motorcykelservice, var blevet betalt af de lokale politikere for at hente og kaste sten efter os. Det triste ved det hele er fattigdommen. Stenkasterne var folk, der blot tjener til dagen og vejen. Og de har sikkert aldrig snakket med en kommunist eller en af os i virkeligheden”, forklarer Hugo.

Angrebene fulgte manifestationen helt til partiets kontor, hvor præsidentkandidat Rodrigo Londoño eller ’Timochenko’ skulle holde tale. Her blev de også angrebet. “Inden jeg forlod hele spektaklet, skiftede jeg min hvide FARC T-shirt ud, med en anden jeg havde i tasken. Jeg prajede en motorcykel. Chaufføren sagde: ‘hva så’ hvordan synes du det gik, med alle de sten vi gav de satans guerilla svin? Var du også med til det?’ Forestil dig det. Det var mig der modtog stenene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.”

Fri for fængsel men et liv med skjult identitet

Pamfletter blev uddelt og ophængt i byen med trusler imod guerillaen med budskabet om, at hvis det blev opdaget, at man var tidligere guerilla, ville man blive slået ihjel sammen med sin familie. Hugo og familien lavede offentlige anmeldelser i Yumbo, men da der ikke var et etableret sikkerhedssystem for menige FARC-medlemmer, var de for udsatte: ”Det fik mig til at tænke, at vi løber en for stor risiko. Enhver person kan på hvilket som helst tidspunkt komme og slå os ihjel.”

”Siden angrebene i Yumbo har vi levet mere eller mindre i skjul. Det er trist at sige, men det er rigtigt.”

Farc logo

Hændelserne har fået Hugo til at flytte langt ud på landet med sin familie. Deres politiske overbevisning forbliver en hemmelighed for deres naboer. Det er simpelthen for farligt at have været guerilla. Alligevel bærer Hugo en Che Guevara halskæde. I forhold til det han fortæller mig, må halskæden så ikke forvolde ham problemer? Hugo forklarer, at det er normalt for bønder at vise solidaritet med Che. Men at bære en hvid T-shirt med FARC partiets logo – en rose – dét kan han blive slået ihjel af.

Fredsaftalen fra 2016

I sommeren 2016 lykkedes det Colombias forhenværende præsident Juan Manuel Santos at underskrive en fredsaftale med guerillaen FARC.

Da en endelig fred efter mere end 50 års væbnet kamp umiddelbart ville være attraktiv for alle parter, valgte Santos at give folket mulighed for at stemme om fredsaftalen. Grundet en massiv anti-fredskampagne ledet af den ekstreme højrefløjs tidligere præsident og nuværende senator Álvaro Uribe endte valgresultatet i oktober 2016 alligevel med en stemmedeltagelse på 37%, med et snævert nej til fredsaftalen. Guerillaen skulle ikke slippe så let, var diskursen.

Alligevel modtog præsident Santos Nobels Fredspris for hans ”resolutte indsats om at afslutte landets mere end 50-års lange borgerkrig”. Santos regeringen valgte da også at trodse valgresultatet og indførte alligevel fredsaftalen med et par få ændringer nogle måneder senere.

Unión Patriótica

Det er dog vigtigt at huske, at Santos’ fred ikke er første gang, en præsident har indledt fredsforhandlinger med den colombianske guerilla. Allerede i 1982 oprettede daværende præsident Belisario Betancur en fredskommission, hvis medlemmer repræsenterede et bredt spektrum af sociale og politiske sektorer. Herigennem blev der etableret kontakt og dialog med ledende figurer fra oprørsbevægelsen FARC. Ét af de vigtige punkter i fredsforhandlingerne omhandlede oprettelsen af det marxistiske parti Unión Patriótica (UP), der skulle repræsentere FARCs politiske fløj. Etableringen af et sådant parti ville styrke FARCs indflydelse og potentielle samarbejde med arbejderbevægelsen centreret i storbyerne, eftersom FARCs operationer og autoritet umiddelbart tilhørte rurale landområder.

Selvom FARC spillede den centrale rolle i etableringen af UP, var partiet et produkt af en bredere social bevægelse, som samlede masserne. Det var en heterogen forsamling mennesker, der blandt andre bestod af demobiliserede guerillakrigere, tidligere medlemmer af kommunistpartiet, fagforeningsfolk, arbejdere, bønder, intellektuelle, lærere og studerende. Med andre ord formåede UP at forene land- og byinteresser, og havde måske derfor parlamentarisk potentiale.

Ulykkeligvis kan der ses ligheder ved massakren på UP i 1980’erne og FARC’s medlemmer i dag. Dødstallene er endnu ikke lige så høje, men den systematiske forfølgelse af venstrefløjens sympatisører ligner den samme form for sociale udrensning

Betancur-regeringen mente selv, at dannelsen af partiet UP som en ’demokratisk åbning’ ville være den mest effektive måde at gøre FARCs interesser legitime. Desværre viste regeringen sig at være svag, og Betancurs fredsforhandlinger mistede ikke bare folkets opbakning, men også opbakningen fra kongressen, hans eget parti, landets vigtige økonomiske interessegrupper samt militæret.

Den glemte og måske største tragedie i historien om FARC og forsøget på at skabe fred i Colombia må være massakren af partiet UP. I perioden 1985-1990 blev det politiske ståsted, som FARC’s interesser og ideologier kunne legitimeres på, næsten udslettet. UP’s kontorer blev konstant udsat for razziaer, politiet foretog ulovlige tilbageholdelser og truede aktivister og familiemedlemmer på livet. Mange blev tvunget til at flygte fra deres hjem. Mere end 3000 medlemmer og aktivister fra partiet – heriblandt ledere, parlamentarikere, fagforeningsfolk samt to præsidentkandidater – blev i perioden offer for en systematisk social udrensning eksekveret af paramilitære dødspatruljer. Størstedelen af disse handlinger er den dag i dag ustraffede.

Et eksempel, der ofte refereres til på en sådan udrensning, er massakren i 1988 i den lille by Segovia i departementet Antioquia. Her blev 43 medlemmer af UP likvideret af paramilitære med statens tropper som skjulte medskyldige. Dette har den Interamerikanske menneskerettighedsdomstol endelig påvist. Hæren og politiet gjorde ingenting. De så bare til og sørgede for, at den timelange massakre kunne udføres i fred og ro. Budskabet var klart: UP måtte forsvinde, ellers ville befolkningen lide.

Dette vidner om statens interesse og ageren i en beskidt krig, som landet de efterfølgende årtier også var vidne til. Målet var at tilintetgøre FARC som politisk magtfaktor, da den demokratiske åbning for FARC åbenbart var for stor en trussel imod landets politiske elite. Et koldkrigsfænomen med frygt for kommunisme, der med implementeringen af John F. Kennedys National Security Doctrine(NSD) førte til et paradigmeskifte hos militære organisationer i mange latinamerikanske lande. I stedet for at frygte den eksterne fjende, skulle der nu fokuseres på den interne: kommunisterne. Med NSD blev det legitimt for statens bevæbnede tropper at kæmpe for udslettelse af sociale arbejdere, fagforeningsfolk, oppositionsfolk generelt og især folk antaget for at være ’kommunistekstremister’. Guerillaens venstreorienterede idealer måtte aldrig legitimeres. Så hellere krig.

Fredsforhandlingerne faldt forståeligt nok fra hinanden. Den væbnede kamp blev genoptaget imens regeringen begyndte at centrere sig om andre guerillabevægelser, heriblandt M-19 – movimiento 19 de abril. Det lykkedes regeringen og M-19, med deres karismatiske leder Carlos Pizarro, at underskrive en fredsaftale i 1989, der indbefattede demobilisering og indlevering af våben, men også at M-19 skulle etableres som politisk part.

I 1990 annoncerede Pizarro, at han ville stille op til præsidentvalg. Ikke lang tid efter blev han skudt og dræbt i et indenrigsfly, der lettede fra Bogotá med destinationen Barranquilla. Samme år blev to andre præsidentkandidater fra UP og det liberale parti likvideret. Pizarros datter, der i mange år levede i eksil i Barcelona, har de seneste år rejst tvivl om de medskyldige i planlæggelsen af mordet og leder stadig efter svar. Om det har hun lavet dokumentarfilmen Pizzaro, som helt bestemt kan anbefales.

Da UP’s anden præsidentkandidat Bernado Jaramillo blev myrdet i 1990, aflyste UP at stille op til præsidentvalg. Partiet havde mistet alle politiske alliancer. Dets politiske og sociale kraft var ødelagt grundet de utallige mord på partiets medlemmer, eller støtter der valgte at flygte i frygt for massakrer. Alligevel fortsatte UP i 1990’erne med at være offer for yderligere udryddelse. Medlemmer, familie, bekendte og politiske allierede var ikke blot politisk destruerede. De konstituerede et folkedrab.

Er historien ved at gentage sig?

Den grusomme historie om guerillaens forsøg på at blive demokratiseret er vigtig at huske i forbindelse med implementeringer af sikkerhedsforanstaltninger fra fredsaftalen anno 2016. Det må siges, at FARCs fredsforhandlere må have haft stor tiltro og tillid til regeringens beskyttelse af ekskombattanter og offentlige ansigter fra det nye parti, fordi i dag er FARC ikke blot en demobiliseret guerilla, men har endvidere ladet sig transformere til et politisk parti, lidt ligesom UP. De har beholdt forkortelsen FARC, men har skiftet navn til Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común. I fredsaftalen blev det underskrevet, at FARC ved de efterfølgende to valgperioder skulle have 10 kongrespladser uanset valgresultater.

Ulykkeligvis kan der ses ligheder ved massakren på UP i 1980’erne og FARC’s medlemmer i dag. Dødstallene er endnu ikke lige så høje, men den systematiske forfølgelse af venstrefløjens sympatisører ligner den samme form for sociale udrensning.

FARC-ledere er konstant beskyttede af livvagter, og kører rundt i store pansrede vogne. Det er simpelthen en nødvendighed. El Espectador skriver d. 6. november 2018, at 80 ekskombattanter og familiemedlemmer er blevet likvideret, siden fredsaftalen blev underskrevet. I et offentligt brev indkalder FARC-partiet præsident Iván Duque til møde for at kræve handling for, hvad de kalder for ’begyndelsen på en kriminel plan imod medlemmer af kollektivet’.

En skudveksling i Medellín 4. november, hvor et medlem af partiet døde, har udløst brevet fra partiet. De skriver blandt andet: ”Vi opfordrer alle politiske partier fra alle forskellige sociale sektorer, samt medier og levende kræfter i nationen, at de udtrykkeligt afviser denne form for aggressioner (…) Colombia kan ikke tillade, at der gentages et folkemord ligesom det, der skete med Unión Patriótica”.

FARC’s politiske dødsdom?

Med historien om massakren af UP i baghovedet, samt en stigning af antallet af mord på den tidligere guerilla, er det forståeligt, at tiltro til sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med fredsaftalen for ekskombattanterne er dalende. Der hersker simpelthen for meget usikkerhed. Antallet af beboere i ETCR re-integrationslejrene La Elvira og Monterredondo i Cauca-departementet er faldet til under det halve.

Mange af de tidligere menige guerillafolk har fundet det nødvendigt at forlade den kollektive reintegration, for i stedet at leve et liv med skjult identitet, ligesom Hugo og hans familie. Andre vælger at trodse fredsprocessen helt, og har i stedet sluttet sig til dissidenter fra FARC, der har genoptaget operationer rundt i landet. En kamp om det vakuum som FARC efterlod foregår nu imellem dissidenter fra FARC, de andre guerillaer ELN og EPL, samt paramilitære og narkohandlere. Staten var for langsom til at følge op.

Den glemte og måske største tragedie i historien om FARC og forsøget på at skabe fred i Colombia må være massakren af partiet UP

Selv Iván Márquez – en højtrangeret FARC-leder der ellers var tildelt én af de 10 pladser i kongressen – har forladt hovedstaden, Bogotá, da man ville åbne en efterforskning imod ham for narkosmugling, der kunne føre til hans udlevering til USA.

Márquez var en af de stærke karakterer under fredsforhandlinger i perioden 2012-2016, og det vækker derfor uro ikke at kende hans placering, og om han kunne finde på helt at vende sig imod freden. Det er dog ikke sket endnu, og det vil højst sandsynligt ikke ske, men det vidner om fredens usikkerhed for både menige ekskombattanter og politiske ledere. Jesús Sántrich – en anden fredsforhandler der også var tildelt en plads i kongressen for FARC – er for øvrigt stadig i varetægt for anklager om narkohandel siden april. Han frygter derfor udveksling til USA.

Om Sántrich og Márquez er skyldige, eller om der snarere er tale om en montage af karaktermord, får vi nok aldrig sandheden om. Der hersker dog ikke tvivl om, at hvis Sántrich udleveres til USA, vil FARC’s politiske legitimitet svækkes fatalt. Flere ledere og menige fra FARC vil højst sandsynligt trodse freden, for hvis et reelt systematisk forsøg på at udrydde denne nationale gruppe finder sted, hvilket skete med UP, er arbejdet for fred og demokrati så i virkeligheden det værd?


Topfoto: Pixabay

Esben Thode Schultz er født i 1992 og er ved at afslutte sin kandidat i antropologi på Københavns Universitet. Esben har siden 2010 besøgt adskillige lande i Latinamerika og taler flydende spansk.
I de seneste år har Esben især interesseret sig for Colombia, hvorfor han også valgte at studere der. I juli 2018 lavede han, i samarbejde med Danida, kortfilmsdokumentaren El Ave Enjaulado, der foregår i en FARC-reintegrationslejr. I dag er han i gang med at specialisere sig i fredsprocessen med et fokus på politiske fanger i Colombia. Hvis du gerne vil læse flere fortællinger fra Esben, kan du støtte ham på hans MobilePay nummer: 61681455

Seneste artikler om Internationalt