FILOSOFI – Hvad skal være grundlaget for det gode liv og det gode samfund? På det spørgsmål har historiens største ånder og tænkere givet et klart svar: Grundlaget for det gode og meningsfulde liv er de syv dyder, bestående af de fire græske kardinaldyder; mådehold, mod, retfærdighed og klogskab og de tre såkaldte teologiske dyder; tro, håb og kærlighed. Sognepræst, forfatter og ekstern lektor Martin Herbst opsummerer dydernes relevans.
Hvor enkelt.
Hvor dybsindigt.
Hvor realistisk.
For i fraværet af disse dyder går samfundet i opløsning, og livet går itu. Man kan sagtens forestille sig en verden, der er prisgivet fråseri, fejhed, bedrageri og dumhed, hvor tilliden mellem mennesker er krakeleret, håb om forbedring ligeså, og hvor kærligheden er væk. Men hvem kunne leve i en sådan verden? Hvem ville ønske en sådan verden for deres børn?
Er det ikke derfor, nutidens moralske kaostilstande rammer os så hårdt? Hvad hjælper det, at vi bliver rigere og rigere, hvis vi glemmer de grundlæggende spilleregler for menneskelig dannelse og opførsel? Mennesket er ganske enkelt konstitueret således, at et liv uden de syv dyder ikke giver mening, hvad enten man er troende eller ej.
Dyden er det, som dur
Det er derfor, traditionen om de syv dyder har spillet en afgørende rolle for det vestlige menneskes opdragelse, dannelse, uddannelse og selvforståelse. Det er ingen overdrivelse at sige, at de syv dyder, set fra et overordnet perspektiv, har udgjort den vestlige kulturs dannelsesmanual fra antikken til oplysningen, hvad der afspejles i arkitektur, filosofi, religion, kunst og litteratur.
Denne indsnævrede opfattelse af dyd ligger milevidt fra ordets oprindelige betydning
Når det er tilfældet, hvorfor er dyderne så ikke i højere grad på den politiske, uddannelsesmæssige og etiske dagsorden?
Årsagen skal findes i en række misforståelser om, hvad dyd er. For det første antager mange fejlagtigt, at dyder er frihedsberøvende, kønsdiskriminerende og moralistiske. Man taler følgelig om ’dydens smalle sti’, ’kvindens dyd’ og ’klassens dydsmønster’. Denne indsnævrede opfattelse af dyd ligger milevidt fra ordets oprindelige betydning.
Det græske ord for dyd er areté, der slet og ret betyder duelighed, hvad der i øvrigt går igen i ordet dyd. En dyd bevirker, at noget duer, som det skal, og at et givent potentiale følgelig bliver virkeliggjort. Derfor taler grækerne om ridehestens eller øjets areté. Ridehestens areté er, at den rider, øjets, at det ser. Ingen moralisme eller seksisme her.
Dyd og frelse
For det andet er dydsetik blevet udlagt som menneskets fejlagtige forsøg på at udvikle og frelse sig selv ved hjælp af gode gerninger. I den sammenhæng er Martin Luther nådesløs i sin dom over teologiske forgængere, ikke mindst hævdvundne skikkelser som eksempelvis Frans af Assisi, der efter sigende skulle have udviklet en særlig grad af åndelig fuldkommenhed.
Luther konkluderede, at den slags mennesker hævede sig selv op ved håret og endte med at spille Guds frelse af hænde. Jeg giver Luther ret i hans insisteren på Guds suverænitet i frelses-anliggendet, men kan dog ikke komme i tanker om en eneste før-reformatorisk kristen tænker af format, der tilnærmelsesvis flirter med ideen om, at mennesket kan frelse sig selv.
Vores åndelige forældre er den bibelske og den græske tradition
Led efter en sådan påstand hos Origenes, Augustin, Evagrius Ponticus, Johannes Cassian, Bernard af Clairvaux, Frans af Assisi, Bonaventura eller Albert d. Store, og du vil lede forgæves. Med vanlig uprætentiøse klarhed sammenfatter Thomas Aquinas den kristne opfattelse af dyd: “Dyd er en god kvalitet ved sindet, ved hvilken vi lever retfærdigt, som ingen kan misbruge, og som Gud virker i os uden os”.
Bemærk konklusionen; ”…som Gud virker i os uden os”. Dyderne er ren gave. De skænkes mennesket takket være Gud. De blomstrer takket være menneskets opførsel. Kan det være anderledes?
Guds ord og græske tænkere
For det tredje har man i en protestantisk kontekst vægret sig ved at tale om dyder, fordi det i særdeleshed er græske filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles, der har udfoldet deres vigtighed. Følgelig repræsenterer accepten af den græske dydsforståelse en potentiel trussel mod Sola Scriptura-princippet, ifølge hvilket kristendommens kilde er Bibelen og Biblen alene.
Den antagelse er imidlertid kritisabel. Det er et historisk faktum, at kristendommen blev født i mødet mellem jødisk og græsk kultur. Udtrykt mere direkte: Da den jødiske messias og det græske logos mødes i Kristus, fødes en verdensreligion med en bredde og dybde, hvis lige aldrig var set før, og som efterfølgende skulle ændre verdens gang.
Vores åndelige forældre er den bibelske og den græske tradition. Hvorfor ikke være stolt af sine forældre?
Ikke vrede, men snilde
Som sagt satte de antikke grækere lighedstegn mellem dyd og duelighed. Til at begynde med skulle dueligheden stå sin prøve på slagmarken. Det er derfor, Achilleus er Iliadens (8. årh. f.Kr.) hovedperson.
Ifølge Sokrates bør en sådan dydsetik være grundlaget for det gode liv og samfund
Achilleus kan rase og kæmpe som ingen anden og helmer ej, før fjenden ligger slagen for hans fødder. Med Odysséen (8. årh. f.Kr.) flyttes dydernes fokus fra krop til sind. Hvor Achilleus er besat af præstationsvanvid – faktisk bliver han sindssyg i sin blodrus, så guderne til sidst må gribe ind for at stoppe hans egotrip – ønsker Odysseus mere end noget andet at blive genforenet med sin hustru og søn og genoprette freden på hjemøen Ithaka.
Ikke krig, men fred, ikke vrede (mēnis), men snilde (mētis) er mottoet for hans dannelsesrejse. Derfor beskrives Odysseus som den ”multisnilde” (polymētis) hele 66 gange i værket! Nu kan snilde være moralsk tvetydig. Odysseus er, hans fortrinligheder desuagtet, en mesterløgner.
Døren til en bedre verden
Det problem bliver adresseret af Sokrates, der lancerer en entydig etisk opfattelse af dyderne. Ifølge Sokrates bør en sådan dydsetik være grundlaget for det gode liv og samfund. Han præsenterer sin vision for en samtalepartner i Platons Staten:
”Jeg går ud fra, at vores by – hvis den ellers er blevet ordentligt grundlagt – er helt igennem god”.
”Ja, det må den være”, sagde han. ”Dermed giver det sig selv, at den er vis, tapper, besindig [mådeholden] og retfærdig”.
Her har vi firkløveret, der senere skulle gå over historien som kardinaldyderne. På latin betyder cardo ”hængsel”. Ideen er, at døren til den gode verden hviler på fire hængsler. Uden disse hængsler er man forment adgang til en bedre verden.
For uanset hvor klog, modig, mådeholden og retfærdig man har været, er der noget, der mangler
Der er noget tidløst sandt ved Sokrates’ diktum, særligt når man reflekterer over hans argumenter. Med visdom, mod, mådehold og retfærdighed forstår Sokrates ikke høj IQ, dumdristighed, behovsundertrykkelse og dømmende adfærd, men at vi forvalter vores fornuft, ambition og følelser på en måde, så det både er gavnligt for os selv og samfundet som helhed.
Tro, håb og kærlighed
Er vi så ikke kommet i mål med de fire kardinaldyder? Nej, siger kristne tænkere. Nok er døren til det gode samfund blevet åbnet, men vi er ikke kommet i mål. I mål kommer man først med tro, håb og kærlighed. Det er en almenmenneskelig erkendelse.
For uanset hvor klog, modig, mådeholden og retfærdig man har været, er der noget, der mangler. Det er tro, håb og kærlighed. Vi har brug for andres tilgivelse. Vi har brug for et fælles håb. Vi har brug for at elske og blive elsket.
Med tro menes ikke blot tillid til egne evner og ens medmennesker, men tro på en Gud, der tilgiver alt. Med håb menes ikke blot store visioner, men håb på, at der vil være en for mig, når alt håb, menneskeligt set er ude. Og med kærlighed menes ikke blot menneskelige relationer, men en kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt, og som aldrig hører op.
De syv dyder er en oplagt anledning til at gennemtænke forholdet mellem fornuft og tro, politik og etik, og hvad der skal være den gode ledelses pejlemærker både for det enkelte menneske og for samfundet som helhed.
Martin Herbsts bog De syv dyder fra i går og i dag udkom på forlaget Eksistensen 10. november
Illustration: Maleriet af de syv dyder af Giotto i Scrovegni Kapellet, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
