KØNSROLLER // KLUMME – For Monica Krog-Meyer er manden på korset ikke så meget et religiøst symbol. For hende fortæller det mere en historie om roller. Om vindere og tabere. Og selvfølgelig om mænd og kvinder. Men mest om mænd og deres roller. Og dermed de roller, som kvinder må træde ind i, i forhold til mændenes. For ligeværd opnås først, når vi træder ud af offerrollen … så kom lige ned af korset.
Tillad mig at se lidt nærmere på det, vi kender så godt i den kristne tro. Nu er det jo påske, den absolutte højtid. Og jeg bevæger mig her ind i mineret område – det er jeg klar over. Jeg gør det med respekt, så frygt ikke. Men jeg gør det med friske øjne. Og ja, der sniger sig en vis kvindebevidsthed ind i denne tekst – for sådan er jeg.
Lige pludselig blev jeg ramt af billedet – og så det i et klart øjeblik: Jesus på korset, som vi er opdraget til at se ham hele livet igennem, i barndommen, skolens religionsundervisning, i hele opvæksten og især på altertavlerne i kirken. Allermest til påske.
Det er et billede, jeg altid har haft et anstrengt forhold til. Følt mig ubehagelig til mode over, når jeg sad i en kirke. Måske er det derfor, jeg sjældent går i kirke. Fordi jeg bryder mig ikke om at se et menneske lide. Og selvfølgelig lider man med nagler gennem hænder og fødder, hængt op på et kors og holdt frem for alverden, så alle kan se fornedrelsen.
Hvorfor blev han korsfæstet?
For det er netop meningen! Det må jeg forstå:
Jesus bliver dømt for forbrydelser, jeg ikke helt kan blive klog på. Han prædikede fred og fordragelighed, han var i opposition, han protesterede ved at påpege urimeligheder og uretfærdigheder, han lavede mirakler osv. Han var datidens oprører, omend i fredelighed, og derfor skulle han af vejen.
Som unge kvinder siger i dag om film, tegneserier, helteberetninger: “If you can’t see her, you can’t be her!”
Sådan er min udlægning, sådan har jeg forstået det. Korsfæstelsen var straffen.
Hvorfor netop det billede?
Men er det kun derfor? Man kunne have valgt så meget: Billedet af Jesus siddende ved Guds højre hånd. Eller billedet af miraklerne. Der er nok af billeder at tage af. Man kunne så meget, men man valgte billedet af manden på korset. Er der en dybere mening med dette valg som image for kristendommen?
Der er aldrig en kvinde på de kors, eller i de beretninger. Altid kun mænd. I det hele taget spiller kvinderne en mikroskopisk rolle i lige det kapitel af Bibelen. Og ikke mindst sender det en klar besked til kvinder: I skal vide, at I ikke rangerer på mænds niveau.
Her er der nok flere, der vil protestere og sige, at jeg fuldstændig har misforstået det. Men har jeg nu også det? Kalkmalerier og altertavler er kirkens tydeliggørelse af biblens tekst. Og præsten videreudvikler teksten, mens vi ser på billederne. Som TV i dag.
Som kvinde ser jeg og finder identifikation, hvis det er muligt. Det er det ikke her. Som unge kvinder siger i dag om film, tegneserier, helteberetninger: “If you can’t see her, you can’t be her!”
Det handler om mænd
Det var ellers netop en del af Jesus’ projekt, at mænd og kvinder skulle være lige. Men Jesu tabte jo, da han blev korsfæstet. Og det gjorde kvinderne også, tabte. Traditionen fortsatte, hvor mænd forbeholder sig retten til at kæmpe med andre mænd om, hvem der er stærkest, og hvem der er svagest.
Mænd kæmper med hinanden og konkurrerer om hvad som helst. De stærke, smarte, snedige og udspekulerede vinder og får lov at bestemme. De svage – taberne – bliver ydmyget.
Og uanset hvad kvinderne mener i den anledning, har det ingen interesse. De er der ikke, de har ingen rolle, de rangerer lavere. De ”skal tie i forsamlinger”, de har ingen magt, de er svage.
Indimellem er der dog brug for kvinderne, men ikke deres intellekt og personlighed, kun deres følelser og deres kroppe til videreførelse af slægten og opfyldelse af mænds drifter. Andre gange til omsorg og trøst, som når Maria Magdalene og de andre kvinder forbliver ved korsets fod og sørger for at bære den døde til graven.
Det er, hvad jeg ser på altertavler og billeder. Det er, hvad jeg opfatter. Det er meldingen til mig.
Stop nu med at acceptere den offergørelse, I mænd. Få ham dog ned fra det kors, og stop den mandekonkurrence
I stort set hver en kirke i Danmark har udsigten søndag efter søndag været dette billede og dertil hørende prædikener taget fra bibelfortællingerne.
Og lige inden du vil fremføre, at Jesus døde for vores synders skyld, så tillader jeg mig at sige, at det er en konstruktion. Det lyder meget smukt, at gud ofrede sin søn, så vi mennesker ikke skal tynges af skyld. For mig giver det imidlertid ikke mening, men det er en længere diskussion. Og det er ikke det, jeg ser.
Det er klart, at billedet af manden på korset har haft betydning. De billeder har også præget mig. Gennem århundreder har de billeder præget kvinder, som er i baggrunden, og som ingen har behøvet at tage sig af, lytte til eller respektere. For manden er den vigtigste, altså når han er vinderen. Ikke taberen.
Men så kom 1970’erne
Men det fik dog nuancer i 1970 og frem, da kvinderne gjorde oprør. De fandt sammen og opdagede, at det var vældig interessant at lytte til det, andre kvinder kunne fortælle. Helt uden, at der var mænd til stede. (Her kan vi måske finde en forklaring på, at tilslutningen til den danske folkekirke gik tilbage i samme periode?)
Tænk, hvis det var sket dengang på Jesu tid. At kvinderne havde sagt: Stop nu med at acceptere den offergørelse, I mænd. Få ham dog ned fra det kors, og stop den mandekonkurrence. Lyt også til os, lad os finde ud af det sammen!
I bruger al jeres energi på at kæmpe mod hinanden som handyrene i naturen. Det er latterligt. Imens går hundyrene og ser til, hvem der mon vinder. Hvem de skal trøste, og hvem de skal parres med, mens de passer de børn, de allerede har.
Det er spild af kvinders intellekt og styrke.
Vi er jo ikke dyr. Vi er mennesker. Vi har vores hjerne. Det gælder både mænd og kvinder. Vi kan vælge og tænke og ændre vores vilkår. Sådan som kvinderne gjorde i 70’erne. Hvorfor har I ikke gjort det for længe siden? Til fælles bedste?
Jeg aner bekymringen for tabte privilegier og tabt magt.
Hvor er jeg heldig at have været en del af den tid
Det liv på korset er ubærligt for de mænd, der taber. Livet som sejrskamphane er heller ikke gloriøst, snarere ensomt, i evig angst for at miste positionen og uden fredelig kærlighed til kvinden ved sin side.
Som Shu-bi-dua sang: ”Står på en alpetop – hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her”?
I mænd tror, I kan få begge dele: sejren og kvinden ved jeres side. Det kan I sjældent.
Som statsministeren siger i anden anledning: ”Det kommer med en pris”, hvor hun mener, at det har omkostninger: Vi kunne få det langt kærligere, dejligere, gladere, hvis I dropper den der kamp med vinder og taber, og dermed offerrollen.
Og bare så I ved det: Vi kvinder har det svært med taberen, manden på bænken. Vi gider ham ikke. Så klarer vi os hellere selv.
Få ham dog ned fra det kors
Her i påsken bliver jeg igen mindet om billedet af manden på korset. Jeg vil ønske, at alle kvinder dyrker andre billeder.
Vi gider ikke, at manden skal hænge der. Vi vil have ham ned på jorden. Vi gider ikke høre om hans hanekampe med andre mænd. Vi vil have ham ved vor side i dagens dont. Tale sammen, arbejde sammen, planlægge og skabe sammen. Elske hinanden som – og være – ligeværdige.
Hvor er jeg heldig at have været en del af den tid
Så ikke bare skal han træde ud af offerrollen (ned af korset), han skal også give plads til at få kvinden ved sin side. Det skal ikke kun være i det brusende øjeblik, hvor ligeværdigheden fremhæves – foran alteret og ordene ”… som ved din side står”. Og hvor han bare skal sige ”Ja”.
Det skal være hver dag, hele tiden, sådan som alle også lover: ”…i medgang og modgang”.
Og det er hårdt arbejde, for både ham og hende.
Jeg er så heldig, at jeg selv kan vælge
Denne påske vil jeg se tilbage på de mange gode øjeblikke og de mange smukke oplevelser, jeg har haft ved siden af min mand, i ligeværd, i opgang og nedtur, i fælles hverdag. Og se styrken i det.
Og med stor taknemmelighed tænke på de seje kvinder, vi var, der krævede ligeret og ligeløn og respekt og frihed til selv at vælge. Dengang i 70’erne.
Hvor er jeg heldig at have været en del af den tid.
Dengang da det gik op for os, at man kan blive uendelig klog ved at lytte til, hvad andre kvinder fortæller1. Helt uden mænd. Helt uden at skulle se på manden på korset. Men meget gerne med manden ved vores side.
DU KAN LÆSE FLERE INDLÆG AF MONICA KROG-MEYER HER
Topfoto: piqsels.com
1) Tak til Pernille Ipsen for at pointere netop dette i sin bog Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt
(Gyldendal 2020)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
