KLASSISK MUSIK // ANMELDELSE – Berliner Philharmonikernes nye chefdirigent har indspillet Mahlers 7. Symfoni i en stort anlagt udgivelse med sit gamle orkester fra München. Værket er et enigma i musikken. Det er, som om musikken foregår om natten. Og der kan det jo være svært at finde rundt. Jakob Brønnum har hørt indspilningen. Flere gange.
Et af de uhensigtsmæssige aspekter ved at være anmelder af kunst og musik og litteratur er, at man skal mene noget om et værk, som måske er så mangesidigt, at man ikke er klar til at mene noget om det, før det er for sent til at anmelde det.
Et af verdens bedste symfoniorkestre, Berliner Philharmonikerne, fik for snart et par år siden en ny chefdirigent, Kiril Petrenko, en østrigsk-russisk dirigent, som næsten ikke tidligere havde opført orkestermusik, men som gennem snart 20 år har skabt sig et stort navn så opera dirigent blandt andet på sydtyske Bayern Statsopera. (Ikke at forveksle med Royal Liverpool Philharmonic Orchestras og Oslo Filharmonikernes chefdirigent Vasily Petrenko).
Berliner Philharmonikernes musikere udvælger selv deres chefdirigent, og der er ingen tvivl om, at det sker, fordi de gennem løbende gæsteoptrædener føler, de har etableret et særligt forhold til den bestemte dirigent, de nu ønsker sig som chefdirigent. Efter sin tiltræden har Kirill Petrenko opført og indspillet ikke så få af de store symfonier, den korte tid taget i betragtning.
For den, der eventuelt følger med på Berliner Philharmonikernes digitale koncertsal, har Petrenko ikke alene vist sig som en stor musiker, men også – set fra publikumspladserne og foran kameraet – en varm og favnende personlighed, det er behageligt at være i koncertselskab med.
Blandt de optagelser, som ikke er udgivet i lydformat, men som kan høres i streamingtjenesten Digital Concert Hall, er en uforglemmelig, følelsesmæssigt gennemtrængende fortolkning af Brahms fjerde symfoni. Det er et afskedsværk fra den aldrende komponist, men et gensynsværk i Petrenkos opførelse med en coronareduceret udgave af Berlinerne, med musikerne placeret langt fra hinanden ved den første koncert med publikum efter nedlukningen i den korte åbning sidste efterår.
Og man har hørt flere opførelser af Beethovens klaverkoncerter, bl.a. Klaverkoncert Nr. 3 med Daniel Barenboim som solist på en rent ud uforglemmelig aften; intenst, præcist, tempofyldt og humorfyldt samtidig med, at den beholdt en dyb følsomhed.
En fortolkning af Shostakovich store mørklødede 8. Symfoni fra i foråret – uden publikum – gik også gennem marv og ben.
Den dødsmættede symfoni
Blandt de allerførste indspilninger, der blev udgivet på cd, var Tjajkovskijs dybt melankolske, nogle vil sige dødsmættede, 6. symfoni. Den fik temmelig dårlig kritik flere steder.
Ved senere gennemlytninger har jeg egentlig også syntes, den havde en lidt uforløst karakter. Men andre kritikere har udvist en slags tilbageholdenhed, der på den ene side viser, at de er uafklarede, på den anden side, at de er åbne for, at de faktisk har hørt dybere lag af værket, end man normalt møder.
Senere er udkommet et ret fantastisk album med blandt andet Mahlers 6. Symfoni, et af de største og mest kompakte orkesterværker blandt de store symfonier, en total Art Nouveau-oplevelse med store følelser og forsiringer og påfund, der kan virke banale, men måske snarere er fundamentale.
Paul McCartney har et sted skrevet, ”I have always adored Mahler, and Mahler was a major influence on the music of The Beatles.”
Petrenko er med andre ord en spændende dirigent, og man kan glæde sig til at høre, hvad han når frem til de kommende mange år. Senest er der kommet en ny indspilning med en anden af de meget store symfonier. Det er den næste i rækken af Mahlersymfonier, Symfoni Nr. 7.
Det er ikke med Berliner Philharmonikerne, men med det orkester, han har dirigeret og stadig dirigerer som operadirigent, Bayerische Staatsorchester, der er begyndt at indspille også orkesterværker på et eget pladeselskab. Omslaget er en rød, ikke helt tynd bog i hardcover med lange fine tekster og billeder – alt sammen i cd format. En rigtig flot udgivelse.
Noget af et enigma
Mahlers 7. symfoni er noget af et enigma i symfonilitteraturen, fordi det på den ene side er en kæmpemæssig symfoni i den tradition, Beethoven havde skabt 100 år inden, og som er ved at holde op på det tidspunkt, hvor Mahler skriver. Et nyt tonesystem er ved at bryde frem og kendte former opløser sig i musikken – såvel som i det sociale liv og i moralen på det her tidspunkt omkring århundredeskiftet til det 20. århundrede.
Det kan man møde i operadirigenten Mahlers kompositoriske værker, der hovedsagelig består af kæmpestore symfonier. Hans klangverden havde en enorm indflydelse på det tyvende århundredes populær- og filmmusik, hvad man tydeligt kan identificere i hundredvis af klassiske storfilm.
Paul McCartney har et sted skrevet, ”I have always adored Mahler, and Mahler was a major influence on the music of The Beatles. John and me used to sit and do the Kindertotenlieder and Wunderhorn for hours, we’d take turns singing and playing the piano. We thought Mahler was great.”
Mahlers syvende er samtidig en meget dunkel symfoni. Den har ikke fire satser som normalt, men fem satser. Det er åbenbart meningen, at man skal opleve den som noget, der foregår om natten og i mørke, hvad man an høre på to af titlerne til værkets satser.
Det er en symfoni, som ikke ligefrem “stritter i alle retninger”, men som vitterlig synes at brede sig ud i mange retninger og ikke rigtig have nogen begyndelse og slutning, sådan som den klassiske musik store symfonier oftest helt umisforståeligt har, når de bygger musikken op i første sats og tre satser senere slutter med bulder og brag.
Kun få af de klassiske tyske dirigenter i det 20. århundrede, der opførte Mahler, har indspillet hans syvende symfoni. Hverken Bruno Walter, der som helt ung musiker mødte Mahler, Furtvängler eller von Karajan har. Klemperer har, som den eneste af de tyske mesterdirigenter fra 78’erens og LP’ens begyndelse.
Flere af vor tids bedste dirigenter har derimod givet den bemærkelsesværdige fortolkninger. Berliner Philharmonikernes tidligere chefdirigent Simon Rattle har blandt andet har haft stort held med nogle opførelser, hvor værket udfolder sig åndeløst spændende som et tidløst, dunkelt kraftcenter. Kirill Petrenkos indspilning med det Bayerische Staatsorchester er imidlertid forvirrende ved første gennemlytning.
Hans fortolkning virker momentvis langsommere end de fleste, og han går ikke, som andre dirigenter har gjort, efter at rejse værket op i én, stram bevægelse, der kan give det en klarhed, det måske slet ikke har. Han bevæger sig tilsyneladende nærmest tøvende og undersøgende rundt om dets mange stemningsskift.
Det er i de første gennemlytninger utrolig svært at finde fokus, nøjagtig som det jo er om natten når man er alene i mørket.
Hvor dirigenter som Rattle og Leonard Bernstein netop har forløst værket gennem en uhyre stram rytmik, er det, som om Petrenko holder igen på det moment og lader værket bevæge sig over alle bredder. Det er en af den slags udgivelser, det er svært at anmelde, fordi den skal have lov at vokse sig stor i lytteren, og det tager sin tid. Det er jo det, den klassiske kompositionsmusik gør og kan og skal: Vokse i én som sansning og erkendelse.
Det er i de første gennemlytninger utrolig svært at finde fokus, nøjagtig som det jo er om natten, når man er alene i mørket. Men måske er det, Petrenko viser, at det slet ikke har noget fokus.
Det er et værk på en time og næsten et kvarter, og det er i forvejen alene derfor næsten umuligt at favne det i én bevægelse som lytter. Det er, som om Petrenkos fortolkning på en måde afslører for mig, at de andre dirigenters forsøg på at gøre det – se hele værket i ét blik – har formindsket det, ikke gjort det større.
Man kunne måske ønske sig en klarere mixning af strygerne i nogle af de afsluttende passager i den lange åbningssats og flere steder senere, hvor klangbilledet kunne være endnu mere fortættet og fremhæve netop det komplekse, der viser sig i fortolkningen.
Jeg vil ikke sige, at Petrenkos nye fortolkning er den, man skal vælge, hvis man skal høre Mahlers syvende for første gang, men har man hørt en af de tidligere nævnte og måske Rafael Kubeliks, så er det bare med at kaste sig ud i det.
I Petrenkos fortolkning viser det sig gradvist, at det er et værk, man kan være i og se sig omkring i som i en labyrint, man muligvis kommer ud af, men aldrig rigtig vil kunne overskue.
LÆS FLERE KLASSISKE OG LITTERATURANMELDELSER AF JAKOB BRØNNUM HER
Beethoven, Tchaikovsky, Schmidt, Stephan
Berliner Philharmoniker, Kirill Petrenko
5 CD, 1 blu ray, 1 DVD, 2020
Mahler: Symphonie Nr. 7
Kirill Petrenko, Bayerische Staatsorckester
2021
Foto: Petrenko (Medici tv)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her